Lydløst tilløb

Okay. Jeg ved altså ikke helt, om det her nu går.
Jeg føler mig ikke tryg, eller rolig til at være.

Jeg har sat mig her ved skærmen, for at skrive & lade tankerne flyde. Ud af mit hoved. Ud.
Der er mørkt i resten af huset. Og jeg har sådan en fornemmelse af, at skulle være lydløs. Ikke gøre væsen, eller lyd af mig.
Jeg lister på mine tåspidser hen og tager et glas vand. Føler allerede jeg fylder for meget lyd.
De andre sover i rummet ovenpå. De andre, som jeg skal tilbringe min weekend sammen med. Sover, mens jeg er utryg. Utryg, usikker og ubeslutsom. Ked af det nok også. Følelsen af ikke at slå til.

Jeg har lyst til, at tage hjem. Pakke alt igen, og gå. Lydløst, uden væsen, bare forsigtigt lukke døren.

Jeg kan høre mine omgivelsers velkendte suk, de dybe over dét jeg ikke formår.
Men, du er jo lige kommet ? Vent nu lidt! Prøv bare at se om noget tid...

De har aldrig forstået den afmagt jeg kan føle.
Aldrig forstået når det er svært.  
Min ubeslutsomhed vækker deres irritation, og jeg er bange for den. Irritationen. 
De har aldrig forstået hvordan jeg kan føle mig fanget, når der intet er, som binder mig.
Skuffelsen står som lys om deres ansigter. Mens de må ryste på hovedet af situationen.
Jeg vil så nødigt skuffe, og se hvordan de undres. Måske tager de det også personligt?
Jeg vil så gerne, at de vidste det er mig - at det ikke er noget de har gjort.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at det at være med mennesker bliver svært.
Selv med mennesker jeg kender kan jeg føles 'væk', føles som at udviske sig selv.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at dét at træde ind i et rum er nok. Jeg mærkede det allerede fra minut éet, at mine parametre er nogle andre, idag. Jeg er utryg, og har paraderne oppe. Som et værn må jeg skærme mig - selv der.
Jeg kan mærke følelsen af ikke at kunne være, og oplever at blive som en marionetdukke.
Jeg kan nærmest se mig selv udefra. Se hvordan jeg forsøger. Med akavede stive bevægelser går jeg, mingler, som en fake. Jeg bliver en marionetdukke, der ikke står fast, men føres af det omkring. Som et ansigtsløst væsen, der ingen mimik har, oplever jeg at måtte skjule.

Jeg ved ikke hvorfor jeg kan opleve mig fanget, når døren er åben til at gå. 
Måske er det fordi, at det at gå, ville kræve at jeg sagde det højt. Gav lyd.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ind imellem oplever, at kunne tage tilløb til tale i timevis.
Jeg har prøvet det før, det her med at skulle sige jeg tager afsted. At tage tilløb for at kunne gøre det.
Det modsatte har jeg også  At skulle spørge om jeg kunne blive. Måtte, blive. Ikke gå.
Det er måske selve tilløbet der ind imellem er sværest. Selve det at få det sagt.
Hvis ikke der er klare linjer fra start, så vokser min utryghed til tårne.
Jeg kender den side af mig der har brug for at vide. Brug for klarheden fra start.
Undervejs kan jeg dog godt navigere i ændringen, hvis den bliver italesat. Det er et must.

Jeg synes det er hyggeligt at være med mennesker jeg kender. Hyggeligt at overnatte, også.
Men jeg oplever nok bare, at det er nødt til at være mere trygt, før jeg kan føle, at jeg kan være.
Før kendte jeg ikke til, at jeg evnede at kunne være. Det er en ny opdagelse for mig. Måske er det også den oplevelse jeg nu længes efter, når jeg sidder her og føler mig fanget, utilstrækkelig & forkert?
Jeg ved godt, inderst inde, at det er mig der skaber utrygheden. Men jeg ved ikke hvorfor og hvordan.
Jeg ved at jeg oplever at må skjule. Mig selv. Og så kan jeg jo ikke være.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan lige nu. Jeg ved ikke hvorfra det kommer.
Jeg har lyst til at sige højt, at jeg går igen. Bryde lydmuren. Tale.

Jeg skriver her i natten, mens alt er larmende stille.
Jo mere jeg skriver, jo flere tårer falder.
Som var hvert et ord en tåre.

Jeg bliver blot ind imellem så træt af mig selv. Mine mønstre og mærkværdigheder.
Bliver så træt af at mærke hæmningen - at mine oplevelser har sat sig spor.
Vejen føles bare ind imellem så lang, at jeg noglegange også tvivler.
Jeg ville sådan ønske, at det var mere ligetil.
At jeg kunne Være - som mest.