Forsvinde

Jeg beder til, at jeg en dag må holde op med at have trang til at forsvinde.
Først den dag, kan jeg være i mig selv.
Først den dag, kan jeg trække vejret frit.
Og leve..

Jeg stod bare der

I fredags gik jeg for langt.
Jeg vågnede tidligt om morgenen, og mærkede fra start alarmklokkerne ringe.
Jeg havde det ligesom hvis min hjerne, mit sind, min krop ikke havde noget filter. Alting gik bare direkte ind. Og jo mere der gik ind, jo mere angst blev jeg. Jeg kunne dårligt holde på kaffekoppen.
Mine tindinger dunkede af smerte og overload. Mine hænder & knæ rystede, og jeg var fysisk dårlig. Jeg kastede op 2 gange på vej til job.
Pyt, videre!! Kom nu!

Jeg kunne ikke rigtig trække vejret. Som om der sad noget fast i min hals. Jeg kunne ikke synke. Sad der til frokost med den ene bid, der bare voksede og voksede i munden.
Please - Ikke kaste op!

Jeg agerede robot fra første minut jeg trådte ind af døren. Efter et par timer, kunne jeg ikke engang være robot længere. Stod bare der. Som fanget i lyskeglen. Kunne hverken tale eller bevæge mig. Jeg stod bare der - så angst at jeg kunne have brækket mig, lige dér, midt på gulvet.

'Er du okay', spurgte mine kollegaer flere gange.
Jeg kunne ikke se dem i øjnene.
Lad være med at se på mig. lad mig synke i et stort hul. Lige her.
Se væk!
Var så bange for at bryde grædende sammen. Bange for at komme til at sige noget højt, som jeg ville fortryde.

Vil du ikke godt lade være med at spørge? Jeg siger bare noget jeg fortryder.
STOP!

Jeg kunne have sagt; Nej jeg er ikke okay. Jeg er nødt til at gå.
Men jeg turde ikke lade ordene forlade mine læber. Jeg var så bange for at komme til at sige; jeg kan ikke rumme det her! Jeg skal ikke være pædagog. Farvel!

Så jeg lod den gå. Alt, alt for længe. Så længe at angsten har ædt mig op lige siden.
Idag er det søndag aften - og jeg sidder stadig fast i angsten. Den har ikke sluppet sit tag endnu.
Imorgen skal jeg derud igen, og jeg er ved at brække mig af angst.

Jeg vil have det tilbage!

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er frosset fast
i følelsen af ligegyldighed
Husker ikke længere, hvad den her vej kunne byde.
Hvorfor den engang gav mig håb og tro.

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er som stivnet i mit liv
Jeg går bare efter et mål
der engang var der
men som jeg ikke kan mærke længere.

Jeg kan ikke mærke det

Jeg vil have det tilbage!
Jeg vil mærke hvorfor, igen

Jeg forstår det ikke

'Du skal sige noget andet til dig selv, Silje. Ændre dine tanker. Træne dig selv i at tænke noget andet. Ændre den måde du tænker på'.

Jeg sidder bare her, i tavshed. Og føler mig ufatteligt dum. HADER at føle mig dum.
Tankerne kværner rundt i hovedet på mig. Ingen ord slipper ud.
Jeg fatter ikke en skid. Hvad er det du mener?

'Når du siger; Jeg er bange for imorgen, så BLIVER du bange for imorgen. Prøv istedet at sige; 'Jeg er tryg ved imorgen'...

Jeg er stået helt af.
Jamen, det passer jo ik! Det er jo løgn! Skal jeg fortælle mig selv en løgn??

Du skal overbevise dig selv om, at det passer. Indsætte nogle andre sætninger. Manipulere med dine egne tankemønstre.

Gråden sidder som et kvælertag om min hals.
Jeg hører ikke længere hvad der bliver sagt.
Er fanget i følelsen af, at min egen elendighed udelukkende skyldes, at jeg tænker forkert.
Det er min egen skyld, at jeg ikke har det godt. Jeg kan jo bare tænke noget andet!
De der gjorde mig ondt, er uden skyld i hvordan jeg har det idag. Skylden ligger hos mig - det er min egen skyld, at jeg tænker sådan - og får et svært liv.
Det er som at høre én sige, at jeg selv har valgt et liv i helvede.
Og jeg er stået af.....

Forstår ingenting.