Når kroppen kommer mig til undsætning

Det er ikke unaturligt, mærkværdigt eller sensationelt for mig at gå flere dage uden at sove.
Indtil i nat, kunne mine timers søvn for 1 uge tælles på en hånd.
Min omverden ser forfærdet på mig, hvis jeg siger: Jeg har sovet ½ time i nat. De står måbende, og kan ikke forstå hvordan jeg kan stå oprejst. Mens jeg lidt misundeligt hører på deres trælse nætter, hvor de "kun havde sovet 5 timer".
Men man kan faktisk vænne sig til meget. Og tro det eller ej: Man kan vænne sig til, max at sove 1 time af gangen, og nogle nætter slet ikke - og STADIG køre en hverdag med studie, arbejde, indkøb, madlavning, lektier, passe veninders børn osv.

Men JOW. Gu´bli'r man da træt af kke at sove! Det dræner mig fuldstændig. Slider mig op, og tærer psykisk... men også fysisk, aj at forglemme.
I nat oplevede jeg at være SÅ udkørt, så træt og smadret at min krop kom mig til undsætning.
Kan man kalde det undsætning ? Nå anyway..... jeg var så træt, og jeg kunne ikke falde i søvn. Havde ligget og stirret op i loftet i 3 timer, uden at kunne falde til ro.
Jeg græd og græd af træthed og udmattelse, og kastede op af bar afmagt. Indtil kroppen var så drænet, at jeg faldt i søvn og sov i 4 timer.
Det er stort for mig!
4 timer kan jeg køre længe på. 4 timer er nok til at give mig en pause, bare et øjeblik, og få muligheden for at samle bare en smule kræfter til dagen og vejen.
Og vejen for mig ER bakket i øjeblikket.
Men idag havde jeg medvind. For idag havde jeg fået fred - en enkelt nat med fred kan gøre alverden til forskel for mig.

Glædes & undres

Jeg har modtaget rigtig mange positive, varme og anerkendende tilbagemeldinger for det jeg har skrevet her på min blog. Tak for det:-)
Jeg er blevet stillet en del spørgsmål, fra læsere som forundres og er nysgerrige på, hvordan jeg har levet mit liv, og ikke mindst hvordan jeg lever idag.
Jeg sætter stor pris på, at min ærlighed og åbenhed når ud til jer der læser, og at I bliver nysgerrige efter at vide mere.
Jeg får bl.a. en del henvendelser omkring hvilket samfundslag jeg kommer fra, og hvordan det kunne lade sig gøre, at leve i det hjem jeg voksede op i.
Jeg er glad for at kunne give min historie videre, og være med til at aflive myten om, at vold, incest, tortur og misbrug udelukkende foregår i familier som er "nederst på rangstigen".
Som jeg tidigere har skrevet: I indkørslen til mit (tomme) hus, stod en Audi. Med det vil jeg sige, at incest, vold etc. foregår i ALLE samfunds lag! OGSÅ i villaen på strandvejen, selvom det (måske) kan være svært for det utrænede øje, at se gennem glansbilledet.

Jeg UNDRES ( måske nærmere: chokeres) dog over nogle tilbagemeldinger jeg har fået, efter at have skrevet min historie her på bloggen:

Jeg er bl.a. blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i, at være side 9 pige?!
Og om jeg eventuelt tog penge for det?!
Jeg har også fået tilbagemeldinger der lød på, at jeg da måtte være enormt rig - for "tjener man ikke kassen som luder?".
Ligeledes er jeg blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i at få taget billeder sammen med en given mandsperson!?

Jeg undres (MEGET), fordi jeg ikke kan se hvor koblingen mellem side 9 pige, og min ærlige historie om at overleve incest og tortur er. Hvor kommer min historie ind i billedet, i forhold til at få taget nøgenbilleder, som offentliggøres i en avis?
Er det fordi jeg beskriver, hvordan jeg er blevet oplært af min mor til at servicere mænd, fra jeg var ganske lille?
Er det fordi jeg på min blog fortæller, at min omverden gav mig stigmaet: "Du blev født til luder, og du vil dø som luder"?
Jeg kan simpelthen ikke se sammenhængen mellem en ærlig og åben beskrivelse af min kamp om, at gøre mig fri af incest, og hvad der ellers fulgte for mig. Og så disse "tilbud" om diverse billedserier og spørgsmål om hvorvidt jeg "så altid går rundt uden tøj på. For det gør en prostitueret, gør de ik?".

Så sent som idag, har jeg modtaget et spørgsmål der går på, om jeg ikke er bange for at arbejde med børn, hvis jeg nu "er blevet pædofil af det jeg har oplevet"
Og er i samme vending blevet spurgt, om jeg "er til børn"....?!!!!!!

Til dét kan jeg kun svare, at de udtalelser tager jeg fuldstændig afstand fra!

Som sagt jeg undres. Forundres... og forbløffes. Nok mest over at de reaktioner jeg får kan være SÅ langt væk fra dét mit budskab er.
Hvad mener du?

Kæmper med tårerne

Nogle ting er man nødt til at sige højt, for at de kan få liv.
Sige højt, så de får en stemme, et ord, eller et navn.
Nogle ting har det med at blive mindre i ens verden, når først de har fået liv, er blevet italesat.
Mens andre, af en eller anden grund, har det med at vokse sig større og større for hvert et ord der forlader ens læber.

Jeg kæmper med tårerne lige nu. For jeg ved godt hvad jeg bliver nødt til at italesætte.
Men jeg er bange for at gå i stykker. Bange for at mine ord slår mig i tusinde stykker.

Jeg ønsker at tro

Jeg ønsker at tro på, at det nok skal blive anderledes.
Idag tror jeg ikke.

Jeg ønsker det så meget. For hvis ikke jeg tror på det.... så giver det ikke mening, at blive ved.
Befinder mig i et ligeglad-had-humør.
Tænker tanken: Vil jeg i virkeligheden have hjælp?
Tror jeg i virkeligheden på dét kan ændres? At mit liv kan blive anderledes?
Eller giver jeg op, lidt efter lidt?
Jeg er tvivl. Er SÅ meget i tvivl.

Tvivlen fylder alt idag.

Jeg bliver nødt til at få troen frem - kører den samme plade indeni hovedet igen, og igen:
"KOM NU"... "DU KAN GODT".
Hvorfor bliver jeg ved med at tvivle.?

Jeg er...

Jeg er 26 år
Jeg er lyshåret
Jeg er en der har 2 tatoveringer, som begge er valgt med emnet: at leve.
Jeg er en der ryger, og altid er ved at holde op.
Jeg er en der har boet i mange byer

Jeg er en der har mange bøger & læser mange bøger
Jeg er en der forstår og taler det svenske sprog
Jeg er en der godt kan lide at cykle
Jeg er en der går lange ture

Jeg er barnepige.
Jeg er en der godt kan lide regnvejr
Jeg er en der godt kan lide at trampe i vandpytter
Jeg er en der godt kan lide at skrive
Jeg er en der godt kan lide at læse teori
Jeg er en der er god til at stave.
Jeg er en der helst undgår at opholde mig i køkkenet - jeg er en der hader at lave mad.
Jeg er en der har kørekort med 1 klip i....
Jeg er en der arbejder på et diskotek i weekenden
Jeg er en der kan læse noder
Jeg er en der læser til pædagog
Jeg er en der har fået nogle gode udtalelser fra mine praktikker
Jeg er en der har klaret mig godt til mine prøver

Jeg er en der har humor
Jeg er en der har selvironi

Jeg er en der har gode bekendtskaber på mit studie
Jeg er en der lader min veninde klippe mit hår.

Jeg er veninde
Jeg er søster
Jeg er datter
Jeg er barnebarn
Jeg er niece
Jeg er kusine

Jeg er en der ikke har en familie.

Jeg er en der har svært ved at finde mellemveje.
Jeg er en der ser tingene meget sort hvidt.
Jeg er en der er bange for tandlæger
Jeg er en der er bange for at sove
Jeg er en der bange for at andre dømmer mig.
Jeg er en der er bange for at blive sindssyg.

Jeg er en der ofte føler sig ikke-forstået af verden.
Jeg er en der prostituerer mig.
Jeg er en der får medicin dagligt
Jeg er en der går i behandling i psykiatrien
Jeg er en der går i behandling hos Odile.
Jeg er en der har overlevet tortur.

Jeg er en der vil en forskel - vil en forandring, men blot skal have en hånd ind imellem.
Jeg er jo egentlig mange ting..... når man sådan ridser det op.

Ikke nogen

At være.... ikke nogen
var min redning.

For det var sådan det var, var det ikke? Jeg var ikke nogen.

Og det var faktisk befriende. Om ikke andet så havde jeg den evige vished og tankerne om: "Når jeg ikke er her, så er det her ikke virkelighed".

Men det var dét. Altså virkelighed.

Nu er jeg begyndt at blive... nogen. Det skræmmer mig fra vid og sans.

Alt hvad der engang var

Hvisker stille i natten: ”Når jeg ikke er her, så er det her ikke virkelighed”.
Lytter efter fodtrin.
Jeg glemmer at trække vejret.

Alt hvad der engang var
Ér stadig.
Men det er blevet bragt til live.
Kan ikke længere forties.

Alt hvad der engang var,
er for længst slået itu af ord.
Forseglingen er blevet brudt
Ad sprogets vej.

Alt hvad der engang var
står som stene
i virkelighedens verden.
Min indre verden.

Alt hvad der engang var
skærer i mit bryst
som iskrystaller
der ikke kan slippe ud.

Alt hvad der engang var
smelter med tiden
tør i takt med mine ord.

For jeg ved hvad der var.
Og det skal ikke være mere.

Forsøger at være

Idag.... er jeg, bare.
Forsøger at skabe mig lidt overblik.
Når kaos raser, ryger overblikket. Som i: HELT.

Forsøger at finde en platform jeg kan stå på.
Bare en lille firkant, hvor der er plads til mig. Bare et øjeblik.

Forsøger at være.
Det er faktisk svært i sig selv, dét med at være.

At vælge en anden vej..

Jeg sidder med kaffen klar, her ved skærmen. Sidder og stirrer tomt ud i luften.
Hvor skal jeg starte?

Jeg har stadig trang til at flygte. Væk, væk, bare væk.
Trang til at løbe indtil benene giver efter og jeg ikke længere kan trække vejret.
"løb for helvede, LØB"!.

Men jeg har løbet hele mit liv. Altid, har jeg været på flugt.
Jeg gider ikke flygte mere. Ærlig talt. Det må være nok nu.

Det er på tide, at starte fra begyndelsen. Det er på tide, at jeg vælger i det mindste at løbe en anden vej, end den der er lagt for mine fødder.
Det er mit mål for idag: Vælg en anden vej.

Men jeg har brug for en hånd. Brug for en der viser mig, at der rent faktisk findes en anden vej.
Vil du gå med mig?