Forseglet

Har så mange ord, at tavsheden tager over.
Som ved et knips, er ordene forseglet, og kun mine... alene.
De blafrer rundt i intetheden, og fylder mig med tomhed.
Tomhedens ligegyldighed.
Det er min fjende.
Jeg står og stirrer på den.
Ser direkte ind i gabet. Ind i intetheden.
Vil råbe højt og be' den skride af helvedes til!!

Men ordene er forseglet.
Bundet ind i et spin af ligegyldighed
og jeg kan ikke komme ud.

Det gør ondt at se

Ligeså længe jeg kan huske, har min krop været en handelsvare.
En ting, som andre mennesker kunne byde ind på. Definere hvad var værd. Gøre op i penge eller andet materielt.
De kunne også vælge at min krop var ingenting værd. Bare bruge den, og efterlade resterne af den, til mig.
Der var ikke meget tilbage, udelukkende til mig...
Faktisk ingenting.

Ligeså længe jeg kan huske, har min krop været andres ejendom.
Den var ikke en del af mig.
Den var en del af dem, og de brugte deres ejendom flittigt.
Ved enhver given lejlighed stillede jeg op, fordi jeg blev bedt om dét.
Jeg ikke så meget som tøvede ét eneste sekund.
Jeg reagerede bare, nærmest pr. automatik - gjorde bare hvad der blev forlangt. Og så var den ikke længere.

Eller var den?

Dybe spor, som aldrig helt vil forsvinde.
Spor, som jeg skal deale med hver dag.
Nogle af dem, acceptere at leve med.
De har taget min uskyld.
Trygheden af, at kunne være tilstede i dét hylster, som kroppen nu engang er, har jeg aldrig oplevet.
De har frarøvet mig muligheden for selv at vælge hvem der skulle have adgang til mig.
De har taget mine grænser.
Trampet henover dem, gang på gang - indtil de en dag var så udviskede, at ingen kunne se dem længere.

De er fortsat udviskede. Grænserne.
Jeg ved ikke hvor jeg stopper og de starter.
Jeg ved ikke hvor min krop slutter, og deres begynder.
Jeg ved blot, at grænserne er så slørrede for mig, at jeg ikke ænser at de bliver overtrådt, før andre mennesker er vadet lige henover dem.
Og der er det for sent.
Igen.

Ligeså længe jeg kan huske, har jeg evnet at gøre mig ligeglad.
En strategi, som engang var nyttig, for at undgå at blive revet i tusind stykker.
For at undgå at blive skingrende sindssyg, hver gang de brugte min krop som legetøj.
Ligeså længe jeg kan huske, har jeg med et enkelt knips kunne spille død, forsvinde fra det der foregik & være i følelsen; Ligeglad.

Når jeg er ligeglad kan alting ske.
Jeg ænser ikke, at der er fare på færde.
Jeg mærker ingenting. Overhovedet.
Det tillærte har gnavet sig fast i mig. Som en tæge sidder dét fast, og slipper aldrig helt sit tag.
Som per refleks kører min hjerne i sporet om at destruere. Tilintetgøre. Gøre ligeglad. Tag hvad du vil ha'! Det er ligegyldigt. Jeg er fuldstændig ligeglad!

Men det er jeg ikke, inderst inde. Jeg er ikke ligeglad!
Det er ikke ligegyldigt!
De lærte mig at jeg er ingenting.
Det gør ondt at se. Det gør ondt at mærke. Det gør ondt at gå vejen. Det gør ondt at blive nogen.
Men det gjorde endnu mere ondt, at tro jeg var ikke-nogen....

Giv slip

Har følelser ligesom bølger
Kaster sig frem! .....
og trækker sig tilbage.
Kaster sig frem!.....
og trækker sig tilbage.

Giv slip, Silje.
Det er ok.

Det tør jeg ikke! Så drukner jeg.
Men mens jeg venter på at turde slippe
kvæles jeg af tårerne indeni.
Det er også en måde at drukne på.....