Silje Liv's blog

Lydløst tilløb

2012-01-28T00:57:00.002+01:00

Okay. Jeg ved altså ikke helt, om det her nu går.
Jeg føler mig ikke tryg, eller rolig til at være.

Jeg har sat mig her ved skærmen, for at skrive & lade tankerne flyde. Ud af mit hoved. Ud.
Der er mørkt i resten af huset. Og jeg har sådan en fornemmelse af, at skulle være lydløs. Ikke gøre væsen, eller lyd af mig.
Jeg lister på mine tåspidser hen og tager et glas vand. Føler allerede jeg fylder for meget lyd.
De andre sover i rummet ovenpå. De andre, som jeg skal tilbringe min weekend sammen med. Sover, mens jeg er utryg. Utryg, usikker og ubeslutsom. Ked af det nok også. Følelsen af ikke at slå til.

Jeg har lyst til, at tage hjem. Pakke alt igen, og gå. Lydløst, uden væsen, bare forsigtigt lukke døren.

Jeg kan høre mine omgivelsers velkendte suk, de dybe over dét jeg ikke formår.
Men, du er jo lige kommet ? Vent nu lidt! Prøv bare at se om noget tid...

De har aldrig forstået den afmagt jeg kan føle.
Aldrig forstået når det er svært.
Min ubeslutsomhed vækker deres irritation, og jeg er bange for den. Irritationen.
De har aldrig forstået hvordan jeg kan føle mig fanget, når der intet er, som binder mig.
Skuffelsen står som lys om deres ansigter. Mens de må ryste på hovedet af situationen.
Jeg vil så nødigt skuffe, og se hvordan de undres. Måske tager de det også personligt?
Jeg vil så gerne, at de vidste det er mig - at det ikke er noget de har gjort.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at det at være med mennesker bliver svært.
Selv med mennesker jeg kender kan jeg føles 'væk', føles som at udviske sig selv.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at dét at træde ind i et rum er nok. Jeg mærkede det allerede fra minut éet, at mine parametre er nogle andre, idag. Jeg er utryg, og har paraderne oppe. Som et værn må jeg skærme mig - selv der.
Jeg kan mærke følelsen af ikke at kunne være, og oplever at blive som en marionetdukke.
Jeg kan nærmest se mig selv udefra. Se hvordan jeg forsøger. Med akavede stive bevægelser går jeg, mingler, som en fake. Jeg bliver en marionetdukke, der ikke står fast, men føres af det omkring. Som et ansigtsløst væsen, der ingen mimik har, oplever jeg at måtte skjule.

Jeg ved ikke hvorfor jeg kan opleve mig fanget, når døren er åben til at gå.
Måske er det fordi, at det at gå, ville kræve at jeg sagde det højt. Gav lyd.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ind imellem oplever, at kunne tage tilløb til tale i timevis.
Jeg har prøvet det før, det her med at skulle sige jeg tager afsted. At tage tilløb for at kunne gøre det.
Det modsatte har jeg også stiftet bekendskab med. At skulle spørge om jeg kunne blive. Ikke gå.
Det er måske selve tilløbet der ind imellem er sværest. Selve det at få det sagt.
Hvis ikke der er klare linjer fra start, så vokser min utryghed til tårne.
Jeg kender den side af mig der har brug for at vide. Brug for klarheden fra start.
Undervejs kan jeg dog godt navigere i ændringen, hvis den bliver italesat. Det er et must.

Jeg synes det er hyggeligt at være med mennesker jeg kender. Hyggeligt at overnatte, også.
Men jeg oplever nok bare, at det er nødt til at være mere trygt, før jeg kan føle, at jeg kan være.
Før kendte jeg ikke til, at jeg evnede at kunne være. Det er en ny opdagelse for mig. Måske er det også den oplevelse jeg nu længes efter, når jeg sidder her og føler mig fanget, utilstrækkelig & forkert?
Jeg ved godt, inderst inde, at det er mig der skaber utrygheden. Men jeg ved ikke hvorfor og hvordan.
Jeg ved at jeg oplever at må skjule. Mig selv. Og så kan jeg jo ikke være.
Jeg bliver blot ind imellem så træt af mig selv. Mine mønstre og mærkværdigheder.
Bliver så træt af at vide jeg er hæmmet - at mine oplevelser har sat sig spor.
Vejen føles bare ind imellem så lang, at jeg noglegange også tvivler.
Jeg ville sådan ønske, at det var mere ligetil. At jeg kunne Være - som mest.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan lige nu. Jeg ved ikke hvorfra det kommer.
Jeg har lyst til at sige højt, at jeg går igen. Bryde lydmuren. Tale.

Jeg skriver her i natten, mens alt er larmende stille.
Jo mere jeg skriver, jo flere tårer falder.
Som var hvert et ord en tåre.

Ny luft.

2012-01-27T16:03:00.000+01:00

Trænger til, at øjnene kan se noget andet. Hvile, på noget andet.

Nogle træer, nogle bredere vidder, noget himmel, noget brændeovn. Så'n noget.

Selvom jeg elsker, at bo her hvor jeg gør. Selvom jeg elsker mit hjem & det område der omgiver dét. Pulsen. Mangfoldigheden. Forskellene. Mulighederne. Elsker det hele.
Men, ind imellem trænger øjnene til noget andet. Afveksling. Sindet ligeså.
Måske bliver alt en smule for meget? Sådan....tager fylde, til pladsen føles for trang.
Så jeg må have luft. Trække vejret et andet sted. Lade øjnene vandre på noget, andet.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg kunne være typen, der ville trives med at have flere Huler.

Et sommerhus måske. Et andet hjem, hvor omgivelserne gav en afveksling.

Et sted jeg kunne tage hen, for at opleve det brake jeg har brug for.
Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne rejse. Bare en kort tur. Se noget nyt.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg ville trives med at kunne vælge mellem puls, og stilhed.

Jeg har længe vidst, at jeg ofte synes at trænge til luftforandring. Se noget andet. Afveksling. Bare.... ny luft.

Det handler ikke så meget om, at ville flygte fra det hele. At panikke i en stemning af bare at må væk.

Det handler mere om en træthed af at se det samme. At pladsen føles for trang, udsigten for uinspirerende. Og en lyst til at se noget andet.

Jeg smutter af på weekend, i en anden Hule.

Vi ses. Og god weekend til dig <3

Jeg tror bare ikke, at jeg vil være pædagog...

2012-01-26T23:43:00.000+01:00

Vi kunne kalde det PTSD. Eller at tærskelen er lidt lavere.
Vi kunne kalde det, at blive bremset. At stoppe op, mens verden suser.
Vi kunne kalde det, at miste dét jeg troede jeg skulle. Vi kunne kalde det, at noget andet viste sig.
Vi kunne kalde det, at opleve en hverdag gå i stå. Vi kunne kalde det, at den aldrig helt blev min.

Vi kunne kalde det alverdens ting.
Det afhænger nok af hvilke øjne der ser.
Jeg ved, at mine har set noget andet. Jeg skulle blot fjerne mig, før det blev klart.

Til at starte med så jeg dét som et kæmpe tab. Et tab der ikke havde ord.
Jeg oplevede bare, at lysten til at tage fat på nyt, fuldstændigt udeblev.
Som ugerne gik føltes fiaskoen at tage tilløb, indtil den ramte mig som en boomerang.
Jeg tvang mig selv til at tænke det nok bare var mig. Mig der igen var usikker.

Måske var det også fordi jeg krampagtigt holdte fast? Fast i det jeg engang troede - var mig.
Men, uanset hvor meget jeg holdte fast, og søgte efter dette magiske øjeblik! - hvor jeg ville føle, at jeg var landet på rette hylde.... så udeblev det.
Uanset hvor meget jeg bestræbte mig på, at påtvinge mig lysten - så udeblev den.
Du skal bare videre! Finde noget andet! Kom, der er masser af institutioner at søge.

Jeg har oplevet det snærende, gennem hele min studietid. Og håbet, at det ville slippe.
Håbet at jeg med tiden ville mærke, at mine interesser ville matche min praksis.
Forsøgt at overbevise mig selv om, at når først jeg var éet skridt videre, siden to, tre, fire etc... SÅ ville jeg se dét, som mine studiekammerater så. Så ville jeg ENDELIG mærke det.
Du er jo hamrende fagligt dygtig, flød ordene - mens mit hjerte ikke kunne tage den ros.
Det brænder ikke for praksis, og det har det aldrig gjort. Jeg tror bare ikke, at jeg turde mærke det.

For hvad gør man egentlig, når man opdager det? Når man opdager, at det ikke vil ske?

Jeg tror ikke jeg turde tænke tanken. Turde stille mig selv spørgsmålet; Hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så?!
For sådan en tanke forpligter.
Især hvis den tænkes til ende.

Jo flere tanker jeg forsøgte at dulme med, jo mere vidste jeg det ikke gik.
Hvis ikke det føles rigtigt, så ER det ikke. Min mavefornemmelse gav ikke op.

Faktisk skulle der en 7 årigs ord, til at opdage hvad jeg søgte.
Et klogt barns overvejelser, som pludselig blev den største logik. Tænk, hvor enkelt det kan siges.

Hva' er det nu for et arbejde du har? Spurgte hun, mens vi drak cacao.
Jeg er uddannet pædagog, svarede jeg. Men, lige nu arbejder jeg ikke.
Næsten før mine ord har sluppet mine læber, udbryder hun tænktsomt med et smil;
Men, selvom du er pædagog kan du jo godt have et andet arbejde?
Du kunne for eksempel lave kaffe! På en café!

Og ved du hvad, det har hun jo fuldstændigt ret i! Det kloge livsglade barn.
Der er så meget man kan, hvis 'blot' man tænker sig om. Og hvis 'blot' man tør at tænke lidt ud af kassen, og tør vove at gøre noget andet.

Egentlig er det mærkværdigt så mainstream & 'i de rette kasser, på den lige vej', jeg forsøger at hive mig selv på. Mærkværdigt hvor meget jeg har bestræbt mig på, at falde ind, og bare følge strømmen.
Det såkaldte normale i mit liv har haft en spændvidde SÅ bred, at meget af det også har været grotesk.
Man burde måske tro, at jeg kendte til at veje formes vidt forskelligt. At min vej ikke nødvendigvis ligner din.
Det gør jeg også. Jeg havde bare glemt det.

Et rum for ord

2012-01-26T23:00:00.000+01:00

Jeg har tænkt & overvejet, som ind i H*****. Opvejet for & imod.
Hvad er det egentlig for et rum det her? Blog, og ord der sendes afsted.
Til modtagere jeg ikke alle kender. Til ingen, til alt, til mig selv? og måske er det netop det unikke?

Jeg troede at ordene havde udtjent sin tid. At skriften ikke gav mening længere.
Men jeg oplever at meningen er skabt på ny, og oplever ikke at kunne undvære.
Jeg ved bare nu, at jeg har brug for mit rum. Mit rum hvor jeg kan give det ord.
Jeg ved bare, at jeg er nødt til at skrive. At skrive, uanset hvad!
Min blog er nok blevet selve det rum. Et rum, som jeg må bruge.
Jeg oplever ikke den samme censur når jeg skriver, eller den samme usikkerhed i tale.
Jeg oplever at mangle ordene derude - ude i den virkelige verden.
Der findes ikke rigtigt noget andet sted, hvor jeg synes at kunne tale frit.
Hvor jeg synes at kunne få ordene ud, betragte dem, for siden at slippe dem.
Det kommer der nok med tiden. Igen.
Men indtil da, bliver de her.

Jeg skriver om det der giver mening for mig, også når jeg endnu ikke kan se den.
Jeg skriver om det jeg tænker på, overvejer, og reflekterer over.
Jeg skriver om det gode, og det onde.
Det smertefulde, det triste. Og om det glædelige, rare .
Jeg skriver nogle gange dét rå - det som jeg ikke kan sige andre steder.
Jeg skriver mig frem til en forståelse. Jeg forsøger at italesætte.
Et ord, bliver til en sætning, bliver til et afsnit, bliver til en side etc.
Nogle gange oplever jeg, at jeg gør mig oplevelser, indsigter, forståelse, alt imens jeg skriver ordene.
Jeg skriver mig vej - er mit stærke billede af skriftens styrke.

Det er her jeg deler, men også tager imod - skulle du have lyst til at nedfælde en kommentar eller hilsen

Der kom et brev

2012-01-25T02:49:00.000+01:00

Der er kommet et brev, om operation.
Den sidste.
Er der virkelig gået så lang tid siden sidst?

Jeg skøjter rundt i lalle-latterlige halvhjertede humor forsøg, uden dybde, kun overflade. Plaprer, ævler, om alt muligt andet. Useriøst. Uden alvor, eller realitet. Lalalala, ikke høre, ikke se.
Forstummet i et glansløst smil.

BAM!
Jeg er tilbage. Landet i virkeligheden. This is where I came from.
Don't you remember?
Visheden sniger sig ind på mig. Smyger op af min ryg, min nakke. Lægger sig som en hånd om min hals.
Jeg kan ligefrem lugte det. Den der tunge lugt. Den vil bare aldrig kunne beskrives.

Jeg kaster op. Holder det hele i strakt arm.

Vil aller helst ikke forholde mig. Ikke tage alvoren ind.

Jeg tror ikke det er meningen, at jeg skal forstå. Sådan helt rigtigt, dybt forstå, hvad årsagen er til, at dét er min virkelighed. At jeg skal igennem det her.
Jeg tror ikke det er meningen, at jeg skal forstå med mine følelser, hvor ondt det har gjort mig.

Tavshed - tale

2012-01-24T16:29:00.003+01:00

Årh jeg ved ikke.

Vakler lidt mellem tavshed, og tale.

Sådan, out in the open. I terapeutisk sammenhæng. I relationer. Ja, og selv på skrift.

Nogle gange tænker jeg bare, at det måske er lidt ligemeget.
Alt det her med at tale om. Udtrykke.
Finde veje i bunken af tanker. Erindringer. Hvad der hæmmer. Ødelægger. Processen, bare hele processen.
Og at forsøge at finde nye mennesker med viden & indsigter, der skulle være mig behjælpelig.
Jeg ved det ikke.
Tænker ind imellem - what's the point? Sådan, helt ærligt.

Får lyst til, at klappe i som en østers.

Trække ordene til mig.

Lukke i.

Ned.

Ja, det er også meget fremsigtet Silje. Flot. Det kommer du milevidt med.

Men, altså. Ihhh! Det fører jo alligevel ingen vegne, tænker jeg stille mens tårerne triller.
Opgivende. Hensat, til et øjeblik af selvynk, patetisk frustreret og overvældet.

Måske er det også noget med, at jeg egentlig blot lige nu, er pissehamrende træt af, at vide det ikke er det. Ligemeget. Træt af at vide, at det er vigtigt. At jeg har brug for det. Træt af processen.
Ville måske ønske, at jeg var et andet sted, end jeg reelt er.
Jeg gider ikke have brug for det! Basicly.

At markere grænsen

2012-01-24T01:34:00.000+01:00

Har netop klikket Send, på een af de der mails, der er knap så behagelige både at skrive, og at sende. En af de der; 'Kontakten stopper - her. Jeg siger Nej tak'.
Jeg har haft overvejet, om det i virkeligheden var bedre, om jeg foretog en opringning istedet. Om det var mere 'på sin plads'. Mere reelt? Men, så skulle det ikke være for min skyld. Så skulle det udelukkende være for modtagerens skyld. Og måske er jeg bare lidt træt af, altid at føle, at jeg skylder nogen noget?

Faktum er også, at jeg faktisk er usikker på, om jeg ville kunne holde ved min beslutning, hvis en egentlig samtale fandt sted. Jeg er bange for, at komme til at gå med på noget jeg ikke har lyst til, og blive viklet ind i en andens forestillinger om, hvad der kunne være det rigtige for mig.
Jeg har ikke lyst til at løbe risikoen, tage chancen - så en mail, var det helt rigtige.

Det er på en eller anden måde befriende, at have sendt den. Lettet, fra mine skuldre. Afsted med den. Ud. Færdig. Slut.
At markere grænsen.

Som det dog også er ret klassisk (for mig i hvert fald), så er dét at markere grænsen, også forbundet med uro. Nej, uro er nok en mild betegnelse.
Det er pisse ubehageligt! Faktisk! Angstprovokerende gange hundrede!
Uanset, den grænse der bliver trukket op, ER og føles - rigtig.
Men, jeg tænker også, at for hver gang jeg gør det - øver mig i at markere mine grænser, jo bedre bliver jeg til at deale med den usikkerhed, angst, bævende knæ & 'åh nej, må jeg nu også godt sige Nej tak?' følelse, der synes at opstå. Og måske, vil den en dag slet ikke opstå længere? Måske, vil det en dag føles helt naturligt, og ikke-ubehageligt, at mærke min grænse, markere den, og stå fast på den.

Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning det her. Uanset uroen lige nu. Og uanset jeg ikke aner hvad der skal komme til at stå istedet.
Jeg er sikker på, at det der kommer til at stå istedet, er bedre. For mig.
Det her var en klokkeklar sammenhæng, hvor det at stå foruden - skulle det komme til dét - er mere ønskeligt, end at blive. Forblive i noget jeg absolut ikke har lyst til.

Imorgen kan det også være, at jeg trodser mine bævende knæ & nupper een mere på To Do listen.
Får hentet mine ting på det der tidligere job. Afleveret nøglen. Lukket døren.
Det kan også være jeg siger, at idag var nok døre at smække, for det næste døgn. Don't push it.
Don't know.
Een dag af gangen.

The sky is blue

2012-01-23T16:16:00.004+01:00

Fint møde. Blå himmel. Latte. Sø blik.
Okay mandag, dér ♥

Søndags blues

2012-01-22T04:13:00.000+01:00

ØV!
Jeg kan ikke sove. Selvom jeg har taget min-bedsteste-ven, af en sovepille.
Har mareridt i flæng. Eller vågner hver halve time. Nu, sådan officielt - v å g e n.

Er vågnet til sådan en rigtig ØV søndags tristheds stemning. Gråt. Mørkt. Trist. Tungt.
En af de der søndage, hvor det bare føles lidt mere ensomt at være her.

Tankerne kører rundt i hovedet de her dage.
Relationer.
Hvem er det jeg omgiver mig med?

Min nære veninde. Eller, i hvert fald hende jeg har betragtet som tæt, glider mere og mere væk.
Hun ringer kun til mig, når hun er fuld. Som regel ret sent i weekender. De weekender hun sidder alene.
Øv hvor hader den der døsige stemme! Halvsnøvlende. Hårerne rejser sig i nakken på. mig.
Den der lyd af, at hun ikke helt er sig selv. Det der manglende nærvær, tilstedeværelse i samtalen.
Jeg gider ikke at tale sammen på den måde.
Det har jeg sagt. Også før. At distancen kan føles lang nok, i forvejen.
Hun bliver vred. Tager det ilde op. Personligt.
Men jeg kan ikke holde ud at kommunikere på den måde. Mere.

Det gør mig også ked af det, at høre hende sådan. Og ked af det, på hendes vegne. At hun sidder der. Kører alkohol ned. Doper.
Ville så gerne hun kunne noget andet. Ville gerne hjælpe. Men jeg kan ikke. Hun vil ikke lukke mig ind.

Egoistisk set, bliver jeg også ked af det, på mine egne vegne.
At jeg synes, at have nogle relationer i mit liv, som bare ikke altid er så rare.
Jeg har reduceret ret meget i antallet af mennesker jeg omgiver mig med, gennem de sidste år. Nogle er røget, andre er blevet, nye er kommet til. Og nogen står jeg fortsat & vakler lidt med.
Nu må jeg ikke lyde som om, at jeg ikke har nogen gode relationer i mit liv. For det har jeg! Bestemt!
Og de er ikke glemt, trods søndags-tristheds-stemningen og følelsen af at være en lille smule mere alene i verden end ellers, lige præcis idag.

Det har stadig fylde

2012-01-21T20:34:00.001+01:00

Jeg løb ind i en tidligere kollega idag.
Nå ja, det måtte vel komme. Vi bor trods alt kun med nogle få gader imellem os.

Hvad blev der egentlig lige af dig? Spurgte han.
Tja, tjo, bum bum, hva si'r man. Og tænkte, at det var da egentlig en lidt pudsig måde at spørge til, hvordan det går med et andet menneske.
Han overvejede at sige op. Bum! Slut, færdig med dét. Hældte en masse ord ud. Frustreret, som han var.
Jeg ved ikke. . . jeg havde ikke den store lyst til at tale om dét.
Jeg fik den her velkendte kvælende fornemmelse. Klump i halsen, ondt i maven, som jeg har fået hver gang tankerne har strejfet hvad det lige var, jeg oplevede dér.
I tankerne gjorde jeg store armbevægelser, vristede mig fri, væk fra den samtale. Mens jeg stod der, mere eller mindre fanget, i køen sammen med ham. Og hans ord.

Jeg får den her følelse af, at blive smækket op mod muren, været fanget i et hjørne, konfronteret på en ubehagelig måde, hver gang nogen har spurgt til det.
Tænker nogle dage Hvad fanden var det lige for noget?! Noget, må der virkelig være sket. Noget ganske skelsættende, siden jeg oplever at indvirkningen er så stor. Selv her, flere måneder efter. Jeg kan ikke tale om dét, eller tænke på det, uden at opleve gråden stå helt op i halsen, eller frustrationen komme som lyn fra en klar himmel.
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er der skete. På det job der. Men jeg ved, at det bliver ved at fylde.
Så slip det dog! Set free! Lad det ligge! Et eller andet...
Ja. I know. Bestiller ikke andet end at forsøge. Men der er et eller andet der blokerer. Et eller andet der bliver ved at tage fylde.
Ligeså meget fylde, som deres tavshed.
Der blev så larmende tavst. Komplet, stilhed.
Mens jeg råbte. Sparkede den ene dør ind efter den anden. Til jeg også blev... tavs?
Jeg har følt mig som en kujon, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. At jeg blev tavs, stille - efter noget tid.
Jeg ved ikke om den følelse er hængt ved. Jeg tror det ikke.
Men, min tavshed er ligeså larmende som deres - mens jeg står der i køen, hører halvhjertet på hans ord. Og ønsker bare , at han vil tie. Ønsker mig bare, væk.

Hvad mit hjerte godt ved . .

2012-01-20T22:42:00.002+01:00

Okay, det kommer nok sådan ret hurtigt til at handle om det små, i det store - her mens jeg går hjemme & forsøger at finde egen rytme. Ro.
I hoved, primært.
Egentlig kan man sige, at jeg forsøger 'bare' at få gjort de mest basale ting. Få noget søvn. Hvile. Få ro i tankerne. Fred. Huske at spise. Hvornår skete det, at jeg ikke rigtigt mærkede at det helt grundlæggende skred?
Jo der er helt sikkert den faktor, at der også er risiko for at gå lidt i dvale. At 'når man er igang, så kører det ligesom! Når man ikke er igang så. .ja, kan det stagnere'.
Men, det kørte jo ligesom heller ikke, vel?
Sådan, hvis nu vi skal smide fakta på bordet. Og se 'dæmonen i øjnene'.

Jeg kom sent ud af døren, endnu ikke vågen til en ny dag. Endnu ikke ladet op, til at ræse videre. Kom for sent hele tiden. Halsende evigt 10 minutter bagefter, hvilket hurtigt blev mit 'stempel', som kolleger lavede sjov med. Det stempel har jeg aldrig haft før. Jeg har nok nærmere haft det modsatte. At være i AL for god til.
Jeg missede møder. Glemte dem. Glemte også aftaler med børnene. Jeg kunne se skuffelsen i deres øjne. Brændte veninder af, fordi jeg glemte vi havde en aftale. Jeg glemte også at hente en ven i lufthavnen. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Jeg løb af sted, med mig selv hængende bagefter, stakåndet, forsinket, grædefærdig af pres.
Altså... Jeg ku' godt! Men så kunne jeg heller ikke andet. Ikke forholde mig til andet. Ikke flere kræfter ganske enkelt. Puppede mig inde. Orkede ikke engang at aftale noget der kunne give lidt liv. Havde ikke engang tankevirksomhed til det sjov, det gode, det rare - det der gi'r liv!
Det kørte jo ligesom ikke, det hele. Hvis vi skal være ærlige her.

Jeg mærker fortvivlelsen, når mine tanker får lov at gå tilbage. Reflektere. Mærker den her knugende fornemmelse af Hvad fanden skal jeg så?! Den viser sit fjæs, hvert andet øjeblik. Og jeg har fanget, at den er her for at give mig et praj. Bli'r ved at poppe op. Hey, kig den her vej!
Jeg kan ikke fortsætte, som jeg gjorde. Før. Det ved mit hjerte godt.
Men jeg tør alligevel ikke tage det ind. Helt ind. Det er i grunden lidt underligt. At vide.

Det var lidt som at holde nogle motorer igang, som bare løb mere og mere tør for brændsel. Jeg kunne ikke finde ud af at få ro. Eller bremse op. Finde det der nærmest 'hellige' sted, hvor der bare er en smule - ro. Jeg synes bare det kom længere og længere væk? Udeblev? Ikke, blev.
Til sidst følte jeg det som om, at der vitterligt ikke var mere at give. Og mit billede udefra, her bagefter er, at jeg bare kørte på, kørte på, og kørte på. Lige om lidt, så er det ikke ligeså drænende. Lige om lidt, så bliver der også ro. Lige om lidt, så kommer følelsen af at det giver mening at give & yde - det aller yderste. Lige om lidt...
Det der skræmmer mig lidt er, at det ikke synes at have sluppet. At jeg fortsat føler presset, helt enormt! Nogle dage næsten som det er helt fysisk.
Og det er her ikke mere. Presset. I hvert fald ikke på det synlige plan. Det er oppe i mit hoved. Det er dér roen skal komme fra. Og det er dér, selv de mindste ting kan føles som ultimativt pres.

Jeg prøver, prøver VIRKELIG, at skære ned til minimum. Helt ind til benet. Hardcore med min tid, mit space, mit ønske om RO. Plads.
Og jeg synes ikke rigtigt der sker noget? På det plan. Bliver også lidt utålmodig. Frustreret måske også, når jeg har en følelse af at der ikke er TID, eller plads til bare at forsøge at VÆRE.
Det kan jo ikke passe, at der ikke er tid til det?! Eller plads, for den sags skyld?
Men det føles sådan. Og det er mærkværdigt, at stå midt i.

Det er herfra, jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal pejle hen. Tage sigte imod. What to?! StedeET. Det er her jeg ville have trukket på en professionel. Den professionelle, som havde andre dagsordner. Nu må jeg vente lidt, og se om en anden kan være mig behjælpelig, herfra.

Jeg kan godt savne at tale med mennesker, når jeg går her og gearer ned. Når jeg går her & forsøger at give plads til roen, søvnen, få bugt med trætheden og tankerne.
Jeg kan godt savne, det pust af lethed det kan give, at møde andre mennesker, tale sammen, vende tingene, blive inspireret, grine.
Men jeg savner også at kunne være. Bare i stilhed. Lave Ingenting. Sammen.
Pulsen derude i 'den virkelige verden' synes bare for høj til mig lige nu. Til det. At bare være. Det går for stærkt! - jeg synes ikke rigtigt jeg kan følge med?

Jeg tænker på hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg før havde så mange bolde i luften, og igang. Hvordan det kunne lade sig gøre, at holde dem gående, finde energien til det, bare køre på dag efter dag. Når jeg oplever, ikke at kunne jonglere med mere end et par stykker, lige i denne tid. Og det bliver alligevel ind imellem for ambitiøst.
Jeg føler mig som en karklud der er blevet vredet for væske gennem en periode. Og nu er der ikke mere vand at trække ud. Men, den bliver fortsat forsøgt vredet. Igen og igen. Karkluden dér. Mig.

Det leder mine tanker tilbage til det mit hjerte godt ved. Dét, jeg inderst inde godt kan mærke, at der er sandhed i.
Det duer jo ikke i længden det dér. Det er overhovedet ikke holdbart, eller fremsigtet.
Jeg ved det godt. Det er nok dels også derfor der ikke kan blive ro. At det bliver ved at storme, at der fortsætter med at være flersporede motorveje i mit hoved.
Fordi jeg ikke kan slutte fred med den indsigt jeg har fået, her hvor jeg befinder mig lige nu.
Aner ikke hvad man stiller op med sådan et klart budskab? Hvad man stiller op, når man opdager, at det man troede man skulle, ikke er det alligevel?
Så gør man noget andet. Går en anden vej, lægger den eller finder den! , siger min umiddelbare forestilling & kom-nu-ind-i-kampen-ånd.
Men, måske handler det i virkeligheden også om, at opdage ikke-at-kunne. Og det slag der er forbundet med det?
Det er nu ikke fordi jeg mener jeg partout skal & bør kunne, ALTING - hele tiden. Men det er på en eller anden måde sårbart, skrøbeligt og svært at indse - nej, nok nærmere acceptere - at dét er okay ikke-at-kunne.
Bare lidt. Bare for nu. Det er okay. Bare noget tid. Og slutte fred, med dét.

Vaklende

2012-01-20T11:46:00.007+01:00

Nåmen, jeg skal så finde en ny psykolog. Brændte nallerne på den forrige. Måske gik det liiiidt for stærkt sidste gang? Ja, indrømmet - det gik ret hurtigt. Havde en kort telefonsamtale med hende. Bum bum bum, så var der booket tider. Hun var jo blevet anbefalet. Og blev talt GODT om. Erfaring. Alt det der.
Men, det er bare ikke altid det er dét der spiller den afgørende rolle, må jeg huske mig selv på.
Hva spørger man lige om, også? Squ ved at være længe siden jeg sidst har været på 'udkig' efter det rette. Måske var jeg naiv & gå fuldstændigt ud fra, at det egentlig 'bare' var at give sig i kast med det. Med een. Ikke spørge så meget ind. Det var nok uklogt. Note to self.

Nu sidder jeg så her med den (korte) liste over de mulige psykologer der er at 'vælge'. På ordningen, der. Timer kan rykkes. Pyh, alligevel.
Men underlig fornemmelse, at vælge - ud fra liste. Kigger på deres hjemmesider. De få der har een. Læser lidt. Ikke rigtigt noget der fænger. Meget. . . klinisk? Ryger det ind over mine tanker.
Ikke den her ' det taler meget til mig, det der står dér '. Jeg ved ikke. Det er sådan jeg før har fundet hjælp. At gå efter det der talte til mig. Talte ind i mit. Lød - rigtigt. Det er svært at forklare, hvad det rigtige ER. Men, hvis du har prøvet at finde noget der bare føltes Rigtigt, sådan helt 'landet på plads', så ved du måske også hvad jeg mener.

Det er lidt som om jeg har været her før. Og så jo alligevel ikke. Selvfølgelig har jeg ikke det. Har ikke stået præcis lige her, før & skulle søge retning, imod noget, hen til noget, herfra hvor jeg er nu.
Men den her fornemmelse af, man ved jo reelt ikke hvad man går ind til, før man ER der genkender jeg. Det her med at finde noget der lyder rigtigt, uden man kan vide om det også matcher.
Det er et sats. Kan man måske sige.
Idag orker jeg bare ikke at satse. Idag er jeg for vaklende omkring det. For usikker. Frustreret. For træt. For lidt søvn.
Det er nok dét. Det er nok derfor jeg vakler mens mine øjne løber nedover listen. Synes intet af det lyder tåleligt.

Jeg tror ikke jeg kan vælge, sådan umiddelbart. Tror jeg trækker på de der ved noget. Kan anbefale. Sige noget om det jeg ikke selv kan læse mellem linjerne, eller høre gennem stemmen i telefonen. De der ikke har (fået) forbehold, som jeg lidt føler at have. Måske.
Eller også er det bare. . . Ikke tid, lige nu. Imorgen, måske.

Det er ...

2012-01-19T05:53:00.000+01:00

Det er når jeg opdager, at jeg har været...
bare. . været! Lige dér, lige nu, tilstede.
I ro. Naturligt. Trygt. Let. Hyggeligt. Sjovt. Uden at tænke over det. Ikke akavet.
Bare, som mig.
Det er når jeg opdager, at dét findes også. Det er også begyndt at være. Mere.
Det er når jeg opdager dét. Tænker over dét. Bagefter. Så falder det bare på plads, det hele. Det giver bare mening.
Det har været, og er - arbejdet værd.

Når kvinder bliver nedgjort, af andre kvinder

2012-01-19T00:08:00.002+01:00

Jeg ved squ ikke rigtigt, om det er mig der er sær. Fintfølende. Blevet allergisk. Overfølsom? Eller om mine værdier er blevet så tydelige for mig, og det blot kan føles ensomt at føle sig ene - med dem?

Jeg er et meget blufærdigt menneske.
Føler mine grænser overtrådt, blot ved talen om specifikke ting. Der er ord jeg ikke engang kan skrive & som du aldrig ville høre mig sige højt - i hvert fald ikke uden at bruge biiip lyde, dæknavne eller forklaringer-udenom-for-ikke-at-sige-ordet-agtigt.
Der findes mennesker som tror, at fordi jeg har været i prostitution, så er jeg 110% GO, på at tale om ALT der omhandler sex, sexlegetøj, dildoer, P*K & Patter (ja, jeg ku' ikk skrive det), orgasmer, onenightstands and you name it.
Men det er jeg altså bare ikke. På, at tale om det. Faktisk, som i slet ikke.
Jeg ER ret blufærdig! Man skulle måske tro, at jeg havde set & hørt - det meste. Og det har jeg måske nok også. Og måske er det derfor.
Nogle gange har jeg indtryk af, at jeg har fået en eller anden form for NOK, af alt hvad der omhandler sex, krop eller ord med henvisninger til seksuelle undertoner. Så NOK, at jeg får kvalme & billeder kørende på nethinden, blot jeg hører andre tale i den retning.
'Det sætter sine spor. Det sætter sig på sanserne' - får jeg en tanke indover her.

Men der er også noget andet i det. Noget meget værdiladet. For mig.
Jeg føler mig ramt. Bliver ked af det hvis der jokes med seksuelle undertoner, og ensomheden er enorm, befinder jeg mig i omgivelser, hvor dette er mere eller mindre toneN.

Jeg var til den her 30 års fødselsdag. En kvindelig fødselar. I selskab med en bunke andre unge kvinder. Tonen og stemningen er lagt fra minut éet. Det er total tøse-kvinde-fnidder-sex-bryster-dildo-penis-tema. Og jeg står bare af. Allerede inden det hele er startet.

Der er bestilt en kæmpe oppustelig dildo, som fødselaren skal have. Med ligeså stor mængde flødeskum, til at kunne sprøje udover.
Bare det at beskrive billedet der foregik der i 'festen', får mig til at få lyst til at klappe i. Tie. Jeg krummer tæer.
Jeg synes ikke det er sjovt. Overhovedet. Kan ikke se linket. Forstå pointen.
Og jeg mener ellers ikke, at jeg plejer at være totalt humorforladt?
Jeg sidder der og føler mig mærkelig. Sær. Snerpet? Aj, vel?
Samtalerne flyder med seksuelle temaer, mens min hjerne kokser mere og mere sammen. Også, da vi skal spise et stykke af den kage der er lavet. Formet som en penis. Selvklart (?!)

De andre taler om strippere. Det kunne være SÅ SJOVT, hvis vi havde bestilt sådan een! hepper de andre i kor. Og latteren flyder. Ja, een af de der chicks med sili-boobs, extensions, leopard outfit & klorin-hjerne! Griner de. Hahahaha, en dåse med andre ord?
Ja, eller du ku få en stripperstang til soveværelset! Griner de samstemmende. Og alle mener at fødselaren skal afprøve om den der oppustelige tingest, ville kunne fungere som stand-in.

Jeg synes det er trist at høre på. Og overvære. Og ensomt, at sidde der med mit. Helt ude i periferien.
Jeg bliver ked af at høre denne gruppe kvinder tale så nedsættende om andre kvinder. Synes det er så sørgeligt. Jeg får næsten svært ved at holde tårerne tilbage.
Jeg kan IKKE finde det sjove i det. Eller humoren, overhovedet - bare en lille smule.
Jeg bliver trist over at overvære, hvordan synet på en anden kvinde, kan være så nedsættende - hvordan 'vi andre' åbenbart skulle sidde der, og føle os af højere rang. Eller hvad?
Jeg bliver også gal. På min generations vegne. Er vi virkelig så uvidende, at vi sætter et andet menneske i bås på den måde? Tramper på hende der stiller sig op, blotter sin krop (& sjæl)?

Jeg kunne ikke se det sjove i det. Og kan fortsat ikke.
Ensomheden blev så stor, at jeg valgte at forlade 'festen'.
Nu er jeg så hende der er lidt sær. Sart. Well, det kan jeg godt leve med.
Hvad jeg har svært ved at leve med er, at dét der for nogen mennesker synes tilladt at udstille & nedgøre, i min verden er lig med et menneskesyn jeg finder skræmmende. Og sørgeligt.

Nej, de inviterer mig nok ikke med til planlagt dildo-party. You know what? Jeg tror jeg overlever. Og jeg tror nok jeg har set hvad der er at se. No need to see no more ;-)

Afslutninger

2012-01-18T05:35:00.000+01:00

Der er den der flyttekasse, som jeg skal have hentet og bragt et andet sted hen.
Mine sidste rester af 'ting jeg ikke ved hvor jeg skal opbevare, men som jeg hverken vil have i min lejlighed eller smide ud'. Tænk, alligevel, at det har komprimeret sig til en enkelt kasse. (Nå ja, måske 1½..). Men, kassen kan ikke længere få plads at stå i venindens kælderrum. Den skal hentes, og der skal findes et andet sted til den. Burde faktisk allerede være hentet nu. Hun presser på & puster mig i nakken. Men, jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af den.

Der er den der besked jeg skal give om, at jeg ikke kommer mere. At jeg har truffet min beslutning. Måske en mail, eller et telefonopkald der skal gøres.
Det skal bare overståes! siger min beslutsomhed, mens min rygrad hvisker vent til imorgen. Er det sjovt, at skulle meddele? Nej, det er sådan noget nok aldrig. Er det nødvendigt? At meddele? Ja.

Der er den der nøgle, som skal afleveres på det der job, som jeg ikke har mere.
Der er også mine støvler, et tørklæde og vist også en taske der er mit derude. Derude på det der job, som føles oceaner af tid væk, og samtidig ufatteligt tæt på.
Jeg kan stadig mærke hvordan de strenge der blev slået an, i optakten optil mit brud, står og vibrerer i luften. Giver ekko, skingert - helt ind i knoglerne.

Der er det der netværk, som aldrig rigtigt nåede at blive det. Som aldrig rigtigt nåede at blive etableret, før det blev skudt ned. Nu hvor det ikke bliver, nu hvor det ikke længere ser ud til at etableres, mærker jeg at jeg havde håbet. På sigt. Måske.
Måske kunne jeg alligevel have haft en følelse af at kunne være en del? Måske. Jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bare træt af at have troet og håbet. Lukker den i, ligeså stille.

Jeg ved ikke hvor jeg står. Med særligt meget.
Det føles enormt skrøbeligt. Og jeg gør egentlig mest i, at forsøge ikke at puste til det. Det skrøbelige. Mens jeg også må agere fremadrettet, så det her ikke bliver en stilstand.

Det så bare så lovende ud, tænker jeg stille, mens jeg også ved, at det jeg havde forestillet mig, ikke rigtigt er blevet.
Jeg ved ikke om jeg har fundament nok, til at kunne blive stående her lidt. Til at afvente, og give mig den ro og plads der er nødvendig. Jeg ved ikke om mit fundament vil smuldre, og mine vægge & lofter vil ramle ned over ørerne på mig.
Jeg ved ikke om jeg har råd til at blive boende i mit Hjem, hvis jeg ikke kan arbejde de næste måneder. Måske længere tid.
Jeg ved hvad mit hjerte siger. Men realiteterne siger noget andet.
Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at arbejde som jeg havde troet? Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at etablere en indkomst der fører mig frem, istedet for i sænk, igen & igen?
Jeg tager dem ikke helt ind. Realiteterne. Forsøger ikke at lade mine tanker strande på de flager af rod der flyder rundt. Trækker vejret, dybt ind. Det løser sig. Det gør det altid.

Jeg E L S K E R mit Hjem. Det er det første sted, nogensinde! Hvor jeg har følt mig hjemme. Måske kan jeg også 'bare' låne en anden mit hjem en periode. Måske, mens jeg økonomisk kommer på fode. Eller bare forsøger ikke at synke. Men, hvor skulle jeg så være. Imens?
Du ville kunne føle dig hjemme et andet sted! Forsikrer jeg mig selv om. Ja, nikker jeg, mens mit hjerte synker. Jeg bliver slugt i længslen. Har måske været der for længe. 'Lige om lidt'. Altid denne venten. Altid, lige om lidt. Lige om lidt, tager tid. Og krafter.

Det er en tid med afslutninger af flere facetter. Måske har jeg nok bare mest af alt brug for at vide, lige nu, at noget bliver begyndt. Så.
Og at noget vil bestå. Forblive. Blive, som det er.

Det ville være så ideelt, hvis blot det altså var dét. . .

2012-01-13T22:10:00.011+01:00

Jeg er startet hos den her nye psykolog. En psykolog der efter sigende skulle have stor erfaring i at arbejde med mennesker, der har samme eller lignende problemstillinger som jeg. Det er jo et godt tegn & udgangspunkt, tænkte jeg og besluttede mig videre for at gå af den vej. En psykolog, som nok arbejder meget anderledes i forhold til hvad jeg har været vant til, men som jeg har været indstillet på skulle være med til at guide mig videre herfra.
Men, det er også en psykolog, som allerede efter mit første møde med hende, vakte en sær form for tvivl, i mig. En fornemmelse af at et eller andet ikke stemte. En sær følelse af, at flere strenge i mig blev slået an - og stod der og dirrede og gav genlyd, gennem alt for længe. En mavefornemmelse, der ikke synes at gå væk, og en eller anden følelse af kemi der bare går skævt, uden helt at kunne sige hvorfor.

Jo, jeg har tvivlet før. Jo jeg har oplevet hele usikkerheden omkring, at starte op, mistilliden, det nye, det ukendte og så videre. Og jeg har også været opmærksom på den, og tøjlet den efter bedste evne. Men den her tvivl i mig, var og er. . . anderledes.
Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på hvordan, eller hvorfor. Har bare mærket, at den var der - og også været åbenmundet om det, til hende, allerede efter kort tid.
En beslutning jeg har truffet om, at DET HER - det vil jeg gerne. Og besluttet at sige højt og klart, hvad jeg vil & ikke vil - og sige hvis der var noget der ikke fungerede for mig, eller gik over mine grænser. Det er en aftale jeg har lavet med mig selv, og den aftale blev bare højst aktuel, langt før jeg næsten havde nået at træffe den.

Og... jeg har forsøgt. Som i; V i r k e l i g forsøgt. Givet det en chance. Gået ind med åbent sind, og forventningen om at det bliver sikkert helt fint. Jeg har ikke haft den modstand på, som jeg kunne frygte jeg ville ha'. Nej, jeg har faktisk overrasket mig selv på det område.
Været afklaret, klar og go for it. Meget målrettet, og fastholdende.

Men, det går ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Og det er grundlæggende ret besværligt, og omstændigt, og kompliceret at det ikke gør.
Sagen er den, at det ville være IDEELT lige nu - hvis det gik. Det ville være oplagt, at lægge min tid der, og fortsætte på den vej der er stillet op.
Vejen er mere eller mindre tegnet op for mig, sådan rent praktisk, økonomisk og fordelagtigt - som det hele synes at passe ned i flere kategorier, af muligheder for at kunne lægge det næste stykke med tider hos hende. Jeg skal sådan set 'bare' finde ud af at få det til at fungere, på den vej der er lagt for mine fødder, kan man sige.
Men, det kan jeg ikke. Uanset hvor meget det piner mig, og uanset hvor meget jeg gerne ville, og hvor ideelt det ville være!. . så kan jeg ikke.

Jeg bryder mig ikke om hende. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan lide hende - hun er sikkert et helt fint menneske. Men, jeg - ja, jeg oplever at kemien ikke er der. Vi svinger ikke. Eller jeg svinger ikke, med hende.
Jeg bliver irriteret på hende, når hun taler om ting jeg ikke finder væsentlige. Når hun taler om fantasiverdner, kongeslotte & hunde med særlige evner, som jeg 'kan tage med mig dér på gaden, og gå ved siden af mig'. Jeg bliver irriteret og forsøger at sige fra, men bliver ikke mødt. Iriirteret, men ikke på den der måde hvor jeg inderst inde godt ved, det er fordi hun prikker til noget i mig der er udvikilende - ikke på den der måde hvor eg inderst inde godt ved, at det skyldes en modstand i mig. Nej, det her skyldes mere en afstand, som jeg har lyst til at lægge. Trække min grænse op om mig selv, og ikke gå med. Fordi det føles - forkert.
Basicly så er kemien der ikke. Og jeg har forsøgt at fremelske den. Finde den. Men uden held.
Det fungerer ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Det startede egentlig ud med, at jeg havde gjort mig mange tanker om, hvad det var jeg ville, herfra. Mine tanker om hvad det er jeg synes der spænder ben for mig nu & her, havde jeg forberedt godt og grundigt, og som sagt aftalt med mig selv, at tage mit ansvar for at gå openmindet ind til det her. Melde på. Og ud. Og måske nok også meget mere konkret, end jeg nogensinde før har haft følelsen af at være, eller have forestillinger om at kunne være. Jeg gik med andre ord ind til min første samtale, med en næsten helt konkret fremstilling af, hvad det er jeg ønsker at få hjælp til. Og et spørgsmål der lød på, om vi kunne samarbejde om det.

Min første samtale gik også sådan nogenlunde. Mit indtryk var, at jeg skulle sørge for at få sagt 'hvad jeg sad med', som var vigtigt for mig og holde fast i det.
Mit indtryk var, at hun meget hurtigt kom på nogle spor, hvor jeg slet ikke var med - og oplevede flere minutters lange talestrømme af ord, om noget der slet ikke sagde mig noget. Eller talte ind, til mig.
Det var fint nok, at blive mindet om, at det er vigtigt at få italesat, hvis samtalen drejer sig i retninger der ikke omhandler det jeg mærker er vigtigt, og at jeg ikke blot lader mig styre med - tilpasser mig, indordner mig, og svarer - blot for at give et svar, så vi kan komme videre i teksten.

Min anden samtale gik jeg derfra, og følte mig mere dum, ubegavet og forkert end jeg længe har oplevet. Hun spurgte ind til flere forskellige ting, hændelser, og episoder gennem mit liv, og de var bare alle under kategorien 'her har vi så det sorte hul i hukommelsen'. Jeg følte det squ lidt som om, at jeg var et hittegods barn der blev konfronteret med ikke-at-vide, og jo mere jeg forsøgte at give udtryk for at det vidste jeg ikke, jo mere pressede hun på, og jo mere forsøgte hun at bore. En følelse af at sidde & bore i det samme sorte hul, uden der dukker noget som helst op til overfladen - uanset hvor meget man forsøger at bore, og uanset fra hvilken vinkel vi forsøger at se på hullet. Så er og bliver det - et hul.

Det var her jeg oplevede, og opdagede, at jeg sagde et-eller-andet - blot for at sige noget. Blot for at stille hende tilfreds, så vi kunne komme videre. Hørte mig selv svare Ja, nej, jo måske - halvhjertet, så det skar i mine ører. Og ivrig efter at komme til at tale om sagens kerne.
Dét går ikke! Reflekterede jeg efterfølgende, og besluttede at dén pind ville jeg ikke hoppe på. Og besluttede derfor at tale om, hvad det var jeg oplevede at 'ty til', den efterfølgende gang.
Her blev jeg så for første gang overordentlig forvirret i min oplevelse af hvad min virkelighed er. Hun lyttede ganske kort til mine overvejelser, og fejede dem derefter af bordet med udtalelser om, at det var klart jeg havde modstand på det hun introducerede mig for , mens hun talte videre i ét væk, om at når jeg oplevede at blive forvirret skulle jeg se det som et tegn på udvikling. Jeg følte mig kørt henover, talt ' på plads' og ja - med andre ord Overrouled.
Imellemtiden bar jeg også lidt over med det hele, og mig selv. Det er jo så nyt, og ukendt endnu - det kommer hen af vejen, forsøgte jeg at berolige mig selv. Du skal bare lige igang, og bare lige finde formen og lande i det.

Men, så var det, at hun valgte at gå bag min ryg.
Velvidende at jeg har grund til at være forsigtig . Og at det har taget mig år, at lære hvordan jeg passer på mig selv. Og at jeg endnu ikke er helt skarp i disciplinen. Og sætter en ære i, at gøre mit bedste.
Og velvidende, at jeg - naturligvis! får jeg lyst til at sige - har det svært med mennesker der har en bagtanke, intention eller bagvedliggende argenda, som jeg ikke kender til.
Hendes intentioner var gode. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hendes formål var udelukkende positivt, og godt - det tror jeg på. Men hendes klodsethed i sine intentioner, stod jeg af på.

Jeg har været så heldig, at få bevilget den pulje af psykologtimer, som Servicestyrelsens kompetencecenter har mulighed for at give. En bevilling jeg slet ikke havde regnet med, og ikke havde tænkt ville være en mulighed for mig.
Puljen er begrænset til et vist antal timer, og ordningen går på, at man kommer til en anonym samtale hos kompetencecenteret, og herefter - hvis de finder grundlag for at man har brug for hjælpen - kan blive henvist til en af de psykologer som har tilknytning til ordningen.
Min nye psykolog var en af dem på listen, og kompetencecenteret anbefalede mig hende - dels ud fra hendes arbejdstilgange, metoder, erfaring mv, men også ud fra den betragtning, at hun også tager klienter med henvisning via sygesikring. Det ville altså med andre ord være muligt for mig, at blive henvist til hende via min læge, når de tildelte timer via kompetencenteret var opbrugt, og således opnå 11 timer yderligere (med reduceret egenbetaling) via sygesikringen.
Min økonomiske situation taget i betragtning, lød dette som en mulighed for mig - og også noget jeg kunne se var mere fremadrettet, og længeresigtet end hvad jeg ellers ville have mulighed for.

En eftermiddag bliver jeg ringet op af en medarbejder fra Servicestyrelsen. En medarbejder jeg ikke har stiftet bekendskab med før. Hun fortæller mig, at de timer der er søgt udfra en anden ordning under servicestyrelsen nu er blevet godkendt. Jeg har ingen ide om hvad det er for nogle timer hun taler om, men går ud fra at det er de timer jeg allerede er i fuld gang med at bruge af, som hun omtaler & jeg takker derfor for beskeden, men siger at det vidste jeg allerede.
Lige umiddelbart tænker jeg ikke videre over det, men studser lidt over at blive kontaktet - når nu jeg har henvendt mig anonymt & fået at vide, at også visiteringen foregår fuldt anonymt.
Dagen efter har jeg en tid ved psykologen, og samtalen forløber lidt som de foregående. På vej hjem, bliver jeg ringet op af den medarbejder jeg var til samtale hos i kompetencecenteret, forudgående for bevillingen af timer. Hun ville blot sikre sig, at jeg nu VAR med på, at jeg var blevet godkendt til endnu en ordning. Altså, en pulje timer udover dem jeg allerede var bevidst om. Og havde ansøgt om.
For hun havde lige fået et opkald fra den psykolog jeg går hos, og denne havde ikke indtryk af at jeg vidste besked.

Jeg er forvirret, og aner ikke hvad hun taler om. Hvad er det for en anden ordning jeg skulle have søgt? spørger jeg, og får til svar at det er psykologen der har fremlagt hvad jeg har fortalt gennem de samtaler jeg allerede har haft, og bedt om at afdelingen kigger på min 'sag'. Så nu har jeg talt med flere om det her i afdelingen, og du kan også høre under en anden bevilling som vi kan give - er det ikke en glædelig nyhed? siger hun dér i den anden ende røret.
Jo, får jeg fremstammet. Det er da dejligt med noget lidt mere fremsigtet, siger jeg, mens jeg mærker hvordan min mave snørrer sig sammen.
Der bliver helt stille i den anden ende. Jeg bliver også.
Er der noget problem med det? Spørger hun, nu lidt mere forsigtigt. Nej, eller ... altså...jo, jeg er bare lidt overrasket over at høre at psykologen har talt med jer, om mig. Det vidste jeg ikke. Det har jeg ikke fået at vide hun ville gøre, eller blevet spurgt om hun skulle.
Nej ? Siger kvinden i den anden ende af røret. Okay. Der bliver stille... Men nu har du i hvert fald lidt flere timer til at komme ordentlig på benene, siger hun, let.
Ja, siger jeg, mens jeg mærker en vrede vokse sig kæmpe stor indeni mig. En følelse af at være blevet gået bagom ryggen, brudt tillid, og samtidig en følelse af at være fuldstændig uforstående overfor hvorfor kvinden fra kompetencecenteret er den første der fremlægger for mig hvad psykologen har tænkt og haft intentioner om. Det kommer fuldstændig bag på mig, at der skulle være en plan om at søge andre midler, og tage kontakt til nogensomhelstoverhovedet!
Undskyld, men hvad har hun fortalt om mig? er jeg nødt til at spørge. Og jeg får her fremlagt dele af min livshistorie i korte oprids, fra et menneske jeg slet ikke kender. Dele, som er sagt til en psykolog i fortrolighed, med den forestilling at terapirummet var & forblev - fortroligt.

Jeg har svært ved at bygge en relation på oplevelser med mennesker der går bag min ryg. Også selvom intentionerne er grundlæggende gode. Og jeg har svært ved at bygge på en relation, hvor min etik og mine grænser bliver overtrådt. Og især har jeg svært ved, hvis ikke min afstandtagen og grænsemarkering bliver taget alvorligt, efterfølgende. Hvis ikke jeg oplever, at det bliver respekteret, accepteret- at jeg ikke synes det var i orden. Hvis ikke 'folk vil stå ved det' kunne jeg sige, selvom det lyder mere markant end det er tiltænkt.
I den her situation oplevede jeg ikke, efterfølgende - da jeg valgte at tale med psykologen om det - at blive respekteret i min oplevelse af det hele. Jeg oplevede ikke at blive mødt i min undring over, at hun havde fremlagt dele af vores samtaler for et andet menneske. Og oplevede heller ikke, at blive mødt i min tilkendegivelse af, at jeg gerne ville have vidst det, inden hun gjorde det.
Men jeg bærer heller ikke nag i det uendelige, og kan også godt slippe en oplevelse af det - hvis relationen ellers har noget at bygge på.
Det oplever jeg blot ikke, at den her har.

Jeg har forsøgt, også efterfølgende. Men alt i mig stritter imod. Min mavefornemmelse siger ' Flyt dig!'. Min krop vil ikke slæbe sig derhen, og jeg har kastet op på vejen i toget til de sidste samtaler jeg har haft.
Lige i de her dage, overvejer hvordan jeg får sluttet på en ordentlig måde. Den sidste samtale jeg havde med hende, tror jeg bliver den sidste.
jeg havde lyst til at gå min vej efter blot 10 minutter, mens min hjerne gav det en chance mere. At sidde der, en hel time og kun have lyst til at gå ud af døren og finde et andet sted at 'gå ind' gennem hele timen- det vil jeg ikke være med til. Hvis jeg skal blive, skal jeg overhøre mig selv & ikke lytte til min mavefornemmelse. Hvis jeg skal blive, bliver det uden mig. Og det er knap så ideelt.

Det er bare rigtig ærgeligt, og kompliceret at det er sådan. For tiden er knap, rent bevillingsmæssigt & timerne jeg var så glad at kunne lægge, skal jeg nu finde ud af om kan lægges et andet sted. Hvis ikke de kan det, så ved jeg ikke. Ja, så må jeg finde en anden løsning.
jeg kan ikke lade være at lade følelsen af utaknemmelighed snige sig rundt om mig. Du vil også bare ha' det hele! Og sætter ikke pris på det du har! hører jeg den velkendte 'sang' i mit hoved. Utaknemmelig, fordi jeg (åbenbart uden mit videne) er blevet givet en mulighed. Men, en mulighed jeg ikke kan tage imod.
Jeg kan stå med nok så mange kort dér på hånden, men hvis ikke jeg kan bruge dem - hvis ikke jeg kan bruge det jeg har fået stillet til rådighed, så er det ikke længere en reel mulighed. Og utaknemmeligheden over ikke bare at tage det der nu bliver lagt foran mig, nager mig. Blandet med følelsen af, at jeg ikke vil nøjes. Træt af at nøjes. Træt af at gå på kompromis med mig selv, 'bare fordi det ville være mest praktisk, oplagt og ideelt'.

Ideelt set havde jeg en vej der lå fremstrakt for mine fødder. Jeg skulle 'blot' finde ud af at træde mine skridt på den.
Det ville have været så ideelt, hvis blot det altså var det. Men, det var det ikke.

Tanker & løft

2012-01-12T22:03:00.001+01:00

Tænker en del over det der facebook. Og Blog. Debatter. Grupper. Relationer. You name it. Noget om hvad det er for roller man synes at kunne få 'tildelt'. Men også, hvilke roller man synes at give sig selv. Hvilket billede, man synes at blive skabt i - men også hvilket billede man selv skaber. Og hvorfor. Der er mange tanker at vende. Men, lige for nu har de ikke rette ord. Så de må vente, til mine tanker igen kan samles.

Jeg er træt, på den gode måde. Og glædes over hvor lidt der skal til, for at føle mig opløftet. Selv når det bare er nogle timer i hyggeligt selskab, så løfter det, og fylder-op på den gode måde, på en eller anden udefinerbar vis. Og det glæder mig. At det gør. ♥

Kemien kan man ikke tænke sig til?

2012-01-10T22:53:00.002+01:00

Tænker så det knager.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det ikke er noget jeg kan tænke mig til. Og over.
Det er en fornemmelse, ikke en tanke. Og jeg synes ikke at kunne lave den om. Fornemmelsen. Uanset jeg rigtig gerne ville. Jeg kan ikke tænke mig til, at ændre en kemi, der bare ikke er der.

‎- det ville bare være nemmere, hvis nu kemien var der. Hvis ikke jeg fornemmede det er skævt, og 'det her svinger jo slet ikke & matcher slet ikke mig'. Eller hvis ikke det betød noget. Men det gør det, så. Nemmere hvis ikke min intuition & fornemmelse, mavefornemmelse - helt ind i knoglerne, sagde mig noget andet. Det ville bare være nemmere & ukompliceret, lige nu. Men, det er det så ikke.
Hvis nu... kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må gøre noget andet. Gå en anden vej. Se nogle andre muligheder. Kompliceret eller ej. ♥

Angstens greb

2012-01-08T17:30:00.002+01:00

Jeg tænker faktisk ikke noget. Prøver blot at trække mit vejr. Mens angsten ruller gennem min krop, og slår luften ud af brystet på mig.
Det tager pippet helt fra mig.

Jeg lå der med hjertebanken gennem en hel nat, og troede aldrig jeg ville kunne bevæge mig igen.
Det er svært at se, når angsten føles så fysisk. Når det føles, som var angsten en grød der fylder hele mit kranie ud. En grød der ikke er plads til, i sin fysiske form, og en grød som presser sig vej gennem mit hoved. Det trykker så irriterende for mine ører. Synet bliver så underligt slørret.
Ordene kan ikke komme ud af min mund, den føles som var den fyldt med vand. Jeg har en fornemmelse af at have en hånd omkring min hals, en hånd der føles som tager den kvælertag. Jeg er bange for at kaste op, hvis jeg lader ordene passere mine læber.
Bange for at nogen vil henvende sig til mig. Bange for at jeg skulle være nødt til at åbne munden.

I panikken for at det aldrig holder op, bliver rastløsheden markant.
I et miks af panisk flugt, og følelsen af at må handle fysisk, iler jeg ud af min dør. Gå, gå, gå. Bare GÅ!!!!!
Lige nu tramper jeg på livet løs.
Mens jeg går i ring.
Det har været sådan her gennem 4 døgn nu.
I nat gik jeg hvileløst rundt gennem gaderne, helt til solen stod op.

Med tunge støvler, skridt efter skridt, tramper jeg gennem gaderne.
Bærende på håbet om , at angstens fylde vil forlade min krop.
Som det dér magiske øjeblik der kan indtræde, når min krop synes at lande på jorden - efter at jeg har følt mig ved siden af mig selv, alt for længe.
Som kunne jeg hoppe mig tilbage i mig selv. Hop!
Det kan ikke beskrives hvor meget jeg higer efter at lande - at 'brikkerne skal falde i hak' så at sige - her mens jeg synes at være ude af trit.
Jeg vil det så meget at jeg går, selvom jeg ikke kan mærke mine ben..

Ubegrundet tvivl

2012-01-06T13:27:00.000+01:00

Tænker, at tvivl er fint. Når der er noget om det. Når det er en fornemmelse om, at noget ikke helt stemmer, og intuitionen forsøger at råbe op.

Men tvivl kan også være skidt. Når der ikke er noget om det. Når tvivlen er den der hele tiden forsøger at kradse i billedet, uden at der er noget at kradse frem. Når det bliver en fornemmelse, tanke, følelse, stemning, der bare nærmest konstant dukker op. Ubegrundet. Og plantet af mig selv.
Jeg forsøger at sparke den væk! Den sidstnævnte tvivl. Den der bliver ved at nage. Og som jeg selv planter. Det er ikke som at knipse med fingrene, og så er den væk. Men jo flere gange jeg finder ud af hvornår tvivlen er ubegrundet, jo nemmere bliver det også at sparke den væk. Kick it!

Min styrke er også min svaghed ?

2012-01-03T22:16:00.003+01:00

Der er sat et eller andet igang. Jeg ved ikke helt hvad det er. Det er ikke landet i mig. Jeg forstår det ikke helt. Til fulde. Tankerne kværner rundt.
Jeg er en af dem der har brug for at få landet mine tanker. Få ordsat. Italesat. For mig selv, især. Det er en 'kraft' i mig, jeg ikke kan lægge fra mig. Det bliver ligesom mine sten på min vej. De stier jeg lægger. En efter en, bliver ordene som stene - og danner et billede for mig.
Et billede jeg kan lande på.
Og jeg har så meget brug for at lande! Igen, og igen.

Lige nu tumler jeg med nogle tanker der er sat igang. En 'streng der er slået an', som en bekendt ville kalde det. Det føles stort, og samtidig småt. Udefineret, uklart, skrøbeligt, og stærkt. På een og samme tid.
Det handler om, at jeg ser for mig, hvordan jeg sagtens KAN det 'man' skal kunne. Og at jeg gør det også. Hele tiden. Igen og igen.
Jeg har på en eller anden måde en evne til at presse mig selv til at kunne - selv når jeg ikke 'skulle burde kunne'. og det ER en enorm styrke!
Men det kan også være en svaghed. I nogle sammenhænge. Og det er nok dén svaghed, skrøbelighed?, jeg kan mærke dæmrer for mig - og som jeg bevæger mig omkring i øjeblikket. Og som endnu ikke er landet, i tanken.

Jeg kan sagtens presse mig selv til at skulle tage en uddannelse, møde op på mit arbejde, passe mine ting etc. Men jeg overvejer også hvor ofte jeg betaler prisen? Altså, i form af angst, panik, stress, når jeg gør det? Presser. Bare fordi jeg kan. Jeg mærker ikke grænsen. Jeg presser bare. . . Yde, yde, yde. Og må ligge underdrejet med alt muligt andet undervejs. Jeg kan sagtens skabe mig et arbejdsliv. Tilgengæld kan jeg ikke gå ud af min dør & ned og handle, når jeg har fri - af bar angst, og opbrugt kvote af socialt-maske-bal.
Jeg lever med panik. Dagligt. Og der er ingen der ved hvor meget det styrer mit liv.
Jeg prøver at lave om, så det ikke styrer. Men hver gang jeg presser mig, så starter jeg nærmest forfra. Helt forfra. Som om jeg bliver slået tilbage til start. Igen og igen. Oge jeg bliver så træt af mig selv.

Jeg er så bange for at virke svag! At det er som om, at det må jeg for alt i verden ikke være! Og bange for, at hvis jeg ikke yder det jeg skal hele tiden - så er jeg svag. Og så er jeg fortabt. Så kan jeg aldrig rejse mig igen. Jeg er så bange for den tanke.
og det jeg skal yde, er ofte noget jeg selv sætter rammer op for. Jeg ved ikke hvor mine forventninger til mig selv stammer fra. Men jeg ved, at jeg forventer mere af mig, end af noget andet menneske.
Jeg forventer, at jeg er stærk. Hele tiden.
Det er nærmest blevet et mantra - at jeg skal kunne klare det hele, hele tiden. Det er nærmest blevet livsnødvendigt i mit hoved. Som om, at hvis ikke jeg kan - hvis ikke jeg er stærk, og dét endda hvis jeg bare 'lader som om' udadtil - så er jeg fucked.

Jeg kan ikke beskrive klart. Men jeg har ramt en eller anden mur energimæssigt. Og jeg føler jeg har presset mig for langt. Igen. Og lige nu handler det om tankerne;'er det virkelig dét værd?! At presse mig selv på den måde? For hvilket formål? For hvis skyld? Jeg ved ikke engang, om det er for min egen. . .
Og nogle tanker om at 'turde give slip'. Og en indsigt om at hvis jeg vil have noget andet, så må jeg også vise min sårbarhed - og ikke blive ved at lade som om jeg sagtens kan.
Jeg er MESTER i at lade som om. Ikke lade verden vide, hvad jeg inderst inde mærker. At jeg mærker 'jeg kan ikke det her. Jeg ved godt jeg lader som om'. Og det er i virkeligheden det aller sværeste. Jeg er bange for at virke svag, hvis ikke jeg gør hvad der forventes. Selvom jeg inderst inde ved, at jeg kan ikke leve op til de forventninger. Jeg lader som om. Og jeg vil ikke have det sådan. Jeg vil ikke presse mig selv til at passe ind, bare for at passe ind . . . . og så betale prisen med at leve halvt. Hele tiden. Det er ikke dét værd!!!! Har jeg lyst til at skrige!
Jeg græder også lidt mens jeg skriver det her.. Mest i en følelse af afmagt, jeg ikke rigtig ved hvor kommer fra.
Måske føles det også afmægtigt, at ville italesætte noget der føles kæmpe stort - men ikke helt have fundet ordene, endnu. Og afmægtigt ikke at vide 'hvad sker der hvis jeg lader masken falde?' Hvis ikke jeg er så stærk, som jeg ser ud? Hvis nu jeg vover at vise min sårbarhed. Hvad sker der så?
Ja, det er den jeg sidder med i de her dage. At jeg kan sagtens lade som om. Men, er det dét værd? Er det frit? Giver det mig følelse af liv, glæde? Men jeg ved ikke om jeg tør ikke-vide. Jeg ved ikke om jeg tør sige højt, at der nok bare er nogle ting der går op for mig - der handler om, at måske kan jeg ikke det jeg gerne ville. Eller gerne ville kunne. Jeg ville så gerne. Men jeg kan ikke. Hvorfor er det farligt? For mig? Hvorfor føles det så sårbart? Og svagt?

-

2012-01-03T02:40:00.001+01:00

‎' Hvis du sover, bli'r natten hurtigere ovre'.
Ja. Nogle gange har man bare ikke lyst til at den skal være det, vel? Ovre.
Eller lyst til, at det bliver hurtigere Imorgen.

At stå i det åbne

2012-01-01T23:33:00.002+01:00

har nu fået papir på, at jeg ikke længere er bundet til et sted, som jeg har vidst jeg ikke ville kunne gå tilbage til. Eller skulle.
Nej, det var ikke helt de ord der stod, men det er de tanker jeg får ♥
Det har været svært at nå frem til følelsen af, at jeg ikke behøver gå tilbage. At jeg gerne må sige Nej tak. Vælge noget andet. Eller måske noget helt tredje. For mig selv. På en eller anden måde forløser brevet det sidste, for mig. Hjælper mig til at kunne lukke døren.
Vel er det angstprovokerende nu at stå her & ikke vide hvad jeg så skal! Og vel føles det hamrende usikkert! Så usikkert at benene næsten ryster under mig.
Men, imorgen er det mandag, og jeg er faktisk rigtig lettet over, ikke at skulle presse mig selv til at følge trop. For det ville jeg godt kunne!! Presse mig selv til dét. Igen & igen.
Det har jeg kunnet altid, tror jeg. Men jeg har også betalt prisen. Presset mig til at passe ned i nogle kasser, som måske bare er for trange? & betalt med angst, panik, søvnløshed, rastløshed, stress, tristhed, etc.
'Synes du virkelig, at det er dét værd?' slyngede min læge ud, for kort tid siden. Og Nej, det er dét ikke.
Jeg mindes en vejleder jeg havde, mens jeg gik på seminariet. Hun lod ofte talen falde på angsten for at stå i det åbne. Om hvor usikkert det er, at stå lige dér. Selvom det også er frit.
En ambivalens jeg har mødt mange gange i mit liv, og også møder lige nu.
Jeg ved ikke hvor jeg skal hen nu. Men, jeg ved at jeg ikke skal tilbage. Og dét føles frit ♥
'Jamen, hvad så nu? Ja, hvad så nu..., Så... noget andet', tænker jeg.
Herfra min verden går... ♥

Støttecenter mod incest mangler donationer

2011-12-30T03:02:00.002+01:00

Opfordrer jer alle til at ofre 50 kr til et yderst vigtigt formål. Hjælp støttecenteret mod incest med dit bidrag.

' Igen i år har Støttecentret brug for, at 100 personer donerer penge til centret, da dette kræves for at vi kan blive endeligt godkendt af SKAT som almenvelgørende og almennyttig forening efter ligningslovens § 8A.
Vi mangler fortsat 15 donationer inden udgangen af 2011.
Hvis du har lyst til at donere et beløb & dermed hjælpe med at opretholde støttecenterets funktioner, så kan du overføre til Støttecenterets konto:
Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250 '.

Se evt. deres hjemmeside; www.incest.dk

Kh

I don't know

2011-12-29T03:00:00.001+01:00

Jeg startede på noget medicin for lidt over en måned siden. Medicin mod angst.
Jeg var, som nogle måske ved, ikke ret glad for at måtte acceptere at skulle tage medicin. Det endte med, at jeg forsøgte et enkelt præperat, som slet ikk havde nogen effekt. Og nu får jeg så et andet - i lav dosis. Jeg synes det er svært at vurdere om jeg synes det hjælper. ? Ved måske ikke helt hvad det er jeg skal forvente at kunne 'mærke'? Jeg oplever ikke, at der sådan sker en ændring i tankemylder, angst fornemmelse, uro generelt ved at tage dem. Og heller ikke nogen virknng der indtræder - og kan mærkes efter jeg har taget dem.
Jeg er bare egentlig komme ti tvivl, om det er mig der forventer at kunne mærke en forskel der ikke er 'mulig' at mærke. Hvis I kan følge mig? Og om den effekt jeg har nu, er det jeg kan forvente.
Jeg er ikke begejstret for virkningen. Måske også, ærligt sagt, lidt skuffet ? I & med jeg faktisk var længe om overhovedet at tage ind, at medicin kunne være en (siddeløbende) hjælp.
Jeg er nok mest præget af PTSD, og presses nemt, på en eller anden måde. Min hjerne kokser simpelthen sammen i løbet af no time. Og det slår over i panikangst. Det er særligt sidstnævnte jeg gerne ville have noget medicinsk hjælp til. Psykisk får jeg hjælp i form af samtaler (nyopstartede & ser ud til at være noget kortvarige). Men, kan jeg forvente at medicin kan leve op til mine egne forestillinger om at angsten bliver bare i det mindste dæmpet lidt? Eller er mine forventninger skudt for højt - og jeg deraf bliver skuffet over manglen på virkning?
I don't know. I just know - the drugs don't work. .

Note to self. Don't forget

2011-12-28T01:49:00.000+01:00

Jeg er mest på overvejelsesplanet. Vil ikke tilbage på den vej jeg var, men ved ikke hvilke veje der så viser sig, eller jeg vælger.

- så har du allerede truffet et smukt valg! ♥....mærk og lyt til dig selv.

Tak. Og Ja ♥ Det er lige præcis dér jeg tænker der skal arbejdes grundigt i 2012. Det er selvfølgelig også en beslutning ;-) At ville det. At huske sig selv på at gøre det. Igen & igen. Selv hvis/når det glipper. Det er min 2012 mission :)

Nytårsforsætter

2011-12-28T01:41:00.000+01:00

Oh altså. Er egentlig ikke så'n til Nytårsfortsætter.
Har undervejs i året fortsætter igang hele tiden. Om så det er mandag morgen, lørdag nat, eller lige den næste time. Og jeg kan vist ikke helt forlige mig med, at der findes skærringsdatoer for 'hvornår noget nyt kan & skal besluttes'.
Men måske er det også bare mig, der ser hele scenariet omkring nytåret, som noget andet. Indeni mig.
Alligevel bliver jeg inspireret til at tænke frem. Ud af kassen. Drømme. Reflektere. Forestille mig. Så joh, der er nogen tanker om 2012. Nogle nytårsfortsætter, om man vil. Men om det bliver for søgt, for mig personligt, at gøre dem op, det ved jeg endnu ikke ;) ♥

Julen in rewind

2011-12-27T20:43:00.001+01:00

Er rørt over at have fået en meget personlig gave idag ♥

Synes faktisk at julen i år har været fin. Altså, ikke pga. gaver! ;) Men, de bitte små gode ting der (også) er, har ligesom føltes som store. Større.
Dét i sig selv, kan også føles stort. ♥

Jeg mister mig selv

2011-12-26T19:52:00.004+01:00

Det er bare. . .
Jeg går altid for langt.
Formår ikke at stoppe, bremse - styrer bare lige imod. Og rammer. Kuldsejler mit sind.
Igen og igen.

Det er bare. . .
Jeg ved godt, her bagefter, at jeg mister mig selv.
Det er lidt skræmmende, at se tilbage.
Og SE.
Jeg mister mig selv i alt det jeg tror jeg skal klare.

Jeg ved ikke hvor de forventninger stammer fra.
Jeg ved ikke hvorfor jeg forventer mere af mig, end jeg kan overkomme.
Men jeg ved, at jeg får mine wakeup call. Og denne tid er endnu et af dem.
Jeg ville ønske, jeg kunne bremse op, inden jeg er gået for langt.

Jeg havde det ikke godt, efter lidt tid der , reflekterer jeg højt til en veninde.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik? Måske nogle måneder? spørger jeg - og søger at finde et svar hos een der kunne se mig udefra. Som et kald på hjælp om, at komme mig til undsætning i mit tankekaos af forestillinger. Et kald om at lade mig vide hvad hun ser. For jeg er viklet ind i tvivlen mellem virkelighed og forestilling.

Du begyndte at miste dig selv, siger hun stille.
Og jeg ved at hun har ret. At dét er den rette betegnelse. En sætning jeg ikke har turdet tænke. Og i samme ombæring, mærke.
Ja, der gik nogle måneder, så var jeg på vej ret meget væk fra mig selv, ikk? Siger jeg, og spørger på den måde igen, om hun vil dele hvad hun så.

Jeg blev bekymret for dig. . tidligt. Der gik vel 3 uger . . . siger hun sagte.
Og sætningen bliver hængende i luften.

3 uger? !
Der bliver helt stille i mit hoved. Jeg ved, at hun har ret.

Jeg græder stille tårer, i eftertænksomhedens skær.
Mit hjerte fyldes med sorg, over at min evne til at standse er så ringe.
Jeg mister mig selv. Helt uden at vide det.

Sætningen hænger der endnu.

2011-12-26T16:30:00.001+01:00

I quote

2011-12-26T16:24:00.004+01:00

' Det haster med de kærtegn, det haster med de ord, det brev. Da døden er kold, skal du være varm. Da døden er følelsesløs, skal du have følelser. Da døden er stiv, skal du være blød.
Da døden er stum, skal du tale ' .
© Johannes Møllehave

!

2011-12-23T00:01:00.000+01:00

Jeg gider ikke det her F&/¤#!g jul!
There. I said it.
Mon det letter noget, at skrive ordene højt?

♥

2011-12-22T19:03:00.001+01:00

Don't you dare, for one more second, surround yourself with people who are not aware of the greatness that you are.

-Jo Blackwell Preston

Det bliver helt fint

2011-12-21T00:38:00.005+01:00

Jeg er startet i et nyt terapiforløb. Hos en ny terapeut. Denne gang, en psykolog.
Jeg har måtte tage afsked med det terapeutiske rum jeg kendte, og følte mig meget tryg i. Det har også været det rum, hvor jeg har udviklet mig mest. Det er faktisk helt utroligt, så lang en rejse jeg har foretaget i dette rum.
Det var mit helle, mit læ-hegn, min støtte, min redningsplanke, mit udviklingsrum, min kampplads, min nerve til reflektion. Min. . . Udviklingsramme.
Det var svært at sige farvel. Meget. Jeg savner det allerede. Men tiden & vilkårene er, at jeg nu skal andre veje.

Nu er jeg så startet hos en psykolog. Det er meget,, meget nyt. Og meget, meget anderledes. Og ukendt. Uvant. Angstprovokerende. Og utrygt.
Men, det er også godt. Nok. Altså - det bliver sikkert helt fint!
Jeg skal bare lige vænne mig til formen, metoden, rummet, den nye relation.

Lige nu føles det lidt som at starte forfra. Alle de der ting der ikke er sat ord på - i denne kontekst. Alle de ubesvarede spørgsmål, alle de ting der skal introduceres, eller lige ridses op - for at vi begge kan følge med. Det er lidt hårdt, synes jeg. At sætte ord på det der har ført mig til hvor jeg er idag. Selvom ordene ikke længere er fremmede, så skal de formuleres igen. De skal siges højt igen, nu i en anden ramme. . . det har efterladt mig stortudende efter hver eneste session.
Men, hun er god nok - hende den nye hjælper her på vejen. Jeg er ikke bange for hende ;-) Men mærker der rejser sig gamle tvivl, mistillid og usikkerhed. Og de er så velkendte de følelser, at jeg genkender dem - og kan tage dem en efter en.
Det bliver sikkert helt fint. Step by step. Og det er ikke ligesom at starte helt forfra. Siger jeg, mest i trøst til mig selv.
Hun er god nok, hende der psykologen med notesbogen. Idag gav hun mig en 'engel' med hjem. Hun synes jeg skulle have den med mig over julen.
Hun er god nok. Har nogle gode intentioner.
Det kommer til at blive helt fint, det hele .

tankevrimmel

2011-12-20T12:29:00.001+01:00

Prøver at slutte fred.
Med tvivlen.

Indsigt

2011-12-18T00:20:00.000+01:00

har skullet lære meget. Helt fra bunden. Og har også fortsat meget at lære, endnu.
Lige nu tror jeg det er tiden, hvor jeg skal lære at holde fri. Have pause. TA pause!. Det lyder så meget nemmere end det er.

Igen & igen formår jeg at booke hvert et ledigt øjeblik. Kører bare derudaf i overhalingssporet & når slet ikke at registrere det. Indtil jeg løber tør for brændstof. Indtil jeg bliver syg. Og på den måde er 'tvunget' ned i gear.
'Så ka du lære dét', som man si'r. Og ja, det kan jeg.
Jeg sætter en ære i, at lære mig nyt - når jeg opdager at det jeg gør, fører mig hen hvor jeg ikke vil være.
Jeg siger ikke det er nemt. Jeg siger ikke, at jeg ikke vil ta' mig selv igen - i at have planlagt kalender på minuttal nærmest. Men jeg siger, at jeg vil forsøge. Igen & igen. Til jeg har lært det.

Change is the only constant

2011-12-16T20:07:00.003+01:00

Altså. Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg ville ændre layout for min blog.
Jeg ville bare liiiiiige ændre en lille ting. Og fandt så ud af, at skabelonen var for gammel (?!!), til at kunne ændres. Det siger måske lidt om hvor længe siden det er, at jeg første gang gav mig i kast med at lave bloggen (4 år, siger tidstabellen, nærmere bestemt). Måske var det på tide, at ændre her - også? I hvert fald, here we go - jeg prøver mig lidt frem med forskellige layout. Måske finder jeg også DET der matcher mine egne forestillinger. På et tidspunkt ;-)

Walk this way

2011-12-16T00:40:00.003+01:00

Hvis du får trang til at gå derud - kan du så ikke istedet gå herud, til mig?.. Skrev min veninde en sen aftentime.
Hendes ord flød fra min indbakke på mobilen, og direkte ned i mit hjerte.
Så præcist, så konkret, at det rørte mig dybt. Og hendes omtanke, ligeså.
Tak I ♥ Den er gemt, i mit hjerte.

Don't step aside, step up

2011-12-15T21:13:00.002+01:00

Går af ukendte stier. Og får trang til at kigge mig tilbage, og løbe retur af de kendte veje.
Men, de findes ikke længere. Der er kun de endnu usikre, ukendte, nye.
Og dé skal føre mig fremad.
' Vejen bli'r til mens vi går '.

Uformel undring

2011-12-14T20:25:00.004+01:00

har modtaget ét af de der Formelle breve. Et af dem, hvor jeg godt vidste - i hovedtræk - hvad der stod, inden jeg åbnede det. Alligevel går nogle af formuleringerne liiige i maven.
Jeg undrer mig; Hvem er dét, der sidder & beslutter hvordan ordlyden skal være, på de standard skrivelser det offentlige sender ud? Formuleringerne er stort set enslydende kommuner imellem, så jeg tænker, at der må være 'nogen' der formulerer det standard-mæssige? Og skyldes den firkantede facon, at det antages, at vi som borgere ikke kan forstå alvoren, med mindre man formulerer det, som var vi født igår?
Ja, der er regler & love som skal tydeliggøres i sådan nogle skrivelser, det er jeg med på. Men jeg mener også, at man sagtens kan formulere sig klart & tydeligt på en respektfuld måde. Måske bare en anelse mere elegant?
Ja, jeg undrer mig bare .

Julen

2011-12-11T21:32:00.003+01:00

Jeg har aldrig rigtigt haft det nemt med julen.
Det har så længe jeg kan huske, været en tid der er så kompleks, at jeg ofte har ønsket at kunne strække mig fuldstændig væk, bare forsvinde for en periode, og først dukke op igen når de der enormt langsommelige helligdage var overstået.

I år, har jeg besluttet, at det er ok, at julen kommer.
Lad den komme! Jeg kan alligevel ikke knipse den væk, vel?
Så, jeg har besluttet mig for, at få det bedst mulige ud af dagene. Uanset om jeg også oplever noget ensomhed, tristhed, lyst til at forsvinde - så har jeg besluttet, at der også skal være plads til det andet. Det gode.

Jeg har f.eks. planlagt nogle forskellige aktiviteter her i december måned. Planlagt forskellige aftaler, og gøre noget af det som jeg godt kan li'.
Det er blevet vigtigt for mig at have nogle gode planer, fremadrettet kan jeg mærke. Det bliver mine små lyspunkter, at holde fast i.

Idag tænkte jeg ved mig selv; Hvorfor har jeg ikke tænkt det sådan her før? Hvorfor har jeg ikke før sørget for at arrangere mig sådan, at jeg ved, at jeg får nogle gode oplevelser ind?
Man kan også sige, at det at få nogle gode oplevelser ind i sit liv, ikke er jule-bestemt, men 'burde' måske være aktuelt hele året.
Juletiden ER bare, uanset hvordan jeg vender og drejer det, noget andet. Noget mere... markant.

Jeg tror, måske, blot ikke jeg har haft fantasi til at forestille mig hvad jeg ville? Eller måske har jeg bare ikke været klar? Måske er tiden moden, nu?
Det føles sådan.
Det føles som jeg har forsøgt at flygte. Forsøgt at få dagene til at forsvinde hurtigere, ved ikke at forholde mig til dem - men nu istedet prøver at stoppe op...
Og det gør noget andet for mig.
Det er ikke piece of cake. Slet ikke! Men, det går meget godt - det her med at planlægge noget godt. At forsøge at nyde de små gode ting & lade dem fylde mere end de andre følelser jeg også bærer på, i denne tid.
Ja, jeg mærker også den velkendte tristhed og følelse af at være helt alene i verden.
Mærker også alle minderne komme rullende, og slå mg helt ud af kurs.
Og ja jeg falder også i, og aflyser det hele! Med begrundelsen, at nu kan det fandme også være ligemeget. Fordi jeg pludselig ikke synes jeg kan rumme.
Men, jeg prøver. Jeg gør et forsøg. Hver dag! Babysteps.
Step by step.
Og jeg ved, at julen i år vil blive anderledes i forhold til hvordan den ellers har været, for mig.

Vender et blad

2011-12-08T17:46:00.002+01:00

Har i dag afsluttet et kapitel i mit liv. Et kapitel der varede mere end 3 år.

Det er både med vemod, tristhed, hulk, - men også gode minder at tage med, berørte tårer, og smil.
Man siger, at når en dør lukkes, åbnes en anden.
Jeg glæder mig til at se hvad der er bag de andre døre, herfra.

Snit snap snude, nu er den fortælling ude
Tip tap tønne, en ny kan nu begynde ♥

Et puslespil der ikke kan lægges

2011-12-04T18:35:00.003+01:00

har store sorte huller, i min hukommelse.
Som om, at uanset hvor mange brikker jeg forsøger at stykke sammen, uanset hvor meget af mit kortlægning der snart er vendt og drejet gennem årene - så mangler der bare noget i rækken.
Det er som stier af billeder i min erindring, hvor billederne bare pludselig ophører. Tankerne falder ud over kanten. Bump. Sort hul. Tomt. Blankt.

Gennem flere år har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke betyder så meget. Pyt med det! Det kommer nok. En dag. Eller måske gør det ikke, og betyder det så noget? Jeg har forsøgt at tænke, at det ikke har nogen betydning, for hvem jeg er idag - ikke har nogen betydning for mig, eller mit liv. Ikke at kunne erindre. Ikke helt at vide.

Men det har det.

Den her fornemmelse af at have levet i parallelverdener, bliver igen & igen vækket til live. Som skarp adskilte film, der kører i min erindring, synes de aldrig helt at kunne nå sammen. Og det er her følelsen af fortvivlelse strømmer ind over mig, og efterlader mig ordløs.

Du kan jo bare undlade, at lade tankerne vandre af de veje? Ville nogen måske tænke. Og tro mig, det har jeg også selv tyet til, igen og igen.
Men når jeg tvinges til at indse fakta, bliver konfronteret med at jeg ikke husker, så krakelerer min verden en lille smule. Og jeg fanges ind af sorgen. Følelsen af fallit.

Jeg føler mig som et hittegods barn, der forventes at kunne svare hvor det kommer fra, før det end har lært at tale.
Som når visitatoren til et terapitilbud spørger mig direkte om nogle helt faktuelle (og tilsyneladende helt gængse spørgsmål) og jeg oplever, at jeg ikke kan svare.
Jeg føler mig decideret uintelligent. Dum. Og ikke mindst; fortabt.
Og her får jeg følelsen af, at der mangler noget helt grundlæggende. I mig.
Det er også her, at jeg ind imellem tager mig selv i at digte. Komme med en eller anden ytring om noget. Bare for at sige . .et eller andet.
Og jeg skammer mig så meget! Mest over det faktum, at jeg ikke erindrer. At jeg føler mig historie-løs, eksistensløs. Som om mine verdener ikke passer sammen & min frustration over ikke at kunne få dem ført til et hele, giver mig følelsen af, at jeg ikke er hel. Og aldrig bliver.
Og jeg skammer mig over at jeg væver ord, bare for slippe udenom at være i den følelse for længe.

Jamen, hvorfor er det så vigtigt at kunne huske & føre billedrækken sammen? Hvorfor har det betydning, her & nu, at der er huller i hukommelsen? Spørger jeg mig selv.

Det har det fordi jeg kvæles i følelsen af parallelverdener. Når mine spor ikke synes at ville føres sammen. Det er som at have adskilte, uafhængige spor i sin hjerne, men også i sit hjerte - som aldrig synes at kunne forenes.
Og det er her min følelse af at eksistere forsvinder.
Var det måske ikke her, da parallelverdenerne var nødvendige, at jeg forsvandt - mens nogle andre førte mig som en marionetdukke?
Var det måske ikke her, at verden blev opdelt & jeg oplevede at livet var som at se på en film?
Var det måske ikke i parallelverdenerne, at alt det grumme opslugte det gode & lod mig tilbage med huller så store, at jeg troede jeg var opstået af Ingenting?

Jeg har kæmpet så indædt for at få brikkerne til at passe sammen. Gennem mange, mange år. Og jeg har lagt mange af dem. Men også ædt det faktum, at de alle ikke har kunnet danne et billede for mig. I hvert fald ikke lige nu.
Men jeg bliver bumpet direkte tilbage i sorgen, når hullerne atter træder frem.
Jeg føler mig u-hel. Delt. Splittet og splintret. Og jeg græder tårer af sorg når jeg møder mine huller. Fordi de på en eller anden måde bliver som et hul i mit hjerte. Et hul der ikke synes at kunne fyldes ud.

Inde, eller ude

2011-12-02T01:24:00.003+01:00

Det taler lige ind i min egen usikkerhed.
Din måde, ikke at lade mig vide hvor jeg står.
Den måde, hvorpå jeg skal gætte mig frem til om jeg nu er ok, eller ikke.
Om jeg er inde i varmen, eller ej.

Det taler lige ind i min egen usikkerhed,
at du igen & igen lader mig hænge her.
Uvidende, udefineret, uklart.
Måske tænker du, at jeg da kan regne det ud?

Det kan jeg ikke. Og min tvivl og usikkerhed bare vokser & vokser.
Hele tiden har jeg tænkt, at det er mig der bare ikke fatter hvad der foregår.
Indtil nu, hvor jeg ser at du veksler.
Måske ved du heller ikke hvor du står? Eller hvor jeg står, i forhold til dig?
Måske er vi begge uvidende?

Men det taler lige ind i min egen usikkerhed
at opleve skiftet mellem 'du er inde, du er ude'.
Jeg er træt af dit spil, og forstår det ikke.
Men alligevel bliver jeg ved at lade dig have en plads.

Gid fanden havde de piller

2011-11-30T16:17:00.007+01:00

... og så var der dén, om et menneske med angst, der havde affundet sig med at takke ja til medicin. Hun skulle prøve først det ene præperat, og så det andet.
Alt imens hun opdagede, at selve angsten for at tage den medicin der skulle reducere angsten, var så stor at hun ikke turde tage dem. Hm.

Du er så stille..

2011-11-30T14:36:00.001+01:00

' Du er så stille Silje...? '

Ja.
Altså. Jeg ved ikke. Jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. Der er ikke rigtigt noget at sige. Eller kunne, sige.

Hver gang jeg har vovet at åbne munden de seneste uger, føles det som jeg skulle have holdt min mund. Bare tiet. Sagt intet.
Jeg får sagt alt det forkerte. Får formuleret alt som bøvlet. Og jeg sidder bare tilbage med tårer på kinderne, over ikke at forstå hvad det er der sker.
Jeg har også følt, at alt hvad jeg har sagt er der blevet stillet spørgsmålstegn ved. Sådan en følelse af, at blive stillet til regnskab konstant, og som bare er så ubehagelig for mig at mærke, at jeg har lyst til ikke at sige et kvæk.

Jeg har følt det som, at alle mine ord skal krænges udover mine læber. Nærmest helt fysisk. Og det behøver ikke engang være ord der er svære, eller som har svære følelser gemt i sig. Det er bare ... selve dét at tale, der føles som en kæmpe overvindelse. Og jeg har ikke energien.
Hvor er mine ord? Hvorfor kan jeg ikke bare tale normalt? Hvorfor bliver det så kringlet at kommunikere? Hvor er min hjerne - den der er fri af grød??

Har følt det som, at de ord der kom ud af min mund ikke er mine egne. Som var de et forsøg på, at agere normalt i en verden der bare ikke fungerer. Med mig i.
Det føles, som har jeg forsøgt at tale - for at være aktivt deltagende på normal vis - hvorefter følelsen af at være en fiasko, har frosset mine ord. Og mig.

' Du er så stille Silje...?'
Ja.
Der er ikke noget at sige.

Kender du den der fornemmelse af at vågne op en vintermorgen, og 'lyden' er helt anderledes? Den der fornemmelse man kan vågne med, og i det sekund man slår øjnene op ved man, at der er faldet sne? At vejene er dækket af et tæppe, en lyddæmper, og det er derfor der føles mærkbart 'stille'?
Hvis du kender mig godt, så ved du også hvordan jeg har det indeni, når sneen har lagt sit tæppe. Hvor panisk angst jeg er, derinde bag masken, og hvor stor en frygt der vågner i takt med at hvert et snefnug daler.

Måske er det sådan lidt jeg har det lige i øjeblikket. Jeg er fattet, udadtil, og oplever stilheden som noget mærkbart. Noget ændret. Noget... dæmper. Men indeni padler jeg som galt det mit liv! i den sø af kaos der rejser sig hver dag.

Jeg har navigeret udenom de 'farer' der lå for mine fødder, og forsøgt at undgå faldgrupperne. Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid og energi på, ikke at styre mod et nederlag. Ikke at styre mod lige præcis her hvor jeg står.

Jeg står lige præcis der hvor jeg forsøgte med al min magt og vilje, ikke at komme til at stå
Jeg kan ikke engang grine af det tragikomiske i at bruge så meget energi på at undgå noget, og så ramme direkte med 180 ind i det alligevel.
Jeg kan heller ikke engang se det lærerige i det, eller orker ikke at se - og tage det op.
Hvem skulle jeg også tage det op med? Hvor skulle jeg også gå hen?
Jeg isolerer mig, mens jeg kommer mig. Der er ligesom lagt en dyne over mig & verden.

Det er lidt som at være tilskuer til livet. At se det hele passere forbi. Gennem en glasrude.
Som om jeg ikke er en del. Som om jeg ikke kan nå derud.
Du kunne sprænge ruden, igen & igen - til den er helt væk! Sparke den ind, slå den itu, kæmpe, hamre, smadre!

Ja.
Måske er der også en underlig form for beskyttelse i, at være her - bag glasruden? Jeg kan ikke komme ud, men måske ønsker jeg det heller ikke? Lige nu. Måske er dét, at være beskyttet bag en rude, min måde at beskytte mig selv mod at verden ser min smerte? At verden kan trænge ind, og nå mig. Måske ønsker jeg i virkeligheden ikke, lige nu, at stå op for flere ord, løfter der bliver brudt, og den faktuelle realitet, at min verden er blevet forandret på mine mest væsentlige fronter?
Og jeg kan simpelthen ikke tage det ind,og forholde mig - uden at stå med følelsen af at krakelere, hvis jeg gør.
Måske er det mit værn. Og måske er mit værn nødvendigt lige nu.
Jeg er ked af det, helt ind i knoglerne. Men jeg har ikke lyst til at lade følelsen strømme ud. Udenfor mig.

' Du er så stille Silje...? '
Ja. Jeg tror det er mit værn. Hvis jeg taler, vil tårerne strømme i ét væk, og jeg er ikke sikker på jeg har lyst til du ser min smerte.

Now, the drugs don't work...

2011-11-24T03:09:00.003+01:00

Ja, jeg ved det godt. Jeg var ikke begejstret for at tage dem. De der piller.
Faktisk langt fra begejstret, bare for tanken om dem. Jeg stejlede fuldstændigt, sidst de blev bragt op som mulighed.
Tog mig tid, at acceptere og tage ind, at det skulle jeg så.
Okay. Jeg er med! Jeg gør det! Jeg ser om det kan ændre noget! Gider ikke det her angst & panik-flikflak konstant længere. Just go for it - giv mig et eller andet.
Så... nu er jeg så igang. Forsøger mig med dosis (efter foreskrevne)her på dag 8.
Og de virker absolut overhovedet slet, slet ikke.

Enten er dosis for lav. Den kan sættes op, i guess!
Ellers er dét, som skulle være virkningen, ikke en virkning jeg kan ænse.
Jeg mærker. . . . I N T E T.

Jo, måske mærker jeg, at hjernen kører 'anderledes'? Her er lidt som grød, indeni min lille 'bobbel'. En grød der bare ikke synes at gå væk.
Jeg bliver pissed i de her dage! Vred. Gal. Ked af det. Tager ting meget nært, som jeg ikke plejer at tage nært. ALT går rent ind.
Jeg nærmest vrisser mine ord ud gennem tænderne. Gennem munden der virker helt sammenbidt. Får også lyst til at smække med dørene. Bande. Råbe højlydt!!
Jeg har haft store konflikter med mine omgivelser de sidste dage. Misforståelser, mig der får formuleret mig så kringlet at de ikke kan forstå hvor jeg vil hen, og mine egne forsøg på at være så klar i mælet som muligt, ender ud i at jeg bliver for 'firkantet'. Og det kan jeg se. Bagefter. Mine ord synes bare at komme ud på en skæv måde - og jeg føler mig for træt i hjernegrøden til at udrede mine bommerter hele tiden.
Måske er hjernen bare mere 'træt' på de her piller? Måske bliver lunten, og overskuddet kortere? Eller måske er det bare en blanding af livsvilkår der er ændret, og ny kemi, og den ønskede effekt der bare er.... udeblevet?

Havde jeg håbet på et mirakel? Ja, det må jeg jo erkende. Jeg havde faktisk håbet, at kunne mærke en ændring, da jeg 'overgav' mig til at prøve.

Den eneste ændring jeg mærker er, intet at mærke. Altså, af det jeg havde håbet at skulle mærke.
Jeg må tilbage på tegnebrættet.

Tavst skrig

2011-11-21T21:51:00.000+01:00

Jeg kan mærke jeg cencurerer mine ord i alle sammenhænge, i denne periode. Men hvor er jeg træt af dét!
Er sygemeldt fra en arbejdsplads, hvor man ikke tager overgreb alvorligt. Hvor man vælger at neglicere det & lukke øjnene - simpelthen se den anden vej.
Man vælger heller ikke at tage mig, som medarbejder, alvorligt da jeg gør opmærksom (igen & igen) på hvad jeg oplever.
Det har ramt mig. På min profession, min etik & min person. Jeg har lyst til at skrige; ‘Jeg kan jo for helvede ikke være en del af et sted, hvor man ikke tager overgreb dybt alvorligt! Det er jo logik!’.
Men, udadtil skriger jeg ikke. Der er jeg tavs, som aldrig før.
Og forsøger bare at ‘gå til det’, med den afstand det er nødvendigt at have

Farvel & goddag

2011-11-21T21:50:00.000+01:00

- skal sige farvel til noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at miste. ♥
Kunne se det udfra alverdens positive vinkler, og hægte det op på citater om, at Når en dør lukkes åbnes en anden etc. Ja. I know. Alligvel er jeg egentlig bare ked af hele situationen. Og det skal der vel også være rum til.
Der er sikkert en mening med det hele & den vil jeg se hen af vejen. Det tror jeg på. Er på en eller anden måde blevet lidt småallergisk overfor at 'lade som om' & ikke give lov til at noget er trist. Det bli'r bare sådan lidt kunstigt, for mig. Det er jo hvad det er. Og jeg lader det være dét, mens det synker ind. ♥

Ændrer kurs

2011-11-16T01:19:00.007+01:00

Jeg har kapituleret. Idag.
Overgivet mig, og gået på kompromis med mig selv. Mit eget syn på mit liv, mine drømme om frigørelse, og egen fortælling om at 'jeg skal nok nå så langt, at vi slet ikke behøver diskutere det her igen'.
Jeg er gået på kompromis med min egen drøm om hvordan min vej skulle trædes.

du bli'r jo nødt til at få noget hjælp. Ikk? Vi bli'r nødt til at finde noget til dig Sagde lægen, mens hun stirrede mig direkte ind i øjnene.
Det føltes næsten som hun kunne se ind i min sjæl.
Jo, nikkede jeg. Med tårerne trillende stille ned af kinderne.

Hvornår var det, at jeg ikke længere kunne lade tårene blive indeni? Hvornår skete det, at jeg ikke længere kunne holde dem tilbage?
Jeg kan ikke længere opretholde en facade. Et lille rids i lakken. Et lille blik, et lille ord, en lille sætning der rammer, og jeg krakelerer.
Det skal jeg stadig vænne mig til. Mig, der aldrig græd. Men, sådan er jeg ikke mere.

Jeg indløste recepten på apoteket med det samme.
Nu sidder jeg her, og tør ikke tage pillerne ud af æsken. Og tør da slet ikke ta' en i munden!
Jeg sidder bare og kigger på pakken. Stirrer. Undrer mig over hvordan den er endt her hos mig.
1-2 tabletter højst 3 gange dagligt, mod Angst Står der udenpå.

Du behøver ikke tage dem hver dag. Eller fast. Eller på nogen måde trappe op eller ned. Du kan bare tage dem efter behov. Se hvordan det virker for dig? sagde lægen. Hende med det intense blik.

Og jeg bliver ikke afhængig af dem? Ligesom alt det andet lort jeg har kæmpet for at slippe af med igen? Spurgte jeg. Og tog automatisk hånden op til munden & undskyldte jeg bandede.

Nej svarede hun. Fysisk bliver du ikke. Det kan jeg garantere dig!
Du har brug for at have kontrollen, og selv bestemme kan jeg fornemme? Ikke at skulle tage noget, hver dag? spurgte hun.
Jeg måtte jo bare væve øh ja, og snublede lidt over ordene i at medicin dagligt bliver tegnet for, at jeg ikke har kontrol. Hvor faen ved hun det fra?!

Men, du bliver måske afhængig af den virkning de vil give dig. Afhængig af at opleve ro. Bare lidt. Det kan man godt blive afhængig af... sagde hun og smilede et skævt smil, som jeg delte.

Hvis du f.eks. ta'r 1 hver ottende time, altså 3 gange på en dag, så er du dækket ind i hele døgnet Det er hende lægen igen. Hun hænger på. Bliver ved.
Ja. Sagde jeg bare. Og faldt ligesom ned i en dyne af vat.

Hele, døgnet. Alle timer. Hvert et minut. Tik Tak. Uden angst. Kan man det?? helt seriøst??

Den anden aften havde jeg været villig til at tage hvad som helst! Bare stik mig et eller andet der virker. NU.
Men, jeg havde jo en drøm om, ikke at skulle tage medicin. Jeg havde en intens drøm om, at sparke så meget røv på min egen proces! at medicin aldrig mere blev et issue.
Alligevel har tanken været undervejs noget tid. Jeg kunne måske også....? . Og jeg har strittet imod. Som fandenivoldskhed jeg ikke anede hvor kom fra, har jeg bandet og svovlet og råbt og skreget for mig selv, af de mennesker der bare har turde nævne ordet medicin som en mulighed.
Rend mig i røven! Jeg skal fandme ikke dopes til at kunne leve!
Men, det skal jeg så. Eller, måske ikke ligefrem dopes - men jeg skal prøve om medicin alligevel kunne være en hjælp. For mig.
Og den er faktisk sværere at sluge, end at skulle sluge de piller der ligger i æsken foran mig.
jeg har ikke taget medicin i 2 år. Droppede 'lykkepillerne' som det sidste, og har ikke haft en tanke om nogensinde at skulle tage noget igen.
Jo, jeg har fået hjælp fra kemiens verden i form af sovepiller (min pt. bedsteste ven!) og så de smertestillende, min krop synes at skulle bruge for at kunne hænge sammen i perioder.

jeg husker første gang jeg gik hjem med en pakke på et eller andet psykofarmaka. Om det var 'lykkepiller', antipsykotisk, angstdæmpende eller whatever - jeg var hunderæd for at tage dem! Ræd for hvad der ville ske, med mig, hvis jeg tog dem. Men jo også bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke prøvede. Det er nok same same her. Igen.
Jeg husker at jeg grædende tiggede min veninde om at hun ville forsikre mig, at HVIS jeg tog den her ene lille pille - så SKULLE hun sige til, hvis jeg 'blev en anden'. jeg har simpelthen altid haft en rædsel for, at jeg skulle ændre mig - blive en anden - blive sindssyg eller sådan noget, uden at jeg vidste det.
Ræd, som ind i helvede for, at en lille bitte pille skulle ændre hele mig, og jeg ikke ville ane det! Og ikke ville have kontrol over det.
Derfor har jeg haft mennesker i mit liv de sidste år, der har lovet at forsikre mig om, at hvis de oplever jeg ændrer adfærd (til det dårlige) så vil de fortælle mig det.
Egentlig kan man tænke; er det ikke ligemeget om du gør - hvis ikke du ved det? Hvis andre er nødt til at fortælle dig, at du har ændret adfærd, så ved du det jo ikke selv, og er det så ikke ligemeget?
Er du klar over hvor angstprovokerende en tanke det er, for mig?! Det er det mest skrækkelige jeg kan komme i tanke om. Mit værste billede af et mareridt.

Så nu sidder jeg så her. Igen. Med nogle piller foran mig, som jeg tøver med at tage.
Jeg tror måske også det har en indvirkning at bo alene. At skulle komme et eller andet i min krop, som jeg ikke ved hvordan jeg reagerer på - og så være helt alene med det. Tænk hvis jeg tog den første nu, og ikke kunne reagere hvis jeg blev dårlig af dem, på den ene eller anden måde.
Nej, jeg venter med at 'teste' til imorgen aften. Der kommer min veninde nemlig. Så kan hun være i det nye, sammen med mig - og forsikre mig om, at jeg stadig er mig. Også selvom jeg har åbnet pakken og taget mit første spæde skridt på en ny vej, til et liv med mere ro.

Jeg vil ikke i skole

2011-11-15T23:52:00.000+01:00

Føler mig squ ind imellem, som det her skolebarn der står slukøret i hoveddøren, med skoletasken i hånden, jokker sig selv over tæerne, med tårene trillende ned af kinderne, og som vover at sige næsten lydløst; ' jeg vil ikke i skole.. '
Men som ikke tør fortælle, at det er fordi de andre børn mobber hende, ikke vil tale eller lege med hende. Hun føler sig udenfor og forkert, blot ved sin tilstedeværelse. Hun har kvalme, og orker ikke at skulle færdes blandt mennesker idag. Hendes forældre har misbrugt hende natten igennem, og hun er så ufatteligt træt. Hun orker ikke at skulle bære masken igen idag. Men ved, at hun må. Ligesom alle de andre dage. Lige dér, ved hun blot ikke om hun kan. Lige dér, mens tårerne falder.
Nu er forskellen at jeg er voksen, og jeg skal ikke i skole. Mine forældre har heller ikke misbrugt mig natten igennem - i den fysiske forstand. 'Blot' i mareridtene der lige de dage her kører på fuld blus, har de fyldt det hele.
Men som jeg står der i døren med den samme følelse, og de samme former for tårer trillende ned af kinderne er jeg voksen, ansvarlig, forpligtet - og der er ingen Kære Mor. Det har der så aldrig været kan man sige, men det er en helt anden snak. Jeg er voksen, og selv ansvarlig for at skabe dagen. Gå derud. Med mig & mit. Møde det med oprejst pande, og bære en maske - skulle det blive nødvendigt for at komme igennem. Jeg er voksen, og alligevel føles nogle dage som at stå lige dér i hoveddøren, med tasken i hånden & følelsen 'Jeg vil ikke i skole'....

Styrer mod et nederlag

2011-10-20T21:23:00.004+02:00

Jeg føler, at jeg head'er mod en fiasko. Og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal navigere udenom den.
Jeg ser den bare komme nærmere og nærmere. Jeg ser bare mig, bevæge mig tættere og tættere på.
Alt imens jeg klamrer mig fast, med det yderste af neglene. Stædig som bare fanden. Og træt. Træt helt ind i knoglerne.

Jeg har forsøgt. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Gør det bedste jeg overhovedet kan.
Men, det er ikke nok.
Jeg føler, at jeg styrer direkte mod et nederlag. Og trods alle mine overvejelser om hvordan det skulle undgåes, så havde jeg vitterligt ikke regnet med at stå lige her. Måske er jeg naiv. At tro min vilje er nok. Måske er jeg naiv at tro, at jeg kan.
Det føles som det største nederlag at måtte erkende, at uanset hvor meget jeg vil det! Uanset hvor meget jeg forsøger og giver alt hvad jeg kan . . . så er min vilje ikke nok, til at bære mig igennem det her.
Uanset jeg VIL, så kan jeg ikke det her. Jeg kan ganske enkelt ikke.

2011-10-04T00:59:00.003+02:00

You made a mistake, I see. But I’m a little too tired, baby, It’s a little too late, to bring it up, in the weary dark of night. Between black and white, is a thousand shades of grey. I’m not giving up but I need a little light
Save it for the break of day

...

2011-10-02T23:47:00.003+02:00

Jeg har mistet mit anker.
Jeg flyder ud i det åbne.
Ned af floder jeg forlængst troede, jeg havde bygget dæmninger på.

Jeg har mistet mit anker.
Og ved det burde findes i mig selv.
Men det er jeg aldrig nået til at kunne finde.
Og nu føles det jeg kendte forsvundet.

Det du ikke dør af, gør dig stærkere

2011-10-02T01:02:00.001+02:00

‎'Det du ikke dør af, gør dig stærkere!' står der tagget på en mur, jeg kører forbi ind imellem. Jeg har det squ lidt ambivalent med dét statement. Og mine tanker flyder altid tilbage i tiden, når jeg møder de ord.
Vi var flere grupper der gennem flere år festede igennem ved enhver given lejlighed (Med andre ord; hver dag var en fest). Vi fyldte tomrummet -som ingen af os kunne holde ud at være i...- ud med larm, druk, byture & grænseløse afprøvelser, der endte i det ene kaos efter det andet. Nogle af os endte med at sælge sex, også som et led i det. Andre forsøgte at lade være. De kørte på adenalinet ved at skulle feste til de ikke kunne stå oprejst mere.
Og skulle der blive stille & eftertænktsomt blot et kort sekund - skulle vi glimtvis få en tanke om 'hvad er det vi har gang i?' & skulle tankerne om hvor svært det egentlig i realiteten var, at opretholde en udadtil normalt synende facade, med job, uddannelse osv - Så forsikrede vi os selv, og også hinanden om, at 'vi har fuldstændig styr på det her!'. JA GU HAR VI SÅ! Bankede en af tøserne næven ned i bordet. 'Det vi ikke dør af, gør os bare stærkere!' råbte en anden euforisk, hvortil vi resten istemte med 'bund eller resten i håret' & grinede højlydt.
Jeg tror ikke vi vidste hver især, at den styrke vi synes at have opbygget, skulle vi få RIGTIG meget brug for, lige præcis dén dag hvor festen sluttede.
For nogen sluttede festen brat, da dødsfald kom til at fylde i gruppebilledet.
For andre er festen aldrig sluttet, dog. Jeg ved de kører på samme spor fortsat.
For andre igen, sluttede festen & styrken bliver brugt til at opbygge et andet liv. En styrke der ikke handler om at være blevet stærkere, men en styrke der handler om at MÅTTE besidde den - at Være nødt til at være stærk! 'Det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere'. Ja, vi blev stærkere. De af os der overlevede. Det gjorde os også til dem vi er idag. Personligt kunne jeg godt ønske mig ind imellem, at have været nogle af erfaringerne foruden.
Styrken tror jeg nu vi havde haft alligevel. ♥

Jeg vil egentlig bare gerne spørges ...

2011-10-01T17:00:00.004+02:00

Jeg har nogle relationer i mit liv, som jeg sætter stor pris på. Eller sagt på en anden måde; Alle de relationer jeg har i mit liv nu, er relationer som jeg har valgt til & som jeg sætter stor pris på. Hver og en.
Men der er samtidig også enkelte relationer, hvor jeg oplever at blive såret, igen og igen. Og jeg har tænkt meget over om det er fordi de relationer så alligevel ikke er gode for mig? Om det er fordi jeg ikke får det jeg godt kunne tænke mig dér, og om jeg kan acceptere det er sådan, og fortsat have de relationer? Eller om det er fordi jeg forventer for meget?

Jeg har relationer, hvor det altid er mig der skal spørge ind. Det er altid mig der skal foreslå at ses. Det er altid mig der lige sender en tanke, en sms & spørger hvordan det går.
Egentlig er der ikke noget galt i at gøre det - jeg vil jo gerne, jeg kan faktisk ikke lade være med at spørge ind, eller foreslå at ses. For, det er jo mit ønske, at se de mennesker.
Men jeg oplever en enorm træthed i, at det altid er mig. Og jeg bliver samtidig enormt ked af det. Måske føler jeg mig glemt? Uværdig?
Hvorfor spørger de ikke om vi skal ses?
Hvorfor spørger de ikke hvordan det går?
Hvorfor huskede de ikke min fødselsdag?
Det får mig ikke til at føle mig særligt ønsket. Faktisk det modsatte. Det får mig til at føle, at mit selskab og min tilstedeværelse er uønsket, når det udelukkende er mig der tager initiativ til at bevare relationen.

Jeg ved godt, at jeg kan skabe billeder inde i mit hoved, der forestiller alverdens skyld og skam situationer, hvor jeg automatisk kan tænke; Er det fordi jeg har gjort noget galt? Er det fordi de ikke kan lide mig, alligevel? Er det fordi jeg er for meget?
Jeg kan køre ud af en tangent, som jeg ikke kan styre. Det ved jeg godt.
Men, jeg kan samtidig heller ikke undlade ind imellem at tænke, at min tangent har svært ved at blive bremset i disse relationer, fordi jeg aldrig oplever, at det jeg godt kunne tænke mig, bliver imødekommet.
Er det for meget at forlange, at de også tog initiativ? Er det for stort et ønske?
Kan jeg leve med, at det altid er mig? Og opleve at blive såret over at kommunikationen ikke rigtigt går den anden vej?

Måske er det også fordi vi alle er forskellige. Vi forventer noget forskelligt, og ved måske ikke hvornår vi sårer hinanden. Det der er vigtigt for mig, er ikke nødvendigvis vigtigt for en anden, og omvendt.
Jeg har dog prøvet at give udtryk for hvad jeg godt kunne tænke mig. Hvad der er vigtigt for mig. Hvad der betyder noget, for mig. Som f.eks. dét, at blive spurgt.
Jeg vil egentligt bare gerne spørges.

Måske er det også fordi, at jeg er et menneske der spørger. Jeg er et menneske der ikke kan lade være. Det er min måde at være på, overfor andre.
Jeg er også et menneske, der altid lige husker at ønske veninden pøj pøj med første arbejdsdag, aldrig glemmer en fødselsdag, og som synes det er vigtigt at huske på & give udtryk for jeg har husket, når kollegaen skal til begravelse dagen efter.
Men, måske kan jeg ikke forvente det den anden vej? Måske er det blot min opfattelse af noget vigtigt i en relation, som jeg ikke kan forvente at andre også har i deres billede. Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg tænker meget over det. Her mens jeg også tænker over, om jeg kan forvente at få det jeg gerne vil ha; Jeg vil egentlig bare gerne spørges.

Smukt!

2011-09-30T01:32:00.000+02:00

Navigatorer

2011-09-24T21:45:00.000+02:00

... Men måske er det også fordi jeg har søgt det almindelige. Søgt dét der, for mig udefra set, så normalt ud. Søgt at kunne føle mig som en del af holdet. Som en del af mængden. Gøre dét man nu engang gør. jeg har spejlet mig i normen. For at have noget at navigere ud fra.
For hvor starter man ud med at skabe sig et liv, hvis al grobund, alle rødder ikke kan bruges? Hvis man starter fra nul, og må navigere derfra?
Når man starter ud med at leve i det dysfunktionelle og atypiske, destruktive og ualmindelige, kan det ind imellem føles, som det forkerte er det rigtige, og omvendt. Det bliver et misk mask af rodet grænseløshed, der ikke falder i hak nogen steder. Og man søger med længsel efter sine platforme at stå på.

Det er sådan her man lever. Det er sådan her man gør.
Jeg har spejlet mig i omgivelserne. Ladet dem være billeder på hvad jeg kunne bygge op.
Jeg har taget en uddannelse, og har nu et arbejde. En hverdag. Som man bør ha'. Når man lever.
Indtil det pludselig går op for mig, at det jeg har spejlet mig i måske ikke matcher de veje jeg ønsker at gå. Jeg mangler blot at kunne se hvilke andre muligheder der er. Mangler at kunne spejle mig i noget andet, til jeg selv kan navigere i følelsen af anderledeshed.

Angst

2011-09-20T22:31:00.001+02:00

I kender den der historie, hvor 1 fjer bli'r til 5 høns (eller hvor mange det nu er).
Synes det er lidt det samme med angst; 1 fjer kan blive til en hønsegård, der bare synes at udvides & udvides. Og jeg står tilbage som kyllingen der må stikke af. ØV! Fandme længe siden angst har vist sit grimme fjæs på den måde. Det er så det positive. At tidsintervallet er blevet større.

Genskabelse

2011-09-14T23:56:00.003+02:00

Jo, men det var jo en helt anden tid. Et helt andet sted, på vejen. Et helt andet rum, nærmest. Det kommer jo aldrig tilbage.

Jo bevares, men derfor kan man vel sagtens savne noget af det, og mindes det gode, og tage alt dét med sig i brudstykker på den måde.
Uanset man ved, at det netop aldrig kan genskabes, helt i samme form.
Det man fik med, og det man kan savne af det gode bærer man vel med sig. Og lagrer i erindringen. Uanset hvad der så menes at kunne genskabes, og ikke?

___

2011-09-08T15:23:00.002+02:00

Jamen, det er bare fordi, at jo mere jeg tænker over dét - jo mere når jeg frem til; Det er slet ikke det her jeg vil. Alligevel. Jeg tror jeg vil noget andet, altså. Fortidens stemmer af hån lægger sig som et tungt bånd om mine tanker. 'Ja, det burde du jo nok ha' tænkt på noget før, så!'.

Hendes stemme runger i mit hoved. Jeg forsøger at baske den væk. Nærmest helt fysisk slå ud efter den. Hånen.

Ja, det burde jeg måske. Men, det kunne jeg jo ikke. Tænke det. Før. Der vidste jeg det jo ikke. Endnu.

Er der noget jeg har lært gennem de sidste år, så er dét, hvor nedbrydende det kan være for mig, at blive i noget der ikke giver mig noget godt.

Og jeg tror, at jeg må sadle om.

This is supposed to be the new me. .

2011-08-28T01:10:00.000+02:00

Jeg er blevet givet friheden til at vælge.

Min hals snørrer sig sammen. Gråden står tyk og kvælende.
Jamen jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal vælge, altså! Hvad det er meningen der skal være, lige her?
Panikken ligger sig som en tung dyne over mig. Mit hjerte hamrer, som vil det hoppe ud af brystkassen hvert sekund det skal være.
Jeg hyperventilerer febrilsk ud i intetheden, mens jeg forsøger at holde mit blik fast på noget håndgribeligt.
Det her er et bord. Det er virkeligt. Det er til at se.

Jeg har ingen steder, at sige højt hvor meget jeg vakler. Hvor nemt det er, for min hjerne, mine tanker, at vandre ned af kendte stier, som var det dét mest naturlige i hele verden, at jeg netop skulle tænke den vej.
Jeg er alene med dem. Tankerne. Kan ikke dele dem med nogen.
De fleste ved ikke, at jeg overhovedet får dem. Og de der ved, tror at jeg er way pass, overhovedet at overveje. Du er jo fri til at vælge, nu..
Jeg har forsøgt. Taget spæde skridt. Med gråden stående helt op i øjnene har jeg forsøgt at væve mine ord ud gennem halsen.
Men jeg tøver. Og bliver tavs. Tvivlen, risikoen for at blive mødt med den største foragt, står som en bremseklods mellem mig og verden.
Jeg tør ikke engang sige højt, at jeg har haft tanken. Jeg vil fremstå som en fiasko....

Jeg møder det ind imellem. Det her sted hvor mine veje krydser hinanden.
De her veje der fletter ind. Hvor jeg mister grebet! Mister overblikket & ser mig selv med et gammelt indgroet syn.
Jeg bliver lige overrasket hver gang. Overrasket, og ufattelig tung og trist.
Det her sted, hvor jeg står i mit nu & stirrer direkte ind i plexus af dét jeg har forladt.
Hvor jeg oplever at være nået et langt stykke på min vej - men så alligevel støde ind i de samme tanker. Tanker om hvem jeg er. Hvad der er 'Ment to be', for mig.

Du er kommet SÅ langt. Tænk, at du nu står her & selv kan vælge hvad vej du vil gå, siger hun, og smiler til mig.
Og min hjerne slår flik flak! Hendes ord skærer i mine ører. Jeg får lyst til at skrige højt, råbe al min frustration ud! Rejse mig op og løbe hen mod muren. Kaste min krop mod betonnen! Smadre det hele. Eller, mig selv er det vel basicly.
Kan du ikke forstå, at når du siger jeg nu kan vælge, så hører jeg du siger jeg selv valgte alt det shit? har jeg lyst til at skrige hende ind i hovedet.
Kan du ikke forstå, at du smadrer mit hjerte ved ikke at give mig muligheden for, at sige; jeg får stadig tanken? At fiaskoen viser sit grimme fjæs hver gang jeg bliver fortalt hvor langt jeg er.

Men der er tavst. Udenom mig. Ikke en lyd slipper ud. Jeg sidder bare og siger Intet.
Stirrer lidt på mine fingernegle.
De er begyndt at flosse igen. . .

Mit værn er gået op

2011-08-28T00:59:00.001+02:00

Jeg kan mærke, at jeg er på vagt
kan mærke, at jeg garderer mig mod et svigt.
'Du afviser mig nok, endnu engang. Men det er ligemeget. Jeg er klar'
Mit værn er gået op, jeg satser ikke på at du holder hvad du lover & tillader ikke at tro.

Jeg ved godt det er fattigt. Ikke at have troen.
jeg ved godt, jeg burde noget andet.
Men lige nu er min tvivl så stor. Og dine afvisninger slår for hårdt.

Erfaringen taler sit tydelige sprog. Og jeg lytter, som var den min eneste stemme.

Jeg værner mig mod dit svigt. Igen.
For jeg bærer ikke at mærke det.

fintfølende balancegang

2011-08-24T11:05:00.000+02:00

Der findes noget som er så fint, unikt & ukendt at det føles, som vil det blive revet i tusinde stykker, hvis blot jeg trækker mit vejr.
Som vil det forsvinde for altid, hvis jeg vover at lukke mine øjne bare et sekund.
Der findes noget, som er så fint at jeg føler jeg må slippe det, i frygt for at komme til at ødelægge det.

.

2011-08-23T16:00:00.000+02:00

Du er nødt til at få noget godt ind i dit liv, sagde hun.
Og mit hjerte sank, mens jeg kiggede op på de dybblå øjne.
Det var som blev vejen revet over, og jeg faldt igennem de net jeg havde sat ud.

Smerte

2011-08-14T19:14:00.003+02:00

I virkeligheden er min største smerte lige nu, at jeg føler jeg ikke tager mig selv alvorligt. At jeg må overhøre og ikke lytte til min egen vished om, at jeg har brug for mere hjælp.

Terapi

2011-08-11T01:39:00.003+02:00

Søger legater, fonde, sponsorater & hvad det ellers kaldes, til at fortsætte terapi hos psykoterapeut. Kender du steder der er værd at søge - ville jeg blive glad for at høre nærmere.
Skriv evt, gerne nærmere på mail; siljeliv@live.dk

Kh

Skygger

2011-08-04T00:06:00.000+02:00

Fortiden kaster skygger på min vej. Men, så længe det forbliver skygger, kan jeg godt træde mine skridt fremad, parallelt med dem.
Lige nu går vi i trit. Men, jeg tror på, at jeg en dag træder forbi dem - måske ikke dem alle, men de væsentligste - Èen for een

Mit hjerte bliver til sten

2011-08-02T23:04:00.003+02:00

Det bli'r godt for dig, at være igang.

Sætningen slår som en økse gennem mit tankespind. Sætter en kæp i mit hjul & får mig til at holde mit vejr. Det føles som at kvæles. Langsomt. At høre disse ord.

Jeg aner ikke hvorfor mit bryst føles som blev det trampet henover, eller hvorfor min gråd langsomt stiger op, op, op. Til tårerne står højt i mine øjne, men jeg ikke tør lade dem falde.

Genkendeligheden lurer bag de forvetningsfulde blikke jeg ser i de andres øjne. Jeg ser deres øjne stråle. På mine vegne.
Og mit hjerte synker. Mens jeg febrilsk søger at finde ud af hvorfor.

Der er en klokke der ringer. En alarm der går igang. En reminder om noget jeg for længst har glemt.
Og så alligevel ikke.
Det ligger lige under overfladen. Genkendeligheden. Men, jeg husker ikke hvad det er.
Hører bare ordene 'det blir godt at være igang'. Og mit hjerte bliver til sten.

One way street

2011-07-31T15:44:00.002+02:00

leder efter alverdens dårlige undskyldninger, men synes selv de forbliver ved dét. Dårlige.
Der er vist kun éen vej.

Liv

2011-07-30T17:22:00.001+02:00

Jeg kunne vælge det der umiddelbart virker mest Safe.
Jeg kunne vælge, at frygten skulle bestemme hvordan mit liv skal formes.
Jeg kunne også vælge at tage del, med de forbehold der må være, og skabe et liv ud fra mine rammer & vilkår.
Jeg gambler ikke med sikkerhed. Men, jeg gambler heller ikke med liv. Så jeg vælger at tage del. Og skabe ♥

Ord

2011-07-26T21:36:00.000+02:00

Ord har stor betydning for mig.
Engang troede jeg ikke, at jeg havde nogen. Men, jeg kunne hvile på de som andre havde, indtil jeg fandt mine egne.
Jeg har gennem flere år gemt små sedler med sætninger der betyder noget.
Engang imellem tager jeg dem frem & læser dem igen.
Når jeg glemmer meningen, hvor jeg har rejst mig fra & hvor jeg er på vej hen, kan disse ord & sætninger være som en lille skattekiste, for mig.

Er du psykisk syg?

2011-07-16T02:18:00.004+02:00

Jeg er af den tro, at jeg selv er med til at definere hvem jeg er.
Altså, at ansvaret er mit eget, og at jeg må tage det - kigge på det - omdefinere hvis behov.
Jeg er personligt vokset op med en fortælling om, at jeg blev født til at yde seksuelt. Det var de ord der blev hæftet på de oplevelser jeg havde i min opvækst. Og den definition tog jeg på mig.
Indtil jeg tog ansvar for mit liv, og begyndte at se mig om efter andre veje at definere mig, end de ord.
Jeg vidste, at hvis jeg ikke tog kampen op, ville jeg aldrig kunne se mig selv som andet - og så var mit liv ikke værd at leve.
Jeg valgte at gå ned af både bearbejdningens sti, men også 'jeg er nødt til at lære noget, tage ansvar & se hvad jeg kan gøre anderledes, hvis jeg vil have et andet liv'.
Der er, i mine øjne, mange måder at se sig selv - og dermed definere sig selv.
Det afhænger af hvilke øjne jeg vælger skal se mig. Er det psykiatriens kasser? Mine uddannelser? Mine evner? Mine venners billede af mig? Min humor? Min styrke? Mit eget billede i en stor blanding? jeg er mig, i alle billederne - men optikken afhænger af hvor jeg vælger at spejle mig.
Jeg ser f.eks. ikke mig selv som psykisk syg (& har aldrig gjort).
Jeg har mange diagnoser i min journal, men de har aldrig, i min egen optik, defineret mig. Det kan være svært at blive puttet i kasser synes jeg, og deraf har jeg nok også en trang til at bryde ud af dem :-)
I min verden blev jeg syg, fordi jeg oplevede syge ting. Jeg reagerede på syge oplevelser - min reaktion var fysisk og psykisk sygdom. Og det ser jeg egentligt som sundt!
Jeg er meget bevidst om, at ansvaret for hvordan mit liv former sig - med den bagage jeg nu engang har - er mit eget.
Selvfølgelig hjælper det at have gode hjælpere på vejen, men de kan ikke gå den for mig, 'kun' støtte mig i den vej jeg vælger at gå herfra. Og for mit vedkommende er psykiatrien f.eks. ikke en af vejene. Ikke sagt på den måde at psykiatrien er forkert eller dårligt, men den passer blot ikke til mig :-)
Jeg har valgt at lade nogle andre øjne hjælpe mig til at se hvad jeg er, og hjælpe mig med at definere mig selv - og jeg bliver klogere på mig selv, for hver eneste dag der går. Det er også hårdt, intensivt og personligt arbejde der aldrig holder fri & hvor jeg bærer ansvaret - men dét er det værd ♥

Mit bord, eller dit bord?

2011-07-16T00:56:00.001+02:00

har så'n en on-going øvelse i, at finde ud af hvad der er mit bord & ikke. Hvad der er op til mig, mit ansvar & ikke.
Bli'r ved at overraskes, hvor mange 'borde' jeg synes var mine (& indimellem fortsat tror).
Det skaber lidt røre i 'vandene' omkring mig, når jeg pludselig (udefra set) ændrer kurs. Men det er okay. Det største er fortsat, at jeg hver gang opdager hvor befriende det er, at knække koden, éen for een.

..

2011-07-12T01:28:00.000+02:00

Hvis savnet overstiger glæden, hvornår ved man så, om savnet er glæden værd ?

Tanker fra en sommernat

2011-07-07T00:13:00.001+02:00

Når man tillader sig selv, at give et menneske plads i sit hjerte, indebærer det også risikoen af at miste. Og sorg.
Men, at dele sorger & glæder er vel kernen af det hele? Kernen af at lukke ind? ♥
Jeg ved også hvor fattigt livet er, hvis ikke vi lukker nogen ind. Og uanset risikoen og skrøbeligheden, synes jeg det er alting værd! Jeg er taknemmelig, at jeg tør.

Tanker fra en ændring

2011-07-05T14:29:00.001+02:00

Det handler kun om håb.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når omverdenen ændrer min verden
slukkes min gnist med et knips!
Jeg står håbløs og forbrændt tilbage

Håb?

2011-07-05T02:11:00.002+02:00

De siger, at håbet bærer os igennem.
De siger, at håbet løfter os op.
De siger, at håbet kan vi hvile på
Og guide os på vej.

Det har taget mig mange år at turde håbe.
Utallige år, at mærke.
Jeg har ikke turde lade mig løfte af håbet.
Har ikke turdet hvile på det.

Jeg håber i det små.
Små bitte holdepladser, som mine tanker kan hvile på.
'Jeg tør godt håbe på, at imorgen bliver som jeg tror'
'Jeg tør godt håbe på, at det jeg mærker jeg har brug for - ER der imorgen & ikke igen er væk'
Jeg giver lov til at mærke det løfter.
Indtil jeg falder. og tankerne styrter med.

Jeg spørger mig selv, om mine håb er for spinkle, til at kunne stå?
Om det er håbet jeg brænder mig på, når omverdenen svigter, og jeg føler mig så forbrændt?

Måske bygger jeg mine håb for spinkle?
Måske kan de ikke bære?
De føles så skrøbelige, de små tankepusterum, at jeg kvæles når de knuses.

Jeg troede, at jeg gjorde mig selv en tjeneste, at håbe. At tro. At give lov.
Men, jeg brænder mig når omverdenen ændrer min verden.
Et enkelt Knips, og mit værn går op.

Hjerteregn

2011-07-04T23:30:00.002+02:00

' Vores sjæle er to strenge
på samme violin
vi er begge skabere
af den samme melodi '

Fra Hjerteregn

At overgive sig til skyggen

2011-07-03T03:04:00.000+02:00

Søvnen sniger sig ind på mig.
Som en klam mørk skygge, hænger den konstant over mit hoved
Som et varsel, fra en fjern tid, hvor søvn var det farligste i verden
Ikke sove! I søvnen kan alting ske

Jeg går i panik ved tanken om
at jeg skal sove
hver dag.
Hver dag skal jeg tillade, at søvnen tager mig
leder mig gennem det ene mareridt efter det andet
og efterlader mig i en følelse af, at være blevet misbrugt.
Mens jeg sov.

Men jeg er så træt
Ville ønske jeg turde overgive mig
Til søvnen
Til skyggen og de klamme hænder der rører min krop
For sådan er det for mig i søvnen. Altid.
Altid et overgreb jeg siger ja til, når jeg siger ja til søvnen.

Og jeg overgiver mig også til sidst
Lader søvnen lede mig direkte tilbage i rædslernes hus
Nat efter nat.
Jeg overgiver mig til søvnen.
For jeg har brug for at sove. Bare i de øjeblikke jeg kan.
Selvom det betyder, at jeg skal gennem erindringens rædsler.
Igen og igen.

Når musikken taler

2011-07-01T15:10:00.001+02:00

You say you need to travel far away, to make you think of something else.
Well, I think you'll find out if you dare to stay - that far away is a place inside yourself'

Tina Dichow.

Tomrummet

2011-07-01T15:07:00.002+02:00

Lige nu er der tomt. Et kæmpe gabende tomrum.
Jeg ved slet ikke, hvad der skal være lige her. Hvad det er 'meningen der skulle kommes ind' lige her?
Det er næsten som er der fysisk et hul indeni mig. Hult. Rungende tomt.
Som om følelserne har for meget rum at være i.
Det føles næsten som var der et ekko indeni mig - det er svært at beskrive & forklare - det lyder kludret i mine ører.
Det er som om tomhedsfølelsen slår tilbage. Frem & tilbage. Frem & tilbage.
Og hvert andet øjeblik opstår panikken. 'Jeg kan ikke være i det her!'.
Jeg græder bare. Som pisket. Det føles også hult. Græder bare, uden helt at vide over hvad.

Lige nu er her tomt. Og jeg kæmper 'bare' med at lade det være dét. Ikke forsøge at fylde ud, for enhver pris.
Det ville være så nemt - så nemt, at tankerne om, hvordan jeg ville kunne fylde ud, hele tiden strejfer mig. 'Det her er ikke til at holde ud. Jeg kan ikke være i det her!'.
Nærmest panisk for det tomme. Men det skal jeg. Være i. Og jeg kan godt.
Jeg ved at tomrummet vil vokse, bagefter. Så jeg prøver bare at være. Selvom det føles tomt. Prøver bare at lade det være tomt.
Trække vejret.
Lade det være hvad det ér.

Pink

2011-06-19T19:53:00.001+02:00

http://www.youtube.com/watch?v=QlF9IDyIj00

Har endnu ikke fundet frem til hvordan jeg indsætter en musikfil direkte, men someday I'll get it. Indtil da, må det blive som link . ;-)

!

2011-06-16T17:48:00.001+02:00

Jeg så træt af at føle mig selv proppet i kasser der er for trange, rette ind til højre & konstant give mig, så det passer ind for andre - men giver bøvl for mig selv.
En øvelse i at tænke udover kasser, sprænge det trange & tænke på mig selv.
Ikke helt nemt, men det er der heller ingen der har sagt det skulle være.

Varsomhedens vilkår

2011-06-16T00:58:00.000+02:00

Nogle gange ville jeg ønske, at verden havde set det jeg har set.
At andre ku se verden gennem mine øjne, bare i et glimt!
Jeg ved at nogle ser. At vi er flere, for hvem varsomhed er et vilkår.
Det er en balancegang, at lære at navigere i det vilkår- uden at lade frygten styre.
Man kan ikke leve i frygt. Eller jo, det kan man faktisk godt - men ikke når først man har set, at livet er andet & mere end overlevelse

Nuancer

2011-06-15T21:53:00.001+02:00

Tænker stille 'Husk nuancerne, der er altid nuancer. Muligheder, former & farver' & lægger forsigtigt tanken som en bro henover tendensen til at se alt Sort-Hvidt. Enten Eller ♥

når brikkerne falder på plads

2011-06-11T00:55:00.001+02:00

opdager hele tiden nye sammenhænge.
Får øje på hvorfor noget i nuet kan føles så komplekst & svært!
Det gør på den ene side ondt at få øje på sammenhængen, fordi erindringer vækkes heri & nogle kan være så smertefulde.
Men på éen & samme tid er det SÅ fantastisk at få øje på! At forstå!
For allerede der, i forståelsen, sker en ændring. & resten får jeg mulighed, at arbejde videre med

I et mellemrum

2011-06-06T21:31:00.000+02:00

‎'Lidt er bedre end ingenting! Lidt har også ret. Det er med at få det bedste ud af det der ER!' brager de positive tanker & vinkler derudaf, mens mit hjerte krummer sig sammen ved selv samme tanker.
Jeg kan ikke finde mellemvejen på en sti hvor hjertet råber højest, men vilkår gør at jeg må overhøre.

Det er ikke mere

2011-06-05T04:31:00.000+02:00

Savner et rum, der ikke eksisterer mere & som aldrig kommer tilbage. Måske en flig af det, men aldrig det eksakte.
Tænker at nogle rum forlader man med glæde. Nogle med en ordløs ambivalens. Andre med sorg & smerte.
Og måske er det sådan, at der findes rum som man sætter stor pris på mens de er der, men først rigtigt opdager VAR et rum, når det ikke længere er. Når rummet blot er et minde.

For lånte penge

2011-06-02T04:01:00.007+02:00

Jeg er kommet rigtig langt. Kæmpet mig ned af stier jeg aldrig troede jeg turde betræde.
Gået mine skridt gennem erindringer så mørke, at jeg ind mellem troede at dette mørke helt skulle opsluge mig. For altid.
Jeg har vendt hver en sten jeg er stødt på. Kigget så megen sorg, smerte, frygt og lidelse i øjnene. Under trygge, støttende og meget kompetente rammer. Uden dén, rammen, var det aldrig gået.
Jeg er kommet rigtig langt, men jeg ved også at jeg har et stykke vej endnu.
Og jeg er ikke gået ned af denne vej, min vej til at skabe et liv, for så at vende om. Der er ingen vej tilbage, kun fremad.

Jeg har gået i mange former for terapi gennem de sidste 11 år. Hele tiden søgt, at give mig selv den hjælp, som jeg hele vejen igennem har været klar over jeg har brug for. Du kan ikke klare det her alene, blev jeg ret tidligt klar over.
De første 8 år af min proces kæmpede jeg en sideløbende kamp med at finde anerkendelse i vores 'velfærdssystem'. Jeg knoklede for at finde økonomiske tilskud til terapi, og fik da også lidt oprejsning ind imellem. 10 timers bevilling her, og 5 timers bevilling der. Hos psykologer som min kommune oftest vel at mærket bestemte var de rette. Dem jeg selv havde fundet vej til, var oftest ikke med på den liste. Men jeg var ydmyg. Taknemmelig over i det hele taget at blive hørt, bare lidt! Og tog de samtaler jeg kunne blive tilbudt, selv hos psykologer der slet ikke havde kompetence til at arbejde med de problemstillinger jeg havde. Og har.

Jeg har nok hele tiden haft tendens til at søge videre, søge andre veje hvis jeg mærker at de stier jeg betræder ender blindt. Og hvor har jeg mødt mange blindgyder. Mange her er ingen hjælp at hente. Det er en af mine styrker, tror jeg. At have både viljen til at søge, og kunne mærke jeg må prøve noget andet.
Jeg har ofte ikke haft begreb om hvad dette Andet så kunne være, men følelsen af at noget må ske, at jeg må rykke, har jeg i mig. Derfor har jeg også gennem mine sidste 11 år, konstant søgt at gå mine egne veje, selv bestemme hvad jeg tror er den rigtige hjælp for mig, selvom både system og psykatri mente at de kunne byde på det eneste rigtige.

For godt 3 år siden gjorde jeg op med mig selv, at NU ville jeg finde den hjælp som matchede mig, mine problemstillinger og de veje jeg ønskede at gå. Uanset hvad det end måtte koste, hvor langt jeg måtte transportere mig, eller hvor lidt opbakning jeg kunne få økonomisk fra systemet til at kunne betale for den.
Jeg var drænet for liv, på kanten af døden og havde faktisk ikke længere en tro på, at der fandtes en vej for mig. Men den sidste gnist af håb brugte jeg på at søge efter kompetent hjælp.

Jeg går idag i terapi hos den dygtigste og mest kompetente terapeut jeg nogensinde har mødt.

Mens jeg var under uddannelse, lykkedes det mig at få terapi bevilget. Over en længere periode. Og det gav RO. Ufatteligt meget ro, ikke hele tiden at have en form for tikkende bombe hængende over hovedet, og en storm af overvejelser om hvordan jeg skulle finde økonomi til at betale for den hjælp jeg havde brug for.
Det er ikke fordi jeg ikke vil. Betale, altså. Der er intet i verden jeg hellere vil, end at give mig selv den hjælp jeg ved er nødvendig!!
Men, jeg ved ikke hvor mange i min omgangskreds der kunne forlige sig med tanken om, at skulle have en udgift på mellem 2000 og 3000 kr fast om måneden, måske også flere år frem?
Men det har jeg for mange år siden forliget mig med. Jeg ved godt, at mit behov for terapi rækker længere end blot et kvartal frem, og det har jeg ikke problemer med at bære. Jeg ser det meget som en investering i min fremtid. Og den kan ikke gøres op i penge. Fremtiden.

Men lige nu kører min fremtid, på lånte penge. Og tankestormen jeg havde ro for, har rejst sig på ny. Jeg graver i bogstavligste forstand min egen økonomiske deroute i disse måneder. Det er en meget lang og snørklet forklaring, men i øjeblikket er jeg sikret tag over hovedet & det er mere eller mindre alt. Taknemmelig for at kunne vågne op i mit hjem det er jeg! Men stormen raser også indenfor murene her.
Jeg har afsøgt ALLE tænkelige veje, og forsøger at forlige mig med, at løsningen lader vente på sig, eller tankerne om en løsning blot ikke har indfundet sig, endnu.
Jeg er ikke bleg for at erkende, at jeg har brug for terapeutisk hjælp, jeg har blot ikke mulighed for at betale den. At give mig selv den.
Så jeg låner mig til at kunne fortsætte det arbejde der ikke bare er nødvendigt, men slet ikke til diskussion, og jeg stiller mig selv for hver måned der går, økonomisk dårligere.

Jeg har brugt timer i stilhed, med tankerne stormende gennem mit hoved. Helt stille kan jeg sidde dér, i min sofa - stirre ud af vinduet, uden egentlig at se. Mens timerne flyder ud, og det eneste bevis jeg har på et dagen er gået, er at solen er holdt op med at skinne ind gennem vinduet, mens jeg sad der. Jeg sidder bare. Tænksom. Vender og drejer hver en tanke der strejfer mig.
Jeg har forsøgt at redde alle mine tråde ud, gennem flere måneder nu. Hægtet mig fast på den mindste flig af her bor måske en mulighed? Måske kan den her vej føre mig til en løsning? Jeg har gået bevidst, målrettet. Jeg ringer op, skriver mails, undersøger muligheder, ALT jeg kan handle på gør jeg! Jeg VIL finde en løsning. Jeg MÅ og SKAL finde en vej til at kunne fortsætte det store nødvendige arbejde jeg er igang med.
Og jeg skiftevis handler, SÅ målrettet at jeg ikke aner hvor kræfterne kommer fra. Som er der en energi der bliver blæst igennem mig, og som bare må ud. Jeg må gøre noget! Bare et eller andet! Kom så. Kæmp!
For så at løbe helt tør. Fuldstændig drænet. Og sidde tilbage med følelsen af, at blot det at hente en kop kaffe vil være at løbe et maraton. Det er også der tårerne får frit spil. De løber bare, ukontrolleret ned af mine kinder. Slørrer mit syn og dræner mig yderligere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved det virkelig ikke......

I vores samfund og velfærdssystem, som i øvrigt har så travlt med at udpensle fra bl.a. politisk side, den store sympati samfundet har for mennesker der bliver udsat for overgreb, vold, tortur, vanrøgt etc. møder jeg kun lukkede døre lige nu.
Kommunekassen er lukket - for good. Der er ingen mulighed for at søge støtte der. Jo, det passer ikke helt. Jeg kan blive tildelt nogle samtaler på et kompetencecenter, eller henvende mig til rådgivning på et af landets støttecentre. Jeg kan også blive henvist til en psykiater, eller takke ja til den antidepressive medicin min læge kan tilbyde mig. I lægeverdenens kontekst er jeg nemlig blevet depressiv af min nuværende situation, og medicin vil kunne hjælpe mig et godt stykke.
Men, behøver jeg at præcisere, at jeg har et brændende ønske om at fortsætte på den vej jeg allerede ER på? At jeg ikke ser nogen som helst mening i, at gå ned af flere blindgyder, når nu vejen ligger lige foran mig?

Så det stormer i min hjerne. Raser efter løsninger. Jeg VIL, og jeg VED der må findes én! Jeg skal bare have fundet frem til den.

Jeg kan ikke se det

2011-06-01T06:48:00.003+02:00

Solen stod op, mens jeg sad søvnløs her.
Solen skinner. Det bliver en smuk dag! Sagde ekspedienten da jeg var nede og købe mælk.
Jeg kan ikke se den. Solen. Jeg kan se strålerne. Farveforskellen mellem sten & skær.
Jeg stod der, helt stille & forsøgte at lade den trænge ind.
Jeg er måske bare lidt træt. Det er nok blot derfor.

Men solen - lyset - jeg kan ikke se det.
Jeg kender godt det mørke her. Og det skræmmer mig mest når kontrasten er så stor.
Som nu. Hvor solen siges at skinne. Og jeg kan ikke se det.

Jeg har glemt hvad jeg skulle bruge mælken til.
Jeg tror, jeg må finde en hånd til at kunne se lyset igen.

x

2011-06-01T05:57:00.001+02:00

Har så mange ord, pakket ned i kasser. Klar til at blive flyttet, men ingen steder at flytte dem hen. Så her er larmende tavst. Som er hvert ord forseglet.

Spring

2011-05-30T16:57:00.000+02:00

Jeg ved bare, at tavshed fastholder.
Alligevel er i det indimellem svært at tro på, at italesættelse kan bane vejen. Igen.
Men der er en erfaring der råber højere.
Jeg husker ikke, hvad dét at vove har givet, men jeg husker hvor svært det har føltes at springe. Hver gang.
Og jeg husker hvad der sker, når verden bliver tavs.
Så jeg springer.
Igen & igen.
Vover.
Kun fordi jeg husker, at tavshed fastholder. Og jeg vil fri.

Ensomhed

2011-05-30T02:14:00.000+02:00

Man kan føle sig ensom, dog velvidende at det er et vilkår. Et vilkår der også bærer sit håb ♥ Man kan bevæge sig langt, med håbet som platforme.
Men når man indser, at håbet er en illusion, mærker man først ensomhedens sande dybde.
Når man indser at platformen ikke var der, synes der ingen steder at stå. Eller hvile.

Træd varsomt

2011-05-15T17:53:00.003+02:00

Kløjs fuldstændigt, i det belærende ved 'du er fri til at vælge - det er helt op til dig !'s navn.
For mig, kommer det til at stå som uigennemtrængelige mure, hvor fiaskoen får frit spil.
'Så det du siger er, at det jeg vælger - bør være noget andet? Ellers ville Et valg, vel ikke komme på tale?'.
Og at dét jeg før har valgt, også var netop Et Valg. Et negativt klingende ét af slagsen.
Du valgte vel selv, at gå den vej.

At få at vide, at jeg kan vælge fodrer min følelse af fiasko.
Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvad det skyldes.
Der er sikkert en grund. Ligesom alt andet har haft en grund.
Jeg søger den. Grunden. Forklaringen. Årsagen. Jeg vil gerne forstå
Men træder ufatteligt varsomt. I vished om, at det her, i sandhed er et minefelt i mig.

Tvang

2011-05-01T21:42:00.004+02:00

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Jeg bliver fanget i en ordløs glasklokke.
Fryser fast i mit eget billede.
Som en blind famler jeg mig frem, gennem dødvande af stilstand.

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Gløden er dog fortsat tilbage. Altid.
Men den energi det kræver, at få lyset til at brænde som før
den energi det kræver, at sprænge klokken, at sætte i bevægelse igen - er enorm.

.

2011-04-19T15:09:00.000+02:00

Erindringen hører ikke til i nuet.
Men, hvor gør man så af smerten?

Rammende præcist

2011-04-11T15:38:00.001+02:00

" Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb. Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed" Chefpsykolog Lars J. Sørensen

Sårbar

2011-04-06T17:33:00.000+02:00

Tænker meget over dét her med, at være sårbar. At vove, at sætte sig selv lige dér. At vove, at den bliver synlig. Sårbarheden. Mest for mig selv, men også for omverdenen. For satan hvor har det bare altid føltes farligt!! Mest af alt nok dét 'at kunne rammes'. Men, på en måde er det også lige dér - i de enkeltstående situationer gennem tiden, hvor jeg har vovet - at jeg har gjort mig mine største opdagelser... ♥

,

2011-04-03T17:06:00.001+02:00

Synes nogle gange finten er, at gennemskue om vejen 'blot' er slørret lidt, af kolde fødder, usikkerhed eller den velkendte klassiker 'jeg kan ikke huske hvorfor jeg skulle dét her - men jeg gør det alligevel, fordi jeg husker det engang var vigtigt '. Eller om vejen reelt har ændret sig & beslutninger skal tages op og revideres.