Det har altid været sådan

Der var engang hvor min krop endnu var uberørt
Engang hvor ingen havde sat deres aftryk
Hvor ingen havde ladet deres hænder vandre på forbudte steder.
For til sidst, skridt for skridt, at trænge helt ind.

Der var engang hvor mine øjne kunne lukkes uden erindringen om dem
Engang hvor billederne på min nethinde endnu ikke var en gyser
Hvor mine øjne kunne se noget andet
Og trygt kunne lukkes

Der var engang hvor mine håndled og ankler ikke havde været bundet
Engang hvor de føltes frie. Ja måske bare som det de er. Led.
Hvor lemmerne endnu ikke kendte til at blive holdt fanget
og ikke anede, at følelsen af reb kan blive siddende i huden, i årevis.

Der var engang hvor jeg var hel
Engang, hvor mine grænser ikke var overskredet
hvor jeg ikke oplevede at flyde ud - i et rod af dem og mig.
Afgrænsningen af mig var helt naturlig.

Jeg husker ikke dengang.
Husker ikke hvordan det var.
Måske var det så kort?
For kort?

Jeg husker ikke at det har været anderledes.
I min verden har det altid været sådan.
Jeg bliver tit spurgt; Hvordan kunne du leve i dét? Hvordan kan et liv være sådan?
Ligeså uforståeligt det måske er for dig, at forestille dig at leve sådan,
ligeså uforståeligt er det for mig, hvordan det må være, at have levet uden.

De siger jeg stadig har min kerne. Jeg ved ikke om jeg skal tro dem.

Refleksion

Synes at udvikling, er lidt ligesom når man gennem laaaaaang tid konsekvent er snublet over de samme par gummistøvler i entreen, hver gang man går ind af sin hoveddør
- Indtil man en dag får tanken; 'Jeg ku' jo også flytte dem, altså.....?! ;-)

Lod bare stå til

En af de dér dage, hvor alting sad udenpå tøjet.
Hver en lyd gik rent ind!
Hver en berøring var for meget!

Lidt som at have feber - hvor et enkelt prik med en finger kan gøre ondt i huden.
Tårer der truede med at vippe ud over øjenlågskanten, overskudet der var i minus.
Og samtidig en dag, hvor det krævedes, at mit overskud og min rummelighed var større end almindeligvis.

Jeg stod der i mængden
Kunne godt mærke hvad der forventedes at mit næste skridt var.
Men jeg kunne ikke tage dét.
Angsten åd sig ind på mig hele dagen.
Gråden sad i halsen og alt jeg ville sige var;
'Jeg kan ikke det her, lige nu'
Men jeg var tavs.
Muligheden for at ytre mig var for længst passeret.
Og jeg lod bare stå til.
Jeg bliver syg af at lade stå til.
Syg af ikke at flytte mig.

Søvnløs

Jeg sidder og stirrer ud i natten
Ryger den ene cigaret efter den anden.
Altid med vinduet på klem - jeg kan ikke holde lugten ud

Jeg burde sove nu.
Det er snart morgen. Igen.
Men min søvn er som at gå tilbage i løvens gab!
Som at kaste mig selv udover kanten. Helt frivilligt.
Altid bliver jeg mindet om hvad de udsatte mig for om natten
mens ingen så.
Altid minder natten mig om, at ligge bundet og vente på dagen.

Eller, det var faktisk ikke kun om natten.
Det kunne være når som helst. Og hvor som helst. Og ikke mindst; hvem som helst.
Man kunne aldrig rigtigt vide....

Der var aldrig rigtig noget ophold
Aldrig rigtig nogen pause.
Det eneste tidspunkt der mindede om pause, var tragisk nok lige i sekunderne efter, at de havde sluppet deres tag om mig.
Lige dér, kunne jeg være - bare et øjeblik.

Jeg tror jeg venter på Pausen
Men den kommer ikke.
Jeg har vist ikke rigtig fået lært
hvordan en pause ellers kan se ud?