. . .

Flashback lever deres eget liv.
I blindgyden, hvor skillelinjer mellem dengang & nu, ikke eksisterer.

Må æde min spinkle tilkæmpede værdighed i mig. Gang på gang.

Når man modtager økonomisk støtte fra det offentlige til terapeutisk behandling, bliver der afkrævet en detaljet beskrivelse af ens dybt personlige og private vanskeligheder - ikke bare 1 gang, men op til 3-4 gange på et år.
Behandleren skal så at sige beskrive i detaljer hvilke oplevelser der har været skyld i ens mentale & fysiske tilstand - og hvorfor man har stort behov for terapeutisk hjælp.
Det skal beskrives hvad man ikke evner. Og hvorfor man ikke evner det. Hvilke vanskeligheder man har psykisk, socialt, fysisk, mentalt etc. som kræver terapeutisk hjælp.
Det skal, sagt med andre ord, beskrives sort på hvidt hvor svært det er at skabe et nyt liv. Og hvorfor man ikke kan dette på egen hånd.
Jeg er en af dem, der kaldes Man. Jeg er et nummer i rækken.

Det er det mest ydmygende jeg kender.

At mine vanskeligheder skal stilles til skue for ikke blot 1 person - min terapeut, som jeg selv har valgt at ville dele med. Og selv har valgt hvordan jeg deler med. Men stilles til skue for en hel afdeling af mennesker, som har direkte elektronisk adgang til at læse om hvad jeg ikke evner. Og hvorfor.
Min terapeut har jeg selv valgt. Jeg har valgt at dele i dét rum. Valgt det, fordi det er til gavn for mig og min proces.
Jeg har ikke valgt, at dele med en sagsbehandler. Eller en offentlig database.

Gang på gang skal jeg æde den stolthed i mig, som jeg har knoklet for at oparbejde, og tillade at andre mennesker - som jeg ikke skal have nogen personlig relation til - læser om hvor meget jeg kæmper for at få et normalt fungerende liv.
Jeg skal æde den stolthed, som er så nem at knække - og som bliver det gang på gang, når detaljer om min privatsfære skal udleveres til et system.

Jeg bliver ydmyget og finder det enormt grænseoverskridende ikke at have mine traumatiske oplevelser, mit følelsesliv, mine tanker, mine overvejelser og mine vanskeligheder for mig selv, eller i et rum jeg selv har valgt.

Jeg er vokset op med ikke at eje mig selv.
Min krop, min psyke, ja selv mine tanker blev det afkrævet at jeg delte med andre.
De ejede det hele!
Jeg var ikke nogen! Altid ejet af andre.

Nu kæmper jeg for at slå en ring om mig. Lave en skillelinje mellem mig og andre. Få en følelse af, at jeg ejer mig selv. At ingen kan afkræve mig noget!
Og hver gang jeg må æde den tilkæmpede grænse i mig, og give slip på tanken om, at ingen har lov at afkræve mig svar, tanker, følelser - så smuldrer grænsen.
og jeg kan starte forfra med at bygge den op. Starte forfra med at slå en ny ring om mig selv.

Om lidt kan jeg starte forfra. Igen.
For 'de' har lige afkrævet, at jeg udleverer mine inderste vanskeligheder. Igen.
Til hvad nytte? Har jeg spurgt. 'Hvad giver det mig, udover ydmygelsen og arbejdet ved at skulle starte på ny, med at slå en ring'?
Denne gang har det ikke nogen nytte. Overhovedet.
Kassen er lukket. Der bliver ikke givet yderligere hjælp til mig. Uanset hvor præcist mine vanskeligheder så bliver beskrevet.
Så er det jeg spørger; Hvorfor skal jeg så trækkes igennem ydmygelsen, knækkes på min værdighed & stolthed - og miste mit fodfæste for 117. gang - hvis det ikke fører til noget, alligevel?

Proces

Jeg indhenter det forsømte.
Lærer en masse, helt fra bunden.
Noget kan indhentes & læres. Andet kan ikke måske ikke.
Men det betyder egentlig ikke så meget.
Så længe jeg blot lærer dét der er muligt, for mig.

Indsigt

Opdager, at når man vover at gå ind i det svære, smertefulde & til tider nærmest uoverkommelige - går man ud med det igen, i en anden form.
Det finder ligesom sin hylde. Sin plads, hvorfra man kan bære det.
Man går ud med den afstand til dét, som det er nødvendigt at have.

Muren falder

Tænker; har brugt hele livet, fremtil nu, på at slå en mur op omkring mig selv, der hedder;
I don't care! Gør hvad du vil - jeg føler ingenting!
Nu krakelerer muren, og jeg mærker; I DO care.
Det gør ondt, at mærke. Ufatteligt svært.
Det er usikkert at stå 'ude i det åbne, uden muren'.
Men jeg har indset, at dén må falde - hvis jeg vil leve, som levende.

Om flashback

Så lidt der skal til, for at alting aktiveres.
'Det sætter sig på sanserne'.
En enkelt uforberedt berøring, en enkelt sætning, et enkelt ord, en simpel lugt eller lyd.
Alt kan aktivere.
Og man flashbacker til en tid, som ikke hører hjemme i nuet & som er så forbandet svær at lægge af sig, når man først er trådt tilbage....
Sådan er det at leve med flashback, for mig.

Samler trådene

Som en film, kører erindringen for mit indre blik.

Mit liv var en gyser.
En film, som de fleste ville vælge at slukke for
hvis det blev 'for meget'.
Det som thrillere kan, er at spille med vores sind.
Vi bliver fanget ind i et net af psykologiske spind.
Fanget ind i frygten for det syge, det onde, det frygtindgydende.
Det vækker rædsel i os, fordi spillet er uklart.
Det er umuligt at gennemskue dagordnen.
Reglerne er usagte

Når jeg ser tilbage, kan jeg opleve samme frygt.
Jeg kan mærke hvordan jeg blev fanget ind i deres spind
Hvordan de spillede med mit sind, legede med min fornuft
som var den et net af tynde tråde
Et spind, som de kunne trække og hive i
indtil det til sidst kom ud af form.
Og jeg stod tilbage
med de iturevne og udefinerbare tråde
der ikke så ud til nogensinde at have hørt sammen

De forsøgte at drive fornuften ud af mig
så jeg til sidst ville stå og flagre
Vejre i vinden, som et flag der er bundet fast
Tøjret til en pæl
mens mine lemmer flagrede i vinden

Og jeg klamrede mig fast!

Klamrede mig til dét eneste som var mit : Min fornuft
Jeg vidste jeg ville gå til grunde, hvis den forsvandt
Hvis de fik lov at tage den fra mig.
De forsøgte at vride den ud af mig
mens de hamrede mit hoved i gulvet
og råbte til min hjerne gik i stå

Lod mine lemmer ligge spredt udover gulvet
Lod mig tilbage med en følelse af
at være blevet revet itu
Med et net af tråde
som ikke kunne bindes sammen
med det blotte øje

Jeg samler trådene idag.

.

Jeg slår nye rødder
De gamle kan jeg ikke bruge

En forskel

Far og søn gik en tur på stranden.
Stranden var fyldt med søstjerner, som var skyllet op på land.
Da drengen begyndte at samle dem op & lægge dem forsigtigt ud i vandet, sagde faren: "Det er jo spild af tid!"
Drengen samlede endnu en søstjerne op, lagde den ud i havet og sagde: "For dén her… gør det en forskel!" ♥ ...

...

Gør sig opdagelser hele tiden.

Opdager; Hvis der er noget der virkelig kan pisse mig af, så er det hvis andre mennesker pålægger mig følelser jeg ikke har.
Hvis de definerer & lægger mig ord i munden, uden at have indsigt overhovedet.

Opdager i samme omgang, at pissed er meget lig med vrede .. ;-)