Forsvinde

Jeg beder til, at jeg en dag må holde op med at have trang til at forsvinde.
Først den dag, kan jeg være i mig selv.
Først den dag, kan jeg trække vejret frit.
Og leve..

Jeg stod bare der

I fredags gik jeg for langt.
Jeg vågnede tidligt om morgenen, og mærkede fra start alarmklokkerne ringe.
Jeg havde det ligesom hvis min hjerne, mit sind, min krop ikke havde noget filter. Alting gik bare direkte ind. Og jo mere der gik ind, jo mere angst blev jeg. Jeg kunne dårligt holde på kaffekoppen.
Mine tindinger dunkede af smerte og overload. Mine hænder & knæ rystede, og jeg var fysisk dårlig. Jeg kastede op 2 gange på vej til job.
Pyt, videre!! Kom nu!

Jeg kunne ikke rigtig trække vejret. Som om der sad noget fast i min hals. Jeg kunne ikke synke. Sad der til frokost med den ene bid, der bare voksede og voksede i munden.
Please - Ikke kaste op!

Jeg agerede robot fra første minut jeg trådte ind af døren. Efter et par timer, kunne jeg ikke engang være robot længere. Stod bare der. Som fanget i lyskeglen. Kunne hverken tale eller bevæge mig. Jeg stod bare der - så angst at jeg kunne have brækket mig, lige dér, midt på gulvet.

'Er du okay', spurgte mine kollegaer flere gange.
Jeg kunne ikke se dem i øjnene.
Lad være med at se på mig. lad mig synke i et stort hul. Lige her.
Se væk!
Var så bange for at bryde grædende sammen. Bange for at komme til at sige noget højt, som jeg ville fortryde.

Vil du ikke godt lade være med at spørge? Jeg siger bare noget jeg fortryder.
STOP!

Jeg kunne have sagt; Nej jeg er ikke okay. Jeg er nødt til at gå.
Men jeg turde ikke lade ordene forlade mine læber. Jeg var så bange for at komme til at sige; jeg kan ikke rumme det her! Jeg skal ikke være pædagog. Farvel!

Så jeg lod den gå. Alt, alt for længe. Så længe at angsten har ædt mig op lige siden.
Idag er det søndag aften - og jeg sidder stadig fast i angsten. Den har ikke sluppet sit tag endnu.
Imorgen skal jeg derud igen, og jeg er ved at brække mig af angst.

Jeg vil have det tilbage!

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er frosset fast
i følelsen af ligegyldighed
Husker ikke længere, hvad den her vej kunne byde.
Hvorfor den engang gav mig håb og tro.

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er som stivnet i mit liv
Jeg går bare efter et mål
der engang var der
men som jeg ikke kan mærke længere.

Jeg kan ikke mærke det

Jeg vil have det tilbage!
Jeg vil mærke hvorfor, igen

Jeg forstår det ikke

'Du skal sige noget andet til dig selv, Silje. Ændre dine tanker. Træne dig selv i at tænke noget andet. Ændre den måde du tænker på'.

Jeg sidder bare her, i tavshed. Og føler mig ufatteligt dum. HADER at føle mig dum.
Tankerne kværner rundt i hovedet på mig. Ingen ord slipper ud.
Jeg fatter ikke en skid. Hvad er det du mener?

'Når du siger; Jeg er bange for imorgen, så BLIVER du bange for imorgen. Prøv istedet at sige; 'Jeg er tryg ved imorgen'...

Jeg er stået helt af.
Jamen, det passer jo ik! Det er jo løgn! Skal jeg fortælle mig selv en løgn??

Du skal overbevise dig selv om, at det passer. Indsætte nogle andre sætninger. Manipulere med dine egne tankemønstre.

Gråden sidder som et kvælertag om min hals.
Jeg hører ikke længere hvad der bliver sagt.
Er fanget i følelsen af, at min egen elendighed udelukkende skyldes, at jeg tænker forkert.
Det er min egen skyld, at jeg ikke har det godt. Jeg kan jo bare tænke noget andet!
De der gjorde mig ondt, er uden skyld i hvordan jeg har det idag. Skylden ligger hos mig - det er min egen skyld, at jeg tænker sådan - og får et svært liv.
Det er som at høre én sige, at jeg selv har valgt et liv i helvede.
Og jeg er stået af.....

Forstår ingenting.

Mit eneste åndehul er lukket

Jeg står alene. I mængden.
Altid alene.

De andre small-talker.
Jeg smiler, griner med.
De ser ikke min sorg.
Ser ikke hvor meget jeg kæmper med gråden
tårerne som hele tiden truer med at trille ned af min kind.

Hvordan er jeg endt her?

Jeg slæber min bagage med mig
tung, som den er
dag for dag, skridt for skridt.
Og ber en stille bøn
om at nogen vil bære den lidt
bare et øjeblik.

Mit eneste åndehul er lukket for øjeblikket
og jeg kvæles
Bliver ædt op indefra
og udefra

Og ingen ser min sorg
Ingen ser hvor meget jeg kæmper
for blot at kunne stå dér
på mine 2 ben
og smile
Ligesom dem....

Hvordan ?

Hænger bare på.
Jeg er der bare.
Smiler. Lader som om...

Jeg synes ikke der er meget LIV , i mit liv....
Hvor er mit liv? Hvornår starter det?
Hvordan er jeg endt her?

Jeg holder det ikke ud.
Tårerne kvæler mig.
Og jeg klamrer mig fast

'Du skal leve Silje'.
JA! Fortæl mig HVORDAN?
Jeg kan ikke.

bobbel

Føler mig plantet i en eller anden ødemark.
Gemt væk fra virkeligheden.
Lever som i en bobbel.
Hver dag skal jeg prikke hul på dén bobbel. Igen & igen.
Træde ud af dén, og agere som ganske almindelig. Derude i virkeligheden.
Men der er bare intet almindeligt over mit liv.

Jeg går alligevel

Det er så underlig en fornemmelse.
Jeg har fuldstændig, helt og aldeles glemt hvorfor det var så vigtigt.
Det er helt væk!
Jeg ved blot, at engang var det altafgørende for mig. Det var min CHANCE!
At tage denne uddannelse.

Det blev nærmest helt symbolsk for mig, at gå den vej.
Gå selv, hele vejen. Og styre målrettet mod noget andet.
Jeg har glemt hvorfor.
Jeg mærker ingenting. Intet rør sig i mig, når jeg ser vejen, som engang var så vigtig, for mig nu.

Men jeg går den alligevel
Kaster mig ud i dét, på trods.
For jeg ved bare, at det engang var vigtigt.
Jeg ved bare, at jeg engang havde et håb. Og at håbede boede lige dér.

Jeg kaster mig ud - føles som frit fald.
I håbet om at møde min 'grund' på vejen igen.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?'

Jeg ved med min fornuft, at min frygt ikke er realistisk.
Jeg ved, at det er mine følelser og erindringer der taler. Og spiller mig et puds.
Men hvordan forklarer jeg mine følelser dét? Hvordan forklarer jeg, at det er en fejl-tanke, og at jeg skal holde op med at frygte, når nu følelserne er så stærke i mig?

'Hvad er det du er så bange for, Silje?
Tårerne triller ned af mine kinder, ved dit undersøgende blik på mig.
Det værste...hvisker jeg. Lige akkurat lavt nok til, at det ikke kan høres.

Jeg ved, at min frygt grænser sig til det sindssyge, og at jeg hele tiden bevæger mig på kanten, når frygten får overtaget, og fornuften forsvinder.
Jeg ved, at min frygt er så urealistisk, at du ville tro jeg var syg, hvis jeg fortalte dig om den.
Så det gør jeg ikke.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?' spørger du mig igen og igen.
Det værste? Tænker jeg. Og filmen kører på min nethinde.
Min margen for rædsler, min margen for hvad det værste kan være, er en anden end din. Min margen er rykket. Slået ud af kurs.
Det værste?....Det kan du slet ikke forestille dig.

Face the fear

Jeg står overfor en kæmpe ændring i min hverdag.
Om ganske få dage skal jeg starte op på mit studie igen - et helt år forsinket.
Og jeg er døden nær af skræk.

Almindeligvis, så tåler jeg ikke ændringer særlig godt.
Hvis jeg møder op på arbejde, og får at vide at har fri en time senere end aftalt, så går jeg i panik. Tankerne virrer rundt i hovedet på mig, og jeg mistænker menneskerne omkring for at ville mig ondt. Jeg går i panik, og afventer hele tiden at noget ondt skal ske.
Min største frygt er, at jeg bliver narret. At jeg er naiv, og lader mig styre. For så aldrig at se dagens lys igen.

Jeg har levet et liv hvor jeg aldrig vidste hvornår jeg skulle opleve rædselsfulde ting igen.
Jeg vidste blot, at det skulle jeg. Måske om lidt? Måske om 1 time? Måske først imorgen?
Jeg går i panik når jeg ikke ved hvornår noget slutter. Jeg skal vide hvor længe en film i biografen varer, for ikke at sidde under hele forestillingen og kæmpe med angsten.
På dét område er jeg en smule autistisk.
Jeg kan grine af mit eget behov for total kontrol, og joke med det sammen med mine omgivelser. Men indeni er jeg ved at gå i stykker...

Jeg tror ikke mine omgivelser ved hvor svært ændringer er for mig.
Jeg tror ikke de forstår, at når jeg begiver mig ud på en ny vej, er det hver gang med frygten for at jeg skal udsættes for overgreb, vold eller fangenskab.
Jeg tror ikke de forstår, at hver gang jeg skal jeg se en ændring i øjnene, skal jeg samtidig se min største frygt i øjnene. Hver gang!

Nu står jeg her igen. Og skal kaste mig selv udover kanten. Uden at vide, om der ville være nogen til at gribe mig, hvis jeg faldt for langt. For længe.

Jeg er almindeligvis ikke særlg god til dét med ændringer.
Men denne gang er det helt ekstremt.
Og jeg er ved at dø af skræk.