Da jeg var barn, lærte jeg at selvom om noget føltes helt forkert & væmmeligt, så skulle jeg overhøre mine egne følelser, helt og aldeles.
Da jeg var barn, lærte jeg at grænser var noget andre havde - jeg havde ingen.
Da jeg var barn, lærte jeg at mine følelser ikke galt. De var overflødige, forkerte og uinteressante.
Da jeg var barn, lærte jeg at gemme min mavefornemmelse, mine følelser & mine grænser til et senere tidspunkt i mit liv.
Det tidspunkt er kommet nu.
Nu trækker jeg det hele frem; Ser på mine følelser, mærker min mavefornemmelse & stirrer på mine grænser. Uden at forstå hvad det er der foregår.
De er der allesammen - følelserne & grænserne.
Mit problem er, at jeg ikke aner hvad der er hvad!
At jeg ikke har lært at genkende mine følelser.
Dagligt tænker jeg; Er det her sådan det mærkes, at være ked af det? Eller
Er det sådan her det føles, når man har en grænse?
Jeg bliver så skræmt over at mærke. Skræmt over at 'der er liv'.
Der har jo været dødt i så mange år.
jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.
søndag den 22. november 2009
torsdag den 19. november 2009
Undskyld
Jeg vrisser af mine omgivelser.
Skærer dem af, midt i en sætning. Hele tiden
Og jeg græmmes over mig selv.
Sådan er jeg ikke!!!
Undskyld.
Jeg magter ikke at tale med dig
eller nogen, for den sags skyld
Lad mig være! Skriger alting i mig
og jeg higer efter ensomheden og ro.
Undskyld.
Jeg er så frustreret
og presset til det yderste
Bliver hysterisk over din talestrøm
og fejer dig af vejen, inden du når at tale
Undskyld.
Mit hoved er fyldt!
fuldstændig til randen
og jeg orker ikke dine ord
Får lyst til at skrige; Hold nu kæft!
Undskyld.
Der er ikke plads i mit hoved
til dig også
Og det piner mig af helvedes til.
Jeg synes jeg opfører mig som et dårligt menneske.
Undskyld.
Der er sket noget med mit overskud
min indlevelse og min tålmodighed
Den er væk
Gemt bag dyb frustration
Undskyld
Jeg er så træt! af at høre mine egne tanker
Høre dem kværne rundt, dag & nat. Dér, indeni hovedet.
Træt af at høre min egen tankegang
køre i ring. Forfra. Igen og igen.
Hvis du vidste hvad jeg tænkte
Hvor mange ord der er spærret inde i mit hoved
ville din talestrøm aldrig stoppe
Og jeg magter det ikke.
Undskyld.
Skærer dem af, midt i en sætning. Hele tiden
Og jeg græmmes over mig selv.
Sådan er jeg ikke!!!
Undskyld.
Jeg magter ikke at tale med dig
eller nogen, for den sags skyld
Lad mig være! Skriger alting i mig
og jeg higer efter ensomheden og ro.
Undskyld.
Jeg er så frustreret
og presset til det yderste
Bliver hysterisk over din talestrøm
og fejer dig af vejen, inden du når at tale
Undskyld.
Mit hoved er fyldt!
fuldstændig til randen
og jeg orker ikke dine ord
Får lyst til at skrige; Hold nu kæft!
Undskyld.
Der er ikke plads i mit hoved
til dig også
Og det piner mig af helvedes til.
Jeg synes jeg opfører mig som et dårligt menneske.
Undskyld.
Der er sket noget med mit overskud
min indlevelse og min tålmodighed
Den er væk
Gemt bag dyb frustration
Undskyld
Jeg er så træt! af at høre mine egne tanker
Høre dem kværne rundt, dag & nat. Dér, indeni hovedet.
Træt af at høre min egen tankegang
køre i ring. Forfra. Igen og igen.
Hvis du vidste hvad jeg tænkte
Hvor mange ord der er spærret inde i mit hoved
ville din talestrøm aldrig stoppe
Og jeg magter det ikke.
Undskyld.
onsdag den 11. november 2009
Planter mit livstræ
Jeg er splintret i tusindvis af stykker
Ligger nu spredt udover det hele
Som en rude, der før havde sine fortids sprækker
men nu er sprængt i atomer.
De har ramt mig lige der, hvor alt kan gå itu
Lige der, hvor arrene endnu ikke havde nået at hele
De misbrugte min skrøbelighed
og sprængte mine ar på ny.
Jeg havde bygget mit stillads
Gjort klar til at heles
Plantet frøene til mit livstræ
og værnet om hver en gren
De har fældet mit træ
og hakket mine rødder til pindebrænde
Jeg står tilbage
rodløs og med knækkede grene
Jeg planter et nyt
såer frøet til mit livstræ
endnu engang
Lad dem aldrig fælde det igen!
Ligger nu spredt udover det hele
Som en rude, der før havde sine fortids sprækker
men nu er sprængt i atomer.
De har ramt mig lige der, hvor alt kan gå itu
Lige der, hvor arrene endnu ikke havde nået at hele
De misbrugte min skrøbelighed
og sprængte mine ar på ny.
Jeg havde bygget mit stillads
Gjort klar til at heles
Plantet frøene til mit livstræ
og værnet om hver en gren
De har fældet mit træ
og hakket mine rødder til pindebrænde
Jeg står tilbage
rodløs og med knækkede grene
Jeg planter et nyt
såer frøet til mit livstræ
endnu engang
Lad dem aldrig fælde det igen!
tirsdag den 27. oktober 2009
Hvis vægge kunne tale
Hvis vægge kunne tale
havde jeg vidner på mit helvede
Vidner, som kunne tale
der hvor mine egne ord slipper op.
Hvis vægge kunne tale
kunne de berette om det grusomste mareridt
som ikke blot var en ond drøm
men i sandhed, min virkelighed
Hvis vægge kunne tale
kunne de fortælle mig hvad der skete
når jeg havde forladt min krop
af bar skræk og ydmygelse
Hvis vægge kunne tale
havde jeg aldrig været alene
Jeg havde haft en allieret
En der så det samme som jeg.
Hvis vægge kunne tale
Men det kan de ikke
Derfor må jeg vælge et andet vidne
og tale, for ikke at gå til grunde.
havde jeg vidner på mit helvede
Vidner, som kunne tale
der hvor mine egne ord slipper op.
Hvis vægge kunne tale
kunne de berette om det grusomste mareridt
som ikke blot var en ond drøm
men i sandhed, min virkelighed
Hvis vægge kunne tale
kunne de fortælle mig hvad der skete
når jeg havde forladt min krop
af bar skræk og ydmygelse
Hvis vægge kunne tale
havde jeg aldrig været alene
Jeg havde haft en allieret
En der så det samme som jeg.
Hvis vægge kunne tale
Men det kan de ikke
Derfor må jeg vælge et andet vidne
og tale, for ikke at gå til grunde.
Gnist
Det handler kun om håb.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når nogen svigter og slukker min gnist
står jeg håbløs og forbrændt tilbage.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når nogen svigter og slukker min gnist
står jeg håbløs og forbrændt tilbage.
søndag den 18. oktober 2009
At ende som det værst tænkelige
Jeg var lige fyldt 20 år & havde egentlig droppet terapi fuldstændig
Det var squ for indviklet for mig, det der med at blive spurgt;
Hvordan går det? Hvad kunne du tænke dig at tale om?
Men så løb jeg ind i den her fyr, som var rigtig modbydelig mod mig.
Da han omsider fandt en anden at tyranisere, stod jeg tilbage med en følelse af, at have gentaget det jeg flygtede fra.
Så jeg søgte hjælpen, endnu engang.
B blev min 3. terapeut. Og hun kæmpede en brav kamp med mig.
Hun prøvede, virkelig prøvede! at forstå hvad det var jeg kæmpede med.
Men hun lod mig i stikken. Uden at vide det.
Fik mig til at føle, at mit liv var endt som det værst tænkelige.
Og det værste er, at hun ikke vidste det.
Jeg gav hende ikke en chance for at vide.
Efter et langt forløb, hvor tavshed fyldte meget i perioder, sagde hun en dag en sætning, som fortsat sidder fast i mit indre;
'Det kunne være gået meget, meget værre for dig Silje.
Du kunne være endt som prostitueret, uden respekt for din egen krop. Og uden mål i livet.
Du kunne være endt som prostitueret, og ikke stå til at redde. Det er du heldigvis ikke'.
Min verden splintredes i tusindvis af stykker, da hendes ord hakkede gennem mig som en økse.
Der stod jeg, 20 år gammel, prostitueret, og ikke til at redde......
Det var squ for indviklet for mig, det der med at blive spurgt;
Hvordan går det? Hvad kunne du tænke dig at tale om?
Men så løb jeg ind i den her fyr, som var rigtig modbydelig mod mig.
Da han omsider fandt en anden at tyranisere, stod jeg tilbage med en følelse af, at have gentaget det jeg flygtede fra.
Så jeg søgte hjælpen, endnu engang.
B blev min 3. terapeut. Og hun kæmpede en brav kamp med mig.
Hun prøvede, virkelig prøvede! at forstå hvad det var jeg kæmpede med.
Men hun lod mig i stikken. Uden at vide det.
Fik mig til at føle, at mit liv var endt som det værst tænkelige.
Og det værste er, at hun ikke vidste det.
Jeg gav hende ikke en chance for at vide.
Efter et langt forløb, hvor tavshed fyldte meget i perioder, sagde hun en dag en sætning, som fortsat sidder fast i mit indre;
'Det kunne være gået meget, meget værre for dig Silje.
Du kunne være endt som prostitueret, uden respekt for din egen krop. Og uden mål i livet.
Du kunne være endt som prostitueret, og ikke stå til at redde. Det er du heldigvis ikke'.
Min verden splintredes i tusindvis af stykker, da hendes ord hakkede gennem mig som en økse.
Der stod jeg, 20 år gammel, prostitueret, og ikke til at redde......
19 år
Jeg var 19 år gammel, og havde lige søgt hjælp. Igen.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?
Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.
'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.
'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.
Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.
'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...
Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?
Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.
'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.
'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.
Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.
'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...
Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.
søndag den 11. oktober 2009
Når angsten styrer
Og så sidder vi der.
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.
De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin -what ever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.
Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme.
'Vil du have noget vand?' Spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende.
Min hals snørrer til. Bliver så stram.
Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.
Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som er langt væk fra hvor jeg sidder.
Der er nogen der har hældt vand i mit glas
Jeg opdagede det ikke
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det
Gråden står hæjt i min hals
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.
Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet
Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved med at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand
Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.
De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin -what ever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.
Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme.
'Vil du have noget vand?' Spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende.
Min hals snørrer til. Bliver så stram.
Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.
Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som er langt væk fra hvor jeg sidder.
Der er nogen der har hældt vand i mit glas
Jeg opdagede det ikke
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det
Gråden står hæjt i min hals
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.
Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet
Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved med at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand
Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...
søndag den 4. oktober 2009
Min mor
Min mor
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu
Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.
Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.
Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.
Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.
Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig
Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø
Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.
Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså
Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.
Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.
Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå
Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu
Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.
Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.
Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.
Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.
Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig
Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø
Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.
Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså
Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.
Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.
Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå
Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..
torsdag den 1. oktober 2009
Holder vejret mens jeg venter
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Hun flytter på lørdag
Min veninde
Hende, som har overtaget mit hjem
Min veninde
Hende, som ikke har været min veninde
lige siden den dag hun flyttede ind.
Hun lovede at flytte idag
Hun sover i rummet ved siden af mig lige nu
og jeg sidder & græder i natten
Stille
Uden lyd
Prøver at forsvinde
Ville ønske hun ikke var her
så jeg kunne trække vejret
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Sådan har det været i månedsvis nu
Hun har ikke spurgt
bare gjort.....
Hun har ikke spurgt hvor længe
bare taget..
Hun har ikke givet mig fred
Hun har givet mig kaos.
Jeg ville faktisk ikke bo sammen med nogen
Det blev bare sådan
Jeg ville faktisk ikke have hende så tæt på
Det blev bare sådan
Jeg kan ikke sige fra
Det er mit største problem
Jeg kan ikke sige fra
og ender med at udslette mig selv
Det værste er
at jeg godt ved det
Men jeg gør det alligevel?
Jeg ville faktisk ikke have hende boende
jeg ville faktisk helst have sagt NEJ
Men jeg sagde ikke noget
og har intet sagt
i det år der er gået
jeg kan ikke sige fra
og holder hellere vejret
og mister mig selv
mens andre er lykkeligt uvidende.
Det gør ondt at se, at jeg behandler mig selv på den måde.
På lørdag
Det føles så langt væk
Tårerne triller ned af min kind
Hun har overtrådt mine grænser
hver dag
i 8 måneder
Og jeg har ladet hende gøre det
Derfor sidder jeg her i natten
og græder lydløst
mens jeg venter.....
at hun er her ét eneste minut længere!
Hun flytter på lørdag
Min veninde
Hende, som har overtaget mit hjem
Min veninde
Hende, som ikke har været min veninde
lige siden den dag hun flyttede ind.
Hun lovede at flytte idag
Hun sover i rummet ved siden af mig lige nu
og jeg sidder & græder i natten
Stille
Uden lyd
Prøver at forsvinde
Ville ønske hun ikke var her
så jeg kunne trække vejret
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Sådan har det været i månedsvis nu
Hun har ikke spurgt
bare gjort.....
Hun har ikke spurgt hvor længe
bare taget..
Hun har ikke givet mig fred
Hun har givet mig kaos.
Jeg ville faktisk ikke bo sammen med nogen
Det blev bare sådan
Jeg ville faktisk ikke have hende så tæt på
Det blev bare sådan
Jeg kan ikke sige fra
Det er mit største problem
Jeg kan ikke sige fra
og ender med at udslette mig selv
Det værste er
at jeg godt ved det
Men jeg gør det alligevel?
Jeg ville faktisk ikke have hende boende
jeg ville faktisk helst have sagt NEJ
Men jeg sagde ikke noget
og har intet sagt
i det år der er gået
jeg kan ikke sige fra
og holder hellere vejret
og mister mig selv
mens andre er lykkeligt uvidende.
Det gør ondt at se, at jeg behandler mig selv på den måde.
På lørdag
Det føles så langt væk
Tårerne triller ned af min kind
Hun har overtrådt mine grænser
hver dag
i 8 måneder
Og jeg har ladet hende gøre det
Derfor sidder jeg her i natten
og græder lydløst
mens jeg venter.....
Abonner på:
Opslag (Atom)