One way street

leder efter alverdens dårlige undskyldninger, men synes selv de forbliver ved dét. Dårlige.
Der er vist kun éen vej.

Liv

Jeg kunne vælge det der umiddelbart virker mest Safe.
Jeg kunne vælge, at frygten skulle bestemme hvordan mit liv skal formes.
Jeg kunne også vælge at tage del, med de forbehold der må være, og skabe et liv ud fra mine rammer & vilkår.
Jeg gambler ikke med sikkerhed. Men, jeg gambler heller ikke med liv. Så jeg vælger at tage del. Og skabe ♥

..

Hvis savnet overstiger glæden, hvornår ved man så, om savnet er glæden værd ?

Tanker fra en sommernat

Når man tillader sig selv, at give et menneske plads i sit hjerte, indebærer det også risikoen af at miste. Og sorg.
Men, at dele sorger & glæder er vel kernen af det hele? Kernen af at lukke ind? ♥
Jeg ved også hvor fattigt livet er, hvis ikke vi lukker nogen ind. Og uanset risikoen og skrøbeligheden, synes jeg det er alting værd! Jeg er taknemmelig, at jeg tør.

Tanker fra en ændring

Det handler kun om håb.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når omverdenen ændrer min verden
slukkes min gnist med et knips!
Jeg står håbløs og forbrændt tilbage

Håb?

De siger, at håbet bærer os igennem.
De siger, at håbet løfter os op.
De siger, at håbet kan vi hvile på
Og guide os på vej.

Det har taget mig mange år at turde håbe.
Utallige år, at mærke.
Jeg har ikke turde lade mig løfte af håbet.
Har ikke turdet hvile på det.

Jeg håber i det små.
Små bitte holdepladser, som mine tanker kan hvile på.
'Jeg tør godt håbe på, at imorgen bliver som jeg tror'
'Jeg tør godt håbe på, at det jeg mærker jeg har brug for - ER der imorgen & ikke igen er væk'
Jeg giver lov til at mærke det løfter.
Indtil jeg falder. og tankerne styrter med.

Jeg spørger mig selv, om mine håb er for spinkle, til at kunne stå?
Om det er håbet jeg brænder mig på, når omverdenen svigter, og jeg føler mig så forbrændt?

Måske bygger jeg mine håb for spinkle?
Måske kan de ikke bære?
De føles så skrøbelige, de små tankepusterum, at jeg kvæles når de knuses.

Jeg troede, at jeg gjorde mig selv en tjeneste, at håbe. At tro. At give lov.
Men, jeg brænder mig når omverdenen ændrer min verden.
Et enkelt Knips, og mit værn går op.

Hjerteregn

' Vores sjæle er to strenge
på samme violin
vi er begge skabere
af den samme melodi '

Fra Hjerteregn

At overgive sig til skyggen

Søvnen sniger sig ind på mig.
Som en klam mørk skygge, hænger den konstant over mit hoved
Som et varsel, fra en fjern tid, hvor søvn var det farligste i verden
Ikke sove! I søvnen kan alting ske

Jeg går i panik ved tanken om
at jeg skal sove
hver dag.
Hver dag skal jeg tillade, at søvnen tager mig
leder mig gennem det ene mareridt efter det andet
og efterlader mig i en følelse af, at være blevet misbrugt.
Mens jeg sov.

Men jeg er så træt
Ville ønske jeg turde overgive mig
Til søvnen
Til skyggen og de klamme hænder der rører min krop
For sådan er det for mig i søvnen. Altid.
Altid et overgreb jeg siger ja til, når jeg siger ja til søvnen.

Og jeg overgiver mig også til sidst
Lader søvnen lede mig direkte tilbage i rædslernes hus
Nat efter nat.
Jeg overgiver mig til søvnen.
For jeg har brug for at sove. Bare i de øjeblikke jeg kan.
Selvom det betyder, at jeg skal gennem erindringens rædsler.
Igen og igen.

Når musikken taler

You say you need to travel far away, to make you think of something else.
Well, I think you'll find out if you dare to stay - that far away is a place inside yourself'

Tina Dichow.

Tomrummet

Lige nu er der tomt. Et kæmpe gabende tomrum.
Jeg ved slet ikke, hvad der skal være lige her. Hvad det er 'meningen der skulle kommes ind' lige her?
Det er næsten som er der fysisk et hul indeni mig. Hult. Rungende tomt.
Som om følelserne har for meget rum at være i.
Det føles næsten som var der et ekko indeni mig - det er svært at beskrive & forklare - det lyder kludret i mine ører.
Det er som om tomhedsfølelsen slår tilbage. Frem & tilbage. Frem & tilbage.
Og hvert andet øjeblik opstår panikken. 'Jeg kan ikke være i det her!'.
Jeg græder bare. Som pisket. Det føles også hult. Græder bare, uden helt at vide over hvad.

Lige nu er her tomt. Og jeg kæmper 'bare' med at lade det være dét. Ikke forsøge at fylde ud, for enhver pris.
Det ville være så nemt - så nemt, at tankerne om, hvordan jeg ville kunne fylde ud, hele tiden strejfer mig. 'Det her er ikke til at holde ud. Jeg kan ikke være i det her!'.
Nærmest panisk for det tomme. Men det skal jeg. Være i. Og jeg kan godt.
Jeg ved at tomrummet vil vokse, bagefter. Så jeg prøver bare at være. Selvom det føles tomt. Prøver bare at lade det være tomt.
Trække vejret.
Lade det være hvad det ér.