Jeg ruller gardinet op. Ser en blå himmel.
Og af en eller anden grund, så synker min hjerte ned i maven. Mens gråden bare stiger op. Op op op. I halsen. Og til sidst bliver til tårer ned af kinderne.
Jeg kan ikke idag. Undskyld.
Jeg kan ikke.
Det er okay.
Nej det er ikke!
Men jeg kan ikke.
Jeg vil bare ligge her. Under min dyne. Med hovedet gemt, så ingen kan se mig.
Rulle gardinet ned igen.
Lukke verden ude,
Imorgen kan jeg nok igen. Tænker jeg. Imorgen.
3 kommentarer:
Så genkendeligt.
Kæmpe knus herfra
Det jeg kan sige til din blog er, bedre tegnsætning er set og herunder skal du måske også arbejde på stavningen.
Hvor er det sejt :) Virkelig godt digt, synes jeg! Mit navn er Villads! Hvis du har lyst kan du jo kigge forbi min blog på: https://liveterskoent.wordpress.com/2015/01/15/min-kusines-gamle-bil/
Vh. Villads
Send en kommentar