'Men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skulle skrive om det til Chris.
Det som jeg har oplevet, ligner ikke noget som helst nogen anden har været ude for. Og jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skulle kunne fortælle om det, så Chris virkelig forstod det.
Jeg har prøvet at finde nogle ord at beskrive det med, men de findes ligesom ikke'.... '
Nej, jeg ville aldrig kunne fortælle om alt det jeg har set og hørt.'
Mio min Mio - Astrid Lindgren
____________
Jeg husker tydeligt, hvordan denne frase gav mig håb engang. Husker hvordan ordene hjalp mig til at forstå & jeg nærmest kunne hvile lidt på dem .
søndag den 11. juli 2010
lørdag den 10. juli 2010
- Men hun drømmer...
Jeg drømmer om, at leve et sted, hvor jeg kan være mere anonym.
Jeg tror jeg har brug for at mærke, at jeg KAN være én i mængden. Én der bare 'blender ind'. Måske fordi jeg altid har følt mig anderledes. Forkert. Iøjenfaldende. Opsigtsvækkende, bare jeg trækker vejret.
Jeg går målrettet mod dén drøm ♥
Jeg tror jeg har brug for at mærke, at jeg KAN være én i mængden. Én der bare 'blender ind'. Måske fordi jeg altid har følt mig anderledes. Forkert. Iøjenfaldende. Opsigtsvækkende, bare jeg trækker vejret.
Jeg går målrettet mod dén drøm ♥
torsdag den 1. juli 2010
Det grænseløse
Det var dét grænseløse, der gjorde forskellen.
Det var der alting blev farligere. Værre.
Det grænseløse.
At de ingen frygt havde.
Den plantede sig i mig, istedet. Frygten.
Og den bor hos mig, endnu..
Det var der alting blev farligere. Værre.
Det grænseløse.
At de ingen frygt havde.
Den plantede sig i mig, istedet. Frygten.
Og den bor hos mig, endnu..
søndag den 27. juni 2010
...
Det provokerer mig, når solen skinner - og jeg er sort indeni.
'Du burde gå ud og nyde det gode vejr'.
Okay, så bare fordi det er sommer, så skal man være glad?
Der er sort i mit sind de her dage.
Jeg er ligeglad om solen skinner - lyset når ikke ind.
'Du burde gå ud og nyde det gode vejr'.
Okay, så bare fordi det er sommer, så skal man være glad?
Der er sort i mit sind de her dage.
Jeg er ligeglad om solen skinner - lyset når ikke ind.
torsdag den 24. juni 2010
Når man taber sig selv, i jagten på et svar
Skyldfølelse
Den kan hægte sig fast. Suge al følelse af værdighed, ud af et menneske. Æde én op.
Den stiller ikke spørgsmålstegn ved sin rigtighed. Den opstår 'bare'.
Måske handler det om, at forsøge at finde en mening - i det meningsløse?
Måske handler det om et altoverskyggende behov for, at finde en eller anden form for mening. Selv hvis det er på bekostning af én selv. Sit eget værd.
Der må være en grund .
Det kan ikke være meningsløst. Uden årsag. Grundløst.
Hvem kan holde ud at være i dét? Det der ikke giver mening.
Måske handler det om, at man spørger hvorfor? Men aldrig får noget svar.
Svaret kommer ikke - i det meningsløse. Det er vel deraf det meningsløse opstår?
Syge menneskers handlinger er svære at forstå.
Når man ikke er som dem, er der et missing link. En tankerække, som ikke kan fuldføres. Forestillinger, fantasier, overvejelser & tanker, som man simpelthen ikke formår at tænke.
Med mindre man er én af dem.
Man kan ikke gå den vej. Stenene er der ikke.
Så man er nødt til at gå en anden vej.
Lede dér hvor tanken KAN gå hen.
Der hvor man får et svar.
I sig selv.
Det må være noget med mig
er den mest oplagte konklusion.
Så man søger mening, i det meningsløse
Uanset om man taber sit eget værd på vejen.
Den kan hægte sig fast. Suge al følelse af værdighed, ud af et menneske. Æde én op.
Den stiller ikke spørgsmålstegn ved sin rigtighed. Den opstår 'bare'.
Måske handler det om, at forsøge at finde en mening - i det meningsløse?
Måske handler det om et altoverskyggende behov for, at finde en eller anden form for mening. Selv hvis det er på bekostning af én selv. Sit eget værd.
Der må være en grund .
Det kan ikke være meningsløst. Uden årsag. Grundløst.
Hvem kan holde ud at være i dét? Det der ikke giver mening.
Måske handler det om, at man spørger hvorfor? Men aldrig får noget svar.
Svaret kommer ikke - i det meningsløse. Det er vel deraf det meningsløse opstår?
Syge menneskers handlinger er svære at forstå.
Når man ikke er som dem, er der et missing link. En tankerække, som ikke kan fuldføres. Forestillinger, fantasier, overvejelser & tanker, som man simpelthen ikke formår at tænke.
Med mindre man er én af dem.
Man kan ikke gå den vej. Stenene er der ikke.
Så man er nødt til at gå en anden vej.
Lede dér hvor tanken KAN gå hen.
Der hvor man får et svar.
I sig selv.
Det må være noget med mig
er den mest oplagte konklusion.
Så man søger mening, i det meningsløse
Uanset om man taber sit eget værd på vejen.
Rastløshed
Rastløshed.
Engang synes jeg det var et negligerende ord. Ligesom ikke fyldestgørende nok, til følelsen.
Rastløshed.
Den driver mig rundt, fra sted til sted.
Giver mig ingen ro & efterlader mig med følelsen af at være hjemløs.
'Jeg er hjemløs i mit sind'.
Sådan føles rastløshed, for mig.
Jeg har været hjemløs gennem mange, mange år.
Engang synes jeg det var et negligerende ord. Ligesom ikke fyldestgørende nok, til følelsen.
Rastløshed.
Den driver mig rundt, fra sted til sted.
Giver mig ingen ro & efterlader mig med følelsen af at være hjemløs.
'Jeg er hjemløs i mit sind'.
Sådan føles rastløshed, for mig.
Jeg har været hjemløs gennem mange, mange år.
onsdag den 26. maj 2010
Det har altid været sådan
Der var engang hvor min krop endnu var uberørt
Engang hvor ingen havde sat deres aftryk
Hvor ingen havde ladet deres hænder vandre på forbudte steder.
For til sidst, skridt for skridt, at trænge helt ind.
Der var engang hvor mine øjne kunne lukkes uden erindringen om dem
Engang hvor billederne på min nethinde endnu ikke var en gyser
Hvor mine øjne kunne se noget andet
Og trygt kunne lukkes
Der var engang hvor mine håndled og ankler ikke havde været bundet
Engang hvor de føltes frie. Ja måske bare som det de er. Led.
Hvor lemmerne endnu ikke kendte til at blive holdt fanget
og ikke anede, at følelsen af reb kan blive siddende i huden, i årevis.
Der var engang hvor jeg var hel
Engang, hvor mine grænser ikke var overskredet
hvor jeg ikke oplevede at flyde ud - i et rod af dem og mig.
Afgrænsningen af mig var helt naturlig.
Jeg husker ikke dengang.
Husker ikke hvordan det var.
Måske var det så kort?
For kort?
Jeg husker ikke at det har været anderledes.
I min verden har det altid været sådan.
Jeg bliver tit spurgt; Hvordan kunne du leve i dét? Hvordan kan et liv være sådan?
Ligeså uforståeligt det måske er for dig, at forestille dig at leve sådan,
ligeså uforståeligt er det for mig, hvordan det må være, at have levet uden.
De siger jeg stadig har min kerne. Jeg ved ikke om jeg skal tro dem.
Engang hvor ingen havde sat deres aftryk
Hvor ingen havde ladet deres hænder vandre på forbudte steder.
For til sidst, skridt for skridt, at trænge helt ind.
Der var engang hvor mine øjne kunne lukkes uden erindringen om dem
Engang hvor billederne på min nethinde endnu ikke var en gyser
Hvor mine øjne kunne se noget andet
Og trygt kunne lukkes
Der var engang hvor mine håndled og ankler ikke havde været bundet
Engang hvor de føltes frie. Ja måske bare som det de er. Led.
Hvor lemmerne endnu ikke kendte til at blive holdt fanget
og ikke anede, at følelsen af reb kan blive siddende i huden, i årevis.
Der var engang hvor jeg var hel
Engang, hvor mine grænser ikke var overskredet
hvor jeg ikke oplevede at flyde ud - i et rod af dem og mig.
Afgrænsningen af mig var helt naturlig.
Jeg husker ikke dengang.
Husker ikke hvordan det var.
Måske var det så kort?
For kort?
Jeg husker ikke at det har været anderledes.
I min verden har det altid været sådan.
Jeg bliver tit spurgt; Hvordan kunne du leve i dét? Hvordan kan et liv være sådan?
Ligeså uforståeligt det måske er for dig, at forestille dig at leve sådan,
ligeså uforståeligt er det for mig, hvordan det må være, at have levet uden.
De siger jeg stadig har min kerne. Jeg ved ikke om jeg skal tro dem.
lørdag den 15. maj 2010
Refleksion
Synes at udvikling, er lidt ligesom når man gennem laaaaaang tid konsekvent er snublet over de samme par gummistøvler i entreen, hver gang man går ind af sin hoveddør
- Indtil man en dag får tanken; 'Jeg ku' jo også flytte dem, altså.....?! ;-)
- Indtil man en dag får tanken; 'Jeg ku' jo også flytte dem, altså.....?! ;-)
søndag den 9. maj 2010
Lod bare stå til
En af de dér dage, hvor alting sad udenpå tøjet.
Hver en lyd gik rent ind!
Hver en berøring var for meget!
Lidt som at have feber - hvor et enkelt prik med en finger kan gøre ondt i huden.
Tårer der truede med at vippe ud over øjenlågskanten, overskudet der var i minus.
Og samtidig en dag, hvor det krævedes, at mit overskud og min rummelighed var større end almindeligvis.
Jeg stod der i mængden
Kunne godt mærke hvad der forventedes at mit næste skridt var.
Men jeg kunne ikke tage dét.
Angsten åd sig ind på mig hele dagen.
Gråden sad i halsen og alt jeg ville sige var;
'Jeg kan ikke det her, lige nu'
Men jeg var tavs.
Muligheden for at ytre mig var for længst passeret.
Og jeg lod bare stå til.
Jeg bliver syg af at lade stå til.
Syg af ikke at flytte mig.
Hver en lyd gik rent ind!
Hver en berøring var for meget!
Lidt som at have feber - hvor et enkelt prik med en finger kan gøre ondt i huden.
Tårer der truede med at vippe ud over øjenlågskanten, overskudet der var i minus.
Og samtidig en dag, hvor det krævedes, at mit overskud og min rummelighed var større end almindeligvis.
Jeg stod der i mængden
Kunne godt mærke hvad der forventedes at mit næste skridt var.
Men jeg kunne ikke tage dét.
Angsten åd sig ind på mig hele dagen.
Gråden sad i halsen og alt jeg ville sige var;
'Jeg kan ikke det her, lige nu'
Men jeg var tavs.
Muligheden for at ytre mig var for længst passeret.
Og jeg lod bare stå til.
Jeg bliver syg af at lade stå til.
Syg af ikke at flytte mig.
Søvnløs
Jeg sidder og stirrer ud i natten
Ryger den ene cigaret efter den anden.
Altid med vinduet på klem - jeg kan ikke holde lugten ud
Jeg burde sove nu.
Det er snart morgen. Igen.
Men min søvn er som at gå tilbage i løvens gab!
Som at kaste mig selv udover kanten. Helt frivilligt.
Altid bliver jeg mindet om hvad de udsatte mig for om natten
mens ingen så.
Altid minder natten mig om, at ligge bundet og vente på dagen.
Eller, det var faktisk ikke kun om natten.
Det kunne være når som helst. Og hvor som helst. Og ikke mindst; hvem som helst.
Man kunne aldrig rigtigt vide....
Der var aldrig rigtig noget ophold
Aldrig rigtig nogen pause.
Det eneste tidspunkt der mindede om pause, var tragisk nok lige i sekunderne efter, at de havde sluppet deres tag om mig.
Lige dér, kunne jeg være - bare et øjeblik.
Jeg tror jeg venter på Pausen
Men den kommer ikke.
Jeg har vist ikke rigtig fået lært
hvordan en pause ellers kan se ud?
Ryger den ene cigaret efter den anden.
Altid med vinduet på klem - jeg kan ikke holde lugten ud
Jeg burde sove nu.
Det er snart morgen. Igen.
Men min søvn er som at gå tilbage i løvens gab!
Som at kaste mig selv udover kanten. Helt frivilligt.
Altid bliver jeg mindet om hvad de udsatte mig for om natten
mens ingen så.
Altid minder natten mig om, at ligge bundet og vente på dagen.
Eller, det var faktisk ikke kun om natten.
Det kunne være når som helst. Og hvor som helst. Og ikke mindst; hvem som helst.
Man kunne aldrig rigtigt vide....
Der var aldrig rigtig noget ophold
Aldrig rigtig nogen pause.
Det eneste tidspunkt der mindede om pause, var tragisk nok lige i sekunderne efter, at de havde sluppet deres tag om mig.
Lige dér, kunne jeg være - bare et øjeblik.
Jeg tror jeg venter på Pausen
Men den kommer ikke.
Jeg har vist ikke rigtig fået lært
hvordan en pause ellers kan se ud?
Abonner på:
Opslag (Atom)