Nærhed og forladthed

Det sværeste i verden er nærhed.
Det sværeste i verden er forladthed.


De ord skrev en klog kvinde igår. Og hvor er de rigtige. Jeg har tænkt meget over dem.
Nogle gange kan nære relationer gøre decideret ONDT på mig. At være i.
Og jeg kan tænke, hvad fanden er det der foregår?

Av for fanden hvor kan jeg ikke være i det. Og av for fanden hvor kan jeg ikke være uden.

Og jeg kan have lyst til at trække mig. Helt.
Men, det er jo faktisk ikke det jeg har lyst til. Nej, jeg har lyst til at lære at være i nære relationer, uden at det gør ondt, at være i dem. Og uden at det gør ondt, når vi skilles.

Verden er på hovedet

Der er de der perioder, hvor jeg bare føler at jeg famler i blinde.
Den her følelse af, at uanset hvilken vej jeg vender mig, så er den forkert. Gal retning. Eller måske nærmere, helt uden, retning.
Retningsløs.
Det føler jeg mig.

Idag føler jeg mig som det aleneste menneske i verden.
Hvor vender man sig hen, når man snurrer om sig selv, og ingen retning finder? Hvor vender man sig hen, når verden virker på hovedet.

Savn

Idag savner jeg Det hele. Måske endda også alt det jeg ikke savner.
Idag er jeg bare jokket ned i et hul, af savn. Som benene knækkede sammen under mig. Som jeg gjorde.
Men savnet er ikke kun sort. Det kan have mange farver. Engang havde det kun een.

Savnet efter en VELLYKKET jobhistorie

Ved du hvad jeg savner?
Inspiration!
Ved du at mit hjerte bliver så tungt, når jeg ikke kan finde noget sted eller nogen, at spejle mig i?
Ved du hvad jeg savner, sådan helt ind til benet?
At høre om DEN VELLYKKEDE jobsituation. For mennesker som jeg. For mennesker der kæmper med senfølger.
Jeg savner sådan, at høre mere om, hvad der går rigtig godt? Hvordan du gjorde? Hvordan det kan fungere for dig? Hvordan du lykkes. Hvordan det føles, når det er rigtigt - rigtigt?
Hvordan har du formået at nå dertil, hvor du har et fungerende arbejdsliv, og et hverdagsliv, fritidsliv, der.... Ja... Fungerer. Basicly?
Jeg savner at kunne spejle mig. I dig. i noget der minder mig om mig selv. Og får mig til at tro på det. Håbe. Kæmpe.

jeg savner sådan, at kunne få holdt et spejl op foran mig. Som inspirerer til, at SELVFØLGELIG kan det lykkes! Selvfølgelig er et arbejdsliv muligt. Selvfølgelig er der håb. Og tro. Og evner. Og mod. Ikke mindst.

Jeg savner det især, når jeg står lige her, og må erkende, at AV det kunne jeg ikke. Lige nu.
Savner det når jeg møder forhindringerne i hverdagen. Eller når jeg brager lige ind i murerne endnu engang. Og slår mig af helvedes til. Hvordan klarer du det?
jeg savner inspirationen, til at se, hvordan andre har fået det til at lykkes. På Sigt. For jeg ved godt, at det ikke er overnight. Jeg savner bare så meget at høre dine ord. Dine tanker. Dine indsigter.  Hvordan du har fået det til at lykkes.

Der findes masser af historier om lige der hvor mennesker måtte smide håndklædet i ringen. Og det er på INGEN måde, fordi jeg ikke respekterer og bøjer mig i støvet for dem, og deres kamp.
Jeg kan bare ikke spejle mig i dem. I deres forløb. Eller i tankerne om, at pension f.eks. Er en option.
Der findes masser af historier om kampe med kommunen. Og sygedagpenge. Og retraumatiseringer. Om forliste drømme om arbejds ambitioner. Og mit hjerte græder på deres vegne.
Jeg kan bare ikke bruge deres erfaringer at spejle mig i.
Jeg kan bare ikke. Og jo flere jeg hører, jo mere ked af det bliver jeg. Og mismodig. Og opgivende. og kan tænke: det kan bare ikke være rigtigt, at det er fremtiden. Og tænker : fandme nej! Ikke mig!

Jeg savner bare at kunne spejle mig i nogen. Spejle mig, og inspireres, til lige der, hvor det var godt. Hvor det ER godt. Og fungerer.

Jeg ved ikke hvor jeg skal søge de spejl.
Og jeg savner dem.
En følelse af ar stå ene. Helt ene. Men det er jeg ikke. Det ved jeg bare. Jeg ved du er derude.
Og jeg savner, at høre om hvordan du får det til at lykkes.

Gir de en hånd?

Jeg har taget en uddannelse. Jeg har skabt mig et hjem. Og en så stabil hverdag som jeg kan. 

Jeg startede ud, med at arbejde fuldtid. Det gik slet, slet ikke. Jeg har ved eget initiativ og (svær) erkendelse valgt at gå ned i timer. Til 25 ugentligt. Uden kompensation. 

Jeg kan godt overleve for den løn jeg får. Som deltidsansat. Det hænger sammen. Og jeg er glad, for jeg har skabt job vejen selv. Og jeg synes selv, hvis jeg skal sige det, at jeg klarer det ganske fint, alt taget i betragtning. 

Alligevel har jeg stadig for mange sygedage. Ikke i forhold til hvad min arbejdsgiver mener, men i forhold til hvad min samvittighed bærer uden at blinke. Og i forhold til hvad kommunens HR afdeling synes er passende. Jeg bliver hele tiden pustet i nakken. Ikke af min leder, men af kommunen. Som er min overordnede arbejdsgiver. 

Ved du hvad, jeg synes faktisk jeg kæmper pisse meget for det! Faktisk. 

Hver dag! 

Nu har min læge bakket mig op i at søge om en paragraf 56. Den er sendt afsted idag. Med hendes vurdering, og stempel. De er nemlig vigtige sådan nogle stempler. Fra de rette professioner. 

Jeg håber så inderligt at den går igennem. At jeg får opbakning i, at jeg kan få lidt medvind op af Bakken. Ved at min arbejdsplads får lidt kompensation, når jeg ikke kan være så arbejdsdygtig i perioder, som jeg gerne ville. Fingers crossed.