Søndags blues

ØV!
Jeg kan ikke sove. Selvom jeg har taget min-bedsteste-ven, af en sovepille.
Har mareridt i flæng. Eller vågner hver halve time. Nu, sådan officielt - v å g e n.

Er vågnet til sådan en rigtig ØV søndags tristheds stemning. Gråt. Mørkt. Trist. Tungt.
En af de der søndage, hvor det bare føles lidt mere ensomt at være her.

Tankerne kører rundt i hovedet de her dage.
Relationer.
Hvem er det jeg omgiver mig med?

Min nære veninde. Eller, i hvert fald hende jeg har betragtet som tæt, glider mere og mere væk.
Hun ringer kun til mig, når hun er fuld. Som regel ret sent i weekender. De weekender hun sidder alene.
Øv hvor hader den der døsige stemme!  Halvsnøvlende. Hårerne rejser sig i nakken på. mig.
Den der lyd af, at hun ikke helt er sig selv. Det der manglende nærvær, tilstedeværelse i samtalen.
Jeg gider ikke at tale sammen på den måde.
Det har jeg sagt. Også før. At distancen kan føles lang nok, i forvejen.
Hun bliver vred. Tager det ilde op. Personligt.
Men jeg kan ikke holde ud at kommunikere på den måde. Mere.

Det gør mig også ked af det, at høre hende sådan. Og ked af det, på hendes vegne. At hun sidder der. Kører alkohol ned. Doper.
Ville så gerne hun kunne noget andet. Ville gerne hjælpe. Men jeg kan ikke. Hun vil ikke lukke mig ind.

Egoistisk set, bliver jeg også ked af det, på mine egne vegne.
At jeg synes, at have nogle relationer i mit liv, som bare ikke altid er så rare.
Jeg har reduceret ret meget i antallet af mennesker jeg omgiver mig med, gennem de sidste år. Nogle er røget, andre er blevet, nye er kommet til. Og nogen står jeg fortsat & vakler lidt med.
Nu må jeg ikke lyde som om, at jeg ikke har nogen gode relationer i mit liv. For det har jeg! Bestemt!
Og de er ikke glemt, trods søndags-tristheds-stemningen og følelsen af at være en lille smule mere alene i verden end ellers, lige præcis idag.