. . .

Flashback lever deres eget liv.
I blindgyden, hvor skillelinjer mellem dengang & nu, ikke eksisterer.

Må æde min spinkle tilkæmpede værdighed i mig. Gang på gang.

Når man modtager økonomisk støtte fra det offentlige til terapeutisk behandling, bliver der afkrævet en detaljet beskrivelse af ens dybt personlige og private vanskeligheder - ikke bare 1 gang, men op til 3-4 gange på et år.
Behandleren skal så at sige beskrive i detaljer hvilke oplevelser der har været skyld i ens mentale & fysiske tilstand - og hvorfor man har stort behov for terapeutisk hjælp.
Det skal beskrives hvad man ikke evner. Og hvorfor man ikke evner det. Hvilke vanskeligheder man har psykisk, socialt, fysisk, mentalt etc. som kræver terapeutisk hjælp.
Det skal, sagt med andre ord, beskrives sort på hvidt hvor svært det er at skabe et nyt liv. Og hvorfor man ikke kan dette på egen hånd.
Jeg er en af dem, der kaldes Man. Jeg er et nummer i rækken.

Det er det mest ydmygende jeg kender.

At mine vanskeligheder skal stilles til skue for ikke blot 1 person - min terapeut, som jeg selv har valgt at ville dele med. Og selv har valgt hvordan jeg deler med. Men stilles til skue for en hel afdeling af mennesker, som har direkte elektronisk adgang til at læse om hvad jeg ikke evner. Og hvorfor.
Min terapeut har jeg selv valgt. Jeg har valgt at dele i dét rum. Valgt det, fordi det er til gavn for mig og min proces.
Jeg har ikke valgt, at dele med en sagsbehandler. Eller en offentlig database.

Gang på gang skal jeg æde den stolthed i mig, som jeg har knoklet for at oparbejde, og tillade at andre mennesker - som jeg ikke skal have nogen personlig relation til - læser om hvor meget jeg kæmper for at få et normalt fungerende liv.
Jeg skal æde den stolthed, som er så nem at knække - og som bliver det gang på gang, når detaljer om min privatsfære skal udleveres til et system.

Jeg bliver ydmyget og finder det enormt grænseoverskridende ikke at have mine traumatiske oplevelser, mit følelsesliv, mine tanker, mine overvejelser og mine vanskeligheder for mig selv, eller i et rum jeg selv har valgt.

Jeg er vokset op med ikke at eje mig selv.
Min krop, min psyke, ja selv mine tanker blev det afkrævet at jeg delte med andre.
De ejede det hele!
Jeg var ikke nogen! Altid ejet af andre.

Nu kæmper jeg for at slå en ring om mig. Lave en skillelinje mellem mig og andre. Få en følelse af, at jeg ejer mig selv. At ingen kan afkræve mig noget!
Og hver gang jeg må æde den tilkæmpede grænse i mig, og give slip på tanken om, at ingen har lov at afkræve mig svar, tanker, følelser - så smuldrer grænsen.
og jeg kan starte forfra med at bygge den op. Starte forfra med at slå en ny ring om mig selv.

Om lidt kan jeg starte forfra. Igen.
For 'de' har lige afkrævet, at jeg udleverer mine inderste vanskeligheder. Igen.
Til hvad nytte? Har jeg spurgt. 'Hvad giver det mig, udover ydmygelsen og arbejdet ved at skulle starte på ny, med at slå en ring'?
Denne gang har det ikke nogen nytte. Overhovedet.
Kassen er lukket. Der bliver ikke givet yderligere hjælp til mig. Uanset hvor præcist mine vanskeligheder så bliver beskrevet.
Så er det jeg spørger; Hvorfor skal jeg så trækkes igennem ydmygelsen, knækkes på min værdighed & stolthed - og miste mit fodfæste for 117. gang - hvis det ikke fører til noget, alligevel?