Havde overnatning med mit arbejde.
I nattens stilhed, lige der mellem søvn og vågen (eller var det så i søvn? Jeg troede faktisk ikke jeg ville kunne sove... men det må jeg jo have gjort i et glimt, siden jeg kunne drømme?). Nå, men lige der, mens alt var stille, bragede fantasien for fulde gardiner.
En drøm om, at vi havde indbrud. Mens alle lå og sov. Jeg var den eneste der var vågen.
Lygter udenfor vinduerne. Stemmer der hviskede.
En underlig erindring der sneg sig ind, i et helt andet forum der i natten. Et miks af fantasi og erindring. Der, i søvnen.
Jeg husker en nat, hvor jeg selv havde mennesker gående udenfor mine vinduer. Dengang jeg boede et andet sted. Levede et helt andet liv. Føles det som, idag. Det føles så fjernt, og dog er det helt tæt på idag.
Jeg vågnede en nat. Selvom jeg ikke troede at jeg sov. Tjekkede rummene, og fandt kun sovende børn. Lettet, og kun stilhed.
Kaffen blev sat over. Af mig som den første. Klokken var ikke mere end 5.30.
Der er gået noget tid. Men stemningen vil ikke slippe mig. Eller er det mig der ikke vil slippe stemningen?
Det er som en sørgmodig melodi der spiller i mig, mens jeg går og synger og en gladere melodi - henover. Som en underlig erindring der er vågnet fra dybet. En erindring der endnu ikke har fundet sin hylde
Det gør den. Med tiden. Finder sin hylde. Ligesom alle de andre gør. Hylde, på hylde. Så kan det lægge der. I ro?
Det er det jeg må tro på. Og have med mig. Det, jeg må tænke på, når det bliver for overvældende.
Det finder sin hylde. Lige om lidt. Ja.
Idag er en ny dag ♥
1 kommentar:
Sikke et lækkert sprog. Som netop gengiver følelsen af tvivk: sover jeg - eller er dette bevidsthed?
Vores hjerne hviler ikke, når vi sover. Den er mange gange mere aktiv. For den vækker også underbevidstheden, som blander sig med drømme af rester fra dagen, der er gået.
Forsøger at give dem mening. Som de også får. Men som forsvinder igen, så snart vi vågner og pakker det ubevidste væk.
Måske er der også mere plads til at tale videre om denne på en gang smukke og lidt skræmmende følelse i grænselandet mellem søvn og vågen. Men jeg ved det ikke - for rammen er fyldt ud. Og jeg når ikke at komme ind på, at også i drømme hænger vores tanker kollektivt sammen i et hav. Holistisk og grænseløst - begrænset af vores evne til indsigt,nnår vi kan huske.
Det sprog om denne tilstand er så smukt og abstrakt som et digt, der rører hjertet. Kh Jens Kamstrup Larsen
Send en kommentar