Giften

Barndommens rædsler
har ædt sig ind i min krop.
Som en tyk masse, af klæbrig gift
flyder det nu i mit blod.

Jeg prikker forsigtigt hul i min hud
blot for at se, om det vil flyde. Giften
Flyde ud af mig
Sive, som var dét rent.

Men det klæber
og svier
og snart har jeg prikket hul alle vegne
Overalt.

Rebene skærer om mine håndled
Mine ankler gør ondt
Han har bundet dem for stramt
Rebene.

Når jeg forsigtigt bevæger mine ben
slider rebene huller i min hud
Mine håndled er flossede
Jeg har ligget her meget længe

Min hals er så tør
at det gør ondt at synke
Jeg kan heller ikke
Når jeg synker, siver giften med ned

Jeg har ligget her længe
Måske i timer?
Helt alene tilbage
Med mig selv som gidsel

"Hvad gjorde de ved dig, Silje?" Spørger terapeuten
Men jeg er der ikke længere. Har forladt rummet.

Hudløs

Jeg kan ikke tale om det!
Kan ikke engang tænke tanken...

Hver gang jeg lader mine tanker vandre, til dén dag - bliver der tomt
som om en klap går ned, og jeg ikke engang kan huske mit eget navn.

Jeg er hudløs af tårer

Græder mere end nogensinde

Jeg kan ikke tale

Jeg føler mig fortabt

Mit liv er gået i stå
Og jeg svæver mellem tanker om at fortsætte kampen....
og at give op.
Sige: Det var dét! Slut! Færdig! Jeg kan ikke mere

Jeg står her igen
og ser på afgrunden
Den lokker
samtidig med at den skræmmer mig af helvedes til

Jeg er kastet tilbage i angstens klør
Smidt i gulvet

Jeg kan ikke rejse mig

Fordi det er IN

Jeg har en del bekendte, som gerne vil være solidariske. De vil gerne støtte op om kvindekamp & kvinders rettigheder, og galper op om hvor uretfærdigt det er, at kvinder undertrykkes.
Hvorfor?
Fordi 'det gør man da'!

Man tilmelder sig diverse grupper på Facebook, under titlerne: 'Stop kvindehandel NU!'. 'Nej, til prostitution' osv.

I en periode sidste år, gik mange af mine bekendte med armbåndet fra Slave i Danmark. Et statement, som man da selvfølgelig bakkede op om. Det er da klart!
Armbåndet er for længst skiftet ud med andre af samme kaliber. 'Støt brysterne' , 'Females in Front' & så videre i samme boldgade.
Hvorfor?
...Fordi det er IN.
Det er tjekket at vise omverdenen, at man støtter diverse formål. Har overskud til at se de mere eller mindre nødlidende omkring sig.

Jeg prøver mig forsigtigt frem. Forsigtigt, fordi der er ingen grund til at takle mig selv på forhånd.
Jeg prøver mig frem hos de, som galper aller højest, og giver udtryk for at have taget stilling, og spørger:

Hvis du kendte en kvinde der var prostituteret, hvordan ville du så hjælpe hende?
Hvad ville du tro der skulle til, for at hjælpe denne kvinde? ....Udover at du går med et armbånd?

"Jamen, hun skulle jo selv ville det. Altså, have hjælp".
Ja, hvordan skulle hun få det?

"Det ved jeg ikke, men der må jo være nogle steder der tager sig af sådan noget....."

Ja, men hvis du nu KENDTE en. En kvinde der var i prostitution.. hvor ville du så sige hun skulle gå hen?

"Jeg kender ikke nogen der er prostituerede. Jeg omgåes slet ikke sådan nogle typer".

!!!

Jeg vidste ikke, at kvinder der er i prostitution eller har været, er 'sådan nogle typer'.
Nogle gange overrasker det mig fortsat, at verden kan være så blind, uvidende og dømmende.
Selv de, som giver udtryk for at være FOR kvinders rettigheder, sætter kvinder som mig (og mange andre) i bås.

Hvorfor så overhovedet ytre sig ved armbånd, støttegrupper & statements?
Fordi det er In.....

Sæt mig fri

Står med hænderne i vand. Skylder smertens bevis ud i afløbet.
Tårerne triller.
Stille og lydløse.
Angsten sidder stadig i kroppen.
Frygten.
Erindringen.
Lammer hver en muskel. Hver en bevægelse.
Fryser.
Ryster.
Åndenød.
Troede det var forbi.

Du legede med mig som en marionetdukke.
Jeg klipper strengene igen og igen. Hvordan kan du så stadig styre mig?

Ser ud gennem øjnenes sø. Slørret. Forvrænget.
Der er så stille.
Skåret ligger ved min fod.
Vidner om mit indre kaos.

Hvor går man hen når ingen forstår?

Befri mig fra erindringens fængsel.
Luk mig ud og sæt mig fri!
Tag min byrde, bær min sten et øjeblik.
Lad mig slippe, blot for nu.
Imorgen venter atter en dag.
Jeg beder til, at jeg vil vågne op uden erindringen om dig.

Indlæg i magasinet 'Kvinden & samfundet'

Hej alle.
Jeg har skrevet et indlæg til magasinet, om min vej ud af prostitution. Og dét at skrive sig vej gennem mørket.
Læs gerne indlæg på:
Der er uddrag fra min blog på side 8. Og mit indlæg findes på side 11.
http://www.kvindenogsamfundet.dk/feb_09/kvinden_og_samfundet_nr1_2009.pdf

17/1 -10;
Er blevet gjort opmærksom på at link ikke virker længere. Det er muligt at læse artikel på hjemmeside; http://danskkvindesamfund.dk/kvindensamfundet/arkiv.html - udgaven februar 2009

Kh Silje

De gav mig intet, men gav mig alt

Nogle ville sige 'De gav dig intet'!
Jeg ville sige de gav mig alt. Alt hvad jeg føler idag, gav de mig.
Fodrede mig med selvudslettelse. Intethed.

Dét de gav mig, kan jeg ikke bygge videre på.
Mine grundstene kan jeg ikke stå på - kan jeg ikke tage afsæt i.

Jeg står, som uden rod

Jeg tror ikke at jeg kan

Har lyst til at løbe min vej.
Løb! Løb! Løb!
Lukke øjnene og glemme
Kun se vejen foran mig
Bare løbe.
Væk væk væk!

Kaste mig selv udover kanten
og mærke hvordan jeg falder til jorden
med et brag
Mærke hvordan min krop splintres
i tusinde dele.

Forstår du når jeg siger
at min krop ikke er min?
Når jeg siger
at den ikke er en del af mig
Den må smadres
Splintres & blive flået i stykker.
Først dér
er jeg fri.

Men jeg er fanget her, i en krop der gør ondt.
En krop der insisterer....
En krop der konstant fortæller mig
at den er der

Jeg skal tage den til mig
Kroppen
Leve med den
Altid.

Jeg vil så gerne være den foruden
Hvordan skal jeg leve
med den på slæb?

Forstår du hvad jeg siger?

Jeg tror ik' jeg kan.

Lad mig glemme for en stund

Bærer min historie
som var den min egen
Min, helt alene
Som var jeg den eneste brik
i erindringens puslespil.
Du må tage din historie på dig
Bære den med dig

Lad den tilhøre en anden
Bare et lille øjeblik
Lad mig glemme min historie
blot for en stund!
Lad historien svæve i luften
fri fra mine skuldre

For jeg tynges
trækkes ned af dens kampesten
For hvert skridt jeg tager
bliver den tungere
Jeg kan ikke bære den længere

Jeg går som på brændende kul
og skriger af smerte
for hvert skridt jeg tager tilbage
Tilbage i erindringens skygger
Der hvor ingen kunne nå mig
Der hvor jeg var fortabt

Lad mig ikke gå alene derind

Nattens mareridt

Nattens mareridt kaster skygger på min væg.
Selv i dagslys, når natten er forbi
følger skyggerne mig. Følger mig overalt.
Og angsten binder mig.

Jeg krymper sammen
klamrer mig fast til bordkanten
Mærker hvordan hans hænder strejfer min ryg.
Lader sin enorme håndflade køre ned langs min rygrad.
Jeg kender hans blik.
Føler hans øjne stirre gennem ryggen på mig
Mens jeg rokker frem og tilbage
Som et barn der er gået ind i sig selv.

Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Ser hans fødder, før mine egne.
Hører hans åndedræt, før mit eget.
Ser hans blik, i alle øjne jeg møder.
Mærker hans hænder på min krop.
Hans hænder sidder som klistret fast.
Overalt.

Som i en tung sump
vandrer jeg hver dag
med hans hænder på min krop.
Med hans åndedræt i mit øre.
Med hans blik, som går gennem mig.

Nattens mareridt kaster skygger på min verden
Blænder mit udsyn
og skærmer min vej
Jeg kan ikke komme forbi
Er spærret inde
Blevet trængt op i en krog

Rastløsheden fører mig til kanten
Afgrunden af min fornuft
står lysene klart for mit øje
Han spiller med mine tanker
leger med mine følelser
Og han er her ikke

Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Og jeg vil gerne vågne.
En dag
Vågne op til lys
Uden skygger og hænder der binder mig

Han er på min krop
og i mit synsfelt
konstant.

Nattens mareridt er min virkelighed
Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve

Angst

Ser mig selv sidde omgivet af mennesker jeg kender, til nytårsfest igår.
Og jeg tør ikke tale.
Tør ikke, at de får blikket rettet mod mig.
For hvis de ser på mig, så stivner jeg.
Lad som ingenting Silje. Det går over.
Angsten hamrede i mit bryst. Jeg sad med vand i min mund, og kunne ikke synke.

Hvis de ser på mig, forsvinder jeg. Så stivner jeg, og de aner ikke hvordan de skal få mig tilbage.
Det er svært at være angst... og ikke turde fortælle det. Af frygt for at forsvinde, i deres blikke.

Mon du forstår?