Varsomhedens vilkår

Nogle gange ville jeg ønske, at verden havde set det jeg har set.
At andre ku se verden gennem mine øjne, bare i et glimt!
Jeg ved at nogle ser. At vi er flere, for hvem varsomhed er et vilkår.
Det er en balancegang, at lære at navigere i det vilkår- uden at lade frygten styre.
Man kan ikke leve i frygt. Eller jo, det kan man faktisk godt - men ikke når først man har set, at livet er andet & mere end overlevelse

Nuancer

Tænker stille 'Husk nuancerne, der er altid nuancer. Muligheder, former & farver' & lægger forsigtigt tanken som en bro henover tendensen til at se alt Sort-Hvidt. Enten Eller ♥

når brikkerne falder på plads

opdager hele tiden nye sammenhænge.
Får øje på hvorfor noget i nuet kan føles så komplekst & svært!
Det gør på den ene side ondt at få øje på sammenhængen, fordi erindringer vækkes heri & nogle kan være så smertefulde.
Men på éen & samme tid er det SÅ fantastisk at få øje på! At forstå!
For allerede der, i forståelsen, sker en ændring. & resten får jeg mulighed, at arbejde videre med

Jeg kan ikke se det

Solen stod op, mens jeg sad søvnløs her.
Solen skinner. Det bliver en smuk dag! Sagde ekspedienten da jeg var nede og købe mælk.
Jeg kan ikke se den. Solen. Jeg kan se strålerne. Farveforskellen mellem sten & skær.
Jeg stod der, helt stille & forsøgte at lade den trænge ind.
Jeg er måske bare lidt træt. Det er nok blot derfor.

Men solen - lyset - jeg kan ikke se det.
Jeg kender godt det mørke her. Og det skræmmer mig mest når kontrasten er så stor.
Som nu. Hvor solen siges at skinne. Og jeg kan ikke se det.

Jeg har glemt hvad jeg skulle bruge mælken til.
Jeg tror, jeg må finde en hånd til at kunne se lyset igen.

x

Har så mange ord, pakket ned i kasser. Klar til at blive flyttet, men ingen steder at flytte dem hen. Så her er larmende tavst. Som er hvert ord forseglet.