Tavst skrig

Jeg kan mærke jeg cencurerer mine ord i alle sammenhænge, i denne periode. Men hvor er jeg træt af dét!
Er sygemeldt fra en arbejdsplads, hvor man ikke tager overgreb alvorligt. Hvor man vælger at neglicere det & lukke øjnene - simpelthen se den anden vej.
Man vælger heller ikke at tage mig, som medarbejder, alvorligt da jeg gør opmærksom (igen & igen) på hvad jeg oplever.
Det har ramt mig. På min profession, min etik & min person. Jeg har lyst til at skrige; ‘Jeg kan jo for helvede ikke være en del af et sted, hvor man ikke tager overgreb dybt alvorligt! Det er jo logik!’.
Men, udadtil skriger jeg ikke. Der er jeg tavs, som aldrig før.
Og forsøger bare at ‘gå til det’, med den afstand det er nødvendigt at have

Farvel & goddag

- skal sige farvel til noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at miste. ♥
Kunne se det udfra alverdens positive vinkler, og hægte det op på citater om, at Når en dør lukkes åbnes en anden etc. Ja. I know. Alligvel er jeg egentlig bare ked af hele situationen. Og det skal der vel også være rum til.
Der er sikkert en mening med det hele & den vil jeg se hen af vejen. Det tror jeg på. Er på en eller anden måde blevet lidt småallergisk overfor at 'lade som om' & ikke give lov til at noget er trist. Det bli'r bare sådan lidt kunstigt, for mig. Det er jo hvad det er. Og jeg lader det være dét, mens det synker ind. ♥

Ændrer kurs

Jeg har kapituleret. Idag.
Overgivet mig, og gået på kompromis med mig selv. Mit eget syn på mit liv, mine drømme om frigørelse, og egen fortælling om at 'jeg skal nok nå så langt, at vi slet ikke behøver diskutere det her igen'.
Jeg er gået på kompromis med min egen drøm om hvordan min vej skulle trædes.

du bli'r jo nødt til at få noget hjælp. Ikk? Vi bli'r nødt til at finde noget til dig Sagde lægen, mens hun stirrede mig direkte ind i øjnene.
Det føltes næsten som hun kunne se ind i min sjæl.
Jo, nikkede jeg. Med tårerne trillende stille ned af kinderne.

Hvornår var det, at jeg ikke længere kunne lade tårene blive indeni? Hvornår skete det, at jeg ikke længere kunne holde dem tilbage?
Jeg kan ikke længere opretholde en facade. Et lille rids i lakken. Et lille blik, et lille ord, en lille sætning der rammer, og jeg krakelerer.
Det skal jeg stadig vænne mig til. Mig, der aldrig græd. Men, sådan er jeg ikke mere.

Jeg indløste recepten på apoteket med det samme.
Nu sidder jeg her, og tør ikke tage pillerne ud af æsken. Og tør da slet ikke ta' en i munden!
Jeg sidder bare og kigger på pakken. Stirrer. Undrer mig over hvordan den er endt her hos mig.
1-2 tabletter højst 3 gange dagligt, mod Angst Står der udenpå.

Du behøver ikke tage dem hver dag. Eller fast. Eller på nogen måde trappe op eller ned. Du kan bare tage dem efter behov. Se hvordan det virker for dig? sagde lægen. Hende med det intense blik.

Og jeg bliver ikke afhængig af dem? Ligesom alt det andet lort jeg har kæmpet for at slippe af med igen? Spurgte jeg. Og tog automatisk hånden op til munden & undskyldte jeg bandede.

Nej svarede hun. Fysisk bliver du ikke. Det kan jeg garantere dig!
Du har brug for at have kontrollen, og selv bestemme kan jeg fornemme? Ikke at skulle tage noget, hver dag? spurgte hun.
Jeg måtte jo bare væve øh ja, og snublede lidt over ordene i at medicin dagligt bliver tegnet for, at jeg ikke har kontrol. Hvor faen ved hun det fra?!

Men, du bliver måske afhængig af den virkning de vil give dig. Afhængig af at opleve ro. Bare lidt. Det kan man godt blive afhængig af... sagde hun og smilede et skævt smil, som jeg delte.

Hvis du f.eks. ta'r 1 hver ottende time, altså 3 gange på en dag, så er du dækket ind i hele døgnet Det er hende lægen igen. Hun hænger på. Bliver ved.
Ja. Sagde jeg bare. Og faldt ligesom ned i en dyne af vat.

Hele, døgnet. Alle timer. Hvert et minut. Tik Tak. Uden angst. Kan man det?? helt seriøst??

Den anden aften havde jeg været villig til at tage hvad som helst! Bare stik mig et eller andet der virker. NU.
Men, jeg havde jo en drøm om, ikke at skulle tage medicin. Jeg havde en intens drøm om, at sparke så meget røv på min egen proces! at medicin aldrig mere blev et issue.
Alligevel har tanken været undervejs noget tid. Jeg kunne måske også....? . Og jeg har strittet imod. Som fandenivoldskhed jeg ikke anede hvor kom fra, har jeg bandet og svovlet og råbt og skreget for mig selv, af de mennesker der bare har turde nævne ordet medicin som en mulighed.
Rend mig i røven! Jeg skal fandme ikke dopes til at kunne leve!
Men, det skal jeg så. Eller, måske ikke ligefrem dopes - men jeg skal prøve om medicin alligevel kunne være en hjælp. For mig.
Og den er faktisk sværere at sluge, end at skulle sluge de piller der ligger i æsken foran mig.
jeg har ikke taget medicin i 2 år. Droppede 'lykkepillerne' som det sidste, og har ikke haft en tanke om nogensinde at skulle tage noget igen.
Jo, jeg har fået hjælp fra kemiens verden i form af sovepiller (min pt. bedsteste ven!) og så de smertestillende, min krop synes at skulle bruge for at kunne hænge sammen i perioder.

jeg husker første gang jeg gik hjem med en pakke på et eller andet psykofarmaka. Om det var 'lykkepiller', antipsykotisk, angstdæmpende eller whatever - jeg var hunderæd for at tage dem! Ræd for hvad der ville ske, med mig, hvis jeg tog dem. Men jo også bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke prøvede. Det er nok same same her. Igen.
Jeg husker at jeg grædende tiggede min veninde om at hun ville forsikre mig, at HVIS jeg tog den her ene lille pille - så SKULLE hun sige til, hvis jeg 'blev en anden'. jeg har simpelthen altid haft en rædsel for, at jeg skulle ændre mig - blive en anden - blive sindssyg eller sådan noget, uden at jeg vidste det.
Ræd, som ind i helvede for, at en lille bitte pille skulle ændre hele mig, og jeg ikke ville ane det! Og ikke ville have kontrol over det.
Derfor har jeg haft mennesker i mit liv de sidste år, der har lovet at forsikre mig om, at hvis de oplever jeg ændrer adfærd (til det dårlige) så vil de fortælle mig det.
Egentlig kan man tænke; er det ikke ligemeget om du gør - hvis ikke du ved det? Hvis andre er nødt til at fortælle dig, at du har ændret adfærd, så ved du det jo ikke selv, og er det så ikke ligemeget?
Er du klar over hvor angstprovokerende en tanke det er, for mig?! Det er det mest skrækkelige jeg kan komme i tanke om. Mit værste billede af et mareridt.

Så nu sidder jeg så her. Igen. Med nogle piller foran mig, som jeg tøver med at tage.
Jeg tror måske også det har en indvirkning at bo alene. At skulle komme et eller andet i min krop, som jeg ikke ved hvordan jeg reagerer på - og så være helt alene med det. Tænk hvis jeg tog den første nu, og ikke kunne reagere hvis jeg blev dårlig af dem, på den ene eller anden måde.
Nej, jeg venter med at 'teste' til imorgen aften. Der kommer min veninde nemlig. Så kan hun være i det nye, sammen med mig - og forsikre mig om, at jeg stadig er mig. Også selvom jeg har åbnet pakken og taget mit første spæde skridt på en ny vej, til et liv med mere ro.

Jeg vil ikke i skole

Føler mig squ ind imellem, som det her skolebarn der står slukøret i hoveddøren, med skoletasken i hånden, jokker sig selv over tæerne, med tårene trillende ned af kinderne, og som vover at sige næsten lydløst; ' jeg vil ikke i skole.. '
Men som ikke tør fortælle, at det er fordi de andre børn mobber hende, ikke vil tale eller lege med hende. Hun føler sig udenfor og forkert, blot ved sin tilstedeværelse. Hun har kvalme, og orker ikke at skulle færdes blandt mennesker idag. Hendes forældre har misbrugt hende natten igennem, og hun er så ufatteligt træt. Hun orker ikke at skulle bære masken igen idag. Men ved, at hun må. Ligesom alle de andre dage. Lige dér, ved hun blot ikke om hun kan. Lige dér, mens tårerne falder.
Nu er forskellen at jeg er voksen, og jeg skal ikke i skole. Mine forældre har heller ikke misbrugt mig natten igennem - i den fysiske forstand. 'Blot' i mareridtene der lige de dage her kører på fuld blus, har de fyldt det hele.
Men som jeg står der i døren med den samme følelse, og de samme former for tårer trillende ned af kinderne er jeg voksen, ansvarlig, forpligtet - og der er ingen Kære Mor. Det har der så aldrig været kan man sige, men det er en helt anden snak. Jeg er voksen, og selv ansvarlig for at skabe dagen. Gå derud. Med mig & mit. Møde det med oprejst pande, og bære en maske - skulle det blive nødvendigt for at komme igennem. Jeg er voksen, og alligevel føles nogle dage som at stå lige dér i hoveddøren, med tasken i hånden & følelsen 'Jeg vil ikke i skole'....

Styrer mod et nederlag

Jeg føler, at jeg head'er mod en fiasko. Og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal navigere udenom den.
Jeg ser den bare komme nærmere og nærmere. Jeg ser bare mig, bevæge mig tættere og tættere på.
Alt imens jeg klamrer mig fast, med det yderste af neglene. Stædig som bare fanden. Og træt. Træt helt ind i knoglerne.

Jeg har forsøgt. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Gør det bedste jeg overhovedet kan.
Men, det er ikke nok.
Jeg føler, at jeg styrer direkte mod et nederlag. Og trods alle mine overvejelser om hvordan det skulle undgåes, så havde jeg vitterligt ikke regnet med at stå lige her. Måske er jeg naiv. At tro min vilje er nok. Måske er jeg naiv at tro, at jeg kan.
Det føles som det største nederlag at måtte erkende, at uanset hvor meget jeg vil det! Uanset hvor meget jeg forsøger og giver alt hvad jeg kan . . . så er min vilje ikke nok, til at bære mig igennem det her.
Uanset jeg VIL, så kan jeg ikke det her. Jeg kan ganske enkelt ikke.

...

Jeg har mistet mit anker.
Jeg flyder ud i det åbne.
Ned af floder jeg forlængst troede, jeg havde bygget dæmninger på.

Jeg har mistet mit anker.
Og ved det burde findes i mig selv.
Men det er jeg aldrig nået til at kunne finde.
Og nu føles det jeg kendte forsvundet.

Navigatorer

... Men måske er det også fordi jeg har søgt det almindelige. Søgt dét der, for mig udefra set, så normalt ud. Søgt at kunne føle mig som en del af holdet. Som en del af mængden. Gøre dét man nu engang gør. jeg har spejlet mig i normen. For at have noget at navigere ud fra.
For hvor starter man ud med at skabe sig et liv, hvis al grobund, alle rødder ikke kan bruges? Hvis man starter fra nul, og må navigere derfra?
Når man starter ud med at leve i det dysfunktionelle og atypiske, destruktive og ualmindelige, kan det ind imellem føles, som det forkerte er det rigtige, og omvendt. Det bliver et misk mask af rodet grænseløshed, der ikke falder i hak nogen steder. Og man søger med længsel efter sine platforme at stå på.

Det er sådan her man lever. Det er sådan her man gør.
Jeg har spejlet mig i omgivelserne. Ladet dem være billeder på hvad jeg kunne bygge op.
Jeg har taget en uddannelse, og har nu et arbejde. En hverdag. Som man bør ha'. Når man lever.
Indtil det pludselig går op for mig, at det jeg har spejlet mig i måske ikke matcher de veje jeg ønsker at gå. Jeg mangler blot at kunne se hvilke andre muligheder der er. Mangler at kunne spejle mig i noget andet, til jeg selv kan navigere i følelsen af anderledeshed.

Angst

I kender den der historie, hvor 1 fjer bli'r til 5 høns (eller hvor mange det nu er).
Synes det er lidt det samme med angst; 1 fjer kan blive til en hønsegård, der bare synes at udvides & udvides. Og jeg står tilbage som kyllingen der må stikke af. ØV! Fandme længe siden angst har vist sit grimme fjæs på den måde. Det er så det positive. At tidsintervallet er blevet større.

Genskabelse

Jo, men det var jo en helt anden tid. Et helt andet sted, på vejen. Et helt andet rum, nærmest. Det kommer jo aldrig tilbage.

Jo bevares, men derfor kan man vel sagtens savne noget af det, og mindes det gode, og tage alt dét med sig i brudstykker på den måde.
Uanset man ved, at det netop aldrig kan genskabes, helt i samme form.
Det man fik med, og det man kan savne af det gode bærer man vel med sig. Og lagrer i erindringen. Uanset hvad der så menes at kunne genskabes, og ikke?

___

Jamen, det er bare fordi, at jo mere jeg tænker over dét - jo mere når jeg frem til; Det er slet ikke det her jeg vil. Alligevel. Jeg tror jeg vil noget andet, altså. Fortidens stemmer af hån lægger sig som et tungt bånd om mine tanker. 'Ja, det burde du jo nok ha' tænkt på noget før, så!'.

Hendes stemme runger i mit hoved. Jeg forsøger at baske den væk. Nærmest helt fysisk slå ud efter den. Hånen.

Ja, det burde jeg måske. Men, det kunne jeg jo ikke. Tænke det. Før. Der vidste jeg det jo ikke. Endnu.

Er der noget jeg har lært gennem de sidste år, så er dét, hvor nedbrydende det kan være for mig, at blive i noget der ikke giver mig noget godt.

Og jeg tror, at jeg må sadle om.