Der skal ske noget andet

Jeg har tænkt meget over det. Og havde faktisk besluttet, at jeg ville lukke min blog.
Jeg gjorde det også. Sådan on-off. Jeg lukkede den for udefrakommende trafik. Så var det kun jeg der kunne læse dens indhold, men det virkede egentlig også så mystisk.
Hey, hvorfor kan man ikke komme ind på din blog? Modtog jeg mails om. Og ja, det virker squ egentlig også lidt fjollet. At sætte sådan en form for 'spærre op' , hvorfor? Alligevel har jeg haft lyst til at lukke for bloggens rammer. Uden at slette den helt.
For jeg kan enten vælge, at lade den stå, at lukke den for andre end jeg selv, eller slette selve kontoen. Helt.
Det sidste synes jeg virker forkert. Og bunder nok i hvad jeg er nået frem til - her mens jeg har overvejet bloggens liv.

Jeg har tænkt over hvad der er godt & skidt, og hvorfor det ikke længere føles helt rigtigt for mig.
De sidste måneder har jeg skrevet ord & sendt dem ud. Flere gange har jeg mærket en modstand efterfølgende. Fået en lyst til at trække dem retur.

Og så er det, at det pludselig blev svært for mig med den her platform. Oplever at den ikke kan følge med.
Eller, at jeg ikke længere kan finde ud af at bruge den, uden at opleve en modstand. Og så føles det faktisk nærmest pludseligt som et tab. Noget jeg ikke længere har, som før.

Kan jeg ikke bare lade være at skrive dem, så? Har jeg også tænkt. Kan jeg ikke bare lade være at sende dem afsted, men forme dem alligevel?
Men det mærkelige er, at når platformen er her, så lander jeg hele tiden tilbage på dén.
Og den spærre jeg ville sætte op for læsning, handler nok i virkeligheden om at ville spærre lidt for mig selv.
Jeg kan ikke lade være at betragte det skrevne som en platform, men jeg oplever at jeg ikke længere kan tage afsæt. Et underligt dilemma af ambivalens, som jeg ikke har oplevet før. Og som jeg har tænkt meget over.

Måske har jeg egentlig lidt en følelse af, at jeg ikke længere kan bruge mine ord. Til at lande. Eller til at tage afsæt. At det at skrive dem & lægge dem her, føles halvhjertet og nogle dage helt forkert.
Jeg tror bare jeg er nået til den konklusion, at jeg lige nu ikke skal smide mine ord her.
Det er som om de hører til et andet sted.
Jeg har brug for at skrive, og brug for den vej skriften er - men jeg oplever, at ordene lige nu har udtjent sin tid.

Så' det squ også nemmere helt at fjerne den! har jeg tænkt, og det er så typisk mig ;-) Enten Eller, jaja & hvad vi har. Mellemveje er mit evige springpunkt. 

Men jeg har valgt at lade bloggen stå. Åben, læselig & tilgængelig. Både som en tanke om, at jeg måske får lyst at vende tilbage. Men især med tanken om respekt.
En respekt for det der har været. De ord jeg har plantet her gennem årene. Hvis jeg fjernede dem alle ville det være som at sige til mig selv, at jeg fortrød. Ikke stod ved dem. Det gør jeg, og derfor bliver de stående her.

Jeg ved ikke om jeg får lyst til at skrive igen.
Jeg ved ikke om der bare er dømt Pause.
Jeg ved bare, at jeg går rundt med en følelse der overskygger alt i mit liv lige nu. En følelse så stærk af, at Der skal ske noget andet. Bare noget andet -  jeg har ikke fingeren på hvad.

Og i den proces kan platformen her ikke være med. Måske kan den igen, på et senere tidspunkt. Eller på en helt anden måde.
Jeg ved det ikke. Vi må se.

Indtil da, tak fordi du læste med.
Pas godt på dig.
Kh. Silje

Ps; Du er fortsat velkommen til at smide mig en mail, på siljeliv@live.dk

Jeg gik med. Men nu går jeg.

Nej.
Slut. Færdig. End of story.
Jeg gider det ikke mere. Det er ikke meningen. Det ved jeg. Og alligevel var jeg i tvivl.

Bli'r ved, at hoppe tilbage på en gammel pind.
Må gøre noget andet.
En anden vej

Det er egentlig ligemeget hvorfor.
Hvorfor, betyder ingenting.

Alligevel mangler jeg at lukke en dør. Forklaringen, eftertanken. Reflektionen, for mig selv. Kun.
Så jeg kan smække den. Døren. Med det brag jeg ønskede jeg kunne have gjort.

Der blev revet op, i hændelser jeg havde lukket. Ikke ønskede at åbne. Igen.
Boret. Ind til benet. Mens jeg forsøgte at sige Nej!
Jeg vidste godt, at det ikke var meningen. At jeg ikke skulle tilbage i tanken. Beskrivelsen. Erindringen.
At jeg ikke skulle kratte i det tynde lag af hud, der -når alt kommer til alt- alligevel havde nået at lægge sig.
Jeg vidste det godt.
Og alligevel blev jeg flået. Lod mig flå. Rive. Kratte.
Det var slet ikke det jeg skulle
men det blev.

Og jeg har været gal. Vred! Mest på mig selv, egentlig.
Over, at jeg ikke formåede, at sige fra.
Gå med min egen mavefornemmelse.

Jeg har været gal. Også over følelsen af sluser der blev krænget op.
Et helt forløb af hændelser, der bare var ved at finde sin plads. Og som istedet rejste sig igen! Stod så klart på min nethinde.
Endnu engang.
Som havde jeg slet ikke været dét foruden.

Jeg glemte hvordan det var. Før.
Før, at hudlaget blev krattet i.
Og sluserne åbnede sig.
Stod pludselig bare med det hele i hænderne igen. Som var alting faldet ned af deres hylder.
Det var ikke meningen at der skulle røres ved de hylder! Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke sige fra. Og jeg kan ikke bære det hele! Det var derfor hylderne var der!

Og jeg står tilbage med åbningerne. Fra sluserne. Krænget åbne, som de nu står. Så åbne at jeg kan kigge dybt ned i såret. Se alt det jeg var ved at få dækket til.

Må lukke dem. Igen.
Det skal de. Og jeg ved, at der kunne lægge sig et fint lag af hud henover. Det var der kommet.
Det kan der komme igen. Siger jeg til mig selv.
Jeg må bare lade det hele. Ligeså stille.
Og tilgive mig selv, at jeg lod mig føre ned af erindringens veje.
Lod mig føre, selvom jeg vidste det var forkert.
Tillod at der blev rykket ved mine hylder. Selvom jeg vidste det var forkert.
Ja. Det gjorde jeg.

Jeg gik med.
Men nu går jeg.

Min streg i sandet

Jamen, så næste gang, så kan du måske holde i 3 måneder og TO dage..

Jeg ved fandme ikke hvad det er, men det klinger så hult i mig, at alting bare stritter.
At ordene bare står i kø for at vælte ud, møve sig frem der på pladsen. Pludselig føles det som en kampplads.
Men jeg gider ikke kæmpe den kamp. Har en anden der føles mere værdifuld, for mig.
En indsigt, som jeg bare endnu ikke har ord for. Og som jeg prøver at finde vej i, uden helt at vide 'hvad den er'.
Det er i virkeligheden dén (eller dem?) - som jeg prøver at få ordene til at hjælpe mig med at forstå.
Det føles så grundlæggende, at jeg ikke kan komme udenom den.
Som at have fået et bat smasket lige i fjæset, men jeg kan endnu ikke se klart. Nok.
Og jeg væbner mig med tålmodighed, mens jeg prøver at finde hoved og hale i det. Mens jeg nærmer mig. Forsigtigt, tøvende, men undersøgende målrettet.

Undskyld, men jeg har bare ikke nogen ambition om, at se hvor længe jeg kan holde....

Ordene falder så køligt rolige, at jeg næsten ikke ænser dem. Falder uden kamp. Og glider ligeså stille ind på pladsen foran alle de andre.

Jeg har ingen ambition om at se hvor langt jeg kan gå ud, før jeg knækker. Basicly.
Jeg har en drøm om det modsatte. At lære at kunne se det FØR.
At lære, ikke altid at gå for langt. I alle mulige & umulige sammenhænge. Gå over mine grænser, mudre det hele til, væve rundt & blive for blandet med det omkring. Til jeg må trække mig. Helt væk. Væk, fordi det igen var alt for voldsomt.
Det er dér hele mit problem ligger. Dér jeg kommer til kort. Every fucking time.

Jeg kan sagtens presse mig selv, til jeg løber panden mod muren. Kan sagtens 'gøre det, som det er krævet jeg gør'. Har altid gjort. Evnet, at gøre. Men, for en tid. For så hver gang, at betale prisen efterfølgende.
Smil, og se ud som om det spiller. Mens jeg under overfladen har været mere end krakeleret.
Jeg kan sagtens gå alt, alt for langt. Uden overhovedet at ænse det, før jeg ligger lammet tilbage. Fuldstændigt paralyseret af slagene. Angst der lammer mig så markant, at jeg ikke engang kan åbne min egen hoveddør. Ja, sådan har mange dage om måneden været for mig gennem årene. Ja nogle gange har det været sådan i flere uger i træk. Det ved jeg alt om. Evner det, som var det dét mest naturligste i verden at gøre. Pres, pres, pres til du brækker dig.
Dét ved jeg lige præcis hvad er.

Jeg har bare ikke lyst til at brække mig mere. Helt ærligt.
Har lyst til at lære, at der er en grænse, før det.
Den grænse vil jeg gerne finde. Lære at kende.
Og det er virkeligheden dér jeg søger at finde hen mod.
Og dét jeg søger guidening i. For jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan se hvordan jeg kommer derhen.

Og måske handler det om, at jeg oplever at blive provokeret over forestillingen om, at bare lige prøve lidt mere. Bare lidt. Forsøg igen, Kom, bare een gang mere....

Jeg har ikke LYST til, at styre direkte hen mod stødhegnet, og se hvornår støddet er kraftigt nok, til at det efterlader mig lammet og forbrændt.
Jeg har lyst til at lære, at fjerne mig. VÆK fra stødhegnet. Udenom.

Provokationen fører mig på en eller anden måde nærmere min egen mavefornemmelse.
Får mig til at indse, at det godt kan være, at verden omkring står & hepper på at jeg kommer tilbage på samme bane. Eller i det mindste de baner der ligger 'mere ligefor'. Men, jeg vil ikke tilbage. Uanset hvor meget der bliver heppet.
Pludselig ved jeg mere om hvad jeg egentlig har et ønske om.
Jeg bliver næsten helt forskrækket, da det bare føles SÅ rigtigt. Så fast. Så.....
Ja, det er sådan jeg har det. Punktum.

'Jamen, næste gang så.......'
Og jeg mærker bare den her følelse af, at have trukket en streg i sandet. Og at jeg bliver nødt til at trække den op igen & igen for mig selv, til den bliver mere skarp. Blivende. Ikke hele tiden bliver visket ud.

Der skal ikke blive en Næste gang. Som de forrige.
Det er i virkeligheden dér min udfordring ligger.