For mig

For ' de andre ', virker det som om de bliver irriteret. Jeg kan jo i virkeligheden ikke vide det. Vide hvad de bliver. Tænker eller føler. Kan kun mærke stemningen. Og høre ordene.

For mig.... Der står verden stille et øjeblik. Og så styrter jeg.

Vi får udleveret vores skema. Med rettelser. Det er tredje gang på mindre end en uge.
Nogle bliver utilfredse. Andre siger ikke noget.
Og jeg.
Jeg kæmper med kvalmen, mens tårerne står helt oppe i øjnene på mig.

'Hva er det Silje?'
Hun henvender sig til mig. Men jeg kan ikke svare.
Jeg kan ikke tale.
Jeg kan ikke ... Være.

Det er ikke fordi der er noget galt med skemaet.
Det er ikke fordi timerne er forkerte. Eller sådan noget.
Det er mig. Jeg ved det godt.

For mig er det ikke bare et skema. Gid det var!
For mig, er det noget med vægge der bevæger sig, jeg bliver klemt inde. Det er noget med ikke at kunne regne med noget. Helt definitivt, føles det som, igen og igen.
For mig er det ikke bare et skema. For mig, er det som at fjerne stenene under mine ben. PLOP. Jeg falder i.
Og føres ned af veje jeg ikke kan overskue.


Det er fordi jeg ikke kan finde mine ben.
Jeg når ikke at lande. Førend jeg skal finde nyt fodfæste.
I øjeblikket føler jeg ikke jeg når at lande. Overhovedet. I noget som helst.
Og jeg mister bare overblikket. Pusten. Mavepuster. Igen.


Og idag tuder jeg på mit arbejdes kontor. Tuder fordi jeg ikke kan overskue det.
Det hele.
Mest af alt, flyder jeg over lige der, fordi jeg ikke kan overskue, at skulle blive ved med at reagere på ændringer. På den måde.
Kan ikke overskue, at det bliver ved. Og ved.