Styrer mod et nederlag

Jeg føler, at jeg head'er mod en fiasko. Og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal navigere udenom den.
Jeg ser den bare komme nærmere og nærmere. Jeg ser bare mig, bevæge mig tættere og tættere på.
Alt imens jeg klamrer mig fast, med det yderste af neglene. Stædig som bare fanden. Og træt. Træt helt ind i knoglerne.

Jeg har forsøgt. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Gør det bedste jeg overhovedet kan.
Men, det er ikke nok.
Jeg føler, at jeg styrer direkte mod et nederlag. Og trods alle mine overvejelser om hvordan det skulle undgåes, så havde jeg vitterligt ikke regnet med at stå lige her. Måske er jeg naiv. At tro min vilje er nok. Måske er jeg naiv at tro, at jeg kan.
Det føles som det største nederlag at måtte erkende, at uanset hvor meget jeg vil det! Uanset hvor meget jeg forsøger og giver alt hvad jeg kan . . . så er min vilje ikke nok, til at bære mig igennem det her.
Uanset jeg VIL, så kan jeg ikke det her. Jeg kan ganske enkelt ikke.

...

Jeg har mistet mit anker.
Jeg flyder ud i det åbne.
Ned af floder jeg forlængst troede, jeg havde bygget dæmninger på.

Jeg har mistet mit anker.
Og ved det burde findes i mig selv.
Men det er jeg aldrig nået til at kunne finde.
Og nu føles det jeg kendte forsvundet.