Jamen hva fejrer vi? Der er altid noget at fejre!
Vi fejrer, at jeg har trukket stregen op. Kridtet banen af, som min veninde ville sige. At jeg har sagt fra.
Ja?
JA!
Der er altid noget at fejre.
Egentlig er regel nr. 1. at jeg ikke skal skrive, når jeg har overload. Når min hjerne kører for stærkt, og der er for meget 'deroppe' der mudrer rundt. I øst og vest. Det kan blive noget frygteligt sludder, og tåkrummende til efterfølgende syn, for mig selv, at læse. Når stormen har lagt sig. (for DET gør den. Det VED jeg. Selvom jeg HVER GANG tror; Aj..... det gør den ikke.......)
Nå, men det her med ikke at skrive, samtidig med jeg sidder her og skriver og skriver. Det holder ikke helt.
Så hvorfor så skrive, ikke at skulle skrive? Hvorfor skrive i det hele taget? Hvorfor ikke lukke skærmen (den elektroniske altså) ned, og gøre 'noget andet?'.
Joh....
Måske fordi det her skrift kan noget. Noget som intet andet kan. I min verden. Et sprog, der folder sig ud. Trods følelsen af at jeg har mistet mine ord.
Jeg har ikke noget at sige. Sådan føler jeg ofte. Og det har jeg så alligevel. Noget at sige. Rammen for det, er bare en anden.
Overblikket. Det hele synes at være hvirvlet op, gennem den senere tid. Og jeg mister pusten. Kører i overload så stort, at jeg bare hyler bag lukkede døre. Holder på! Hænger i! Og gør. Agerer. Jo, det gør jeg.
Jeg skrider ikke længere fra det. Jeg bliver. Og tager den. Selvom det er fuckinghamrendesvært. Og føles såååååååå uvant og argghhhhhh.
Og det er værd at fejre! At jeg rent faktisk bliver.
Det er også værd at fejre, at selvom jeg synes det er mega hårdt, og til tider så hårdt at jeg må sidde her en fredag aften, og tudbrøle af udmattethed , lidt frustration og overload af det hele, så...... Gør jeg det! Jeg bliver ved! Jeg melder mig ikke ud. Siger ikke op, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af løjer.
Næh. Jeg GØR det. Squ.
Og så må jeg tude lidt, bagefter.
Have nogle venner, der har bredde skuldre, som kan lytte til når det hersens 'Skabe en hverdag, med hvad jeg nu har med mig, og hvad det nu har gjort for mig og mit liv, og alt det' bliver alt alt for meget! Og alt alt for svært.
Det er også værd at fejre. At kunne finde nogen der vil lytte. Og kunne finde nogen der spørger.
Det er ikke fordi jeg ikke er glad for mit arbejdsliv. Det ER jeg. Det er også bare der, jeg møder mig selv. Mine egne sider. Også dem jeg ikke bryder mig om. Ligesom det er der, jeg bliver konfronteret med min egen bagage gang på gang, og der jeg møder episoder eller mennesker, der sætter flashback-knappen direkte på on.
Er det fedt? Nej. Er det sådan det er? Ja.
Og jeg gør det. jeg går derud hver dag. Bygger og bygger og bygger mit fundament.
Og det er værd at fejre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar