I'm not crazy, I'm just alittle unwell

Mand. Jeg er jokket ned i det her sorte hul. Glugger opad, og kan godt se det der oppe. Det Andet. Så er det alligevel ikke langt væk, vel. Når jeg kan se det, tænker jeg. Men jeg rækker armene ud, og finder at de er for korte. Eller jeg er. For langt væk. Til at kunne nå. 

Rækker armene ud, men ser at jeg må grave. Grave mig fri. Her sidder jeg med min lille teske. graver mig op. Ud.

-Hvorfor, Silje? - Hvad er det der vælter læsset? Jamen jeg ved det jo ikke! 

Min stemme kan lyde så frustreret, at jeg ikke selv kan genkende den, som min. 

Jeg ved det ikke. behøver jeg at vide det? Og ja, det gør jeg. Altid. Evigt. Og altid. En forklaring. En mening. Er der ikke en mening, er... Intet. 

Jeg ved det ikke! Frustrerede tårer. Og hun rykker tættere på mig. Tager min hånd. 

-Hvad sker der? Hvad kan jeg gøre? 

jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting, og det er det allerværste! 

Jeg er nok bare for udkørt af det. Nu. Og så er jeg pisse fanget! Kan ikke fysisk bevæge mig med den hastighed jeg vil! Og alt gør ondt. Jeg er træt. Græder. 

- Du kan sagtens løbe, skulle du være nødt til det Silje. Forstår du det? 

nej. Det forstår jeg ikke. Mit knæ vil ikke samarbejde med mig! Og jeg er bange for at smadre det HELT. For good. 

- Du kan sagtens løbe, løbe, og løbe, VÆK. SAGTENS. Uden det gør skade. Måske kan man ligefrem sige det ville gøre mere skade, bare på nogle andre frontér, hvis du blev stående. Frosset fast som is. Hvis du bliver stående. I følelsen af fangenskab. 

Og mine facader krakelerer, og selv gør jeg, og tilbage er kun tårer og sorg og frygt og frustration. Og indsigt. 

Ja, jeg ville kunne løbe. Selvom jeg ikke kan løbe, så ville jeg kunne løbe. løbforhelvedeløb skriger gamle stemmer indover mig. Og jeg sidder med hende ved min side. Hun stikker mig en kleenex, og puffer lidt til mig.

jeg er ikke fanget. jeg er bare udkørt. KØrt over. Dumpet ned i det her hul. 

Jeg er ikke fanget, jeg ville godt kunne løbe. Og jeg graver. Ud. Op.

Bobler

Op og ned på døgnet, sprang nætter over, søvnunderslæb, indhentes, feber, snot, gennembankettræthed, beroligende medicin. Drømmer underlige drømme. Feberdrømme. Eller er det erindring? Hvad dag er det, dage der forsvandt. Jeg går ved siden af mig selv. Eller, jeg går ikke, jeg ligger. Jeg kunne godt. Gå, altså. På det ben. Men min hjerne kan ikke. 

Er i en bobbel. Med lyttebøffer på ørerne. Er lydende ikke anderledes? Det synes jeg de er. 

Det er som at være Skæv, gennem flere dage. Skæv er sjovt nok. Lidt tid. Så vil jeg gerne, at jeg er tilbage i mig selv. Landet på benene. Det er jeg ikke. endnu. Zzzzzzz.

Sluge kameler og lande på sine ben

Det kan tá lidt tid, at æde kameler der er svære at sluge, synes jeg nok. 

Jeg er på ingen måde landet i det. Endnu. 

Føler jeg svæver rundt. 

Fik nogle svar, som skal ædes. Og forsøger at tage mine bidder. 

Men det arbejder derinde, et sted. 

Det kan jeg mærke. 

Finder sin hylde. Nok. 

Giv tid. Det er een de svære, for monster tålmodige mig. 

'Giv tid. Det vil lande.'. 

Og jeg vil. Som en kat, der springer! Og lander på sine ben. Det vil jeg også. med tid. Også mens jeg sover, vil det rumstere. Og finde sine rækker. 

ZZzzzzzz ✨😴💫 

Nærhed og forladthed

Det sværeste i verden er nærhed.
Det sværeste i verden er forladthed.


De ord skrev en klog kvinde igår. Og hvor er de rigtige. Jeg har tænkt meget over dem.
Nogle gange kan nære relationer gøre decideret ONDT på mig. At være i.
Og jeg kan tænke, hvad fanden er det der foregår?

Av for fanden hvor kan jeg ikke være i det. Og av for fanden hvor kan jeg ikke være uden.

Og jeg kan have lyst til at trække mig. Helt.
Men, det er jo faktisk ikke det jeg har lyst til. Nej, jeg har lyst til at lære at være i nære relationer, uden at det gør ondt, at være i dem. Og uden at det gør ondt, når vi skilles.

Verden er på hovedet

Der er de der perioder, hvor jeg bare føler at jeg famler i blinde.
Den her følelse af, at uanset hvilken vej jeg vender mig, så er den forkert. Gal retning. Eller måske nærmere, helt uden, retning.
Retningsløs.
Det føler jeg mig.

Idag føler jeg mig som det aleneste menneske i verden.
Hvor vender man sig hen, når man snurrer om sig selv, og ingen retning finder? Hvor vender man sig hen, når verden virker på hovedet.

Savn

Idag savner jeg Det hele. Måske endda også alt det jeg ikke savner.
Idag er jeg bare jokket ned i et hul, af savn. Som benene knækkede sammen under mig. Som jeg gjorde.
Men savnet er ikke kun sort. Det kan have mange farver. Engang havde det kun een.

Savnet efter en VELLYKKET jobhistorie

Ved du hvad jeg savner?
Inspiration!
Ved du at mit hjerte bliver så tungt, når jeg ikke kan finde noget sted eller nogen, at spejle mig i?
Ved du hvad jeg savner, sådan helt ind til benet?
At høre om DEN VELLYKKEDE jobsituation. For mennesker som jeg. For mennesker der kæmper med senfølger.
Jeg savner sådan, at høre mere om, hvad der går rigtig godt? Hvordan du gjorde? Hvordan det kan fungere for dig? Hvordan du lykkes. Hvordan det føles, når det er rigtigt - rigtigt?
Hvordan har du formået at nå dertil, hvor du har et fungerende arbejdsliv, og et hverdagsliv, fritidsliv, der.... Ja... Fungerer. Basicly?
Jeg savner at kunne spejle mig. I dig. i noget der minder mig om mig selv. Og får mig til at tro på det. Håbe. Kæmpe.

jeg savner sådan, at kunne få holdt et spejl op foran mig. Som inspirerer til, at SELVFØLGELIG kan det lykkes! Selvfølgelig er et arbejdsliv muligt. Selvfølgelig er der håb. Og tro. Og evner. Og mod. Ikke mindst.

Jeg savner det især, når jeg står lige her, og må erkende, at AV det kunne jeg ikke. Lige nu.
Savner det når jeg møder forhindringerne i hverdagen. Eller når jeg brager lige ind i murerne endnu engang. Og slår mig af helvedes til. Hvordan klarer du det?
jeg savner inspirationen, til at se, hvordan andre har fået det til at lykkes. På Sigt. For jeg ved godt, at det ikke er overnight. Jeg savner bare så meget at høre dine ord. Dine tanker. Dine indsigter.  Hvordan du har fået det til at lykkes.

Der findes masser af historier om lige der hvor mennesker måtte smide håndklædet i ringen. Og det er på INGEN måde, fordi jeg ikke respekterer og bøjer mig i støvet for dem, og deres kamp.
Jeg kan bare ikke spejle mig i dem. I deres forløb. Eller i tankerne om, at pension f.eks. Er en option.
Der findes masser af historier om kampe med kommunen. Og sygedagpenge. Og retraumatiseringer. Om forliste drømme om arbejds ambitioner. Og mit hjerte græder på deres vegne.
Jeg kan bare ikke bruge deres erfaringer at spejle mig i.
Jeg kan bare ikke. Og jo flere jeg hører, jo mere ked af det bliver jeg. Og mismodig. Og opgivende. og kan tænke: det kan bare ikke være rigtigt, at det er fremtiden. Og tænker : fandme nej! Ikke mig!

Jeg savner bare at kunne spejle mig i nogen. Spejle mig, og inspireres, til lige der, hvor det var godt. Hvor det ER godt. Og fungerer.

Jeg ved ikke hvor jeg skal søge de spejl.
Og jeg savner dem.
En følelse af ar stå ene. Helt ene. Men det er jeg ikke. Det ved jeg bare. Jeg ved du er derude.
Og jeg savner, at høre om hvordan du får det til at lykkes.

Gir de en hånd?

Jeg har taget en uddannelse. Jeg har skabt mig et hjem. Og en så stabil hverdag som jeg kan. 

Jeg startede ud, med at arbejde fuldtid. Det gik slet, slet ikke. Jeg har ved eget initiativ og (svær) erkendelse valgt at gå ned i timer. Til 25 ugentligt. Uden kompensation. 

Jeg kan godt overleve for den løn jeg får. Som deltidsansat. Det hænger sammen. Og jeg er glad, for jeg har skabt job vejen selv. Og jeg synes selv, hvis jeg skal sige det, at jeg klarer det ganske fint, alt taget i betragtning. 

Alligevel har jeg stadig for mange sygedage. Ikke i forhold til hvad min arbejdsgiver mener, men i forhold til hvad min samvittighed bærer uden at blinke. Og i forhold til hvad kommunens HR afdeling synes er passende. Jeg bliver hele tiden pustet i nakken. Ikke af min leder, men af kommunen. Som er min overordnede arbejdsgiver. 

Ved du hvad, jeg synes faktisk jeg kæmper pisse meget for det! Faktisk. 

Hver dag! 

Nu har min læge bakket mig op i at søge om en paragraf 56. Den er sendt afsted idag. Med hendes vurdering, og stempel. De er nemlig vigtige sådan nogle stempler. Fra de rette professioner. 

Jeg håber så inderligt at den går igennem. At jeg får opbakning i, at jeg kan få lidt medvind op af Bakken. Ved at min arbejdsplads får lidt kompensation, når jeg ikke kan være så arbejdsdygtig i perioder, som jeg gerne ville. Fingers crossed. 

Alt kører for stærkt. Alt står stille.

Det er som om, at jeg er blevet væk. Og jeg leder og leder. I alle leder og kanter. Og jeg går, og prøver at fange min egen skygge. Men det er som om jeg er blevet væk. Hvor blev jeg af? 

Jeg har fået en mail. Og jeg kan ikke læse hvad der står. Nu har jeg læst den 3 gange. Og jeg forstår den ikke. 

Måske var det bare lidt for meget af det gode. Til min hjerne. Eller hvad. 

Jeg ved det ikke. Og hvor er det egentlig et underligt udtryk. 'For meget af det gode'. Betyder det mon så at det gode, var godt, eller var det det skidt fordi det var godt eller hvad? Eller var der bare for meget af det mon? Selvom det også var godt? Min hjerne er en motorvej. Og jeg kører i flere spor. Samtidig med, at jeg står helt, helt stille... 

Brug livet fonden - Stem på Spor

Jeg har lyst til at skrive en masse om, hvilke spor det sætter i een, at være vokset op med seksuelle overgreb. Og alligevel har jeg ikke ord, til det. 
Der findes ligesom ikke rigtigt nogen 'ramme' hvori jeg kan sætte navn og ord på alt det der er fulgt. I kølvandet.
Og bliver det ikke også så generaliserende, har jeg tænkt - kan man sige, at det gælder for alle? Alle os, der er overlevere af overgreb &/ incest?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er ene. At det ikke kun er MIG der har de besværligheder jeg har.
Det har jeg fundet ud af, ved at møde andre enten i fysisk real life, eller via nettet, Andre - der har den samme oplevelse som jeg. At høre om andre, der har samklingende bagage - ved du hvad? Det er faktisk overordentlig afgørende. Hvor tit har jeg ikke tænkt gennem årene; Det er sikkert bare mig. Det er mig der er noget galt med. Oplysning kan være virkelig afgørende. Og så har jeg fundet ud af det, gennem terapi. Terapi er en del af min hverdag (når jeg har råd). Terapi, som jeg selv betaler. Her på 13. år. Sådan ca.

Hvad er så det værste? Hvad er senfølger?
Er det skammen over at det skete? Eller skammen over, at jeg blev som jeg blev? At jeg bærer følgerne, og må arbejde dem af mig? Jeg er skadet. Har taget skade. Den tanke er så svær at forlige sig med.
Landsforeningen Spor, arbejder for rigtig mange ting. Og jeg synes de fortjener at få tilført nogle midler. Derfor har jeg givet dem en stemme i Brug Livet kampagnen. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde og økonomien burde ligge helt implicit i vores samfund idag, hvis du spørger mig! Men det gør det ikke. Derfor må der kæmpes.
Spor arbejder for rigtig mange ting, i forhold til mennesker der har senfølger.
En af dem er bl.a. at sikre hjælp, til sådan een som mig. Og dig?

Du kan give Spor din stemme ved at gå ind på følgende link, scrolle lidt ned å siden, og klikke på hjertet. 

http://bruglivetfonden.dk/hjertesag/spor-landsforeningen-for-voksne-med-senfolger-af-seksuelle-overgreb/