Ved du hvad jeg savner?
Inspiration!
Ved du at mit hjerte bliver så tungt, når jeg ikke kan finde noget sted eller nogen, at spejle mig i?
Ved du hvad jeg savner, sådan helt ind til benet?
At høre om DEN VELLYKKEDE jobsituation. For mennesker som jeg. For mennesker der kæmper med senfølger.
Jeg savner sådan, at høre mere om, hvad der går rigtig godt? Hvordan du gjorde? Hvordan det kan fungere for dig? Hvordan du lykkes. Hvordan det føles, når det er rigtigt - rigtigt?
Hvordan har du formået at nå dertil, hvor du har et fungerende arbejdsliv, og et hverdagsliv, fritidsliv, der.... Ja... Fungerer. Basicly?
Jeg savner at kunne spejle mig. I dig. i noget der minder mig om mig selv. Og får mig til at tro på det. Håbe. Kæmpe.
jeg savner sådan, at kunne få holdt et spejl op foran mig. Som inspirerer til, at SELVFØLGELIG kan det lykkes! Selvfølgelig er et arbejdsliv muligt. Selvfølgelig er der håb. Og tro. Og evner. Og mod. Ikke mindst.
Jeg savner det især, når jeg står lige her, og må erkende, at AV det kunne jeg ikke. Lige nu.
Savner det når jeg møder forhindringerne i hverdagen. Eller når jeg brager lige ind i murerne endnu engang. Og slår mig af helvedes til. Hvordan klarer du det?
jeg savner inspirationen, til at se, hvordan andre har fået det til at lykkes. På Sigt. For jeg ved godt, at det ikke er overnight. Jeg savner bare så meget at høre dine ord. Dine tanker. Dine indsigter. Hvordan du har fået det til at lykkes.
Der findes masser af historier om lige der hvor mennesker måtte smide håndklædet i ringen. Og det er på INGEN måde, fordi jeg ikke respekterer og bøjer mig i støvet for dem, og deres kamp.
Jeg kan bare ikke spejle mig i dem. I deres forløb. Eller i tankerne om, at pension f.eks. Er en option.
Der findes masser af historier om kampe med kommunen. Og sygedagpenge. Og retraumatiseringer. Om forliste drømme om arbejds ambitioner. Og mit hjerte græder på deres vegne.
Jeg kan bare ikke bruge deres erfaringer at spejle mig i.
Jeg kan bare ikke. Og jo flere jeg hører, jo mere ked af det bliver jeg. Og mismodig. Og opgivende. og kan tænke: det kan bare ikke være rigtigt, at det er fremtiden. Og tænker : fandme nej! Ikke mig!
Jeg savner bare at kunne spejle mig i nogen. Spejle mig, og inspireres, til lige der, hvor det var godt. Hvor det ER godt. Og fungerer.
Jeg ved ikke hvor jeg skal søge de spejl.
Og jeg savner dem.
En følelse af ar stå ene. Helt ene. Men det er jeg ikke. Det ved jeg bare. Jeg ved du er derude.
Og jeg savner, at høre om hvordan du får det til at lykkes.
2 kommentarer:
Ja, jeg er her faktisk.
Jeg har læst dit indlæg mange gange uden at give mig til kende - og heller ikke helt nu giver jeg mig til kende.
Af frygt for, at jeg ikke er så vellykket alligevel.
Kære Silje,
Jeg ved ikke om du kan bruge mig som spejl. Jeg er voksen med senfølger efter overgreb som barn.
Først vil jeg fortælle dig noget du sikkert allerede ved, men det gør ikke noget at få gentaget.
Jeg så lige din link-liste med alle dem du linker til. Det du ser i andre handler ALTID om dig selv. De er dine spejle. Hvad du ser i Michelle Hviid handler om dig, hvad du ser i Liz Randl handler om dig. Skriv ned hvilke egenskaber du ser i dem, og skriv derefter ned hvor i livet du selv har udvist eller mærket disse egenskaber hos dig selv - hvis du vil lege lidt med det altså.
Kort om min historie.
Jeg var igennem overgreb fra jeg var 6 til jeg var 27 (jeg er 31 i dag). Da jeg var 23 var jeg så ødelagt at jeg ikke troede jeg nogensinde ville komme på jobmarkedet igen.
I dag kører jeg mine egne o virksomheder og tager en dag ad gangen.
Det jeg har gjort:
1. Acceptere at hver dag er forskellig. Nogen morgener vågner jeg og tror jeg er en 6årig forsvarsløs pige. Så må jeg starte min morgen dér.
2. Udfordre mine grænser 10 sekunder hver dag. Det kan være at sige hej til en fremmed, det kan være at sende en mail til et drømmejob, alt efter hvad mit overskud har været til.
Langsomt er jeg kommet tilbage til livet, og jeg har lært mig selv at kende.
Spørg endelig hvis der er noget du vil vide,
mange kærlige hilsner
Anne Deppe
www.annedeppe.com
Send en kommentar