-

‎' Hvis du sover, bli'r natten hurtigere ovre'.
Ja. Nogle gange har man bare ikke lyst til at den skal være det, vel? Ovre.
Eller lyst til, at det bliver hurtigere Imorgen.

At stå i det åbne

har nu fået papir på, at jeg ikke længere er bundet til et sted, som jeg har vidst jeg ikke ville kunne gå tilbage til. Eller skulle.
Nej, det var ikke helt de ord der stod, men det er de tanker jeg får ♥
Det har været svært at nå frem til følelsen af, at jeg ikke behøver gå tilbage. At jeg gerne må sige Nej tak. Vælge noget andet. Eller måske noget helt tredje. For mig selv. På en eller anden måde forløser brevet det sidste, for mig. Hjælper mig til at kunne lukke døren.
Vel er det angstprovokerende nu at stå her & ikke vide hvad jeg så skal! Og vel føles det hamrende usikkert! Så usikkert at benene næsten ryster under mig.
Men, imorgen er det mandag, og jeg er faktisk rigtig lettet over, ikke at skulle presse mig selv til at følge trop. For det ville jeg godt kunne!! Presse mig selv til dét. Igen & igen.
Det har jeg kunnet altid, tror jeg. Men jeg har også betalt prisen. Presset mig til at passe ned i nogle kasser, som måske bare er for trange? & betalt med angst, panik, søvnløshed, rastløshed, stress, tristhed, etc.
'Synes du virkelig, at det er dét værd?' slyngede min læge ud, for kort tid siden. Og Nej, det er dét ikke.
Jeg mindes en vejleder jeg havde, mens jeg gik på seminariet. Hun lod ofte talen falde på angsten for at stå i det åbne. Om hvor usikkert det er, at stå lige dér. Selvom det også er frit.
En ambivalens jeg har mødt mange gange i mit liv, og også møder lige nu.
Jeg ved ikke hvor jeg skal hen nu. Men, jeg ved at jeg ikke skal tilbage. Og dét føles frit ♥
'Jamen, hvad så nu? Ja, hvad så nu..., Så... noget andet', tænker jeg.
Herfra min verden går... ♥

Støttecenter mod incest mangler donationer

Opfordrer jer alle til at ofre 50 kr til et yderst vigtigt formål. Hjælp støttecenteret mod incest med dit bidrag.

' Igen i år har Støttecentret brug for, at 100 personer donerer penge til centret, da dette kræves for at vi kan blive endeligt godkendt af SKAT som almenvelgørende og almennyttig forening efter ligningslovens § 8A.
Vi mangler fortsat 15 donationer inden udgangen af 2011.
Hvis du har lyst til at donere et beløb & dermed hjælpe med at opretholde støttecenterets funktioner, så kan du overføre til Støttecenterets konto:
Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250 '.

Se evt. deres hjemmeside; www.incest.dk

Kh

Note to self. Don't forget

Jeg er mest på overvejelsesplanet. Vil ikke tilbage på den vej jeg var, men ved ikke hvilke veje der så viser sig, eller jeg vælger.

- så har du allerede truffet et smukt valg! ♥....mærk og lyt til dig selv.

Tak. Og Ja ♥ Det er lige præcis dér jeg tænker der skal arbejdes grundigt i 2012. Det er selvfølgelig også en beslutning ;-) At ville det. At huske sig selv på at gøre det. Igen & igen. Selv hvis/når det glipper. Det er min 2012 mission :)

Jeg mister mig selv

Det er bare. . .
Jeg går altid for langt.
Formår ikke at stoppe, bremse - styrer bare lige imod. Og rammer. Kuldsejler mit sind.
Igen og igen.

Det er bare. . .
Jeg ved godt, her bagefter, at jeg mister mig selv.
Det er lidt skræmmende, at se tilbage.
Og SE.
Jeg mister mig selv i alt det jeg tror jeg skal klare.

Jeg ved ikke hvor de forventninger stammer fra.
Jeg ved ikke hvorfor jeg forventer mere af mig, end jeg kan overkomme.
Men jeg ved, at jeg får mine wakeup call. Og denne tid er endnu et af dem.
Jeg ville ønske, jeg kunne bremse op, inden jeg er gået for langt.


Jeg havde det ikke godt, efter lidt tid der , reflekterer jeg højt til en veninde.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik? Måske nogle måneder? spørger jeg - og søger at finde et svar hos een der kunne se mig udefra. Som et kald på hjælp om, at komme mig til undsætning i mit tankekaos af forestillinger. Et kald om at lade mig vide hvad hun ser. For jeg er viklet ind i tvivlen mellem virkelighed og forestilling.

Du begyndte at miste dig selv, siger hun stille.
Og jeg ved at hun har ret. At dét er den rette betegnelse. En sætning jeg ikke har turdet tænke. Og i samme ombæring, mærke.
Ja, der gik nogle måneder, så var jeg på vej ret meget væk fra mig selv, ikk? Siger jeg, og spørger på den måde igen, om hun vil dele hvad hun så.

Jeg blev bekymret for dig. . tidligt. Der gik vel 3 uger . . . siger hun sagte.
Og sætningen bliver hængende i luften.

3 uger? !
Der bliver helt stille i mit hoved. Jeg ved, at hun har ret.

Jeg græder stille tårer, i eftertænksomhedens skær.
Mit hjerte fyldes med sorg, over at min evne til at standse er så ringe.
Jeg mister mig selv. Helt uden at vide det.

Sætningen hænger der endnu.

!

Jeg gider ikke det her F&/¤#!g jul!
There. I said it.
Mon det letter noget, at skrive ordene højt?

♥

Don't you dare, for one more second, surround yourself with people who are not aware of the greatness that you are.

-Jo Blackwell Preston

tankevrimmel

Prøver at slutte fred.
Med tvivlen.

Change is the only constant

Altså. Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg ville ændre layout for min blog.
Jeg ville bare liiiiiige ændre en lille ting. Og fandt så ud af, at skabelonen var for gammel (?!!), til at kunne ændres. Det siger måske lidt om hvor længe siden det er, at jeg første gang gav mig i kast med at lave bloggen (4 år, siger tidstabellen, nærmere bestemt). Måske var det på tide, at ændre her - også? I hvert fald, here we go - jeg prøver mig lidt frem med forskellige layout. Måske finder jeg også DET der matcher mine egne forestillinger. På et tidspunkt ;-)

Walk this way

Hvis du får trang til at gå derud - kan du så ikke istedet gå herud, til mig?.. Skrev min veninde en sen aftentime.
Hendes ord flød fra min indbakke på mobilen, og direkte ned i mit hjerte.
Så præcist, så konkret, at det rørte mig dybt. Og hendes omtanke, ligeså.
Tak I ♥ Den er gemt, i mit hjerte.