Jeg ruller gardinet op. Ser en blå himmel.
Og af en eller anden grund, så synker min hjerte ned i maven. Mens gråden bare stiger op. Op op op. I halsen. Og til sidst bliver til tårer ned af kinderne.
Jeg kan ikke idag. Undskyld.
Jeg kan ikke.
Det er okay.
Nej det er ikke!
Men jeg kan ikke.
Jeg vil bare ligge her. Under min dyne. Med hovedet gemt, så ingen kan se mig.
Rulle gardinet ned igen.
Lukke verden ude,
Imorgen kan jeg nok igen. Tænker jeg. Imorgen.
