Der findes ligesom ikke rigtigt nogen 'ramme' hvori jeg kan sætte navn og ord på alt det der er fulgt. I kølvandet.
Og bliver det ikke også så generaliserende, har jeg tænkt - kan man sige, at det gælder for alle? Alle os, der er overlevere af overgreb &/ incest?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er ene. At det ikke kun er MIG der har de besværligheder jeg har.
Det har jeg fundet ud af, ved at møde andre enten i fysisk real life, eller via nettet, Andre - der har den samme oplevelse som jeg. At høre om andre, der har samklingende bagage - ved du hvad? Det er faktisk overordentlig afgørende. Hvor tit har jeg ikke tænkt gennem årene; Det er sikkert bare mig. Det er mig der er noget galt med. Oplysning kan være virkelig afgørende. Og så har jeg fundet ud af det, gennem terapi. Terapi er en del af min hverdag (når jeg har råd). Terapi, som jeg selv betaler. Her på 13. år. Sådan ca.
Hvad er så det værste? Hvad er senfølger?
Er det skammen over at det skete? Eller skammen over, at jeg blev som jeg blev? At jeg bærer følgerne, og må arbejde dem af mig? Jeg er skadet. Har taget skade. Den tanke er så svær at forlige sig med.
Landsforeningen Spor, arbejder for rigtig mange ting. Og jeg synes de fortjener at få tilført nogle midler. Derfor har jeg givet dem en stemme i Brug Livet kampagnen. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde og økonomien burde ligge helt implicit i vores samfund idag, hvis du spørger mig! Men det gør det ikke. Derfor må der kæmpes.
Spor arbejder for rigtig mange ting, i forhold til mennesker der har senfølger.
En af dem er bl.a. at sikre hjælp, til sådan een som mig. Og dig?
Du kan give Spor din stemme ved at gå ind på følgende link, scrolle lidt ned å siden, og klikke på hjertet.
