Der kom et brev

Der er kommet et brev, om operation.
Den sidste.
Er der virkelig gået så lang tid siden sidst?

Jeg skøjter rundt i lalle-latterlige halvhjertede humor forsøg, uden dybde, kun overflade. Plaprer, ævler, om alt muligt andet. Useriøst. Uden alvor, eller realitet. Lalalala, ikke høre, ikke se.
Forstummet i et glansløst smil.

BAM!
Jeg er tilbage. Landet i virkeligheden. This is where I came from. 
Don't you remember?
Visheden sniger sig ind på mig. Smyger op af min ryg, min nakke. Lægger sig som en hånd om min hals.
Jeg kan ligefrem lugte det. Den der tunge lugt. Den vil bare aldrig kunne beskrives.

Jeg kaster op. Holder det hele i strakt arm.

Vil aller helst ikke forholde mig. Ikke tage alvoren ind.

Jeg tror ikke det er meningen, at jeg skal forstå. Sådan helt rigtigt, dybt forstå, hvad årsagen er til, at dét er min virkelighed. At jeg skal igennem det her.
Jeg tror ikke det er meningen, at jeg skal forstå med mine følelser, hvor ondt det har gjort mig.