Tanker jeg ikke kan mærke

Tanker er magtfulde.
Det er dine tanker der styrer dine følelser. Dine tanker der skaber følelsen. Det er dét du tænker, der afgører hvordan du har det.

Jeg har hørt dét før, tidligere på min vej her i livet. Hørt ordene i flere sammenhænge gennem de sidste 10 år. Nu hører jeg dem igen. Og tårerne løber ned af mine kinder, synkront med at følelsen af fiaskoen bare vokser & vokser.

Undskyld, men jeg forstår det ikke. Jeg prøver. Jeg vil så gerne!

Ordene er som et slag i maven. De rammer som syle i mit inderste. Ordene summer i mine ører. Og efterlader mig uforstående i mit eget dødvande.
Og jeg forstår ikke hvorfor... Hvorfor lige præcis dét her er så forbandet svært?
Forstår faktisk bare, ingenting ...
Står der, som en anden idiot & fatter intet. Helt blank.
Er jeg i virkeligheden dum? Dybt uintelligent, når jeg ikke kan se det her?!

Grundlæggende har jeg svært ved at forstå, at tanker skaber følelser.
Eller rettere; At mine tanker skulle skabe mine følelser.
Og hvad er det så for Tanker, der skaber noget? Skal man tænke på noget bestemt? Eller er det 'bare' alle tanker, om alt?
Hvis en tanke er dårlig for én - hvordan finder man så ud af hvad man kunne tænke i stedet? Funderer lidt over, at man vel tænker dét der ER? Hvis der automatisk var flere at vælge imellem, ville man så ikke tænke de forskellige? Eller opstår de ikke af sig selv? Hvor kommer de så fra?
Det er måske (endnu) en mangel i min opvækst ? Det der med at forstå hvad tanker er, og hvor de kommer fra. Og hvad man egentlig skal bruge dem til ? Og hvordan.

Indtil for bare få år siden forstod jeg ikke begrebet følelser. Synes det var rigtig forvirrende & forstod ikke hvad andre mente med 'jeg følte.....'
Faktisk var det ligeså forvirrende, som det her med Tanker er nu. Så måske vil det en dag heller ikke længere være sort snak? Der er da håb for dét, tænker jeg.

Man kan sige jeg er startet helt fra bunden for ganske få år siden. Helt fra scratsh med at lære hvilke betegnelser jeg kan sætte på dét jeg mærker.
Indtil da, havde jeg intet begreb om hvad En følelse kunne være. Og jeg vidste faktisk ikke, at dét jeg mærkede indeni i mig, var en følelse.
Jeg ved ikke hvad jeg troede det var...? Men i hvert fald noget, som ikke skulle være der.
Eller... Jo, jeg troede vel egentlig nok, at det jeg mærkede indeni mig, var sygt.
Det var det syge, dét der var min kerne af ikke-menneske, som boede derinde. Og som for alt i verden ikke måtte slippe ud!
Nu har jeg lært at mærke en følelse. Kende forskel på de forskellige følelser man kan have. Og give dem ord.
Jeg tror ikke længere, at det jeg mærker er det syge.
Jeg ved, at det jeg mærker er det raske i mig. Det er beviset på, at jeg er levende. Jeg har følelser.

Jeg har længe haft svært ved, at blive konfronteret med en holdning om, at 'positive tanker' er vejen frem.
Haft svært ved på den ene side, at skulle lære mig, at det er fuldt ud tilladt at tænke det jeg gør. At ingen ejer mine tanker! Og at det er tilladt at have følelser. Og føle lige præcis det jeg gør. Uanset hvad det så er for følelser.
Men så på den anden side, så skal disse tanker så være positive. De skal give mig noget godt. Hvis de er negative, eller skaber en dårlig følelse i mig, så er de ikke gode for mig.
Og jeg befinder mig i en blindgyde.
De ER der jo? De svære tanker, og de svære følelser. Dem der ikke er positive.
Er det ikke at svigte mig selv, når jeg forsøger at skubbe negative tanker og deraf svære følelser i baggrunden, og ikke tør kigge på dem? Fjerne alt hvad der ikke er rart - gøre mig følelsesløs & køre ind i et så velkendt og hjemmevant spor, at jeg nærmest ikke opdager jeg er gået derind, før jeg er der?

Jeg oplever ikke bare, at jeg er afvisende overfor konfrontationen med Positive tanker.
Jeg er decideret stået af. Jeg går i bakgear og bliver nærmest panisk.
Jeg føler mig dybt uintelligent, at jeg ikke forstår. Ikke kan finde pointen. Ikke kan se logikken. Ikke forstår, at dét at skulle tænke positivt ikke er det samme som at neglicere mig selv, igen. Skøjte henover det hele og forsøge ikke at føle noget.

En dag læste jeg en kommentar fra en ung kvinde, som satte mine tanker igang. Hun beskrev så fint, hvad det er for dødvande jeg oplever at komme i, når jeg bliver konfronteret med 'Du skal tænke positivt'.

'For at kunne skabe de rigtige tanker må vi være tro overfor vores følelser. Tanker jeg ikke kan mærke, adskiller mig fra mig selv'.

Det er lige præcis dér jeg står lige nu. Tanker jeg ikke kan mærke, giver ikke mening i mig.
Jeg føler jeg bevæger mig væk fra mig selv, og svigter dét jeg er. Igen.
Og jeg oplever, at det har jeg ikke længere lyst til at gøre.
Jeg vil mærke mine følelser. Mærke at jeg er et levende væsen. Ikke bare fjerne mig selv, udslette mig selv ved at 'få det til at holde op'.
Ikke dermed sagt, at jeg synes det er nemt. Det er det ikke! Det er rigtig svært og smertefuldt at mærke mine følelser. At rumme dem & give dem plads i mig.
Men det giver mening at lade dem være der. Mere og mere. Større og større bidder af dem får lov at blive. Det er en ny mening, som er kommet til i mig. Så ny at jeg endnu ikke har ord til at beskrive.

Det er måske ikke rigtigt, at jeg ikke giver mine følelser plads & derigennem lærer at rumme dem, ved at tænke noget andet. Det er måske slet ikke sådan det hænger sammen. Men det føles sådan. For nu. Det er her jeg står. Det er her min forståelse bor pt.

Herfra min verden går.

Sne

I snelandskabet forandres overblikkets pejlemærker.
Verden ser ud, som er jeg vågnet til en anden.

Mit blik falder ud på alt det hvide. Og mit hjerte synker. Igen og igen.

Vi er spærret inde! Runger tankerne i mit hoved.
Et ekko der står tilbage i det ensformede landskab, hvor intet er til at skille fra hinanden.

'Det er bare sne. Det er ikke farligt'. Siger du til mig, fra et sted langt borte.
Jeg kan ikke høre. Kun se.

Sne.
Jeg vakler i forandringen. Bange for ikke at kunne genkende vejen hjem.
Bange for indespærringen, det ufrie.
Ville jeg kunne flygte uden at efterlade mig spor?

'Jeg forstår ikke hvad du mener, Silje?'
Det behøver du heller ikke.
Min frygt er vågnet, men mindskes når jeg giver den ord ♥

Støttecenter mod incest mangler din hjælp.

Kære alle venner af Støttecenter mod incest

Dette er en høflig opfordring til, hvis du ikke allerede har doneret fx 50,- kr. til støttecentret, at du kan nå det endnu. Al hjælp er tiltrængt, og vi er et stykke fra de 116, som vi skal være - se nedenfor.

Støttecenteret skal have pengegaver fra 116 personer i 2010, for at blive godkendt af SKAT som almenvelgørende forening. En godkendelse betyder bl.a., at vi kan søge Tips- og Lottomidler.
Du kan derfor hjælpe, ved at overføre et mindre beløb – gerne 50,- kr. – til Støttecentrets konto:

Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250

Støttecenter mod incest hjælper hvert år hundredevis af voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og pengene bliver brugt til gavn for Støttecentrets brugere.

Hvis du gerne vil være sikker på at pengene går til det rette formål, kan du besøge Støttecentrets hjemmeside på www.incest.dk

På forhånd tak!
**************
Smid en 50'er & bak op om støttecenterets VIGTIGE arbejde.

Mandela

" Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness, that most frightens us.
We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small doesn’t serve the world. There’s nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you.
We are all meant to shine, as children do. We were born to manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our light shine, we unconsciously give other people permission to do the same.
As we’re liberated from our own fear, our presence automatically liberates others”
- Nelson Mandela

Grib hjælpen

Uanset om jeg vil det eller ej, så bærer jeg min historie.
Ind imellem kan den føles for tung & sporene der er sat, være så omfattende i min nutid.
Men jeg mærker en tydelig forskel, når jeg får hjælp til at huske hvad det er jeg bærer.
Hvorfor tyngden er der. Får hjælp til at skille fortid fra nutid - pakke bagagen om, så den igen er til at bære videre, på min vej ♥

Angst

Angsten kører sit eget løb.
Slår ind som bølger hvert andet øjeblik.
Parallelt med min følelse af, at skulle skubbe alt & alle væk.

Det der plejede at være vejen ud, er pludselig ligeså angstfuldt.
Jeg forstår ikke hvorfor?

Jeg er et sted på min vej her, som jeg virkelig ikke forstår.

. . .

Flashback lever deres eget liv.
I blindgyden, hvor skillelinjer mellem dengang & nu, ikke eksisterer.

Må æde min spinkle tilkæmpede værdighed i mig. Gang på gang.

Når man modtager økonomisk støtte fra det offentlige til terapeutisk behandling, bliver der afkrævet en detaljet beskrivelse af ens dybt personlige og private vanskeligheder - ikke bare 1 gang, men op til 3-4 gange på et år.
Behandleren skal så at sige beskrive i detaljer hvilke oplevelser der har været skyld i ens mentale & fysiske tilstand - og hvorfor man har stort behov for terapeutisk hjælp.
Det skal beskrives hvad man ikke evner. Og hvorfor man ikke evner det. Hvilke vanskeligheder man har psykisk, socialt, fysisk, mentalt etc. som kræver terapeutisk hjælp.
Det skal, sagt med andre ord, beskrives sort på hvidt hvor svært det er at skabe et nyt liv. Og hvorfor man ikke kan dette på egen hånd.
Jeg er en af dem, der kaldes Man. Jeg er et nummer i rækken.

Det er det mest ydmygende jeg kender.

At mine vanskeligheder skal stilles til skue for ikke blot 1 person - min terapeut, som jeg selv har valgt at ville dele med. Og selv har valgt hvordan jeg deler med. Men stilles til skue for en hel afdeling af mennesker, som har direkte elektronisk adgang til at læse om hvad jeg ikke evner. Og hvorfor.
Min terapeut har jeg selv valgt. Jeg har valgt at dele i dét rum. Valgt det, fordi det er til gavn for mig og min proces.
Jeg har ikke valgt, at dele med en sagsbehandler. Eller en offentlig database.

Gang på gang skal jeg æde den stolthed i mig, som jeg har knoklet for at oparbejde, og tillade at andre mennesker - som jeg ikke skal have nogen personlig relation til - læser om hvor meget jeg kæmper for at få et normalt fungerende liv.
Jeg skal æde den stolthed, som er så nem at knække - og som bliver det gang på gang, når detaljer om min privatsfære skal udleveres til et system.

Jeg bliver ydmyget og finder det enormt grænseoverskridende ikke at have mine traumatiske oplevelser, mit følelsesliv, mine tanker, mine overvejelser og mine vanskeligheder for mig selv, eller i et rum jeg selv har valgt.

Jeg er vokset op med ikke at eje mig selv.
Min krop, min psyke, ja selv mine tanker blev det afkrævet at jeg delte med andre.
De ejede det hele!
Jeg var ikke nogen! Altid ejet af andre.

Nu kæmper jeg for at slå en ring om mig. Lave en skillelinje mellem mig og andre. Få en følelse af, at jeg ejer mig selv. At ingen kan afkræve mig noget!
Og hver gang jeg må æde den tilkæmpede grænse i mig, og give slip på tanken om, at ingen har lov at afkræve mig svar, tanker, følelser - så smuldrer grænsen.
og jeg kan starte forfra med at bygge den op. Starte forfra med at slå en ny ring om mig selv.

Om lidt kan jeg starte forfra. Igen.
For 'de' har lige afkrævet, at jeg udleverer mine inderste vanskeligheder. Igen.
Til hvad nytte? Har jeg spurgt. 'Hvad giver det mig, udover ydmygelsen og arbejdet ved at skulle starte på ny, med at slå en ring'?
Denne gang har det ikke nogen nytte. Overhovedet.
Kassen er lukket. Der bliver ikke givet yderligere hjælp til mig. Uanset hvor præcist mine vanskeligheder så bliver beskrevet.
Så er det jeg spørger; Hvorfor skal jeg så trækkes igennem ydmygelsen, knækkes på min værdighed & stolthed - og miste mit fodfæste for 117. gang - hvis det ikke fører til noget, alligevel?

Proces

Jeg indhenter det forsømte.
Lærer en masse, helt fra bunden.
Noget kan indhentes & læres. Andet kan ikke måske ikke.
Men det betyder egentlig ikke så meget.
Så længe jeg blot lærer dét der er muligt, for mig.

Indsigt

Opdager, at når man vover at gå ind i det svære, smertefulde & til tider nærmest uoverkommelige - går man ud med det igen, i en anden form.
Det finder ligesom sin hylde. Sin plads, hvorfra man kan bære det.
Man går ud med den afstand til dét, som det er nødvendigt at have.