Mit eneste åndehul er lukket

Jeg står alene. I mængden.
Altid alene.

De andre small-talker.
Jeg smiler, griner med.
De ser ikke min sorg.
Ser ikke hvor meget jeg kæmper med gråden
tårerne som hele tiden truer med at trille ned af min kind.

Hvordan er jeg endt her?

Jeg slæber min bagage med mig
tung, som den er
dag for dag, skridt for skridt.
Og ber en stille bøn
om at nogen vil bære den lidt
bare et øjeblik.

Mit eneste åndehul er lukket for øjeblikket
og jeg kvæles
Bliver ædt op indefra
og udefra

Og ingen ser min sorg
Ingen ser hvor meget jeg kæmper
for blot at kunne stå dér
på mine 2 ben
og smile
Ligesom dem....

Hvordan ?

Hænger bare på.
Jeg er der bare.
Smiler. Lader som om...

Jeg synes ikke der er meget LIV , i mit liv....
Hvor er mit liv? Hvornår starter det?
Hvordan er jeg endt her?

Jeg holder det ikke ud.
Tårerne kvæler mig.
Og jeg klamrer mig fast

'Du skal leve Silje'.
JA! Fortæl mig HVORDAN?
Jeg kan ikke.

bobbel

Føler mig plantet i en eller anden ødemark.
Gemt væk fra virkeligheden.
Lever som i en bobbel.
Hver dag skal jeg prikke hul på dén bobbel. Igen & igen.
Træde ud af dén, og agere som ganske almindelig. Derude i virkeligheden.
Men der er bare intet almindeligt over mit liv.