Hvor starter man?

Jeg har ikke skrevet længe. Der er sket så meget. Også meget jeg ikke har lyst at skrive om.

Jeg går lige på. Idag. I aften.
Jeg er angst. Helt ud i fingerspidserne. Stopper det aldrig?? Kan man squ da godt tænke.
Jeg ved det ikke.

Det er som om at noget gammelt er vågnet. Noget jeg ikke troede jeg skulle beskæftige mig med.
Jeg har mareridt. Der er rene flashback. Ikke ret meget fantasi der. Bare rendyrket kvalmende rædsel og erindring.

Jeg går som katten om den varme grød. Om min seng. Trækker tiden ud. Selvom mit hele mit system er træt. Gennembanket hamrende træt.

Jeg har det klammeste mareridt i den her periode, og det øger ikke lysten til at kaste mig på madrassen. Jeg sover på sofaen pt. Senge går det ikke ret godt med. Jeg har ellers købt ny. Men lige lidt  hjalp det. Det var så nok ikke sengen der var noget galt med.

At vise sig, for at blive set

-Hvad med det der arbejde? Spørger hun. Lægen der har sygemeldt mig.
-Taler du med nogen om det?
Og jeg begynder at hyle.
-Du er ikke ved at give op på det, vel?
Og jeg siger nej. Og hyler endnu mere. 

For noget tid siden sagde en veninde til mig, at det nok var nemmere for mig, at se tingene lykkes, når nu jeg havde taget en uddannelse, og boede i egen lejlighed, og havde et job. Og tjente penge.
Og det ramte mig. Lige midt mellem ribbenene. Idag tænker jeg om det var mit hjerte det ramte.
For det er rigtigt nok , til dels. Det er da nok nemmere. Og jo så alligevel ikke.
Ind imellem så frustreres jeg over, at kunne en masse jeg ikke kan. Forstået på den måde, at JO-jeg gør, og er, og kan. Rigtig meget. Og især, udadtil. Verden ser jo ikke, at jeg melder fra til venindes kandidatfest, og ikke kan tage i biffen alligevel. Verden ser ikke, at jeg tager uger, hvor jeg bor indenfor mine egne 4 vægge. Og hvor al kontakt med verden, er for meget.
Og nej, jeg viser det heller ikke. Som regel.
'Du må vise dig for at blive set'. Læste jeg engang.
Ja. Det er mega svært. 

Jeg er aldrig lykkes med at forklare, det med at kunne - uden at kunne. Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg ville kunne gå på et brækket ben. Men det betyder ikke at benet ikke er brækket. 

Jeg kan godt gå på det. 

Jeg kan godt. Jeg gør. Jeg gør mange ting. Og jeg giver ikke op. Heller ikke på et arbejdsliv. 

Indimellem er jeg bare så bankehamrende træt af, at kæmpe. Med næb og klør.
Ind imellem tænker jeg bare: holder det aldrig op?
Og det er de dage, hvor jeg hyler når jeg bliver spurgt til mit arbejde. Og på den måde kan man måske sige, at jeg får vist mig selv. Og bliver set.