Spring

Jeg ved bare, at tavshed fastholder.
Alligevel er i det indimellem svært at tro på, at italesættelse kan bane vejen. Igen.
Men der er en erfaring der råber højere.
Jeg husker ikke, hvad dét at vove har givet, men jeg husker hvor svært det har føltes at springe. Hver gang.
Og jeg husker hvad der sker, når verden bliver tavs.
Så jeg springer.
Igen & igen.
Vover.
Kun fordi jeg husker, at tavshed fastholder. Og jeg vil fri.

Tvang

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Jeg bliver fanget i en ordløs glasklokke.
Fryser fast i mit eget billede.
Som en blind famler jeg mig frem, gennem dødvande af stilstand.

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Gløden er dog fortsat tilbage. Altid.
Men den energi det kræver, at få lyset til at brænde som før
den energi det kræver, at sprænge klokken, at sætte i bevægelse igen - er enorm.