Tager magten

Hvorfor, skal jeg huske det her?! 

Erindringer, af de grimme, kan tage pusten helt fra mig. 

Og jeg kan tænke, at det fandme er noget snot, at huske. Sådan, helt klart. 

Men ved du hvad der er værre end det? 

Det er, når alle cellerne husker, men hjernen bare er et rungende hul. Når man husker..... Uden at huske. Uden at kunne sætte en finger på. 

Det er faktisk værre at have følelsen af, at DET bare dumper ned fra himlen. Ud af det blå. Ingen kontrol over Det. 

At huske, konkret - det er mega Svært. 

Men det giver på en eller anden måde også en følelse af at have styringen. Lidt.

Det er ensomt at se gennem et andet filter

Dråben udhuler ikke stenen på grund af dens styrke, men på grund af dens hyppighed.

Der har været for meget. For længe. Der ER. For meget.
Jeg kan ikke overskue det.
Det er min mest tænkte tanke.
Hvad er det du ikke kan overskue?
Og jeg får bare en klump i halsen, ved det spørgsmål.
Alt.
Kan man sige det?
Alt. Det virker så..... Meget. Ikk?
Men det ER meget. Alt.
Alt, for meget.

Jeg kan ikke kapere presset. Bare det mindste skub. Forventning. Antydningen af at der venter noget. Jeg skal. Bør. Må. Vil?
Min hjerne stopper med at tænke rationelt.
Og jeg ryger ned i sorte tomme huller.
I hukommelsen, og i nuet.
Bum.
Jeg kan ikke tænke.

Der har været for meget.
Og jeg skammer mig. Over, at jeg ikke kan kapere det. Det burde jeg kunne. Nu. Ik? Jo jeg burde.
Hvad er der galt med mig?
Og jeg skammer mig over, at vælte det ene galde ud efter det andet.
De siger, at man skal tænke positivt. Se det gode.
Og jeg bliver ensom, i de ord. Så ufattelig ensom.
Følelsen af at være forkert vokser. For hvert et ord i den retning.

 Det er også bare mig der tænker helt forkert. Det er også bare mig, der ikke kan finde ud af det.
Det er også bare mig.
Og jeg tier.
For jeg orker ikke rådene. Orker ikke ordene. Der er ikke plads i mit hoved.
Der er så meget. Ellers.

Det er ensomt at se verden gennem et andet filter. Og endnu mere ensomt er det, at skulle lade som om, jeg ser det, som de omkring giver udtryk for at se.
At lade som om. Og give dem hvad de vil have. Høre.
Ingen gider høre på alt det triste. Vel? Eller negative? Det smitter. Siger de.
Og det føler jeg at jeg gør. Smitter.

Nissen flytter med

Jeg har lyst til st skride fra det hele. Pakke mine ting. Og tá væk. Smutte. Farveller!
Hvorfor? Ja, hvorfor. Hvorfor ikke?
Hvorhen? Det ved jeg ikke. Jeg har bare lyst. Og trang.
Jeg har lyst til at skride fra alt det her kaos jeg har indeni. Det bjerg der ligger foran mig, og dækker for udsynet. Dækker. Spærrer. Stort.
Jeg har lyst til at skride fra smerten i min mave. Den, hvor den trækker sig sammen. I gråd. Maven.
Jeg har lyst til at skride. Fordi jeg ikke kan overskue det.
Jeg har lyst til at skride, fordi det plejede jeg at gøre. Det var det nemmeste. Og det allersværeste.
Jeg har lyst til at skride fra mine egne tanker. Og mine egne følelser. Jeg har lyst til st skride, til jeg kan overskue hverdagen igen.

Men hvis jeg skrider, så er der ingen. Hverdag altså. En hverdag opstår ikke bare ud af det blå. Den kræver blod, sved og tårer at opbygge. Måske har jeg bare mest lyst til at skride fra arbejdet. Kampen. Med den. Og det. Og mig.

Senfølger (mig i røven). Jeg kan ikke overskue det. Eller lade være.
Der er kun mig til at arbejde mig igennem. Arbejde mig til mere helt stykke. Eller menneske, som det vel hedder. Og jeg kan ikke overskue det. Idag.

Jeg er på kanten af stolesædet hele tiden. Farer sammen ved den midste lyd.
 Jeg bilder mig ind, at jeg kan høre vrede stemmer i gården. I opgangen. På vej op til min dør. Alle vegne.
Jeg er bange.
Jeg er utryg.Jeg har lyst til at skride, fordi jeg ikke kan overskue det.

Hvad er den ultimative ældste trick tanke? At tænke, jeg smutter. Pakker. Skrider. Hejhej. Løbløbløb.
Hvad er den ultimative ældste tricks følge? At man ikke kan løbe fra Nissen. Den flytter med. 

Løbløbløb, det ligger lige til højrebenet. Løbløbløb er en automatik. 

Blivblivbliv, er det nye sort. Bliv, lidt. I dó

Forandringens stilstand. Eller forandringens vinde

Intet er forandret. Og måske er alting. 

Jeg kan aldrig vide hvad der er, førend jeg har været ude og stå lige der, hvor det uforandrede bliver synligt. Eller måske bliver forandringerne synlige. 

Først når jeg går mine skridt ud i verden, vil jeg se om alt er som det plejer, eller om det i virkeligheden slet ikke er. 

Først da, kan jeg se, og mærke forandringen. 

Lige nu går jeg ingen steder. Men det betyder ikke at jeg står stille. Eller verden gør. 

Måske er der alligevel en forandring, selv når jeg ikke kan se den. Og måske, er intet forandret, men alt som det plejer. Og måske, er det begge dele. Både og. 

I'm not crazy, I'm just alittle unwell

Mand. Jeg er jokket ned i det her sorte hul. Glugger opad, og kan godt se det der oppe. Det Andet. Så er det alligevel ikke langt væk, vel. Når jeg kan se det, tænker jeg. Men jeg rækker armene ud, og finder at de er for korte. Eller jeg er. For langt væk. Til at kunne nå. 

Rækker armene ud, men ser at jeg må grave. Grave mig fri. Her sidder jeg med min lille teske. graver mig op. Ud.

-Hvorfor, Silje? - Hvad er det der vælter læsset? Jamen jeg ved det jo ikke! 

Min stemme kan lyde så frustreret, at jeg ikke selv kan genkende den, som min. 

Jeg ved det ikke. behøver jeg at vide det? Og ja, det gør jeg. Altid. Evigt. Og altid. En forklaring. En mening. Er der ikke en mening, er... Intet. 

Jeg ved det ikke! Frustrerede tårer. Og hun rykker tættere på mig. Tager min hånd. 

-Hvad sker der? Hvad kan jeg gøre? 

jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting, og det er det allerværste! 

Jeg er nok bare for udkørt af det. Nu. Og så er jeg pisse fanget! Kan ikke fysisk bevæge mig med den hastighed jeg vil! Og alt gør ondt. Jeg er træt. Græder. 

- Du kan sagtens løbe, skulle du være nødt til det Silje. Forstår du det? 

nej. Det forstår jeg ikke. Mit knæ vil ikke samarbejde med mig! Og jeg er bange for at smadre det HELT. For good. 

- Du kan sagtens løbe, løbe, og løbe, VÆK. SAGTENS. Uden det gør skade. Måske kan man ligefrem sige det ville gøre mere skade, bare på nogle andre frontér, hvis du blev stående. Frosset fast som is. Hvis du bliver stående. I følelsen af fangenskab. 

Og mine facader krakelerer, og selv gør jeg, og tilbage er kun tårer og sorg og frygt og frustration. Og indsigt. 

Ja, jeg ville kunne løbe. Selvom jeg ikke kan løbe, så ville jeg kunne løbe. løbforhelvedeløb skriger gamle stemmer indover mig. Og jeg sidder med hende ved min side. Hun stikker mig en kleenex, og puffer lidt til mig.

jeg er ikke fanget. jeg er bare udkørt. KØrt over. Dumpet ned i det her hul. 

Jeg er ikke fanget, jeg ville godt kunne løbe. Og jeg graver. Ud. Op.

Bobler

Op og ned på døgnet, sprang nætter over, søvnunderslæb, indhentes, feber, snot, gennembankettræthed, beroligende medicin. Drømmer underlige drømme. Feberdrømme. Eller er det erindring? Hvad dag er det, dage der forsvandt. Jeg går ved siden af mig selv. Eller, jeg går ikke, jeg ligger. Jeg kunne godt. Gå, altså. På det ben. Men min hjerne kan ikke. 

Er i en bobbel. Med lyttebøffer på ørerne. Er lydende ikke anderledes? Det synes jeg de er. 

Det er som at være Skæv, gennem flere dage. Skæv er sjovt nok. Lidt tid. Så vil jeg gerne, at jeg er tilbage i mig selv. Landet på benene. Det er jeg ikke. endnu. Zzzzzzz.

Sluge kameler og lande på sine ben

Det kan tá lidt tid, at æde kameler der er svære at sluge, synes jeg nok. 

Jeg er på ingen måde landet i det. Endnu. 

Føler jeg svæver rundt. 

Fik nogle svar, som skal ædes. Og forsøger at tage mine bidder. 

Men det arbejder derinde, et sted. 

Det kan jeg mærke. 

Finder sin hylde. Nok. 

Giv tid. Det er een de svære, for monster tålmodige mig. 

'Giv tid. Det vil lande.'. 

Og jeg vil. Som en kat, der springer! Og lander på sine ben. Det vil jeg også. med tid. Også mens jeg sover, vil det rumstere. Og finde sine rækker. 

ZZzzzzzz ✨😴💫