Støttecenter mod incest mangler din hjælp.

Kære alle venner af Støttecenter mod incest

Dette er en høflig opfordring til, hvis du ikke allerede har doneret fx 50,- kr. til støttecentret, at du kan nå det endnu. Al hjælp er tiltrængt, og vi er et stykke fra de 116, som vi skal være - se nedenfor.

Støttecenteret skal have pengegaver fra 116 personer i 2010, for at blive godkendt af SKAT som almenvelgørende forening. En godkendelse betyder bl.a., at vi kan søge Tips- og Lottomidler.
Du kan derfor hjælpe, ved at overføre et mindre beløb – gerne 50,- kr. – til Støttecentrets konto:

Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250

Støttecenter mod incest hjælper hvert år hundredevis af voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og pengene bliver brugt til gavn for Støttecentrets brugere.

Hvis du gerne vil være sikker på at pengene går til det rette formål, kan du besøge Støttecentrets hjemmeside på www.incest.dk

På forhånd tak!
**************
Smid en 50'er & bak op om støttecenterets VIGTIGE arbejde.

Mandela

" Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness, that most frightens us.
We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small doesn’t serve the world. There’s nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you.
We are all meant to shine, as children do. We were born to manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our light shine, we unconsciously give other people permission to do the same.
As we’re liberated from our own fear, our presence automatically liberates others”
- Nelson Mandela

Grib hjælpen

Uanset om jeg vil det eller ej, så bærer jeg min historie.
Ind imellem kan den føles for tung & sporene der er sat, være så omfattende i min nutid.
Men jeg mærker en tydelig forskel, når jeg får hjælp til at huske hvad det er jeg bærer.
Hvorfor tyngden er der. Får hjælp til at skille fortid fra nutid - pakke bagagen om, så den igen er til at bære videre, på min vej ♥

Angst

Angsten kører sit eget løb.
Slår ind som bølger hvert andet øjeblik.
Parallelt med min følelse af, at skulle skubbe alt & alle væk.

Det der plejede at være vejen ud, er pludselig ligeså angstfuldt.
Jeg forstår ikke hvorfor?

Jeg er et sted på min vej her, som jeg virkelig ikke forstår.

. . .

Flashback lever deres eget liv.
I blindgyden, hvor skillelinjer mellem dengang & nu, ikke eksisterer.

Må æde min spinkle tilkæmpede værdighed i mig. Gang på gang.

Når man modtager økonomisk støtte fra det offentlige til terapeutisk behandling, bliver der afkrævet en detaljet beskrivelse af ens dybt personlige og private vanskeligheder - ikke bare 1 gang, men op til 3-4 gange på et år.
Behandleren skal så at sige beskrive i detaljer hvilke oplevelser der har været skyld i ens mentale & fysiske tilstand - og hvorfor man har stort behov for terapeutisk hjælp.
Det skal beskrives hvad man ikke evner. Og hvorfor man ikke evner det. Hvilke vanskeligheder man har psykisk, socialt, fysisk, mentalt etc. som kræver terapeutisk hjælp.
Det skal, sagt med andre ord, beskrives sort på hvidt hvor svært det er at skabe et nyt liv. Og hvorfor man ikke kan dette på egen hånd.
Jeg er en af dem, der kaldes Man. Jeg er et nummer i rækken.

Det er det mest ydmygende jeg kender.

At mine vanskeligheder skal stilles til skue for ikke blot 1 person - min terapeut, som jeg selv har valgt at ville dele med. Og selv har valgt hvordan jeg deler med. Men stilles til skue for en hel afdeling af mennesker, som har direkte elektronisk adgang til at læse om hvad jeg ikke evner. Og hvorfor.
Min terapeut har jeg selv valgt. Jeg har valgt at dele i dét rum. Valgt det, fordi det er til gavn for mig og min proces.
Jeg har ikke valgt, at dele med en sagsbehandler. Eller en offentlig database.

Gang på gang skal jeg æde den stolthed i mig, som jeg har knoklet for at oparbejde, og tillade at andre mennesker - som jeg ikke skal have nogen personlig relation til - læser om hvor meget jeg kæmper for at få et normalt fungerende liv.
Jeg skal æde den stolthed, som er så nem at knække - og som bliver det gang på gang, når detaljer om min privatsfære skal udleveres til et system.

Jeg bliver ydmyget og finder det enormt grænseoverskridende ikke at have mine traumatiske oplevelser, mit følelsesliv, mine tanker, mine overvejelser og mine vanskeligheder for mig selv, eller i et rum jeg selv har valgt.

Jeg er vokset op med ikke at eje mig selv.
Min krop, min psyke, ja selv mine tanker blev det afkrævet at jeg delte med andre.
De ejede det hele!
Jeg var ikke nogen! Altid ejet af andre.

Nu kæmper jeg for at slå en ring om mig. Lave en skillelinje mellem mig og andre. Få en følelse af, at jeg ejer mig selv. At ingen kan afkræve mig noget!
Og hver gang jeg må æde den tilkæmpede grænse i mig, og give slip på tanken om, at ingen har lov at afkræve mig svar, tanker, følelser - så smuldrer grænsen.
og jeg kan starte forfra med at bygge den op. Starte forfra med at slå en ny ring om mig selv.

Om lidt kan jeg starte forfra. Igen.
For 'de' har lige afkrævet, at jeg udleverer mine inderste vanskeligheder. Igen.
Til hvad nytte? Har jeg spurgt. 'Hvad giver det mig, udover ydmygelsen og arbejdet ved at skulle starte på ny, med at slå en ring'?
Denne gang har det ikke nogen nytte. Overhovedet.
Kassen er lukket. Der bliver ikke givet yderligere hjælp til mig. Uanset hvor præcist mine vanskeligheder så bliver beskrevet.
Så er det jeg spørger; Hvorfor skal jeg så trækkes igennem ydmygelsen, knækkes på min værdighed & stolthed - og miste mit fodfæste for 117. gang - hvis det ikke fører til noget, alligevel?

Proces

Jeg indhenter det forsømte.
Lærer en masse, helt fra bunden.
Noget kan indhentes & læres. Andet kan ikke måske ikke.
Men det betyder egentlig ikke så meget.
Så længe jeg blot lærer dét der er muligt, for mig.

Indsigt

Opdager, at når man vover at gå ind i det svære, smertefulde & til tider nærmest uoverkommelige - går man ud med det igen, i en anden form.
Det finder ligesom sin hylde. Sin plads, hvorfra man kan bære det.
Man går ud med den afstand til dét, som det er nødvendigt at have.

Muren falder

Tænker; har brugt hele livet, fremtil nu, på at slå en mur op omkring mig selv, der hedder;
I don't care! Gør hvad du vil - jeg føler ingenting!
Nu krakelerer muren, og jeg mærker; I DO care.
Det gør ondt, at mærke. Ufatteligt svært.
Det er usikkert at stå 'ude i det åbne, uden muren'.
Men jeg har indset, at dén må falde - hvis jeg vil leve, som levende.

Om flashback

Så lidt der skal til, for at alting aktiveres.
'Det sætter sig på sanserne'.
En enkelt uforberedt berøring, en enkelt sætning, et enkelt ord, en simpel lugt eller lyd.
Alt kan aktivere.
Og man flashbacker til en tid, som ikke hører hjemme i nuet & som er så forbandet svær at lægge af sig, når man først er trådt tilbage....
Sådan er det at leve med flashback, for mig.