mandag den 22. september 2008

Håbløs

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte.
Hvor jeg skal lægge min energi.
Jeg har ikke mere energi.

Jeg har bare lyst til at skride fra det hele.

lørdag den 20. september 2008

De løber skrigende bort, når de ser min verden

"Jeg har brug for en pause fra dig, Silje".
Sidder og ser endnu en veninde give op, give fortabt, lukke mig ude af sin hverdag, fordi hun ikke kan rumme min virkelighed.

"Hvorfor?" spørger jeg, sådan lidt usikkert.
Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at høre svaret.
"Fordi du er rigtig svær at være sammen med, i øjeblikket. Du er svær at komme i kontakt med Silje, og du virker så tabt fra det hele".

Tårerne løber ned af min kind. Jeg vender mig om, og går min vej.
Jeg føler mig ramt på mit svageste punkt. Skudt ned, banket i gulvet.

Det gør ondt. Det gør rigtig ondt,
Jeg har jo også brug for en pause fra mig, altså!

Det er som om, at jo mere jeg viser den virkelige Silje, og fortæller om min historie.... jo mere trækker omverdenen sig. De bliver bange, skræmt og ved ikke hvad de skal stille op.

Men ved de hvor alene jeg føler, at jeg står?
En efter en melder de fra, på stribe. Kan kun se mig når jeg har det godt.
De ved ikke, at det er bedrag når jeg viser, at jeg har det godt - de ser dét de gerne vil se. Og jeg lader dem se dét. For hvorfor ikke?
Når de ser min virkelige verden, så løber de skrigende bort.

Jeg føler mig meget alene.
Idag føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg har ingen.

Det gør ondt.
Jeg sidder i nattens mørke og græder.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.

mandag den 15. september 2008

I think you're crazy

Skriverier fra lukket afdeling.
____________________
"Nu er det langt om længe sket. Jeg er blevet sindssyg. Crazy. Har knald i låget. Hurra!
Så må man gerne give op, ikke?
Så må man gerne smide håndklædet i ringen, og sige: Det var dét. Tak for kampen. I vandt, jeg tabte. Bad luck. Farveller".

Nej?

Det er faens til system det her. Man kan ikke engang få lov til at gå til grunde... få lov til at blive sindssyg, uden at nogle står og ser på. Og trækker i én, for at hive en tilbage til verden.
"Jeg vil bare være alene med mine syrede tanker. Jeg vil bare have lov til at forsvinde. Have lov til at slå mig selv ihjel".
"HØR NU HVAD JEG SIGER"!!! Men de hører det ikke.
De har en anden plan for mig. For mit liv. Lige nu går deres plan ud på at holde mig i live.
Jeg kæmper med tanken om at de ikke skal "fikse mig"... for jeg er ikke i stykker!
Jeg er nået dertil hvor der er fred, hvor jeg forsvinder og har lov til at give op.
Men de er ikke enige. Ryster på hovedet af mine udtalelser om, at jeg ikke er i stykker. Ryster på hovedet når jeg siger, at det var dét der var meningen med det hele - at jeg skulle få lov til at forsvinde.

De lappede mig sammen, med medicin og overvågning. De var deres arbejde tro, og holdt mig i live - som de skal sådan nogle steder. Men de vil nok aldrig kunne forstå, at når de lapper mig sammen... så bliver jeg nødt til at ødelægge på ny. Finde nye veje, nye metoder til at forsvinde.

Jeg beder til, at jeg en dag vil holde op med at have trang til at forsvinde. For først den dag, kan jeg være i mig selv.