Grænseland

Konsekvensen af, ikke at kunne sige fra
Ikke at kunne sige Nej
er STOR

Jeg føler, at jeg har mistet mig selv
Tabt mig selv
i et spil om grænser
der ikke længere er der.

Når éen grænse er brudt, er den forsvundet
og de næste brydes
en efter en
som perler på en snor.

Mine grænser er blevet nedbrudt
på ny

Og ligeså er jeg......

Vandrer i natten

Natten ligger tungt over byen

Vejene ligger nærmest øde
kun få biler kører forbi.
Sænker farten en anelse
men stopper ikke helt op.

Jeg vandrer rundt i gaderne
Alene, uden mål.
Uden noget sted at gå hen
Intet sted, at vende mig imod

Lyden af mine hæles trampen
runger i de tomme gyder
Jeg hører kun mit eget hjerte slå
Hører kun angstens slag i brystet

Jeg vandrer rundt i gaderne
til angsten har sluppet sit greb.
Til rebet om min hals er løsnet
og jeg igen kan være ingenting

Min ene støvle strammer om min ankel
Skærer sig ind i min fod
Jeg er ligeglad
Mærker ikke længere smerte

Jeg vandrer rundt i gaderne
til solen står op
Vandrer ensomt rundt
uden at kunne finde hjem

Pengene fra i nat
brænder mod min beskidte hud
Klistrer sig fast
ligesom billederne af nattens skam.

Jeg vandrer rundt i natten
Alene, uden mål.
Og håber en eller anden vil samle mig op
Gøre en ende på min vandring
..

Slås

Jeg slås med tanken om at gå tilbage

Jeg kan ikke få luft
her hvor jeg er.

Slås & kæmper som en gal!
for ikke at gå tilbage......

'Hvor ville det være nemt' hvisker stemmen i mig
'bare gå tilbage og....... glemme'

Mit syn bliver sløret af indædt had
hadet til mig selv, og ønsket om at destruere
Jeg ser ikke mere klart

I smerten bliver jeg væk
Smerten som jeg ikke længere kunne mærke
For hver gang, blev den svagere og svagere
indtil jeg til sidst ikke var der

Jeg glemmer i mit indre skrig
mit råb på fred
at smerten åd mig op
At smerten fyldte så meget
at den til sidst ikke eksisterede

Jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne gå tilbage
ligeså kold og følelsesløs som før

'Bare for et øjeblik?'
'Kun dér kan jeg glemme'....

Men jeg ved, at glemslen er kort
Jeg ved at vejen vil æde mig op
Indtil jeg står tilbage
Og ikke længere kan se frem

Fordi mit syn er sløret
af virkelighed
og trangen til at glemme

Blot for et enkelt sekund

Jeg forsvinder når du ser på mig

Jeg føler mig ensom
når du sidder ved min side.

Mærker den kvælende fornemmelse af angst,
som strammer om min hals
låser mine tanker fast
og får mig til at stivne.

Når du ser på mig forsvinder jeg
Som om jeg aldrig havde eksisteret

Og jeg bløder indeni, af afmagt
ambivalens

For jeg søger dét
Søger at forsvinde
Det giver mig fred!
Men det er så farligt for mig
- dét med at forsvinde

Jeg vil at du skal se den anden vej
Ikke ænse mig
Lade mig være ingenting

Men jeg er bange

I intetheden ved jeg ikke hvor jeg ender

Det er kun gennem dit blik
at jeg ved jeg er til.

Men når du ser på mig
forsvinder jeg.

Holder vejret
og glider væk i ingenting

kvalt i tomhed

Katten ligger for mine fødder.
Den smyger sig op af mine ben, hver gang en tårer forlader mit øje.

Jeg føler mig ufatteligt tom
Helt ubeskriveligt knugende tom.

Som om mit hjerte vrider sig i smerte. Smerte af intethed

Gråden sidder helt oppe i halsen
Hvis jeg talte nu, ville der ikke komme ord. Kun gråd.

Jeg holder vejret.
Kan ikke græde.
Her er ikke plads
Jeg er trængt op i en krog, og det minder.....

Minder mig om at udslette mig selv.
Tilintetgøre mig selv
Ikke føle
Ikke mærke
Ikke være.

Jeg bliver kvalt i min tomhed

Få mig væk herfra

Spejlbilleder

Da jeg var en lille pige, var jeg bange for spejle.
Det er jeg faktisk endnu..

Jeg husker hvordan jeg troede, at spejle var fotografier af mig - at mit spejlbillede var en illusion, som omverdenen havde skabt, for at narre mig til at tro, at jeg så ud ligesom alle andre.
Narre mig, fordi jeg jo inderst inde godt vidste, at det gjorde jeg ikke.
Jeg lignede ikke andre mennesker.

Når jeg gik forbi et spejl, eller en rude hvori jeg kunne se spejlbilledet, troede jeg disse fotografier var hængt op, overalt hvor jeg færdedes.. for at dække over sandheden.
Jeg var overbevist om, at dét jeg så i spejlet ikke var virkelighed.

Og jeg var skræmt over det.
Rædselsslagen for spejle.
Jeg husker hvordan jeg kunne forestille mig, at jeg pludselig en dag ville se mit rigtige spejlbillede - det sande - dét som alle andre kunne se blot ved at kigge på mig... og jeg turde ikke se. Turde ikke stå for længe foran et spejl
Tænk nu hvis jeg ser dét de andre ser!
Tænk hvis jeg opdager at jeg slet ikke ser ud, som på fotografierne - tænk hvis jeg opdager at jeg vitterligt ser mærkværdig ud!

Jeg var hysterisk hos frisøren.
Ikke nok med, at en fremmed skulle gå frem og tilbage bag min ryg, røre ved mit hår - komme til at snitte min nakke.... jeg var også tvunget til at sidde foran et spejl, under hele forløbet.
Jeg hadede det. I guder hvor jeg hadede det!
Der sad jeg, og blev fastlåst i mit eget spejlbillede... og blev panisk af angst.

Jeg gik engang hos en psykolog, som tvang mig til at se i et spejl.
Hun havde sådan et lille lommespejl, som hun tvang mig til at holde op foran mit ansigt, og så skulle jeg fortælle hvad jeg så.
Jeg kunne ikke se.
Hun tvang mig mange gange, over en lang periode - og til sidst lod jeg som om jeg så ind i dét spejl. Jeg gjorde hvad hun ville have.
Makkede ret, og gættede mig frem til svarene.
Hver gang jeg gik derfra, havde jeg fornemmelsen af, at det lille spejl var plantet direkte i mit ansigt og skyggede for mit udsyn.

Idag er jeg 26 år, og jeg tør ikke se for længe i et spejl.
Jeg kæmper med at overbevise mig selv om, at dét jeg ser... derinde.... ER virkelighed. At det ER sådan JEG ser ud.
Men det er svært.
Sværere end man måske skulle tro.

Når man er vokset op med forestillingen om, at man er så ækel, afskyvækkende, forkert og mærkelig, at ens forældre, familie, venner af familien mm. har lov til at behandle én, som de vil... og at det måske ligefrem var forståeligt, at de gjorde som de gjorde....
fordi jeg er mig, født forkert.....
Så er det svært at overbevise sig selv om, at noget andet kan være sandheden.

Er du bange?

Jeg bliver taget med den ene ben ude af døren, nærmest.
Tankerne & følelserne er allerede pakket ned - jeg skal ud i det virkelige liv, lige om lidt.
Væk væk væk med alt hvad der rør sig.

'Er du bange?'...

Jeg ved det ikke...faktisk.
Jeg gætter mig frem. Er det sådan det føles, når man er bange?
Smiler skævt og svarer:
'Neii... ik' så meget'
'Det er jo sådan det er, ik?'

Går ligesom i stå dér.
Sætningen kværner i mit hoved igen og igen
Er du bange, er du bange, er du bange, er du bange....

Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om før.

Er jeg bange ?....

Prostitution - det mest ufrie valg jeg kender (skrevet år 2008)

Tanker, 2008.
.....................................................

Jeg blev som barn tvunget af min mor til at tage med fremmede mænd.
Jeg fik gaver af disse mænd, óg ligeledes min far, når han & de havde fået dét de ville have: Seksuelt 'samværd' med mig.
Jeg lærte som lille pige, at tilbyde sex - at servicere mænd, og give dem dét de bad om.
Bad de om sex, jamen så fik de det.
Jeg havde lært ganske tidligt, at det var dét eneste jeg kunne.
Som min mor sagde: "Du blev født til luder, Silje, og du vil dø som luder".

Der kom mange mænd i mit "hjem", og jeg blev ført væk af mange af dem.
Vi kørte til diverse p-pladser hvor jeg servicerede dem det bedste jeg havde lært. Når jeg kom hjem, misbrugt - beskidt - med en krop der var ødelagt, ville min mor ikke være i nærheden af mig. Hun afviste mig, og sagde at jeg var ulækker, beskidt, en skidt tøs. Min far 'tog mig derimod til sig' .
Jeg overtog min mors plads i sengen.
Hans berøring var ligeså frygtelig.... men på en måde var det værre at møde min mors afvisning, end min fars overgreb.
Min mor fik mig til at væmmes ved mig selv, og fik mig til at skamme mig enormt.
Nogle gange stod hun så tæt på mig, at jeg ville kunne røre hende - men jeg kunne aldrig nå hende.

Vejen blev lagt for mig for MANGE år siden. Mine forældre lagde stenene på den sti jeg skulle betræde.En dag fik jeg nok. Jeg kunne ikke mere - så brød ud af misbruget.
Men selvom jeg ændrede kurs, så fulgte misbruget og salget af min krop med mig.
De mænd jeg var blevet solgt til, fulgte med. Og der kom nye til.
Hurtigt blev det sådan, at jeg endte i situationer hvor jeg skulle passe på mig selv - og undgå kontakt med mænd. Men jeg anede ikke hvordan.
Hvordan undgår man at sætte sig selv i farlige situationer? Jeg havde udelukkende levet i farlige situationer hele mit liv. Det blev 'nemmere' at gøre som altid: Finde mig i det, og vente til det var overstået. ('hvis jeg ikke er her, så sker det ikke')
På den måde fortsatte mit liv med seksuelt misbrug, prostitution og voldtægter.
Forskellen var måske, at nu var jeg myndig. Jeg fik penge for at servicere mænd, og det hedder at være prostituteret. Jeg var luder, præcis som min mor sagde.

Jeg havde opsøgt diverse terapeuter, psykologer osv. for at få bearbejdet min fortid med incest, vold og tortur. Men jeg nåede aldrig til at sige sætningen: 'Jeg tjener penge på at sælge min krop'.
Jeg var SÅ bange for at de skulle opdage det. Skulle opdage hvor ussel, beskidt og naiv jeg var.
I virkeligheden endte jeg med også at tilfredsstille dem -altså terapeuterne. Sagde dét jeg troede de ville høre.
Det tragi-komiske i dét var, at jeg lagde mig på lagnet for at tjene penge til at kunne betale min terapi..... jeg tjente penge ved at lade andre misbruge mig, som jeg så brugte på at komme videre i tankerne om, at jeg skulle være MIG - at jeg skulle finde mig selv.
Det var simpethen SÅ rodet!

Jeg havde gang i så mange forskellige masker, at jeg ikke selv kunne holde styr på det.
Jeg anede hverken ud og ind.
Indtil den dag i april måned, hvor jeg opdagede at jeg var gravid. Igen.
Den dag jeg fik tid til aborten besluttede jeg at jeg ville give mig selv en sidste chance!
Jeg ville finde én der kunne forstå hvad det var jeg sagde. En som ikke ville dømme mig som en dum, naiv og beskidt kvinde på 26 år, som skulle tage sig sammen og se at få styr på sit liv.

Men hvor i alverden går man hen, og beder om hjælp til at komme ud af prostitution? Hvor tænker du, at man kan gå hen, når alt er kaos og verden ikke forstår? Når samfundet dømmer dig fordi du 'selv har valgt at være prostitueret, og derfor selv har ansvaret for dit liv'.

Jeg synes det er skræmmende at det den gænse holdning: At det er dit eget valg. Mit indtryk er, at man selv skal have viljen, modet og overskudet til at opsøge hjælp. Jeg havde overskudet, til at søge hjælpen. Jeg søgte på nettet, og fandt en psykoterapeut, som jeg opsøgte. En terapeut, som viste sig at kunne hjælpe mig.
Hvis jeg ikke selv havde magtet at lede efter den rette hjælp, hvad så?
Ja, jeg kan godt se billedet for mig. kan godt se hvor mine veje havde ført mig hen - og det var ikke noget kønt sted.

Jeg kæmper idag fortsat en kamp for at slippe fri. Jeg er 26 år, og sælger fortsat min krop for penge.
I virkeligheden handler det slet ikke om penge eller sex. Det handler om at være fanget i et mønster som er så svært at bryde, og være så indædt led og ked af sig selv, at jeg tænker: Det er lige meget - tag min krop hvis du vil, jeg vil alligevel ikke have den!

Man skulle måske tro, at prostitution er noget man selv vælger. Fordi man selv har ansvaret for sit liv. I så fald ville jeg ønske at jeg havde valgt anderledes.
Men er det realistisk at dunke mig selv oveni hovedet med tanken om, at jeg skulle have valgt en anden vej? Er det realistisk at tænke at jeg kunne gå direkte fra 18 års misbrug, vold, voldtægter og salg af min krop... og direkte ud i friheden?

Hvad ER frihed?
Det har jeg intet begreb om - det er der nogle andre mennesker, som er nødt til at vise mig.
Men jeg ved én ting, og det er at prostitution: Det er da nok det mindst frie valg jeg overhovedet kender!

Kh Silje

første - og andenrangs mennesker

Jeg er harm over at opleve, at der findes mennesker indenfor det offentlige hjælpe-system, som deler mennesker op i 1. og 2. rangsmennesker.
Og at prostituerede, eller tidl. prostituerede helt klar er 2.rangs, måske endda tredje.rangs!
At man som tidligere prostitueret selv har skabt sine fjender - og at trusler bare er en risiko man må tage med ?!!

'Trusler, er noget der bare følger med... når man har haft et erhverv som dit, Silje'

What?!!!!

En tidligere prostitueret, eller en kvinde i prostitution er ikke krisecentrenes målgruppe - åbenbart.
At blive truet af familiemedlemmer, tidligere kunder mm. er ikke reelle trusler på lige fod med .... øhm... andre trusler..?!

Hvordan kan man som krisecenter definere hvilke trusler der er rigtige og forkerte?
Og klart give udtryk for, at de trusler jeg oplever er en 'erhvervsrisiko'?!

Vil det sige jeg selv har valgt dem? Skabt dem? bedt om dem?

Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste at der var forskel på at blive truet, og.... blive truet..

Er jeg, og andre tidligere prostituerede & kvinder som fortsat er i prostitution ikke ligeså meget værd, rent menneskeligt, som kvinder der IKKE har været i prostitution?

Jeg bliver harm over at opleve at offentlige hjælpeforanstaltninger deler mennesker op i rang!
Og at offentlige instanser, som dealer med voldsramte og truede kvinder HVER DAG, dømmer prostituerede til at være udenfor deres målgruppe.

skubber dig væk

Jeg skubber dig væk, hvis du nærmer dig!
Råber 'Rend mig!' 'Lad mig være!' og langer ud efter dig. Hamrer hånden i bordet og skriger
'Fuck dig!' ... mellem tårerne..

Selvom jeg egentlig helst ville trække dig nærmere

Det er noget mærkeligt noget

Jeg vil at du skal blive, lige her.
For jeg er så alene og ulykkelig
Jeg vil at du skal holde min hånd, og sige det nok skal gå.
Jeg vil at du skal være her

Men jeg tør ikke din nærhed
- med den kan du flå min sjæl