Mine egne tabuer - derude i den virkelige verden

Ude i den virkelige verden. Derude hvor jeg er mig, og mig det er mange forskellige ting.
Derude, der er jeg også tavs.
Derude, der bærer jeg min skam som en sten i brystet, og håber, at ingen vil opdage, at jeg bærer den. Eller hvad den indeholder.

Derude i den virkelige verden, der har jeg ikke noget problem i, at fortælle, at jeg har været udsat for incest og vold. Det kan jeg sagtens sætte ord på, i de rette sammenhænge. Det kan dog ind imellem være en balancegang indeni også - for jeg oplever også her, at have perioder hvor jeg er fuld af skam. Og hvor jeg kan dunke mig selv oveni hovedet over, at 'det nok var min egen skyld'.
Men, det er alligevel på en måde, en anden form for skam. Og skyld.

Den forskel har jeg tænkt, og tænker jeg fortsat meget over.

For mens jeg på den ene side godt kan berette om den del af mit liv, derude i virkeligheden, blandt virkelige mennesker, så kan jeg ikke når det kommer til prostitution.
Derude der pipper jeg ikke en eneste lyd om det. Og skyldfølelsen og skammen er det eneste jeg har.

Hvorfor?
Ja, hvorfor egentlig?

Måske har det noget at gøre med omverdenens indstilling til hhv. incest og prostitution at gøre?
Størstedelen af de kommentarer jeg har fået på at berette at jeg har været udsat for incest, har været positive. Der har også automatisk været en form for holdning om, at incest det er noget uforskyldt.
Langt de flestes holdning er, at de der udsættes for incest ikke har nogen som helst form for skyld i det.
'Det er ikke din skyld'.

Hvorimod prostitution.
Uha.
'Men du valgte det vel selv?'
'Kunne du ikke bare have ladet være?'
'Du ku bare ikke klare det'
'Det er vel egentlig din egen fejl, du gik jo selv ind i det'.

Og ja, det kan der da godt være noget om.
Skylden behøvede omverdenen dog ikke at plante. Den følelse havde jeg allerede i mig. Skammen - ja den bare gror og gror, jo flere ord jeg hører, læser, overværer, kommer i bekendtskab med ved debatter f.eks. og sådan.
Der ligger en eller anden underlig holdning om, at prostitution er selv-valgt og dermed SelvforSkyldt.

Den holdning gør det ikke ret meget nemmere, at turde sige højt; jeg har været i prostitution.
Er du klar over hvor ondt det gør at blive 'mødt', med en holdning om, at jeg selv har valgt mine skader? At jeg selv har valgt, at mine veje skulle gå de veje de gjorde? Er du klar over hvor ondt det gør at høre de nedværdigende holdninger der er til de kvinder (også de jeg personligt kender) og som deler samme bagage som jeg? Hvor ondt det gør, at blive mødt med skyld?

Prostitution bliver mit eget tabu. Derude i den virkelige verden. Jeg bliver en kylling, der ikke tør tale fra mit hjerte.

Tvungen adgang

Where to start, where to end. 
Der er f.eks. håndværkere i min opgang. Jeg er ikke ret god til håndværkere. Det har ikke noget med dem at gøre. Det har noget med mig at gøre. 

Og jeg får pip. 
Pip, pip, piiiiiiiip.
Der er gang i noget renovering. Sådan af-den-langsigtede-slags. Og de er ikke engang rigtig startet endnu...... selvom NU er langt nok. For mig. 
Idag skulle de være her hele de 2 timer jeg havde, til at kunne lade op inden jeg skulle på arbejde. Jeg var helt ved at begynde at hyle. SKRID ud af mit hjem. 
Men, man lader dem jo ordne det de skal ikk? Håber bare de snart går?

De vil gerne have en nøgle. De der håndværkere. Sådan, at de kan låse sig ind.
'Til når du ikke er hjemme', siger håndværkermanden.
Og jeg vil ikke give dem en nøgle.
Idag blev håndværker vrissen. 'Fordi jeg så sænker processen for HEEEEEELE opgangen'. Hvis altså det er, at de ikke får den skide nøgle. Som at jeg ikke vil give dem.
Skyld med skyld på. Den gamle kendingsmelodi.

Det handler egentlig ikke så meget om håndværkere. Eller renovering. Eller nøgler.
Det handler mere om følelsen af, at fremmede mennesker vil tvinge sig adgang til MIT helle. Nej, jeg vil fandme ikke ha', at der er nogen der låser sig ind når det passer dem. Tanken om, at der bliver trådt ind over min dørtærskel 'bare lige når de synes de skal ind' , måske også mens jeg er hjemme-eller værst tænkeligt af alt; mens jeg sover.....  det er bare NO GO.

Det handler egentlig ikke så meget om den skide nøgle. Selvom jeg ikke vil give dem een. Det handler mere om, alt det mudder der kommer i mit hovede. Det presser mig, og stresser mig! Jeg ved ikke hvornår de vil ind! Men mine seneste dages erfaringer siger mig, at det er alt for tidligt om morgenen. Til sådan een som mig, der ikke rigtig sover om natten, men mest falder i søvn, når solen er ved at stå op.

Søvnløs over følelsen af, at blive smidt ud af mit helle. At blive trådt over. Eller være nødt til at fjerne mig. Imens.
Det er ligesom at have indbrud hver dag. Indbrud, i min zone. 
Om aftenen kan ikke falde i søvn, fordi jeg stresser og allerede dér er på-forhånd-oppe-i-det-røde-felt over, at de står der igen næste morgen. 
Nogle ville måske mene, at jeg pisker en stemning op? Bliver hysterisk og sådan. 
Og det gør jeg også. Jeg bliver hysterisk, når jeg ikke kan være i min zone. Derfra min verden går. Og det føles som at blive smidt ud af den.
Måske var det bare nu, at jeg skulle have taget den der sommerferie. Være taget looooong gone. Mens de møver rundt, og trasker ind og ud af Min zone.

' Silje på piller'

Der er så meget snak om medicin. Danmark på piller, og alt det. 
Som om vi er dumme, naive, udelukkende symptombehandler og hvad der ellers kan smides af ord i den retning. 
Og jeg har da heller ikke selv været voldsomt begejstret for medicin. Faktisk har jeg haft så meget modstand på det, at jeg blankt afviste det. Blev helt stejl, og følte mig ramt - skulle emnet bare blive bragt på bane.
'Hvad fanden tror du jeg skal med mit liv? Medicinere mig til at kunne være her eller hvad?'. Jeg var stejl. Og gal. Og frustreret. Ja. 
(Usamarbejdsvillig, på nogle planer også? Oh ja ;) )

Så var det, at jeg ramte muren. Oplevede en tid, hvor bare det at gå ud af min dør var et mareridt. (det var det egentlig også at være bag døren, men..)
Hvad fanden sker der? Jeg følte jeg havde gjort, og gjorde ALT! Gennem flere år, faktisk. Hvad skal der til? Hvorfor ændrer det sig ikke? Hvorfor står jeg her (I -fucking-gen?) ? 

Ja forud var en lortetid, med en uddannelse jeg skulle ud og bruge, og et arbejde der var et rent helvede, og en sygemelding. Og vi kan sagtens blive enige om, at omstændighederne havde en indvirkning. At der var nok at tage fat på, mht. HVORFOR jeg stod som jeg gjorde. Og at handle, fremadrettet for at gøre noget ved det. 
Der var bare ligesom slet ikke rum eller plads for handling - når jeg var i knæ på det hele. 
Det eneste jeg mærkede var angst. Stigende, knugende, invaliderende, altoverskyggende, Angst. 

Og ved du hvad? Man kommer bare ikke ret meget ud i livet og tager del i bare en miniature del af lige netop dét, som kan føre til bedring, hvis ikke man kan gå ud af sin dør, vel??

Så jeg åd min (måske misforståede?) stolthed i mig. Slugte den sammen med pillerne.
'Giv tid', sagde de alle sammen. Og det gjorde jeg. Mens det ligeså stille begyndte at have en virkning.
Idag ved jeg ikke om det var medicinen der på det tidspunkt gjorde, at jeg 'kom ud af døren', sådan i helt bogstavlig forstand, eller om det var noget andet. Men jeg ved nok bare, at den blev startskuddet, til overhovedet at KUNNE gå ud (igen). Og jo mere jeg kom ud, jo mere jeg kunne tage del, jo mere har det spredt sig som ringe i vandet. Og gør.

Det er ikke gjort med medicin alene. Tværtom! Der er meget andet arbejde, end dét at sluge en pille og vente på at det virker. Jeg tror ikke på, at der sker noget ved at sidde passivt ovre i hjørnet. Men jeg tror på, at det kan være uovervindelig svært at sætte stikket i kontakten, hvis ikke der er nogen kontakt at sætte det i.

For et år siden skammede jeg mig over, at måtte tage medicin mod angst. Følte på en eller anden måde også, at jeg snød? (Snød hvem? Ja, måske var det i virkeligheden mig selv, jeg var mest bange for at snyde).
Idag skammer jeg mig ikke mere. Medicin var, og er fortsat, med til at jeg overhovedet kunne tage del i det som fører mig videre. Det som lægger vejen til noget andet. 
Det er f.eks. svært at tage del i et arbejdsliv, hvis ikke man kan møde op, ikk? I perioder gør medicin, at jeg formår at møde op, og at jeg på den måde får mig en givtig dag - en dag hvor jeg er en del af et arbejdsfællesskab, trods det at jeg måske kører på halvt blus. Men jeg er der! Og jeg evner det. Og det giver mig så meget på alle andre kontoer, end lige dét, at tænke medicin og angst.

Enhver skal gøre det, som føles rigtigt for hver enkelt.
Jeg bliver bare træt af at vi alle skal skæres over een kam, i alle tænkelige sammenhænge. Og proppes i kasser. Der er alt for trange.
Der synes ikke at være ret mange nuancer. Trods det, at livet ikke er fuld af stort set andet. Og det er netop nuancerne der gør hele forskellen.
Og de, som jeg ikke kunne se. Dengang.

For et år siden skrev jeg følgende; http://siljeliv.blogspot.dk/2012/02/okay-drugs-do-work.html

blinkende lygter

Havde overnatning med mit arbejde. 
I nattens stilhed, lige der mellem søvn og vågen (eller var det så i søvn? Jeg troede faktisk ikke jeg ville kunne sove... men det må jeg jo have gjort i et glimt, siden jeg kunne drømme?). Nå, men lige der, mens alt var stille, bragede fantasien for fulde gardiner. 
En drøm om, at vi havde indbrud. Mens alle lå og sov. Jeg var den eneste der var vågen. 
Lygter udenfor vinduerne. Stemmer der hviskede. 

En underlig erindring der sneg sig ind, i et helt andet forum der i natten. Et miks af fantasi og erindring. Der, i søvnen.
Jeg husker en nat, hvor jeg selv havde mennesker gående udenfor mine vinduer. Dengang jeg boede et andet sted. Levede et helt andet liv. Føles det som, idag. Det føles så fjernt, og dog er det helt tæt på idag.

Jeg vågnede en nat. Selvom jeg ikke troede at jeg sov. Tjekkede rummene, og fandt kun sovende børn. Lettet, og kun stilhed.
Kaffen blev sat over. Af mig som den første. Klokken var ikke mere end 5.30. 

Der er gået noget tid. Men stemningen vil ikke slippe mig. Eller er det mig der ikke vil slippe stemningen? 
Det er som en sørgmodig melodi der spiller i mig, mens jeg går og synger og en gladere melodi - henover.  Som en underlig erindring der er vågnet fra dybet. En erindring der endnu ikke har fundet sin hylde

Det gør den. Med tiden. Finder sin hylde. Ligesom alle de andre gør. Hylde, på hylde. Så kan det lægge der. I ro?
Det er det jeg må tro på. Og have med mig. Det, jeg må tænke på, når det bliver for overvældende. 
Det finder sin hylde. Lige om lidt. Ja.
Idag er en ny dag ♥