De siger..

De siger, at jeg overlevede. At jeg klarede mig.
Men det gjorde jeg jo ikke.
Jeg mistede en del af mig selv.

Og hver gang de siger det. At jeg klarede den. At jeg overlevede. Så..
Synker mit hjerte. Til bunds.
Og istedet stiger tårerne op.
Op, op, op og ud.

De siger at jeg klarede den.
Men de ved ikke hvad det kostede
Og måske kommer de aldrig til at vide.
Eller forstå.

Tage mig tilbage

Jeg har aldrig været tilfreds med, hvordan jeg ser ud. 

Hvordan min krop ser ud. Mine former. Eller mangel på samme. 

Min veninde pointerede idag, at jeg - ved at have taget på - nu har former. Som en voksen. 

Ikke at jeg måske lignede et barn før, men. Jeg forstår hvad hun mener. 

Hofter. Røv. (Jo!). 

Og hvor har jeg hylet! Hvor er det svært. 

Og hvor er det .... Meningen? 

Jeg er 32. Og noget siger mig, at det er nu jeg må lære, at leve med min krop. At den har figur. At det er meningen. Faktisk. For mig. 

Da jeg blev teenager ønskede jeg, at jeg kunne forblive et lige bræt resten af mit liv. 

Selv da jeg vejede 43 kilo, og ikke havde nogen som helst former, var jeg ikke tilfreds. For det handler slet ikke om vægten. Eller formen. 

Det handler om det der blev taget fra mig. Engang. Og igen, og igen. 

Og det er først nu, jeg tror, at jeg er klar til forsøge at tage det tilbage. Mig.

Flere verdner. I een. At dissociere

Det har på ingen måde noget at gøre med hende. Fysioterapeuten. 

Eller noget af gøre med hvad hun gør. Eller siger. Eller er. Eller har til hensigt. 

Det er mig. 

Det har noget at gøre med mig. 

Noget at gøre, med det jeg bærer. Indeni. Og udenpå. Tildels. 

Det har intet med nuet at gøre. Alligevel kan jeg opleve, at nuet bliver til et miskmask af nu, fortid, fornuft, urealistiske forestillinger og hvad ved jeg. 

Det bliver så rodet. Og det bliver også kaotisk. Og overvældende. 

Og jeg vandrer på kanten i tanken: er jeg NU blevet skør? 

Vi er inde i træningslokalet. Der er kun mig og hende. 

Det gør ikke noget. Hun har fortalt mig hvad vi skal idag. Og at hun skal vise mig nogle øvelser. 

Døren er lige foran mig. Det er trygt. Jeg kan se den. Og se håndtaget. 

Jeg sidder et sekund og regner på hvor mange skridt der er hen til døren. 

Måske en tanke om, hvor hurtigt jeg kan komme ud af den, hvis nu? 

Jeg ved det ikke. Det er en automatik nærmest. 

Hun spørger mig om flere ting. Med mine smerter. Og de øvelser jeg har skullet lave. 

Hun viser mig hvordan jeg kan styrke, der hvor kroppen er helt svag. Hun viser det på sig selv. Med sine egne lemmer. Og så skal jeg efterligne. Det jeg kan. Det er svært. Men det går. 

Jeg står op. Hun stiller sig ved døren. Nede i den ene ende af det lille lokale. Hun skal se mig gå. Hun skal se mine bevægelser. Om jeg går skævt fortsat. 

Hun står foran døren. Og jeg kan ikke koncentrere mig. 

Kan ikke finde ud af at abstrahere fra den dør. Jeg kan ikke se håndtaget når hun står der. 

'Så prøv du at gå hen mod mig, og så vend rundt og gå tilbage Silje'. Hendes stemme er rolig, men alt i mig raser. Pisker op, og jeg går i stå. I hovedet. 

Jeg går et par skridt. Jeg kan ikke mærke mine ben. 

Jeg er barnet Silje, der skal posere for en voksen. Jeg er i et andet lokale. I en anden tid. Jeg er beluret. Begloet. Observeret. Kigget på. Jeg er barnet Silje, der skal gøre som den voksne siger. 

Jeg hører stemmer fra en anden tid. Hører komandoerne. 

Og jeg ved ikke hvor jeg er. 

Men jeg er den voksne Silje. På 32 år. Der nemt ryger ud af min krop. Og mit hovede. 

Og jeg skal ikke til fysioterapi lige foreløbig.