Jeg går alligevel

Det er så underlig en fornemmelse.
Jeg har fuldstændig, helt og aldeles glemt hvorfor det var så vigtigt.
Det er helt væk!
Jeg ved blot, at engang var det altafgørende for mig. Det var min CHANCE!
At tage denne uddannelse.

Det blev nærmest helt symbolsk for mig, at gå den vej.
Gå selv, hele vejen. Og styre målrettet mod noget andet.
Jeg har glemt hvorfor.
Jeg mærker ingenting. Intet rør sig i mig, når jeg ser vejen, som engang var så vigtig, for mig nu.

Men jeg går den alligevel
Kaster mig ud i dét, på trods.
For jeg ved bare, at det engang var vigtigt.
Jeg ved bare, at jeg engang havde et håb. Og at håbede boede lige dér.

Jeg kaster mig ud - føles som frit fald.
I håbet om at møde min 'grund' på vejen igen.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?'

Jeg ved med min fornuft, at min frygt ikke er realistisk.
Jeg ved, at det er mine følelser og erindringer der taler. Og spiller mig et puds.
Men hvordan forklarer jeg mine følelser dét? Hvordan forklarer jeg, at det er en fejl-tanke, og at jeg skal holde op med at frygte, når nu følelserne er så stærke i mig?

'Hvad er det du er så bange for, Silje?
Tårerne triller ned af mine kinder, ved dit undersøgende blik på mig.
Det værste...hvisker jeg. Lige akkurat lavt nok til, at det ikke kan høres.

Jeg ved, at min frygt grænser sig til det sindssyge, og at jeg hele tiden bevæger mig på kanten, når frygten får overtaget, og fornuften forsvinder.
Jeg ved, at min frygt er så urealistisk, at du ville tro jeg var syg, hvis jeg fortalte dig om den.
Så det gør jeg ikke.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?' spørger du mig igen og igen.
Det værste? Tænker jeg. Og filmen kører på min nethinde.
Min margen for rædsler, min margen for hvad det værste kan være, er en anden end din. Min margen er rykket. Slået ud af kurs.
Det værste?....Det kan du slet ikke forestille dig.

Face the fear

Jeg står overfor en kæmpe ændring i min hverdag.
Om ganske få dage skal jeg starte op på mit studie igen - et helt år forsinket.
Og jeg er døden nær af skræk.

Almindeligvis, så tåler jeg ikke ændringer særlig godt.
Hvis jeg møder op på arbejde, og får at vide at har fri en time senere end aftalt, så går jeg i panik. Tankerne virrer rundt i hovedet på mig, og jeg mistænker menneskerne omkring for at ville mig ondt. Jeg går i panik, og afventer hele tiden at noget ondt skal ske.
Min største frygt er, at jeg bliver narret. At jeg er naiv, og lader mig styre. For så aldrig at se dagens lys igen.

Jeg har levet et liv hvor jeg aldrig vidste hvornår jeg skulle opleve rædselsfulde ting igen.
Jeg vidste blot, at det skulle jeg. Måske om lidt? Måske om 1 time? Måske først imorgen?
Jeg går i panik når jeg ikke ved hvornår noget slutter. Jeg skal vide hvor længe en film i biografen varer, for ikke at sidde under hele forestillingen og kæmpe med angsten.
På dét område er jeg en smule autistisk.
Jeg kan grine af mit eget behov for total kontrol, og joke med det sammen med mine omgivelser. Men indeni er jeg ved at gå i stykker...

Jeg tror ikke mine omgivelser ved hvor svært ændringer er for mig.
Jeg tror ikke de forstår, at når jeg begiver mig ud på en ny vej, er det hver gang med frygten for at jeg skal udsættes for overgreb, vold eller fangenskab.
Jeg tror ikke de forstår, at hver gang jeg skal jeg se en ændring i øjnene, skal jeg samtidig se min største frygt i øjnene. Hver gang!

Nu står jeg her igen. Og skal kaste mig selv udover kanten. Uden at vide, om der ville være nogen til at gribe mig, hvis jeg faldt for langt. For længe.

Jeg er almindeligvis ikke særlg god til dét med ændringer.
Men denne gang er det helt ekstremt.
Og jeg er ved at dø af skræk.

vågner op - og må gøre det igen

Jeg vågner op
fuldstændig stiv i min krop
Det eneste jeg kan, er at blinke.

Jeg har sovet kort tid
Og alligevel nået at være helvede tur-retur
Jeg vågner og prøver at orientere mig i rummet

Jeg vågner op
med hjertet siddende stadigt oppe i halsen
og lyden af en andens åndedræt klistret til mit øre

Jeg kan ikke bevæge mig
Ligger bare og stirrer ud i natten
Venter på det holder op

Jeg vågner op
Fuldstændig låst fast
og med en fysisk følelse af at have reb om mine håndled og ankler

Jeg kan mærke hvordan tårerne løber ned af mine kinder
og jeg kan ikke bevæge mig
Ligger bare, låst fast

Jeg vågner op
og ved at jeg må gøre det igen
Sove.

For jeg har brug for søvnen.

Sammen i stilhed

Kom.

Vil du ikke tage min hånd?

Kan vi ikke bare sidde her.
Sammen.
I Stilhed.
Uden ord.
Helt stille.
Bare være...

Det bliver så ensomt, at sidde i stilhed alene.

Når helvede starter forfra

.... Og så stod han pludselig dér. I mængden. Inde imellem alle de andre.
Jeg kunne have spottet ham på flere kilometers afstand. Kunne have set ham, selvom der var bælgmørkt. Set ham, som han stod dér - nærmest i en lyskegle. Afventende.
Mit hjerte sank.
Verden omkring mig blev fuldstændig fjern. Alting ophørte lige i dét sekund vores blik mødtes.
Jeg så kun ham.
Nu dør jeg! tænkte jeg.

Han klaskede sit velkendte skæve smil op i fjæset på mig. Dét smil der viser, at han har overtaget. Igen. At han vil bruge mig. Akkurat, som han altid har gjort.
Og han behøver ikke sige noget. Jeg kender vejen. Kender hvert et skridt.
Med sit blik kan han styre mig, som en marionetdukke.
Og det gjorde han. Ledte mig dybere ind i skoven.

Min verden gik itu lige dér.
Mit helvede startede forfra.

Frosset fast

Jeg har så mange følelser i mig
som ikke kan komme ud.
Følelser, som nærmest er frosset fast
indeni mig.
De er låst inde, og jeg kan ikke finde nøglen

Jeg står ved siden af mig selv, og kigger ind.
Det jeg ser vækker rædsel
I samme sekund som jeg ser
forsvinder dét
Efterlader kun følelsen.

Så jeg står tilbage
rædselsslagen
og uden ord.
Fortabt og tavs
Frosset fast i et billede, som ikke vil tø

Sommetider har jeg lyst til at skrige højt
Skrige så højt, at alting bliver tavst
skrige Så hjælp mig dog for helvede!!
Kan du ikke se, at jeg går til grunde her?
Men halsen snørrer til, og der er ingen ord

Og så kan du ikke høre mig.
Når jeg er tavs
Når tavsheden skygger for ordene
Så er jeg fortabt
og må lide i ensomhed.

Jeg står ude i kulden på bare fødder.
Ser hvordan mit åndedrag omdannes til tåge.
Forestiller mig, hvordan jeg ligger mig ned i sneen
lader frosten fryse mig fast
Jeg mærker ingenting. Lader bare frosten ta' mig.