Flere verdner. I een. At dissociere

Det har på ingen måde noget at gøre med hende. Fysioterapeuten. 

Eller noget af gøre med hvad hun gør. Eller siger. Eller er. Eller har til hensigt. 

Det er mig. 

Det har noget at gøre med mig. 

Noget at gøre, med det jeg bærer. Indeni. Og udenpå. Tildels. 

Det har intet med nuet at gøre. Alligevel kan jeg opleve, at nuet bliver til et miskmask af nu, fortid, fornuft, urealistiske forestillinger og hvad ved jeg. 

Det bliver så rodet. Og det bliver også kaotisk. Og overvældende. 

Og jeg vandrer på kanten i tanken: er jeg NU blevet skør? 

Vi er inde i træningslokalet. Der er kun mig og hende. 

Det gør ikke noget. Hun har fortalt mig hvad vi skal idag. Og at hun skal vise mig nogle øvelser. 

Døren er lige foran mig. Det er trygt. Jeg kan se den. Og se håndtaget. 

Jeg sidder et sekund og regner på hvor mange skridt der er hen til døren. 

Måske en tanke om, hvor hurtigt jeg kan komme ud af den, hvis nu? 

Jeg ved det ikke. Det er en automatik nærmest. 

Hun spørger mig om flere ting. Med mine smerter. Og de øvelser jeg har skullet lave. 

Hun viser mig hvordan jeg kan styrke, der hvor kroppen er helt svag. Hun viser det på sig selv. Med sine egne lemmer. Og så skal jeg efterligne. Det jeg kan. Det er svært. Men det går. 

Jeg står op. Hun stiller sig ved døren. Nede i den ene ende af det lille lokale. Hun skal se mig gå. Hun skal se mine bevægelser. Om jeg går skævt fortsat. 

Hun står foran døren. Og jeg kan ikke koncentrere mig. 

Kan ikke finde ud af at abstrahere fra den dør. Jeg kan ikke se håndtaget når hun står der. 

'Så prøv du at gå hen mod mig, og så vend rundt og gå tilbage Silje'. Hendes stemme er rolig, men alt i mig raser. Pisker op, og jeg går i stå. I hovedet. 

Jeg går et par skridt. Jeg kan ikke mærke mine ben. 

Jeg er barnet Silje, der skal posere for en voksen. Jeg er i et andet lokale. I en anden tid. Jeg er beluret. Begloet. Observeret. Kigget på. Jeg er barnet Silje, der skal gøre som den voksne siger. 

Jeg hører stemmer fra en anden tid. Hører komandoerne. 

Og jeg ved ikke hvor jeg er. 

Men jeg er den voksne Silje. På 32 år. Der nemt ryger ud af min krop. Og mit hovede. 

Og jeg skal ikke til fysioterapi lige foreløbig.