Ind imellem, så får jeg den her trang til at skride fra det hele.
Smække døren, eller måske bare give den et puf & være ligeglad om den lukker sig eller ej. 'Skide være med døren. Jeg skal bare væk'.
Så kan jeg f.eks. få den tanke, at jeg nok skal flytte. Geografisk. JA! Kanon ide! Så sidder jeg og tjekker boligannoncer, i andre områder end her hvor jeg bor.
Jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må beslutte mig for at flytte, før jeg har sovet på det (& talt med nogen om ideen). Men så er der de der perioder, hvor det at sove på det ikke rigtig ændrer noget. Hvor stemningen af ' det hele' synes uændret. Også 'dagen derpå'. Og dagene efter, igen.
Hvad gør man så lige der, hva?
Jo, måske man ser sig om efter årsagen til at en flytning kan virke rigtig logisk.
Hvad er det mon lige jeg gerne vil væk fra?
Og så opdager jeg, at jeg jo ikke kan flytte fra mig selv. Og at det slet ikke handler om at flytte. Sådan på konkret & praktisk vis.
Tankerne kan være så abstrakte.
Og tilbage er bare at lade tårerne strømme. Græde. Over det jeg mærker at have mistet. På vejen.
Og smile gennem tårerne, over alt det jeg har fået
Ingen kommentarer:
Send en kommentar