Jeg tror bare ikke, at jeg vil være pædagog...

Vi kunne kalde det PTSD. Eller at tærskelen er lidt lavere.
Vi kunne kalde det, at blive bremset. At stoppe op, mens verden suser.
Vi kunne kalde det, at miste dét jeg troede jeg skulle. Vi kunne kalde det, at noget andet viste sig.
Vi kunne kalde det, at opleve en hverdag gå i stå. Vi kunne kalde det, at den aldrig helt blev min.

Vi kunne kalde det alverdens ting.
Det afhænger nok af hvilke øjne der ser.
Jeg ved, at mine har set noget andet. Jeg skulle blot fjerne mig, før det blev klart.

Til at starte med så jeg dét som et kæmpe tab. Et tab der ikke havde ord.
Jeg oplevede bare, at lysten til at tage fat på nyt, fuldstændigt udeblev.
Som ugerne gik føltes fiaskoen at tage tilløb, indtil den ramte mig som en boomerang.
Jeg tvang mig selv til at tænke det nok bare var mig. Mig der igen var usikker.

Måske var det også fordi jeg krampagtigt holdte fast? Fast i det jeg engang troede - var mig.
Men, uanset hvor meget jeg holdte fast, og søgte efter dette magiske øjeblik! - hvor jeg ville føle, at jeg var landet på rette hylde.... så udeblev det.
Uanset hvor meget jeg bestræbte mig på, at påtvinge mig lysten - så udeblev den.
Du skal bare videre! Finde noget andet! Kom, der er masser af institutioner at søge.

Jeg har oplevet det snærende, gennem hele min studietid. Og håbet, at det ville slippe.
Håbet at jeg med tiden ville mærke, at mine interesser ville matche min praksis.
Forsøgt at overbevise mig selv om, at når først jeg var éet skridt videre, siden to, tre, fire etc... SÅ ville jeg se dét, som mine studiekammerater så. Så ville jeg ENDELIG mærke det.
Du er jo hamrende fagligt dygtig,  flød ordene - mens mit hjerte ikke kunne tage den ros.
Det brænder ikke for praksis, og det har det aldrig gjort. Jeg tror bare ikke, at jeg turde mærke det.

For hvad gør man egentlig, når man opdager det? Når man opdager, at det ikke vil ske?

Jeg tror ikke jeg turde tænke tanken. Turde stille mig selv spørgsmålet; Hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så?!
For sådan en tanke forpligter.
Især hvis den tænkes til ende.

Jo flere tanker jeg forsøgte at dulme med, jo mere vidste jeg det ikke gik.
Hvis ikke det føles rigtigt, så ER det ikke. Min mavefornemmelse gav ikke op.

Faktisk skulle der en 7 årigs ord, til at opdage hvad jeg søgte.
Et klogt barns overvejelser, som pludselig blev den største logik. Tænk, hvor enkelt det kan siges.


Hva' er det nu for et arbejde du har? Spurgte hun, mens vi drak cacao.
Jeg er uddannet pædagog,  svarede jeg.  Men, lige nu arbejder jeg ikke.
Næsten før mine ord har sluppet mine læber, udbryder hun tænktsomt med et smil;
Men, selvom du er pædagog kan du jo godt have et andet arbejde?
Du kunne for eksempel lave kaffe! På en café!


Og ved du hvad, det har hun jo fuldstændigt ret i! Det kloge livsglade barn.
Der er så meget man kan, hvis 'blot' man tænker sig om. Og hvis 'blot' man tør at tænke lidt ud af kassen, og tør vove at gøre noget andet.

Egentlig er det mærkværdigt så mainstream & 'i de rette kasser,  på den lige vej', jeg forsøger at hive mig selv på. Mærkværdigt hvor meget jeg har bestræbt mig på, at falde ind, og bare følge strømmen.
Det såkaldte normale i mit liv har haft en spændvidde SÅ bred, at meget af det også har været grotesk.
Man burde måske tro, at jeg kendte til at veje formes vidt forskelligt. At min vej ikke nødvendigvis ligner din.
Det gør jeg også. Jeg havde bare glemt det.