Navigatorer

... Men måske er det også fordi jeg har søgt det almindelige. Søgt dét der, for mig udefra set, så normalt ud. Søgt at kunne føle mig som en del af holdet. Som en del af mængden. Gøre dét man nu engang gør. jeg har spejlet mig i normen. For at have noget at navigere ud fra.
For hvor starter man ud med at skabe sig et liv, hvis al grobund, alle rødder ikke kan bruges? Hvis man starter fra nul, og må navigere derfra?
Når man starter ud med at leve i det dysfunktionelle og atypiske, destruktive og ualmindelige, kan det ind imellem føles, som det forkerte er det rigtige, og omvendt. Det bliver et misk mask af rodet grænseløshed, der ikke falder i hak nogen steder. Og man søger med længsel efter sine platforme at stå på.

Det er sådan her man lever. Det er sådan her man gør.
Jeg har spejlet mig i omgivelserne. Ladet dem være billeder på hvad jeg kunne bygge op.
Jeg har taget en uddannelse, og har nu et arbejde. En hverdag. Som man bør ha'. Når man lever.
Indtil det pludselig går op for mig, at det jeg har spejlet mig i måske ikke matcher de veje jeg ønsker at gå. Jeg mangler blot at kunne se hvilke andre muligheder der er. Mangler at kunne spejle mig i noget andet, til jeg selv kan navigere i følelsen af anderledeshed.

Angst

I kender den der historie, hvor 1 fjer bli'r til 5 høns (eller hvor mange det nu er).
Synes det er lidt det samme med angst; 1 fjer kan blive til en hønsegård, der bare synes at udvides & udvides. Og jeg står tilbage som kyllingen der må stikke af. ØV! Fandme længe siden angst har vist sit grimme fjæs på den måde. Det er så det positive. At tidsintervallet er blevet større.

Genskabelse

Jo, men det var jo en helt anden tid. Et helt andet sted, på vejen. Et helt andet rum, nærmest. Det kommer jo aldrig tilbage.

Jo bevares, men derfor kan man vel sagtens savne noget af det, og mindes det gode, og tage alt dét med sig i brudstykker på den måde.
Uanset man ved, at det netop aldrig kan genskabes, helt i samme form.
Det man fik med, og det man kan savne af det gode bærer man vel med sig. Og lagrer i erindringen. Uanset hvad der så menes at kunne genskabes, og ikke?

___

Jamen, det er bare fordi, at jo mere jeg tænker over dét - jo mere når jeg frem til; Det er slet ikke det her jeg vil. Alligevel. Jeg tror jeg vil noget andet, altså. Fortidens stemmer af hån lægger sig som et tungt bånd om mine tanker. 'Ja, det burde du jo nok ha' tænkt på noget før, så!'.

Hendes stemme runger i mit hoved. Jeg forsøger at baske den væk. Nærmest helt fysisk slå ud efter den. Hånen.

Ja, det burde jeg måske. Men, det kunne jeg jo ikke. Tænke det. Før. Der vidste jeg det jo ikke. Endnu.

Er der noget jeg har lært gennem de sidste år, så er dét, hvor nedbrydende det kan være for mig, at blive i noget der ikke giver mig noget godt.

Og jeg tror, at jeg må sadle om.