At handle

Ved godt, inderst inde, at det er Handling der sætter mig fri.
Ved, at det altid har været i dét sekund jeg har mobiliseret en kraft til at fjerne mig, løbe, gå, løsne reb, tale, råbe, række ud, spørge om hjælp etc -at det frie har sat ind!
Måske også derfor alene tanken om Det passive løber mig koldt ned af ryggen?
Ved, at jeg har mobiliseret kræfter til at flygte, handle, tale, række ud - i situationer der har været så faretruende for min fysiske og mentale tilstand, at jeg idag ikke aner hvor de kræfter kom fra.

Alligevel støder jeg gang på gang ind i det her dødvande af lammelse, når jeg træder ud fra min vante ramme.
En lammelse, passitivitet der er så kompleks, at jeg endnu ikke forstår hvori den opstår.
Det er svært at begribe hvordan handling kan føles som kommer den forskellige steder fra, indeni mig.
Svært at forstå det komplekse i, ikke at være fanget & alligevel føle det så intenst.
Svært at forstå det komplekse i at vide rent logisk, at det er handling der gør fri - men samtidig må erkende, at dét at vide, ikke er nok.
Men jeg tror, at jeg er på vej til at forstå dele af det komplekse.
Og en dag vil det måske lykkes mig, at træde ud af rammen - uden at betræde dødvandet

Et tomrum der ikke skal fyldes

Mærker et tomrum så gabende stort! Mindes ikke at have mærket et rum af den kaliber før.

Men jeg har nu også altid søgt, at fylde hvert et tomrum ud! Aldrig givet det lov, at stå!
Fyldt ud for enhver pris, endda på bekostning af mig selv. .
Min vej er ikke længere, at fylde tomrummet ud.
Min vej er at se & mærke dét er der, og holde fast i at forblive mig, i dét.
Mens jeg finder ud af hvilken vej jeg nu vil gå.

Slår ring

Der er tider hvor det føles som afstanden til andre mennesker, helt fysisk , må være større.
Som er filteret fjernet, og ALT går rent ind!
De kommer for tæt på, og jeg forsvinder i dét.

Jeg slår ringen om mig selv igen & igen, i forsøg på at kunne blive