Tatoveringens unikke

Min ene tatovering. Den sidste jeg fik lavet. Jeg vil gerne have lavet den om.
Jeg lægger den smule penge jeg har at spare af, til side for at få den ændret. Til en der er mere mig.
Nejnej, det koster jo ikke en bondegård, I know. Men måske er selve puljen godt.
Der er så meget andet jeg kunne lægge penge til. Så meget andet der synes vigtigt.  Men en pulje kun til dette formål, er også at huske, det vigtiges nuancer.

Jeg fik den lavet kort efter jeg var begyndt at kunne mærke mig selv. Mærke smerte, og ikke helt forstod. Jeg fik et kæmpe chok da tatovøren lagde første strøg, og kunne slet ikke bremse smerten. Det sendte mig ned af stier jeg endnu ikke kendte, flashbackede til tider jeg havde glemt.
De forrige jeg havde fået tegnet gennem tiden, blev gjort uden jeg knap nok blinkede.

Den blev ikke som jeg gerne ville have den. Og jeg glemte hvad der var mit udgangspunkt. Jeg blev ellers tilbudt at komme tilbage, få den tegnet op igen - men for en tid, har jeg glemt alt om det.
Måske har jeg også tøvet lidt med at gøre det, fordi jeg nu vidste det gjorde ondt. En kylling der pludselig kom op i mig! og en manglende lyst til at gøre det igen.

Jeg lovede mig selv, at den skulle laves, når min uddannelse var kommet i hus. Som en gave til mig selv. En Tillykke med du gjorde det!
Men så skete der en masse økonomisk tumult.
Gennem 3 måneder stod jeg uden indtægt overhovedet, fordi systemet havde lavet fejl. Det var de værste økonomiske prøvelser nogensinde, og jeg betaler stadig for dem idag. Jeg lånte mig til at kunne bevare mit tag over hovedet. Og min gave til mig selv, føltes pludselig ligegyldig.
Har du ikke et sted at bo? At sove? At være? Så drop alt det andet, og sæt pris på dét.

Men tanken om at den ikke helt er som jeg ønsker, har alligevel ligget i mit baghovede. Jeg har længe ikke taget stilling til den, sådan yderligere, men for kort tid siden gjorde jeg igen.
Jeg tror det var lige omkring det tidspunkt, hvor mit arbejde begyndte at føles skævt. Jeg havde brug for at kunne se frem. At blive mindet om, at vejene kan formes - uanset hvor komplekse de må se ud.

I år er året hvor jeg fylder 30. Og ja, det er en mærkelig tanke.
Jeg har virkelig ikke spor lyst til at nå derhen, og ville aller helst springe over. Det kan man så ikke, siger kalenderen mig. Og mine veninder driller mig lidt. Det er da ikke så slemt!, udbryder de i flæng.
Mens jeg bare ikke er med.

Måske er jeg bare ikke klar overhovedet, men bliver jeg nogensinde det?
Det betyder mere for mig end jeg troede, og jeg forundres til stadighed over det. Come on, det er jo bare et tal! What's the different, sådan helt konkret ?
Men jeg synes ikke det sjovt. Jeg synes ikke det er rart. Jeg synes det er helt forkert.

Måske er det noget med aldrig at have fået lov at være barn. Eller teenager, ligeså.
At skulle være voksen, eller det der lignede, allerede som barn - det er lidt, som at skulle løbe, før jeg kunne gå.
Det er som der mangler nogle år. De år må jeg bare lade ligge nu.
Jeg er som sprunget 10 år eller mere frem i tiden, og dét der var, er for sent nu.

Når nu jeg ikke fik ændret tatoveringen, da jeg fik min uddannelse i hus. Når nu jeg havde lagt hele tanken på hylden.
Men jeg har stadig et ønske om at få det gjort. Så er en 30 års gave et bud.
Så derfor sparrer jeg lidt op, ligeså stille, mens jeg tænker på hvordan den nu skal se ud.
Som et minde om aldrig at glemme. At forevige, som det tatoveringer kan. Unikke. Særlige. Helt dine egne.
Som en gave til mig selv, fordi jeg har brug for det.
Brug for noget svært bliver godt.