mandag den 26. juli 2010

Små sejre

Mærker de fysiske konsekvenser af mange års overgreb, voldtægter & tortur i de her dage.
'Det lyder meget barskt !?' - Ja, det er dét da også.
Men uanset hvor grumt det lyder, så er det en virkelighed jeg må deale med. Og det gør jeg så - kæmper, og tæller små som store sejre.
Dem er der alligevel mange af - sejrene.

torsdag den 22. juli 2010

stilhed

Stilheden vækker tankernes storm.
I det lydløse vågner mit mylder.
Tankerne raser og buldrer som torden.
De rejser sig. Står som tårne.

søndag den 18. juli 2010

Jeg HAR givet

Står ved min beslutning, at jeg HAR leveret dét der krævedes af mig, DA det var vigtigt at levere. Jeg behøver ikke give mere.

Jeg behøver ikke lade mine tanker køre i ring, panikken sætte ind & angsten æde sig fra maven og ud i resten af kroppen. Jeg HAR givet det der krævedes af mig, da det blev krævet.
Jeg ER igennem nåleøjet.

Jeg NÆGTER tvang! Nægter, at tvinge mig selv. Nægter, at føle jeg er tvunget.

Ja, det betyder måske nogle afbud her & der, som ikke var nødvendige. Ja, det betyder måske nogle Nej'er, som godt kunne have været ja. Men, man må vel starte et sted? ;-)

lørdag den 17. juli 2010

Én lang søndag

Det føles som sommeren er én lang søndag.

Jeg træder vande her.
Aner ikke hvor fanden jeg skal gøre af mig.

Gråden sidder som en kvælende hånd om min hals
Lige nøjagtigt så stærk, at den tager vejret fra mig.
Insisterende nok, til ikke at kunne ignoreres.

Der er ingen hjemme.
Folk er rejst, taget på ferie, i sommerhus, hos deres familier, med deres kærester, ægtefæller, børn... eller bare Nogen.

Jeg synes det er lidt fjollet. Den her følelse af at være blevet efterladt.
Ladt tilbage.
Men den er der. Følelsen.

Tårerne løber stille ned af mine kinder.
Jeg giver slip. Løsner grebet & lader sorgen over det jeg ikke har, flyde.
For i dét bliver der også plads til håbet. Troen på, at det engang bliver anderledes.
Også for mig

Jeg smiler skævt, bag de stille rørte tårer.
Nogen har taget min hånd i sin & slipper ikke taget.

Jeg bærer det gode med mig. Gemmer det i mit hjerte.
Jeg går ikke alene.

torsdag den 15. juli 2010

Jeg greb håbet. Lige dér.

Jeg var engang 'hende der' som havde fuld fart over feltet 24/7.
Fest & farver, gang i gaden - bare derudaf! Jeg var klar så snart nogen meldte 'GO'.
Jeg var hende 'den sjove'. Hende der aldrig sagde nej. Hende der udadtil virkede til at være med på hvad som helst.
Jeg var hende der passede sit arbejde om dagen, festede om aftenen & prostituerede sig om natten. Og dagen efter startede forfra.

Gud, hvor var det tomt.

Jeg var hende der konstant forsøgte at fylde tomrummet ud. Alting blev som en besættelse. Videre, videre, videre!
Jeg var hende, der havde ALLE timer i døgnet booket fuldstændig op. Booket op med alverdens aktiviteter, som jeg inderst inde - hvis jeg havde vist hvordan men lyttede efter - ikke havde lyst til.
Fritid skulle slåes ihjel. For det var jo lige netop dér, jeg mærkede..... og det ville jeg for alt i verden gerne slippe udenom!

Jeg rodede rundt i, at prøve at skabe noget andet for mig selv, men samtidig ikke vide hvordan. Jeg opsøgte hjælp igen og igen, men nåede aldrig rigtigt frem til noget der virkede for mig.
Og jo flere mislykkede forsøg jeg gjorde mig udi, at få hjælp til at skabe noget andet, jo mere desperat blev jeg. Og jo større blev tomrummet. Og trangen til at fylde det ud, igen. Det var en ond cirkel.

Jeg skulle blive 25 år, før jeg for alvor turde stoppe op. Idag ved jeg ikke hvad det præcist var, der fik mig til at slå bremsen i. Jeg tror det var et miks af mange forskellige ting - et kaos af et liv der ikke fungerede, og et liv der føltes som om det var ved at rinde ud.
Kort tid efter besluttede jeg at give håbet om et andet liv, en SIDSTE CHANCE. Jeg tror jeg var nået dertil hvor jeg tænkte; Hvis ikke jeg griber håbet lige NU, så er det for altid forsvundet .

Jeg greb håbet, lige dér. Og idag ved jeg hvor heldig jeg er. Jeg opsøgte den eneste rigtige hjælp for mig.

Meget er sket siden da. Både godt og skidt. Meget, som har gjort, at min kurs blev ændret, endnu engang. Men jeg tror ikke - eller.. jeg VED - at jeg ikke ville have kunnet rejse mig fra det seneste mareridt jeg har stået i, hvis ikke jeg havde grebet håbet dén dag som 25 årig.

Idag er jeg hende, som ikke kan kapere mere end 1 ting af gangen.
Hende der føler sig presset og over-booket hvis der skal foregå flere ting på samme dag.
Hende der aflyser aftaler, fordi jeg ikke kan overskue at være med mennesker.
Hende der bruger rigtig meget tid alene.
Det kan godt føles tomt ind imellem. Men det vil ALDRIG føles ligeså tomt, som dengang jeg konstant kæmpede for at fylde tomrummet indeni mig ud. Med endnu mere tomhed.

For idag er jeg er også hende der er på vej til et andet liv. Hende der kæmper med ALT hvad jeg har, for at skabe noget andet for mig selv.

Og dét giver mening.

søndag den 11. juli 2010

Mio min Mio

'Men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skulle skrive om det til Chris.
Det som jeg har oplevet, ligner ikke noget som helst nogen anden har været ude for. Og jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skulle kunne fortælle om det, så Chris virkelig forstod det.
Jeg har prøvet at finde nogle ord at beskrive det med, men de findes ligesom ikke'.... '
Nej, jeg ville aldrig kunne fortælle om alt det jeg har set og hørt.'

Mio min Mio - Astrid Lindgren

____________

Jeg husker tydeligt, hvordan denne frase gav mig håb engang. Husker hvordan ordene hjalp mig til at forstå & jeg nærmest kunne hvile lidt på dem .

lørdag den 10. juli 2010

- Men hun drømmer...

Jeg drømmer om, at leve et sted, hvor jeg kan være mere anonym.
Jeg tror jeg har brug for at mærke, at jeg KAN være én i mængden. Én der bare 'blender ind'. Måske fordi jeg altid har følt mig anderledes. Forkert. Iøjenfaldende. Opsigtsvækkende, bare jeg trækker vejret.

Jeg går målrettet mod dén drøm ♥

torsdag den 1. juli 2010

Det grænseløse

Det var dét grænseløse, der gjorde forskellen.
Det var der alting blev farligere. Værre.

Det grænseløse.

At de ingen frygt havde.
Den plantede sig i mig, istedet. Frygten.
Og den bor hos mig, endnu..