torsdag den 20. oktober 2011

Styrer mod et nederlag

Jeg føler, at jeg head'er mod en fiasko. Og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal navigere udenom den.
Jeg ser den bare komme nærmere og nærmere. Jeg ser bare mig, bevæge mig tættere og tættere på.
Alt imens jeg klamrer mig fast, med det yderste af neglene. Stædig som bare fanden. Og træt. Træt helt ind i knoglerne.

Jeg har forsøgt. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Gør det bedste jeg overhovedet kan.
Men, det er ikke nok.
Jeg føler, at jeg styrer direkte mod et nederlag. Og trods alle mine overvejelser om hvordan det skulle undgåes, så havde jeg vitterligt ikke regnet med at stå lige her. Måske er jeg naiv. At tro min vilje er nok. Måske er jeg naiv at tro, at jeg kan.
Det føles som det største nederlag at måtte erkende, at uanset hvor meget jeg vil det! Uanset hvor meget jeg forsøger og giver alt hvad jeg kan . . . så er min vilje ikke nok, til at bære mig igennem det her.
Uanset jeg VIL, så kan jeg ikke det her. Jeg kan ganske enkelt ikke.

søndag den 2. oktober 2011

...

Jeg har mistet mit anker.
Jeg flyder ud i det åbne.
Ned af floder jeg forlængst troede, jeg havde bygget dæmninger på.

Jeg har mistet mit anker.
Og ved det burde findes i mig selv.
Men det er jeg aldrig nået til at kunne finde.
Og nu føles det jeg kendte forsvundet.

lørdag den 24. september 2011

Navigatorer

... Men måske er det også fordi jeg har søgt det almindelige. Søgt dét der, for mig udefra set, så normalt ud. Søgt at kunne føle mig som en del af holdet. Som en del af mængden. Gøre dét man nu engang gør. jeg har spejlet mig i normen. For at have noget at navigere ud fra.
For hvor starter man ud med at skabe sig et liv, hvis al grobund, alle rødder ikke kan bruges? Hvis man starter fra nul, og må navigere derfra?
Når man starter ud med at leve i det dysfunktionelle og atypiske, destruktive og ualmindelige, kan det ind imellem føles, som det forkerte er det rigtige, og omvendt. Det bliver et misk mask af rodet grænseløshed, der ikke falder i hak nogen steder. Og man søger med længsel efter sine platforme at stå på.

Det er sådan her man lever. Det er sådan her man gør.
Jeg har spejlet mig i omgivelserne. Ladet dem være billeder på hvad jeg kunne bygge op.
Jeg har taget en uddannelse, og har nu et arbejde. En hverdag. Som man bør ha'. Når man lever.
Indtil det pludselig går op for mig, at det jeg har spejlet mig i måske ikke matcher de veje jeg ønsker at gå. Jeg mangler blot at kunne se hvilke andre muligheder der er. Mangler at kunne spejle mig i noget andet, til jeg selv kan navigere i følelsen af anderledeshed.

tirsdag den 20. september 2011

Angst

I kender den der historie, hvor 1 fjer bli'r til 5 høns (eller hvor mange det nu er).
Synes det er lidt det samme med angst; 1 fjer kan blive til en hønsegård, der bare synes at udvides & udvides. Og jeg står tilbage som kyllingen der må stikke af. ØV! Fandme længe siden angst har vist sit grimme fjæs på den måde. Det er så det positive. At tidsintervallet er blevet større.

onsdag den 14. september 2011

Genskabelse

Jo, men det var jo en helt anden tid. Et helt andet sted, på vejen. Et helt andet rum, nærmest. Det kommer jo aldrig tilbage.

Jo bevares, men derfor kan man vel sagtens savne noget af det, og mindes det gode, og tage alt dét med sig i brudstykker på den måde.
Uanset man ved, at det netop aldrig kan genskabes, helt i samme form.
Det man fik med, og det man kan savne af det gode bærer man vel med sig. Og lagrer i erindringen. Uanset hvad der så menes at kunne genskabes, og ikke?

torsdag den 8. september 2011

___

Jamen, det er bare fordi, at jo mere jeg tænker over dét - jo mere når jeg frem til; Det er slet ikke det her jeg vil. Alligevel. Jeg tror jeg vil noget andet, altså. Fortidens stemmer af hån lægger sig som et tungt bånd om mine tanker. 'Ja, det burde du jo nok ha' tænkt på noget før, så!'.

Hendes stemme runger i mit hoved. Jeg forsøger at baske den væk. Nærmest helt fysisk slå ud efter den. Hånen.

Ja, det burde jeg måske. Men, det kunne jeg jo ikke. Tænke det. Før. Der vidste jeg det jo ikke. Endnu.

Er der noget jeg har lært gennem de sidste år, så er dét, hvor nedbrydende det kan være for mig, at blive i noget der ikke giver mig noget godt.

Og jeg tror, at jeg må sadle om.

søndag den 28. august 2011

This is supposed to be the new me. .

Jeg er blevet givet friheden til at vælge.

Min hals snørrer sig sammen. Gråden står tyk og kvælende.
Jamen jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal vælge, altså! Hvad det er meningen der skal være, lige her?
Panikken ligger sig som en tung dyne over mig. Mit hjerte hamrer, som vil det hoppe ud af brystkassen hvert sekund det skal være.
Jeg hyperventilerer febrilsk ud i intetheden, mens jeg forsøger at holde mit blik fast på noget håndgribeligt.
Det her er et bord. Det er virkeligt. Det er til at se.

Jeg har ingen steder, at sige højt hvor meget jeg vakler. Hvor nemt det er, for min hjerne, mine tanker, at vandre ned af kendte stier, som var det dét mest naturlige i hele verden, at jeg netop skulle tænke den vej.
Jeg er alene med dem. Tankerne. Kan ikke dele dem med nogen.
De fleste ved ikke, at jeg overhovedet får dem. Og de der ved, tror at jeg er way pass, overhovedet at overveje. Du er jo fri til at vælge, nu..
Jeg har forsøgt. Taget spæde skridt. Med gråden stående helt op i øjnene har jeg forsøgt at væve mine ord ud gennem halsen.
Men jeg tøver. Og bliver tavs. Tvivlen, risikoen for at blive mødt med den største foragt, står som en bremseklods mellem mig og verden.
Jeg tør ikke engang sige højt, at jeg har haft tanken. Jeg vil fremstå som en fiasko....

Jeg møder det ind imellem. Det her sted hvor mine veje krydser hinanden.
De her veje der fletter ind. Hvor jeg mister grebet! Mister overblikket & ser mig selv med et gammelt indgroet syn.
Jeg bliver lige overrasket hver gang. Overrasket, og ufattelig tung og trist.
Det her sted, hvor jeg står i mit nu & stirrer direkte ind i plexus af dét jeg har forladt.
Hvor jeg oplever at være nået et langt stykke på min vej - men så alligevel støde ind i de samme tanker. Tanker om hvem jeg er. Hvad der er 'Ment to be', for mig.

Du er kommet SÅ langt. Tænk, at du nu står her & selv kan vælge hvad vej du vil gå, siger hun, og smiler til mig.
Og min hjerne slår flik flak! Hendes ord skærer i mine ører. Jeg får lyst til at skrige højt, råbe al min frustration ud! Rejse mig op og løbe hen mod muren. Kaste min krop mod betonnen! Smadre det hele. Eller, mig selv er det vel basicly.
Kan du ikke forstå, at når du siger jeg nu kan vælge, så hører jeg du siger jeg selv valgte alt det shit? har jeg lyst til at skrige hende ind i hovedet.
Kan du ikke forstå, at du smadrer mit hjerte ved ikke at give mig muligheden for, at sige; jeg får stadig tanken? At fiaskoen viser sit grimme fjæs hver gang jeg bliver fortalt hvor langt jeg er.

Men der er tavst. Udenom mig. Ikke en lyd slipper ud. Jeg sidder bare og siger Intet.
Stirrer lidt på mine fingernegle.
De er begyndt at flosse igen. . .

onsdag den 24. august 2011

fintfølende balancegang

Der findes noget som er så fint, unikt & ukendt at det føles, som vil det blive revet i tusinde stykker, hvis blot jeg trækker mit vejr.
Som vil det forsvinde for altid, hvis jeg vover at lukke mine øjne bare et sekund.
Der findes noget, som er så fint at jeg føler jeg må slippe det, i frygt for at komme til at ødelægge det.

tirsdag den 23. august 2011

.

Du er nødt til at få noget godt ind i dit liv, sagde hun.
Og mit hjerte sank, mens jeg kiggede op på de dybblå øjne.
Det var som blev vejen revet over, og jeg faldt igennem de net jeg havde sat ud.

søndag den 14. august 2011

Smerte

I virkeligheden er min største smerte lige nu, at jeg føler jeg ikke tager mig selv alvorligt. At jeg må overhøre og ikke lytte til min egen vished om, at jeg har brug for mere hjælp.