Det mindste man kan gøre, er at forsøge

Jeg har et væld af tanker, der ikke rigtigt hører nogen steder henne.
Egentlig ved jeg ikke om det er fedt, at smide dem her? Men, det virker som det eneste jeg har.
Ja, jeg behøver vel heller ikke undskylde mine ord. Jeg ved ikke hvor det kommer fra.
-
Jeg ved ikke, jeg er ligesom bare stået lidt af på dét.

Er det så godt eller skidt?

Det kommer an på, om det er meningen at jeg skulle stå på  - på det?

Sarkasmen er i højsædet. Det har været en meget lang weekend. Svær.
Alle de tanker. Ord. Følelser. Tårer. Hvor kom alt det fra?

Det er så underligt det her med, at have bestemt sig for at skulle noget særligt, for at aflede tankerne lidt. Og så viser det sig, at tankerne bliver endnu mere infiltrerede, og... konfronterende måske?
At satse på et brake, at få RO, og få det stik modsatte. . . der er et eller andet der går galt.
Jeg skulle nok være gået et andet sted hen. Eller slet ikke være gået.
Jeg skulle nok have ladet være at satse for meget. Eller håbet ?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke op eller ned.
Jeg er nok blot lidt træt af at stå lige her. En træthed der virker bekendt.
Føler mig smidt ud på rimeligt dybt vand. Uden lige at vide hvor jeg skal søge i land.
Flyder bare frit. På egne ben. Det er skide svært.

Imorgen er der en ny dag. Og den bliver sikkert fin.

Kom nu ind i kampen for fanden!  Op på hesten. Prøv igen.
Det mindste man kan gøre, er at forsøge.